En stille dag i resevatet.

"Egentlig ikke", sagde han og smilte drilsk, "Hvem ville ikke have lyst til dig?", han kiggede på hende med et glimt i øjet.
- det var et retorisk spørgsmål.

Hun rødmede og så ned i jorden "Emneskift." sagde hun kort, i et helt forandret og koldt tonefald.

Han kiggede undskylende på hende, "Ømt punkt?", spurgte han så, og tog fat om hendes hage og løftede den op, for at tvinge hende til at se ham i øjnene.

"Du har ingen idé om hvor ømt" svarede hun lavt, og ønskede at hun kunne se væk, men hans blik fangede hende og hun blev ved med at se ham ind i øjnene.

Hans blik blev trist, "Undskyld..", han tog hende tættere end til sig - da de var røget lidt væk fra hinanden da han kyssede hende på halsen - han krammede hende.
*Gad vide hvad det er der går hende på.. Men hun skal selv være klar til at fortælle det..*

Hun lukkede øjnene og nød at stå tæt på ham.
"Du er nu den dejligste skabning jeg nogensinde har mødt.." sukkede hun og strøg ham langsomt op og ned langs ryggen.

Han smilte, "I lige måde..", han udgjorde et lille grin, "Sjovt ordvalg - skabning", han smilte for sig selv.
*Gaaard, hun er fantastisk.. men jeg ville ønske hun ville fortælle mig hvad der går hende på.. Det dræber mig!*

Hun smilede "Det bliver man vandt til når man bor her omkring" svarede hun, men det var nok ikke det smarteste at sige. Han skulle jo ikke vide noget! Men nu det var sagt kunne det ikke tages tilbage igen, og hun kunne bare håbe at han ikke undrede sig.

Han lo, "Sjovt, i er alle enten iskolde eller brandvarme, i kører alle sammen en hånd igennem håret, i bider alle sammen jer selv i læben, og i er alle sammen smukke udover det sædvanelige", han smilte svagt, og så ud som om han tænkte sig om.

Hun smilede skævt "Jeg kører aldrig en hånd igennem håret, jeg pjusker op i det, jeg er ikke smuk ud over det sædvanlige, grunden til at jeg bider mig i læben er fordi at de er tørre, og sprækker, og jeg er brandvarm.. tja det er jo af natur" hun grinede og blinkede til ham "Jeg er et helt naturligt uheld" sagde hun drillende.

Han kiggede på hende og smilte trist. Han førte hans hånd op til hendes kind og nussede den, "Det er ærgeligt at du ikke kan se den skøndhed du besidder", sagde han stille, "Og det med de tøre læber kan jeg sagtens hjælpe med", sagde han og smilte skævt med et frækt glimt i øjet.

Hun grinede "Virkelig? Du skal være velkommen.." hun hævede et øjenbryn og førte en hånd op omkring hans nakke hvor hun nussede den blidt.

Han trak på den ene skulder, "Du er selv ude om det", han smilte og fugtede sine læber, og kyssede hende langt og lidenskabeligt.

Hun mistede vejret og gengældte længselsfuldt kysset uden tanke for andet.

Han satte ned ene hånd ned på hendes læn, og den anden mellem hendes skulder-blade.

Hun skælvede let under hans berøring og trykkede ham tættere ind til sig.
Hun lukkede langsomt øjnene i.

Han kiggede på hendes lukkede øjenlåg og smilte inden i sig selv *At flytte til Forks er det bedste jeg i hele mit liv har gjort..*

Hun lod en finger følge hans rygrad, meget langsomt, imens hun fortsat intenst kyssede ham.
En bil der kørte forbi dyttede af dem, og en dreng stak et hovede ud af vinduet og piftede i forbi farten.
Amira åbnede straks øjnene og grinede til Theo.

Han kiggede kort efter dem, men kiggede hurtigt tilbage på Amira og lo sammen med hende, "Det var vidst dig han pfitede af", sagde han og smilte skævt.

Hun rystede opgivende på hovedet imens hun grinede, lænede sig frem og kyssede ham igen.

¨Han smilte, og kyssede igen. Han tog igen om hende, og tog hånden ind under hendes trøje og nussede blidt hendes varme læn.

Hun hev efter vejret imens hun øgede intensiteten i kysset og trykkede ham hårdt ind til sig (ikke avav hårdt, bare hårdt ;D ).

Han lod sig rive med, og begyndte os at hive efter vejret. Han kørte hånden op og ned af ryggen, for at presse hende ind imod ham.

Hun skilte blidt hans læber med sin tungespids samtidig med at hun strøg en hånd over hans kind.

Han kiggede undersøgende på hende..

Hun sendte ham et varmt blik.

Han smilte svagt og rømmede sig, "Øhmm, jeg tænkte på.."; han tog sin hånd om og kløede sig i nakken, "Er vi sådan.. øh.. sammen-sammen nu?", hun kiggede nervøst på hende, og håbede at hun forstod hvad han mente.

Hun smilede "det er så typisk dig.." svarede hun med et lille grin "Selvfølgelig er vi det, hvordan fanden kunne du overhovedet tvivle?!" hun løsnede grebet om ham en smule.

Han trak på den ene skuldre, "Mit liv er en stor nevøs tvivlsomhed", sagde han og rynkede panden, men smilte over hendes alternative ja.. Inde i ham selv var han overlykkelig!

Hun smilede skævt "Ja det er fint min shakespear, så længe at du ikke tvivler på mine føleser for dig.." sagde hun og rettede en smule på hans hår med et drillende blik "Jeg synes det er sødt at du er en smule gammeldags.." sagde hun så.

Han lo, "Gammeldags? Jeg er da techo og alt det nye niceren crap, mand!", sagde han med sådan en mega nedern slang-nymoderne-stemme. Han ryknede panden igen, "Jeg kan ikke fatte at du vælger mig fremfor alverdens meget pænere, sødere og bedre drenge", sagde han lavt og sukkede. Han kiggede intenst på hende.

Hun grinede "Fo shizzle" sagde hun drillende og lagde en hånd på hans kind "Der er ingen andre end dig der er god nok" svarede hun og blinkede til ham. Hun kyssede ham blidt og smilede varmt "Så enkelt er det.."

Han kyssede igen, "På et eller andet tidspunkt bliver jeg vel nødt til at vågne op af denne fantastiske drøm.. Den dag jeg vågner inde i min seng i New York, væk fra Forks, væk fra mystikken, væk fra dig.. Er den dag mit liv slutter.."; sagde han stille, og kiggede hende stadig i øjnene.

Hun grinede og trykkede ham ind til sig "Tror du virkelig at
du kan undslippe mig så let???" spurgte hun drillende og
sendte ham et varmt blik "Selvfølgelig er det her virkeligheden.
Kan du måske ikke se mig, høre mig, mærke mig? For alt
det hårde slid vi ligger i livet, alle de tårer vi græder, alt det
vil blive gjort op for, når man har nogle få timer som disse.."
hun kærtegnede hans ryg med en rolig hånd.

Han smilte varmt, "Og du kalder mig Shakespeare?", han lo, og satte hans hånd ind under hendes trøje, på hendes læn igen.

Hun smilede stort "okay jeg kan ikke gøre mig nogensom
helst tanker uden at være totalt digteragtig?" spurgte hun
med et grin og nød hans berøring. Det var som om at når
han rørte ved hende skød der ild ud fra det sted og varmede
overalt i hendes krop.

"Jeg elsker når du er digteragtig", sagde han og kyssede hende, mens han kørte op og ned af hendes ryg med hans hånd.

Hun grinede lavt og gengældte blidt kysset "Jeg elsker bare
dig i det hele taget.. digter eller ej" svarede hun med et lille
smil og blinkede til ham "what is to be or not to be?" citerede
hun efter Shakespears Hamlet, men uden den mindste snert
af seriøsitet, mere bare overdramatisk og amatør skuespiller
agtigt.

Han lo, "Overdramatiske, dejlige fjols", sagde han kærligt, og blev ved med at nusse hende på lænden, da lænden er hans yndlings sted på en pige.

"Det fortjener jeg næsten en præmie for" sagde hun
med et lille smil "Har du ikke en oscar i baglommen
eller sådan noget? Jeg bliver nød til at blive belønnet
for mit store talent" hun grinede lavt og strøg ham
over kinden.

"DU kan jo prøve at tjekke", sagde han med et glimt i øjet, "DU må få lige hvad du vil.. You name it", han smilte.

Hun grinede og lagde en hånd om hans nakke, og trak
hans hovede helt tæt på sit eget. Så kyssede hun ham
ømt, som hurtigt udviklede sig til noget mere intenst.

Han flyttede den ene af hans hænder op mellem hendes skulder-blade, og kyssede intenst med.
Der var et eller andet over den måde hun kyssede på, og den varme der flød ind i hans krop, som bare var som at være i Himmelen.

Hun smilede da en let skælven gik igennem hendes krop.
Det virkede helt surrealistisk at en pige fra gaden kunne
få en dreng som ham. Hun følte sig lykkelig over sin skæbne.

*Min Liv har taget en fantastisk vending. Hayley is gone, and Amira has arrived.*, han smilte over tanken, men fortsatte kysset.

Hun så ham dybt i øjnene med et kærligt og varmt blik.
Så trak hun sig langsomt væk.
Det var begyndt at blive mørkt, og de havde stået der i
evigheder "Fryser du slet ikke?" spurgte hun og fik en
bekymret rynke i panden.

"Ikke så længe jeg er tæt på dig.."; sagde han stille.

Hun grinede lavt "ja jeg er din personlige radiator..."
sagde hun drillende "Men tror du ikke at vi skulle til
at gå et andet sted hen? Jeg bliver rastløs..."

Han løftede øjenbrynet, "Rastløs?", han smilte svagt.

"Jeg har brug for at bevæge mig lidt" svarede hun med et smil
"Når man ik har noget sted at bo, bliver man nød til at rykke sig
hele tiden, jeg bliver kun et sted når jeg sover" hun grinede og
blinkede til ham