En stille dag i resevatet.

Hun smilede venligt til ham med hovedet let på skrå "Jeg håber ikke at jeg gjorde dig alt for forskrækket?" spurgte hun og håbede virkelig at hun kunne rette op på denne fejl!

Han kiggede forvirret på hende, "Hvad mener du?", han vidste ikke det var for at aflede hans opmærksomhed at hun gjorde det.

"Du faldte" huskede hun ham venligt på "Det var ikke min mening... er jeg tilgivet?"

Han rynkede panden, "Det var ikke din skyld", han smilte. Teknisk set var det hendes skyld.

Hun grinede svagt "Det var det da..." sagde hun langsomt.

Han grinte af hende, "Lad os bare glemme det", sagde han, "Du gjorde det jo ikke med vilje."

"Nej selvfølgelig ikke" løj hun med et helt straight face.
Hun stak hænderene i lommerne og så ned i jorden. Det var nu hun skulle være hurtig med et emneskift.
"Såh, er du ny her eller har jeg bare aldrig mødt dig før?" spurgte hun pludselig og rettede blikket op imod ham igen med et nysgerrigt og undersøgende blik.

Han ,lo kort, "Ny..", han smilte, "Jeg kommer fra New York.."

Hun smilede skævt og en sang startede straks inde i hendes hovede. Hun sukkede uhørligt, mildt irriteret, da hun vidste at den nu ville køre resten af dagen.
"Er du vokset op der?" spurgte hun så, blandt andet for at lede tankerne væk fra sangen.

Han rynkede panden, "Ja, og det var derfor jeg flyttede hertil..", sagde han og smilte så.

Hun rynkede let brynene "Jeg tror ikke helt at jeg forstår..." sagde hun langsomt og spørgende.
Kunne han ikke lide New York? En af verdens mest fantastiske byer? Hun forstod ham ikke helt, men ventede på en forklaring med et svagt smil. Ikke særlig ægte, det vidste hun godt, men det fik hende da i det mindste til at se en smule munter ud..




//Ses, jeg smutter i seng nu ^.^///

"Jeg flyttede fra NY, fordi at der er alt for meget larm. Det hele er en stor balje med overfladiske mennesker, som ikke har et eneste øje for kunst, udover mode", sagde han let irriteret.. Ikke på hende men på New York.., "Jeg flyttede hertil for at få inspiration.. Den inspiration som jeg ikke kunne få i New York",sagde han og smilte svagt.

//Godnat^^//

hun hævede nysgerrigt øjenbrynene "Kunst? Maler du eller noget?" spurgte hun interesseret. Hans beskrivelse af NY virkede på en gang som helt det samme og noget helt anderledes end hvad hun havde oplevet i den by.
Det var imidlertidigt ikke de rare minder hun havde derfra så hun ledte sine tanker over på noget andet.

"Narhj, jeg komponere musik, synger og skriver digte", sagde han og rynkede øjenbrynene og smilte forlegent.
Han regnede med at Amira sikkert var totalt imod det han sagde, og at hun slet ikke var enig i at det var en skrækkelig by, men han var ligeglad, han var glad for han var flyttet til Forks.

"Virkelig?" udbrød hun imporneret "Ej hvor fedt!!" hun smilede stort.

Han smilte forlegent, "Synes du virkelig?", sagde han og kiggede på hende som om hun bare sagde det for at gøre ham glad.

Hun nikkede "Jaer man, er du gal?" hun smilede stort "Jeg kender næsten ikke nogen drenge der har nogle som helst kontakt til deres føleser" Hun rynkede brynene let "Det er fedt at se at kulturen stadig lever videre i denne generations drenge" hun sendte ham et varmt smil.

Han rynkede bryenene og rødmede let, han grinte - kinda - nervøst, "Øh.. Jeg ved nu ikke hvor meget jeg er for, at jeg viser mine følelser", han grinte, men var alvorlig.

Hun hævede et øjenbryn "Hvordan kan man komponere digte og skrive sange uden at have sine føleser med i det?" spurgte hun en smule tørt. Den stakkels dreng blev jo alt for nervøs! Var hun for ligefrem?
Hun bed sig let i læben. Måske skulle hun bare lade være med at spørge så meget hvis han blev så nervøs.

"Ork, det var ikke det jeg mente..", sagde han og smilte svagt, "Jeg lever for at skrive digte, synge og komponere musik.. Hvis ikke jeg kunne det, så ville jeg ikke have noget at leve for", sagde han alvorligt, men i en rolig tone.

Hun sank en klump "jeg kender følesen" sagde hun så i en stille tone.

Han kiggede undersøgende og rynkede panden, "Er der noget galt?", spurgte han bekymret og gik tættere på..

Hun smilede skævt og så ned i jorden "Det er ikke noget du skal bekymre dig om" svarede hun lettere forlegent.

Han gik tættere på, og strakte hans arm, så han kunne aé på hendes overarm, "Er du sikker?", spurgte han roligt, men bekymret. Han ville ikke trænge sig på.

Hun trak sig væk med et ryk for at forhindre at han rørte hende og flippede ud over hendes kropsvarme endnu en gang.
"Du bekymrer dig jo allerede" sagde hun med et lille smil, hun havde med det samme opfanget det bekymrede tonefald i hans stemme. "Men.. jeg har ikke lyst til at fortælle om det lige nu.." Hun så op med et forsigtigt blik for at tjekke om det var okay med ham.

Han smilte svagt og nikkede, "Selvfølgelig, det er helt okay", sagde han og lod hans arm falde slapt ned.

Hun smilede svagt og så ned i jorden "Må jeg spørge dig om en ting...?" Spurgte hun langsomt. Hun blev nød til at tjekke, det blev hun nød til... Det var jo hendes pligt!

Han kiggede igen bekymret på hende, men smilte så svagt, "Selvfølgelig", sagde han, og ventede på respons.

"Hvilke slags mennesker har du mødtes med siden at du kom hertil?" spurgte hun en smule skarpere end det var meningen.

Han rynkede panden, "Hvad mener du?", spurgte han og prøvede at aflæse hendes ansigt - hvilket han var ret dårlig til.

"Hvordan er de?" spurgte hun og prøvede ikke at lyde alt for vagtsomt "Er de søde? Kønne?" Hun bed sig i læben og så undersøgende på ham.

"Venlige.. Sjove.. Mærkelige.. kolde.. smukke", sagde han og smilte, "Og en af dem var alle tingene, men hun var bare varm istedet for kold", sagde han og hentydede til hende.

Amira rødmede til sin store overraskelse en smule. Men hun måtte fokusere "kolde og smukke?" spurgte hun og bed sig i læben "dem... dem.." Hun fik stammet starten men kunne ikke fortsætte. Det ville bare lyde så mærkeligt!

"Ja?", sagde han spørgende, og kiggede på hende.

"Jeg synes ikke at du skulle hænge ud med dem" busede det ud af hende. Hun var træt af de satans mordere der troede at det var okay at blande sig med menneskene. Varulve var ikke engang halvt så farlige, hvis de som Amira kunne styre sig.
Hun sank en klump og så på Theo for at tjekke hvordan at han forholdte sig til den mærkelige besked.

Han veg hovedet tilbage, "Okay?", han kiggede spørgende på hende, "Ærlig talt, bestemmer jeg selv hvem jeg hænger ud med", sagde han en lille smule fornærmet.

Hun kneb øjnene sammen og bed sig let i læben "Hør nu efter.. de der.. tøser eller fyre, jeg ved ikke hvem du hænger ud med.. De er.. mærkelige.. " hun åbnede øjnene og sendte ham et bekymret blik "Det er som en slags sekt.. De for dig til at kunne lide dem, og pludselig er man fanget midt i det hele.. Man kommer virkelig ud i noget skidt med dem" Hun sank en klump ved tanken om de gange hun have mistet venner og veninder til morderne.

Han kiggede undrende på hende, "Okay? Og det er de varme ikke?", han blev lidt irriteret, "Bare fordi de har problemer med deres blodomløb, betyder det ikke at de er mærkelige!", sagde han og hævede stemmen.

Hun så på ham med et bedende blik "Please bliv ikke sur på mig" sagde hun "Jeg prøver virkelig bare på at hjælpe dig.. Du har ikke været her så længe, du har ikke set hvordan folk forandrer sig efter at ha været sammen med dem.." Hun sukkede opgivende og tog sig til hovedet.

Han kiggede bekymret på hende, "Du mener det virkelig", konstaterede han, og kiggede stadig på hende. Han lagde en hånd på hendes skulder, og aede den stille.

"Ja!" udbrød hun og mærkede forskrækket at hendes skuldre rystede. Hendes temperament var kommet op og køre men det tog næsten ingen tid for hende at køle sig selv ned.

Han lagde mærke til hun rystede og fjernede hurtigt hans hånd og kiggede bekymret og spørgende på hende, "Men de er nu ellers søde?", sagde han forsigtigt, og prøvede at aflæse hendes ansigt.

"Det tror jeg gerne på" svarede hun bittert og så ned i jorden.

"Hvad er det de gør, som er dårligt?", spurgte han roligt, men nysgerrigt og kiggede på hende.

"De trækker folk med ind i en masse pis..." hun smilede skævt "Man kan næsten sige at de er afhængige.." sagde hun sarkastisk

"Hmm..", han rynkede panden og tænkte lidt, "Jeg tror ikke det er alle der er sådan..", han smilte, "I hvert fald ikke dem jeg har mødt", han kiggede på hende.

Hun sukkede "Det er jo det de vil ha dig til at tro" sagde hun opgivende "Forstår du ikke?" hun så indtrængende på ham.

"Ikke helt.."; sagde han og gik forsigtigt tættere på .

"Bare prøv at holde dig væk fra dem" sagde hun stille, næsten hviskende "Det ville betyde utrolig meget for mig.. Jeg ville ikke holde ud at miste flere venner til dem.." hun sukkede og strøg ham let over kinden, for at mærke at han stadig var ham, et lige så dejligt menneske som altid.

Han mærkede hendes varme hånd og tog fat i den for ordenlig at mærke varmen.
Han smilte beroligene til hende, "Jeg skal prøve..", han kiggede hende i øjnene.