Et interview

Bellatrix skævede lidt til denne pige der var kommet over og spurgt om hun måtte slå sig ned. Hun ville så gerne have flere svar omkring forsvindingerne og det kunne være at denne pige havde et helt andet syn på hvad det var der skete heromkring i Forks. Ham der lige var gået, havde virket en smule skør, skete det mon for folk der boede i en lille flække i for lang tid? Hun kendte selv ikke til det med at bo i små byer. Hun tog et lille hiv af sin smøg og gav pigen et lille elevator blik, før hun pegede på stolen foran sig. "Hverså god!" sagde hun med en rolig stemme. "Men kun..!" hun løftede sin ene hånd, hvor hendes smøg var i, så det lignede hun pegede med langefingeren og pegefingeren. "Hvis du er villig til at besvare nogle spørgsmål" hun pegede ned imod sin blok for at vise at hun var journalist og var nysgerrig efter at vide hvad denne pige havde at fortælle.
Hun pillede ved sin kop kaffe med den anden hånd imens at hun ventede på pigens svar. Hun tog et enkelt slurk af den sorte kaffe før hun tog endnu et hiv af cigaretten og derefter skoddede den ned i askebæret. Det skadede aldrig at få noget andet at vide. En journalist havde jo brug for at se det fra flere synspunkter. Hun håbede bare sådan på at denne pige ikke var ligeså skør som manden der lige var braset ud. Tilgengæld var hun ikke så sikker på det, da hun havde lagt mærke til de røde øjne. Hun havde selv engang haft en kusine som elskede at gå rundt i sit sorte tøj og med sine røde kontaktlinser, bare for at være anderledes. Hun valgte dog ikke at sige noget om det og det lignede rent faktisk at hun ikke lagde mærke til det. Hun havde lært at det ikke var venligt at stirre.

Hun sendte pigen et lettere smil. Hvor var det dog dejligt at der var andre der lige ville tage sig tid og sætte sig ned. Det var ikke ofte at sådan noget skete, siden folk havde så travlt rundt omkring. Bellatrix kom så i tanke om at hun var i en bette flække, hvad havde folk travlt over her? Det havde havde hektisk i New York konstant. Så sad hun her, i en lille cafe hvor folk lod til at have det meget stille og roligt. Hun tog derefter fat i sin kuglepen og klikkede nogle par gange på den. Hun så ned på blokken og bed sig let i læben. "Jo ser du.." sagde hun roligt. "Der har jo været.." hun stoppede op. "Hov!" hun kunne ikke lade være med at grine lidt af sig selv. "Mit navn er forresten Bellatrix.." hun rakte sin hånd ud imod pigen. Hun havde lært at man skulle være høflig når man skulle til at snakke. Hun kom nu også fra en meget fin familie, så hun var helt pinligt berørt over at havde glemt at præsentere sig selv. "Bellatrix Baudelaire" hun sendte en stille og roligt smil imens at hun ventede på at hun selv skulle blive trykket i hånden.

Hun rystede på hovedet af det med pengene til avisen. Det var rigtig nok at de ikke havde så meget at gøre ud fra. Derfor var Bellatrix nødt til at bruge sine egne penge når hun tog afsted til andre steder. Det var ikke fordi at det irriterede hende, men hun ville i hvert fald have flere penge mellem hænderne, hvis det var at folk troede lidt mere på det med vampyre og mennesker.
Da Daniella sagde ja til at hun var vampyr, hævede hun det ene øjenbryn. Derefter grinte hun igen og tog sin hånd til munden. "Jeg troede lige.." hun kunne ikke lade være med at flække og tog derefter en tår af sin kaffe. "Jeg troede lige at du mente det" hun rystede på hovedet og kiggede derefter ned på sine noter og opdagede at hun ikke havde fået skrevet noget til denne samtale. Hun sukkede, hvordan kunne hun dog glemme det?
"Nå Daniella" sagde hun roligt og kiggede på hendes røde øjne. "Hvor mange vampyrer mener du så der er i Forks?" hun smilte en smule skævt og kunne stadig ikke helt tage det seriøst. Hun havde ofte fået at vide hun skulle til at stoppe med at grine når hun interviewede nogen mennesker, fordi at de kunne føle sig stødet, men det var bare ofte svært for hende. Nu var hun jo også en ret ung journalist, så det skulle nok komme med årene.

Hun nikkede, for at se alvorlig ud. Det kunne ligeså godt være nu, man øvede sig til at være seriøs, overfor svar man ikke selv rigtig troede på. Hun skriblede ligeså let hen over papiret og kiggede derefter op på Daniella igen. "Hvad kan en vampyr?" hun så så alvorlig ud, at det sagtens kunne være at hun troede på det. Hun talte til ti inde i hovedet, for at koncentrere sig noget mere og trippede let med den ene fod. Hun lagde lige pludselig mærke til at Daniella ikke havde blinket i et godt stykke tid. Var hun måske skjult igang med en lille stirre konkurence? Hun kan huske dengang hun havde været mindre og havde leget stirreleg med sine søskende. Det var ofte at hun vandt, så hun vidste godt at man godt kunne lade være med at blinke i lang tid, men hun syntes dog at Daniella ikke havde gjort det i et godt stykke tid. Hun valgte dog at lade være med at nævne noget om det overhovedet.

Bellatrix blev rent faktisk en smule bange for denne pige. Der var et eller andet mærkeligt over hende og hvis hendes øjne havde haft kontaktlinser i, ville de så bevæge sig på den måde som det nu gjorde? Hun syntes at de på en eller anden måde, blev mere og mere røde og hendes hjerte begyndte at banke utroligt hurtigt. Hun så ned på hånden som havde taget fat i hende og derefter ind i øjnene på Daniella igen. "Det er jo svært at fortælle hvad de kan, når man ikke har mødt dem" sagde hun hurtigt, i håb om at det ville være svar nok til at hun ville slippe. På en eller anden måde, ønskede hun lige nu at den gale mand sad her i stedet for denne pige. I det mindste var han bare sur over at hun ikke ville tro på vampyrerne. Men denne pige lod til at ville have hende til at kigge dybere på hendes egne spørgsmål. Det havde jo været ret overfladisk, siden hun ikke selv troede på det.

Bellatrix vidste ikke hvad hun skulle svare til at pigen havde fortalt at legenderne talte sandt. Hvad kunne man sige til sådan noget? Det var nogen gange svært som interviewer at vide hvad man skulle svare til noget man ikke forventede. Hun rejste sig hurtigt op, da Daniella selv havde rejst sig op. "Nejnejnejnej!" sagde hun meget hurtigt, så man næsten ikke kunne høre det eneste ord hun rent faktisk prøvede at sige. Hun tog hænderne op, som et tegn på 'slap af'. Hun pegede på den stol som Daniella lige havde rejst sig fra. "Jeg vil meget gerne lytte" sagde hun stille og tog en dyb indånding. Hun måtte bare lære at være lidt mere åben overfor hvad det var at andre fortalte hende.

Hun nikkede af det som Daniella sagde. Hun havde nok ret et eller andet sted, men nu var hun også ret ny på dette arbejde. Hun var en meget ung journalist, hvilket hun ikke havde noget imod, men hun var stadig en slags lærling. Hun satte sig ned på samme tid som Daniella og syntes nu alligevel at det var dejligt at hun blev for at snakke lidt mere om det. Nu begyndte det rent faktisk at interessere hende en lille smule. Hun så ned på sit papir og tog derefter fat i sin kuglepen. Hun lavede en streg midt på siden, for at vise at det var noget nyt hun skrev om. Hun kiggede derefter på Daniella og bed sig let i læben. "Så fortæl mig, hvis legenderne er sande. Ved du så hvordan disse væsener er?" spurgte hun og skævede lidt til hende.

Hun nikkede til hendes svar og skriblede ned på sin blok. Det var en mening i det som hun sagde. Desuden skulle vampyre jo også ligne meget mennesker, så hvorfor skulle de ikke også være det samme følelsesmæssigt? Hun så op på Daniella da hun spurgte om hun måtte stille et spørgsmål. Hun nåede ikke at svare inden spørgsmålet kom på bordet alligevel. Hun tænkte sig om og lod sin hviskelæderside af blyanten hvile på hendes hage. "Nu har jeg jo været lidt rundt omkring og har hørt forskellige beretninger om disse væsner, hvis man kan sige det på den måde" af en eller anden grund begyndte hun mere og mere at lyde som om at hun troede på det, men det var stadig svært at tænke på. "Jeg ved at en vampyr kan lide menneskeblod" sagde hun med et smil. "De lever på menneskeblod og er nogle utrolig smukke væsner, ligesom du selv" sagde hun med et lille grin, for at sige hvor flotte de egentlig var.

Hun bed lidt i enden af hendes blyant og tænkte sig om. Hun kiggede derefter på Daniella med et lille skævt smil. Hun lænede sig frem på bordet med armene over kryds og kiggede hende dybt ind i øjnene. "Hvordan smager menneskeblod?"hun så Daniella ind i øjnene som om hun vidste at hun var en vampyr, men hun så det selvfølgelig selv som sjov. Efter at havde kigget Daniella i øjnene i 10 sekunder, begyndte hun at grine og lænede sig tilbage imod sin stol. Hun bed sig let i underlæben og så på sine notater og indså at det var hende der var blevet interviewet på dette tidspunkt. Men var der så meget at snakke om alligevel? Det var nu meget underholdende at sidde her sammen med denne fremmede pige.

Bellatrix hævede det ene øjenbryn da hun godt kunne mærke at Daniella overhovedet ikke havde set det som en sjov ting, det som hun havde sagt. Bellatrix lænede sig stadig op af sin stol og kiggede ned på hobbykniven som lå på bordet. Mente hun det dybt seriøst? Hun kiggede derefter op på Daniella igen og prøvede at tyde om hun mente det for sjov, men det var utroligt svært at se. Det var lidt af et pokerfjæs hun stod og stirrede ind i. Hun kunne mærke hvordan det blev en lille smule mærkeligt og for at løfte stemningen grinte hun lidt. Hun tog fat i hobbykniven og prikkede et hul i hendes pegefinger. Blodet kom ligeså stille flydende op i en mørk blodfarve og hun lod hobbykniven komme tilbage på bordet. "Så lad gå da" sagde hun og gav hende et lille blink, før hun lod sin tunge køre hen over sin pegefinger.

Hun skar lidt ansigt da det var hun blev spurgt om hvad det smagte af. "Jeg synes det smager utroligt meget af jern og jeg kunne overhovedet ikke forstille mig at drikke flere liter af der her hver eneste dag" hun kiggede ned i sin taske og fik fundet en lille lommetørklæde frem og hun bandt den lige så stille omkring sin finger og trykkede lidt til den imens. Hun kiggede på Daniella og så hendes røde øjne i en kort stund, før hun gik om bagved. Hun hævede lidt sin øjenbryn af Daniellas konstatering og undrede sig stadig utrolig meget over at hendes øjne sådan lige pludselig var blevet røde. Hun tænkte så igen på hvad det var Daniella havde spurgt om endnu engang også grinte hun lidt. "Jeg siger at det smager afskyeligt og jeg ville ikke kunne drikke sådan noget hver eneste dag"

Hun havde før kun syntes at Daniella var en smule mærkelig og underholdene at høre på. Men da hun blev trukket op af væggen kom hun med et lille piv og tog sine hænder op til Daniellas. De var isende kolde og hun fik kuldegysninger op af sine arme. Hun kunne mærke hvor meget hendes hænder rystede af skræk, denne pige var utrolig stærk i forhold til hendes størrelse, hun havde ikke set det komme. Hun så ind i Daniellas øjne da hun var kommet med den lille advarsel og hun lod være med at sige noget overhovedet. Hvor ville hun dog bare ønske at der var nogen i caféen som kunne redde hende, men det var jo lidt svært når der var ingen i nærheden. Hun begyndte at pive en smule da Daniella snakkede om hendes blod. Hvad var det her dog for noget!?

Hun tog en dyb indånding da det var hun blev bedt om at gå over imod døren af. Hun vidste ikke hvilket tempo hun skulle gå i, så hun gik i sin almindelige tempo. Da de kom igennem døren kunne hun ikke lade være med at tage endnu en dyb indånding, hun havde det som om at hun kunne besvime på ethvert tidspunkt. Hun vidste at hun snart skulle til at dø og hun anede ikke hvad det var hun skulle gøre ved det. Hun kunne mærke nogle tåre trille ligeså stille ned over hendes kinder. Hvordan kunne det være at der ikke var nogen hjalp? Hun så sig lidt omkring, men det var helt mennesketomt. Det var dog utroligt. Det var derfor hun havde glædet sig til at komme tilbage til storbyen, hun elskede når der var mange mennesker omkring hende, for så var der ikke så stor chance for at blive overfaldet. Hun bed sig let i underlæben imens de gik, hun anede ikke hvad hun skulle gøre, så hun var nødt til at gøre som Daniella sagde.