En stille dag i resevatet.

Hun rankede panden, "Med hvem?"

Hun grinede "Hvor har kulturen været i dit liv?!" udbrød hun overrasket "Led Zeppelin for satan da!"

Han nikkede, og stemmede guitaren, og begyndte stille at spille, mens han sang:

"There's a lady who's sure
All that glitters is gold
And she's buying a stairway to heaven.
When she gets there she knows
If the stores are all closed
With a word she can get what she came for.
Ooh, ooh, and she's buying a stairway to heaven.
There's a sign on the wall
But she wants to be sure
'Cause you know sometimes words have two meanings.
In a tree by the brook
There's a songbird who sings,
Sometimes all of our thoughts are misgiven.
Ooh, it makes me wonder,
Ooh, it makes me wonder.
There's a feeling I get
When I look to the west,
And my spirit is crying for leaving.
In my thoughts I have seen
Rings of smoke through the trees,
And the voices of those who stand looking.
Ooh, it makes me wonder,
Ooh, it really makes me wonder.
And it's whispered that soon, If we all call the tune
Then the piper will lead us to reason.
And a new day will dawn
For those who stand long
And the forests will echo with laughter.
If there's a bustle in your hedgerow, don't be alarmed now
It's just a spring clean for the May queen.
Yes, there are two paths you can go by
But in the long run
There's still time to change the road you're on.
And it makes me wonder.
Your head is humming and it won't go
In case you don't know,
The piper's calling you to join him,
Dear lady, can you hear the wind blow,
And did you know
Your stairway lies on the whispering wind.
And as we wind on down the road
Our shadows taller than our soul.
There walks a lady we all know
Who shines white light and wants to show
How ev'rything still turns to gold.
And if you listen very hard
The tune will come to you at last.
When all are one and one is all
To be a rock and not to roll.
And she's buying a stairway to heaven"

Han smilte da han var færdig, "Det var den du mente, ikke?", spurgte han og håbede at det var den rigtige sang.

hun smilede kærligt til ham "Jo, det lød smukt skat" sagde hun og gik over til ham. Hun gav ham et blidt kys og strøg ham over kinden "Skriver du musik selv?" spurgte hun så.

Han smilte svagt og nikkede, "Ja..", han trak på den ene skulder. Det var jo hans største lidenskab - hans liv.
I hvert fald det han brugte hans liv på, før han mødte Amira.

"Spil noget for mig" sagde hun, og selvom at sætningen lød kommanderende, var hendes stemme blid og opfordrende. Hun smilede varmt til ham og hendes blik var fuld af beundring.

Han smilte, og begyndte at spille: https://www.youtube.com/watch?v=pjgq0HteVyE

Han var meget koncentreret mens han sang. Det var han altid når han spillede musik eller sang.
Det var den måde han smilede på. Lo på. Grinede på. Det var den måde han vidste sin lidenskab på, sin kærlighed.

Hun var helt stille imens han spillede og lyttede opmærksomt til teksten og melodien. Et lille smil bredte sig, hun glødede af stolthed over at han var hendes.

Da han var færdig stilte han guitaren fra sig, og kiggede på hende med et forlegent blik og rødmede let, "Skal vi gå videre?", spurgte han så.

Hun smilede og nikkede. Hun kommenterede ikke hans musik, hendes øjne sagde alt om hvor godt hun syntes det var. Hun rakte sin hånd ud så han kunne tage den.

Han tog imod hendes hånd, og kiggede hende i øjnene. Der var en speciel glød over dem, men det var ikke noget nyt.
Han trak hende ud af rummet, og slukkede lyset derinde, "Hvor vil du hen nu?"

Hendes hjerte begyndte at banke hurtigere og hun smilede varmt til ham "Jeg vil bare gerne se noget mere.." sagde hun i en blød stemme og gik tæt op af ham.

Han smilte, "Men husk der er ikke meget der er noget i.. Faktisk er der ingen gang noget i halvdelen af værelserne, så jeg håber du fylder meget", han lo kort, og gik videre hen af gangen.

hun rystede på hovedet "Nej jeg fylder intet" sagde hun stille "Men Theo det er jo heller ikke HELT sikkert at jeg flytter ind.." Hun bed sig i læben og så på ham.

Han stoppede langsomt op og kiggede på hende, "Hvorfor ikke?", spurgte han roligt.
Han var ikke sur, eller ked af det, for han vidste udemærket godt at det var en forhastet konklusion.

"Jeg skal ikke være til besvær for nogen.." mumlede hun "Og det er heller ikke helt sikkert for dig at bo sammen med mig.." hun bed sig i læben og mødte ikke hans blik.

Han sukkede, "Bare sig hvis du ikke vil bo med mig.. Jeg vil hellere havde at du siger sandheden", sagde han stille og tog om hende, så hun ikke kunne se hans ansigt, selvom hun kiggede op.

"Det har intet med det at gøre Theo" svarede hun helt alvorligt "Jeg vil gerne bo sammen med dig, men jeg er bange for at være til besvær.. og gøre dig ondt.." hun sank en klump. Hvordan skulle hun forklare om hvad der kunne ske hvis hun mistede besindelsen når han var i nærheden?

"Hvordan skulle du kunne gøre mig ondt?", han holdte tættere om hende, "Jeg ville ikke kunne sove eller koncentrere mig, hvis jeg vidste at du boede ude på gaden."; han sukkede endnu en gang, "Jeg mente det da jeg sagde at jeg ville flytte ud til dig på gaden.."

"Det er ikke kun de kolde der er farlige.." sagde hun stille "Det er jeg også.. måske ikke lige så meget, men jeg er også farlig.." hun nød at være så tæt på ham.
"Det havde været bedre hvis du aldrig havde mødt mig.. Jeg er til alt for meget besvær.." hun sukkede "Du skal ikke udsætte dig selv for fare, for min skyld.."

Han rynkede panden, og havde et bedrøvet udtryk i ansigt, som hun selvfølgelig ikke kunne se.
"Er du ikke sød at lade være med at sige sådan? Det piner mig at du siger sådan. Jeg ved jeg ikke er god nok til dig, men jeg elsker dig, og det er ulideligt at høre på, hvordan du hader dig selv..", hans stemme knækkede et par gange.

"Søde, det er ikke dig der ikke er god nok.. Hvem er det af os to der bor på gaden? Hvis jeg havde været god nok, tror du så ikke at jeg ville bo hjemme hos en far der elskede mig?" spurgte hun en smule hårdt. Hun ville bare så gerne have at han forstod.

"Du er god nok!", sagde han bestemt. Han nussede hendes ryg, "Jeg flytter stadig med dig!"

"Du bliver her" sagde hun fast "Der er intet der er sikkert endnu.. Kan du ikke se at jeg kun ville være til besvær?!"

"Overhovedet ikke", han trak vejret tungt, "Det eneste der er besværligt er denne diskussion, for jeg bor der hvor du bor - end of discussion!", sagde han bestemt, men holdte det kærligt. Måske lød det lidt for omklamrende, men han mente det.

"Og hvis jeg ikke vil have dig sammen med mig?" spurgte hun pludseligt. Hun vidste at det ikke var fair, men hun blev nød til at undersøge alle muligheder for at beskytte ham.

Han stoppede med at trække vejret og stoppede med at nusse hende på ryggen. Det kom som et chok, men kom alligevel ikke bag på ham.
"Jeg har jo sagt at jeg ikke vil stå i vejen for dit liv. At jeg kunne vil følge dig så længe du vil have mig.."

Med det samme hun hørte ham sige det, vidste hun at hun ikke ville kunne overleve uden ham.
"Det kommer ikke til at ske" hviskede hun "jeg vil være sammen med dig. Vi bliver nød til at finde ud af noget.."

"Ja.. Bliv her.."; sagde han og holdte om hendes skuldre, og kiggede på hendes øjne.

Hun slog blikket ned "Måske skal jeg alligevel flytte hjem til Kate.." sagde hun stille.

Han sukkede, "Hellere det end ude på gaden.."

"Tror du ikke på at jeg kan klare mig?" spurge hun en smule trodsigt.

"Jo..", han sukkede igen, "Men jeg kan bare ikke lide tanken om det..", sagde han og kiggede ned i jorden foran sig..

"Hvad er det værste der kunne ske?" spurgte hun med hænderne i siden og et hævet øjenbryn.

Han kiggede stadig ud foran sig, og tænkte på hvad der var sket med Hayley engang..
Han kunne mærke vreden blusse op inde i sig.. Han ville ikke kunne klare hvis nogen gjorde dette mod hans Amira.
Han var helt væk i en fraværende tilstand.

"Jorden kalder Theo" sagde hun og knipsede "Theo, hvad ville det værste være?" gentog hun.

Han sank en klump, "At.. at du blev voldtaget af et eller andet sygt svin.. Eller.."; det sidste kunne han næsten ingen gang tænke, "..eller at du blev slået ihjel.."; sagde han og kiggede på samme på nede i jorden, som før. Han skiftevis knyttede og åbnede hænderne.

Hun kunne ikke holde en lille latter tilbage. Han havde lige sagt noget så ufrivilligt komisk. Hendes latter var dog ikke varm og mild, men kold og hård "Theo, du behøver ikke at frygte at jeg bliver voldtaget" sagde hun med et lille grin "Det er allerede sket.." hendes stivnede smil og hårde blik, ville få de fleste til at undre sig over hvad der foregik bagved de udpinte øjne.

Han stoppede med at trække vejret. Nærmest som om han gispede.
Han begyndte at ryste. Han havde aldrig været så vred som han var nu. En tåre løb ned af hans kind, og han bed tænderne sammen. Han løfted lyn-hurtigt hånden op, og slog den hårdt ind i væggen. Selvfølgelig ikke så der kom et mærke eller noget - for så stærk var han ikke. Men han blev så frygtelig rasende.

Hun så forskrækket på ham og holdte om ham "ssch.." hviskede hun "Jeg tror det er bedst hvis vi lige finder et sted og sidde" hun strøg ham blidt over ryggen.

Han nikkede, og lavede stadig den samme manøvre med hænderne.
"H-hvor vil du gerne være?", væsede han.

"Vi kan også bare snakke her" skyndte hun sig at sige og skævede nervøst til ham.
"Min mor, som er den eneste der nogensinde har elsket mig, døde dengang jeg var fem" begyndte hun "da hun døde, blev min far endnu mere ligeglad med mig end han var i forvejen, og jeg havde på fornemmelsen at han kun beholdte mig hjemme hos sig, fordi at han var bange for hvad naboerne ellers ville tænke. Men jeg tænkte ikke nærmere over det, for han gav mig stakkevis af gaver, som var fuldstændig ubrugelige til andet end at gøre sig populær. Men det snakker vi om en anden gang" hun blev nød til at forkorte så meget som muligt, så han ikke fik mistanke om hendes evner som varulv. Hun mærkede allerede nu at hendes øjne sved. Hun sank langsomt ned og sidde på gulvet med benene trukket op under sig, armene slynget tæt godt om og hagen hvilende på knæene. Hun stirrede tomt ind i muren foran sig da minderne begyndte at komme frem igen. "Da jeg fyldte 18, gjorde jeg noget" hun lod det noget hænge lidt i luften før hun fortsatte "som fik ham til at smide mig ud af huset. Vi boede i en lille by uden for New York, så jeg søgte straks derind, til Brooklyn fordi at jeg troede at jeg kunne få et arbejde. På det tidspunkt var jeg både afhængig af både smøger, hash og alkohol, så det var ikke lige til for mig at få et arbejde. Og det fik jeg heller ikke, så jeg boede på gaden, uden noget sted at sove eller spise" Hendes stemme dæmpede sig og hun så ned. Det var nu den svære del kom.
"Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre" hviskede hun "En ting var at jeg hverken havde penge til hash eller noget som helst andet, jeg havde ik engang råd til noget at spise! Så jeg så kun en mulighed.. Og det var prostitution" minderne væltede ind over hende, og hun kunne ikke få sig selv til at fortsætte. Hun mærkede gråden sidde i halsen men hun havde efterhånden grædt flere tårer end hun havde. Hun var bange for hans reaktion på hendes løsagtighed. Hun stirrede bare fast ind i væggen, som om at det var det mest interessante sted på hele jordens overflade.

Han stirrede på hende med et tomt blik. Han vidste ikke hvad han skulle sige, det hele kom alt for hurtigt, og der var alt for meget at tænke over.
Han stod op, og kiggede ned på hende, han havde en følelse, som han aldrig havde haft før, *...* Hans hovede var så rodet at han ikke vidste hvad der var rigtig eller forkert, "Hvad gjorde du siden han smed dig ud?", spurgte han. Han havde lyst til at råbe en masse spørgsmål i hovedet af hende, men prøvede at beherske sig. Han stod stadig og stirrede tomt på hende.
*Hvorfor sælge sig selv? Hvorfor.. Hun. ikke Amira*, ingen gang hans tanker gav mening.

Hun fik pludselig lysten til at være helt ærlig over for ham.
"Jeg angreb ham" svarede hun, stemmen en smule kold i kanten. Hun sank en klump ved mindet. Dengang vidste hun ikke engang at hun hadede sin far, det fandt hun først ud af senere. Han havde behandlet hende forfærdeligt.
*Jeg tror aldrig at jeg hørte ham sige at han elsker mig* tænkte hun sørgmodigt og fik tårer i øjnene. Hun savnede sin mor, selvom hun knapt kunne huske hende, men hun kunne huske den kærlighed, og hvad det betød for Amira.
"Og det er derfor at jeg er farlig. Jeg mistede besindelsen over for ham, gik til angreb og så smed han mig ud" hun rynkede brynene. Helt ærligt syntes hun faktisk ikke at hun fortjente at blive behandlet sådan, selvom at hun havde været en møgunge. Men det var jo ham selv der havde opdraget hende til at opføre sig sådan.

Han lavede stadig øvelsen med at åbne og lukke sin knyt-næve.
Hans blik forvandlede sig fra tomt - til vrede og frustation.
"Hvorfor sælge dig selv?!", væsede han. Han var ked af det, men skjulte det ved at være sur.. Det gjorde han altid.
Han prøvede virkelig at beherske sig.

Hun så lidt op på ham. Hun havde glasøjne, hun kunne ikke holde det tilbage.
"Hvorfor dø af sult?" svarede hun og sank en klump og så ind i væggen igen "Hvad skulle jeg ellers have gjort?"
Hun havde ikke forventet at han ville forstå, men hun havde håbet på at han ikke ville blive sur. Men selvfølgelig blev han det. Kunne man forvente andet? Hun var vel selv blevet eddikesur hvis hun ikke havde været udsat for noget lignende.

Han kunne mærke hele sin krop ryste. Han blev ved med skiftevist at knytte og åbne hans hænder.
Han kiggede nu direkte på hende, og rynkede panden.
Uden så meget som at sige et ord, vendte han sig om, og begyndte at gå ned af trappen.

Hun rejste sig med det samme. Hun skulle lige til at bede ham om ikke at gå. Men så vidste hun hvad han havde gang i.
Han forlod hende.
Selvfølgelig ville han ikke have en billig luder som hende. Hvorfor var hun så våd på kinderne?
Hun stod bare og så efter ham, med lydløse tårer løbende ned ad kinderne. Hun kunne ha beholdt ham, hvis hun havde holdt sin mund, men hun havde følt at han fortjente at vide sandheden.
Hvis hun ville, havde hun ikke kunne få et ord frem. Hendes mund var en tynd streg og det virkede ikke til at hun nogensinde ville åbne den igen, i et kærligt ord eller et lysende smil.

Han gik ned af trappen. Hans ansigt var udtryksløst og han var på randen til at græde.
Da han var kommet ned for enden af trappen, stoppede han op. Hans øjne lynede.
Han var vred på Amira, men mest på sig selv. Han var vred på sig selv, fordi han var vred på Amira. Hun havde jo ikke andet valg. Men alligevel.. Han kunne ikke klare tanken og voldtægt. En masse gamle stoddere, som ikke kunne få noget selv.. Og betalte hans kæreste.. - En tåre løb ned af hans kind - at hans elskede Amira skulle synke så lavt, pga af en nar til far hun havde.
Han vendte sig om, og gik op af trappen til hende. Han stod 2 meter fra hende og stirrede på hendes ansigt.
*Hun græder..*, hans ansigt lignede sikkert et mess: Der var tårer, vrede, frustation, sorg, medlidenhed, bekymring..

//UUUH DU HAR SNART 1000 indlægs jubilæum!!! xD///

Amira betragtede ham lidt. Det var sløret for hende, nok fordi at hun græd.
Hun var forvirret. Hvorfor var han her stadig? "Sig nu noget" bad hun en smule hæst og rømmede sig. Et klynk undslap hende, men ellers var hun helt stille.
Selvom at hun ikke kunne klare stilheden der strakte sig imellem dem. Hun ville have at han skulle bryde den. Hun kunne ikke overskue at skulle sige noget.