En stille dag i resevatet.

Han kiggede stadig på hende.
Han rynkede panden. Det ville nok se ud som om han prøvede at se ind i hendes hovede, hvilket han sikkert også gjorde.
Istedet for at spørge om en masse indviklede spørgsmål, valgte at han spørge ved hjælp af ét ord til hver spørgsmål;
"Angreb? Hash? Sex?.."; han sukkede, "Hvorfor? Hvordan? Hvornår? Hvor lang tid?", var hans spørgsmål. Han forventede at hun forstod hvad han mente.

Angreb = Hvordan angreb? + yderligere spørgsmål hv-ordene.
Hash = hv-ordene.
Sex = Ømme punkt? hv-ordene.

//YAY xD - btw, det nederste er altså yderligere forklaring på hans spørgsmål xD//

Hun satte sig langsomt ned igen. "Ét spørgsmål af gangen.." svarede hun stille "Jeg kan finde hovede og hale i det der" hun så træt ud. Hun kunne ikke overskue at skulle forklare sit lorteliv for ham, men hun ville gøre sit bedste.


//omg det fik du gjort waaaay faster end jeg gjorde >.<"//

Han sukkede små-irrteret, og blev stående, mens han kiggede på hende, "Hvordan angreb du din far?", spurgte han så.
Hans hænder var ned langs siden, og hans ben var let spredte - som om han stod i forsvars-stilling.

"Ved at besvare det spørgsmål vil jeg bare skabe mange flere" Svarede hun træt "Så vil du ikke være sød at stille mig et andet spørgsmål" hun havde på den måde ikke benægtet ham adgang til den viden som hun holdte skjult for ham.
Hvis han virkelig havde tænkt sig at blive seriøs med hende, så måtte han vel også få det afvide før eller siden..

"Hvorfor gik du over til hash?", spurgte han tone-løst, og kiggede ned på hende.

Hun tog en dyb vejrtrækning. Hun lukkede øjnene og huskede tydligt den første joint.
"Min far havde en masse penge, og det havde jeg derfor også. Så jeg fik en masse falske venner så snart at jeg begyndte i skolen. Da vi blev omkring de 15 begyndte vi at feste helt vildt.. Det var nærmest som om det kom helt naturligt ind i miljøet.. Der var en der kendte ham den skumle på hjørnet og pludselig røg alle der ville være noget" Hun skævede op til ham. Hun var stoppet med at græde og istedet var hendes stemme rolig, men flad. Kedelig.

Han hørte godt efter - med rynket pande - men gik hurtigt videre til næste spørgsmål, "Er det derfor sex er et ømt punkt?..", han stemme blev vredere, "Fordi du har solgt dig selv og din krop til alverdens fremmede mænd i alle alder?!" det sidste han sagde, fik ham helt op at køre, så han næsten råbte.

Han gjorde hende vred når han reagerede sådan, så hun farede straks op med et vildt udtryk.
Hun fik lyst til at såre ham lige så meget som han sårede hende lige nu
"Ja" hvæsede hun "Jeg har solgt min krop til andre mænd, og størstedelen har været ældre end mig. Jeg har været ejet af andre mænd, som kunne bruge mig som de havde lyst til! Sidst jeg var i seng med en og fik betaling for det, var i sidste måned, og det var i New York, fordi at jeg ikke havde nogle penge til at overleve for!
For to måneder siden tog jeg til Frankrig, fordi at en mand på 65 betalte mig for at komme i hans lejlighed og være hans luder i en uge" hun fik næsten tårer i øjnene af raseri, alle de ydmygelser hun var gået igennem, og så blev Theo nu også vred på hende.
"Hjælper det dig hvis at jeg siger at du er den eneste jeg nogensinde har mødt som jeg rent faktisk har haft lyst til at have sex med?!"

Det hele kom som et slag i hovedet. Han vidste udemærket godt at det var ham der var unfair, og ikke hende.
Hans krop var anspændt, men alligevel rolig.. *Sidste månede?*, han kunne ikke klare den tanke. Han elskede Amira ufatteligt højt, men kunne virkelig ikke holde det ud. Det var ulideligt.
Hvad skulle han sige? Virkelig? Jeg har nu også haft lyst til at have sex med dig! eller jeg kender da også et par styker der har brug for lidt.. Han kendte ikke nogen der ville det, og havde aldrig lyst til overhovedet at tænke sådan.
Han blev vred igen. Vred på sig selv, over at få Amira til at ydmyge sig selv. Det må havde været svært at sige alt dette til sin nye kæreste..
Han kiggede undskyldende og bedrøvet på hende, med rynket pande.
Han åbnede munden for at sige noget, men lukkede den i igen.

Hun trådte et skridt tilbage fra ham og så væk "Godt at du forstår" sagde hun sammenbidt og gik væk fra ham.
Hun skælvede let og det gik op for hende hvor tæt hun havde været på at forvandle sig. Hun sank en klump og prøvede at få styr på sin vejrtrækning.
Det ville være en dårlig idé for ham at sige mere der kunne gøre hende vred. Hun ville miste besindelsen.

Han kiggede lidt frem for sig, med samme blik.
"Du ved godt det ikke var det jeg mente..", konstaterede han spørgende, til det sidste hun havde sagt, før hun sagde; godt du forstår. Idet han sagde noget, kiggede han over på hende.
Han så meget svag og lille ud, og han havde det forfærdeligt.

"Hvad er der ellers at mene med den sætning?" spurgte hun koldt.
Hun vidste at den mur hun var igang med at bygge op foran sig ville skille dem ad, måske forevigt, men hun kunne ikke holde til at blive såret af ham. Af alle andre, men ikke af ham.
Hun så på ham med et tomt blik uden det mindste spor af forelskelse, kærlighed og drilskhed som hun plejede at have.

Han kiggede ned i jorden, med rynket pande, "Altså.."; han sukkede, "Det var jo ikke fordi jeg var sur over at du havde gjort det med andre.. men", han afbrød sig selv, "..jeg kan bare ikke klare tanken om, at alle mulige mænd har.." han ledte efter det rigtige ord, "..rørt dig.. og..", denne her gange valgte han at stoppe med at sige noget, da han bare ville gøre det hele værre end det var.
Den måde han snakkede på var meget blid, undskyldende, bedrøvet, stille, rystende, og hans ansigts udtryk var meget indviklet, og det var meget svært at læse det. For det var både tomt, men også overproppet med følelser.

Hun trak på skuldrene "Det var nødvendigt på det tidspunkt" sagde hun som om at det var en ligegyldig ting.
"Hvis jeg ikke snart finder en million bliver det nødvendigt igen.. jeg kan ikke holde ud at skulle sulte mig selv så meget bare fordi at jeg ikke kan tåle at arbejde på gaden" hun rynkede brynene. Hun havde ellers lovet sig selv aldrig at skulle arbejde på gaden igen. Men det var sandt, at hun var ved at blive sindsyg.

"En millon?", spurgte han forfærdet, men undertonen var blid.
Han kiggede indtrængende på hende, men alligevel medlidende.

"En million dollars" sagde hun i en lettere irriteret tone. "Jeg har brug for de penge jeg ikke har, for jeg er ved at dø af sult, jeg har ikke spist noget siden igårformiddags!" Hun kneb øjnene sammen "og jeg kan ikke holde det ud mere.. jeg bliver nød til at arbejde igen.." hun bed sig i læben. Nu havde hun taget beslutningen.

"Nej!", halvråbte han forfærdet, uden nogen undertone.
Han gik tættere på hende, men vidste ikke rigtig hvordan hun havde det med ham nu, så han rørte ikke ved hende.
"Du får pengene af mig!", sagde han bestemt, og det mente han.

"hvad?!" udbrød hun og rynkede brynene "Aldrig i livet! Jeg skal ikke være til besvær" hun lagde armene over kors "Du skal ikke leve anderledes bare fordi at du kender mig nu.."

"Men jeg lader dig ikke gå ud på gaden og sælge dig selv!", sagde han bestemt - nærmest hårdt.
Han elskede Amira alt for meget, og hvis det var nødvendigt solgte han sit hus, for at få betalt Amiras gæld.

"Jeg kan ikke være afhængig af dig resten af mit liv!" råbte hun og mærkede vreden bølge igennem sig endnu en gang.

"Jo du kan!", sagde han, "DU må hænge på mig så længe du vil!", råbte han igen.
"Jeg vil altid elske dig, Amira..", mumlede han lavt, mest til sig selv.
Han var ikke specielt sur, i hvert fald ikke i forhold til før, nu var han bare bestemt.

"Du kan ikke tvinge mig" hvæsede hun og kneb øjnene sammen "Jeg bestemmer selv hvad jeg gør" hun bed sig i læben. Hvorfor kunne han ikke bare være vred? Det var så meget nemmere at håndtere vrede mennesker end ham som stod der og sagde at han elskede hende lige som hun var allermest vred. Hvordan kunne han overhovdet sige sådan i sådan en situation.
*fantastisk* tænkte hun tørt *jeg har fundet en sød kæreste.. er det så nu jeg kysser ham?* hendes sarkastiske tanker fik ikke meget opmærksomhed fra hende da hun stod og stirrede ondt på Theo.

"Du må slev finde dine egne veje, men jeg føler din vej, så længe du elsker mig", sagde han lavt, men alligevel højt.
Han ville ikke stå i vejen for hende, hvis hun valgte at hun ikke ville have ham, men han ville ikke lade hende ødelægge sig selv på samme måde igen.

Hun anede ikke hvad hun skulle gøre.
Så derfor satte hun sig med et bump på gulvet i skrædderstilling og armene krydset. Med en sur mine stirrede hun ind væggen.

Han sukkede, og gik over til væggen overfor, og lænte sig op af den. Han tog sig til panden, og lukkede øjnene.

"Har du flere spørgsmål?" spurgte hun sammenbidt.

Han rystede svagt på hovedet, og holdte stadig hænderne for sit ansigt.
Han lod dem falde ned langs siden, og lod nakken falde lidt bagover, så det så ud som om han kiggede op i loftet, men han havde stadig lukkede øjne.

Hun trak vejret dybt ind "Så har jeg et spørgsmål" sagde hun og rejste sig langsomt med et varsomt blik.

Han åbnede øjnene, "Sig frem.." sagde han i en neutral tone, med et skær af nysgerrighed.
Han kiggede stadig op i loftet.

Hun sank en klump "Vil du ikke være sød og kysse mig?" spurgte hun så og blinkede nogle tåre væk fra øjnene. En faldt dog ned langs hendes kind førend at hun kunne forhindre det, men hun gjorde intet forsøg på at fjerne den.

Han kiggede langsomt ned på hende, med et neutralt ansigt.
Han gik roligt hen til hende, og holdte hendes øjenkontakt med hende, hele vejen.
Han satte sig ned over for hende og kravlede hen til hende.
Han tog sin hånd om bag hendes nakke om kyssede hende.

Hun lagde armene om hans nakke og klyngede ham tæt ind til sig imens hun gengældte kysset længselsfuldt.

Han havde lyst til hende, men trak stille sit ansigt væk og kiggede hende tavst i øjnene.

Hun bed sig i læben "Er du sur på mig?" spurgte hun stille. Hun ville have at han skulle blive ved, i stedet for bare at sidde der.

"Jeg er bare forvirret", og for første gang i hele sit liv, bed han sig i læben.
Han kiggede hende stadig i øjnene, grunden til han bed sig i læben, var for ikke at komme til at kysse hende igen, selvom han havde ufattelig meget lyst.

"Hvad er du forvirret over?" spurgte hun stille og betragtede indgående hans ansigt. Han var så dejlig at se på.

Han rynkede panden, "Dig..", sagde han og kiggede intenst på hende. Men det var som om hans blik var lukket. Det var intenst, men ikke åbent - altå dte var som om han ikke lukkede hende helt ind.

"Hvordan forvirrer jeg dig?" spurgte hun stille og strøg ham over kinden.

"Fordi du er sur.. og så er du ked af det.. og sur igen, og nu vil du bare kysse mig.."; han bed sig i læben igen, "Og jeg ved ærlig talt ikke hvad jeg skal gøre.."; sagde han og sukkede.

"Jeg ved ikke hvad jeg ellers skal gøre" svarede hun fortvivlet "jeg elsker dig bare så højt..."

"Hvis du virkelig elsker mig, så lad mig give dig de penge..", han kørte hans hånd - fra hendes nakke - over på hendes kind og nussede den kort, men holdte den så bare, "Og lad være med at gå ud på gaden igen.. på den måde..", sagde han stille til hende, og kiggede hende i øjnene.

Hun så ned i jorden. Hun kunne ikke modstå, når han virkelig bedte hende om noget. Derfor kiggede hun væk. Hun håbede att hun måske på den måde kunne modstå.

Han søgte efter hendes blik, han ville gerne have øjenkontakt med hende.
Med den hånd der var på hendes kind, førte han hendes hoved hen, så hun var tvunget til at kigge ham i øjnene, og afventede tavst et svar.

"jeg.. Jeg kan ikke sige nej til dig" hviskede hun hjælpeløst.

"Godt..", svarede han stille, og det så ud som om hans blik begyndte at åbne sig for hende igen.

Hun betragtede ham kærlig og fuldstændigt hengivent.

Han smilte meget svagt, og kiggede hende i øjnene.
Det var som om de førte en samtale med deres øjne.

Hun rødmede og slog blikket ned.

Han smilte lidt stærkere, men stadig svagt, "Rødmer du?", han nussede hendes kind igen, og kiggede stadig på hendes øjne.

Hun grinede lavt "du kan stadig.." mumlede hun