En stille dag i resevatet.

Tid: 15:30
Sted: På gaden i Reservatet
Omgivelser: Uhm.. nada O.o
Vejr: Overskyet, det begynder snart at regne
Årstid: Efterår

Amira sad op af husmuren med lukkede øjne. Hun frøs ikke men så alligevel. Der var noget mærkeligt over den tomhed der var i kroppen. Tomheden over ikke at have noget sted at bo.
Der var kun meget få der kendte til den fakta at Amira var blevet sat på gaden af sin lejer.
Hun dunkede sit baghovede imod muren og mærkede magtesløsheden skylle ind over sig. Men hun havde simpelthen ikke flere penge og hun nægtede at nedlade sig til sit gamle arbejde.
Hun trak vejret dybt ind og bad sig selv om at tage sig sammen, for hun kunne hvertfald ikke holde ud at skulle høre på al den selvmedlidenhed.
*So put a sock in it* tænkte hun og fik endelig styret sine tanker over på noget knapt så dystert nemlig: Trangen til noget selvskab.

Theodor gik fjøltende omkring i reservatet.. Arya havde ret; Det var smukt! Virkelig fantastisk smukt i reservatet. Han smilte ved tanken om hvor meget inspiration det gad ham. Han havde været inde i skoven, og var på vej ind til byen. Mange mennesker var gået i ly for den snart-ankomne regn, og der var ikke mange at se. Han så dog en pige sidde op af en hus-mur, og gik afslappende over til hende.


//Argh, sorry.. jeg logger probably nu //

Amira hørte med det samme lyden af fodskridt og duften af et menneske der kom nærmere. Hun åbnede øjnene og så nervøst op. Trods at det ikke var en person hun kendte, ville hun alligevel ikke genkendes af en der eventuelt vidste hvem hun var.
Hun smilede mere eller mindre lettet da det var en ukendt dreng.
Hendes påklædning af lange bukser og en sweater passede for en gangs skyld godt ind i den illusion at hun var et menneske. TIl gengæld havde hun det helt vildt varmt!

Theodor smilede charmerende til pigen, "Hej", sagde han venligt.
Han havde en hvid t-shirt, mørke cowboy-bukser og en tyk regnjakke på.

//Undskyld jeg ikke skriver så meget... jeg er meget ufantasifuld oO//

//Haha det er jeg normalt også, bare vent ;p///


Amira rejste sig langsomt. Hun kunne godt mærke hvor usikker hun var blevet på sig selv her på det sidste. Næsten lige så genert som da hun kom her for flere måneder siden.
"Hej" svarede hun, og det var nok ikke så sært at hendes stemme var hæs og træt. Hun havde trodsalt ikke snakket med nogen længe. Folk undgik hende altid, eller lagde bare ikke mærke til hende. Hun ville helst heller ikke lægges mærke til hvis det kunne undgåes.
Hun forsøgte sig med et af sine sædvanlige drilske smil, men det blev ikke halvt så smukt som det plejede at være.

Han smilte stort, "Hvad laver du her helt alene?", han gik roligt hen til hende.
*Wauw, alle pigerne her i Forks er da bare guddommelige smukke!; Jeg er glad for jeg flyttede hertil*

//Haha xD//

Hun trak på skuldrene. Hvad skulle hun svare? Jamen jeg bor her da, hvordan er du kommet ind? Nej. Det var nok ikke liii den smarteste ting at sige.
"Jeg tænker" svarede hun langsomt. Fedt. Så lød det HVERTFALD IKKE som om at hun kun kunne tænke når hun var alene!
*Goddammit, og jeg tænker sq ikke for hurtigt* tænkte hun surt, og hendes irritation over sigselv viste sig hurtigt på hendes ansigt.

Han rynkede panden, og smilte skævt, "På hvad?.. Hvis man må spørge?", han betragtede hende. Hun så ikke specielt glad ud.

Hun grinede lavt "Er du bare meget nysgerrig?" spurgte hun og fandt sin sædvanlige drillende tone frem.
"Men.. det var egentlig også bare noget jeg sagde fordi at jeg ikke kunne finde på noget mere intelligent at sige..." hun smilede skævt og lagde armene over kors, skuttede sig som om hun frøs, men egentlig mere for at få noget af den kolde luft ind til hendes varme hud.
"Hvad laver du måske her, helt alene?" spurgte hun, for at dreje emnet væk fra sig selv.

"Jeg er meget nysgerrig ja!", han smilte, "Intellegent? Hmm, du ser nu heller ikke for klog ud", sagde han i en drillende tone.

"Jeg er lige flyttet til Forks, og min første ven her i byen, sagde at den smukkeste natur, helt klart var her i Forks"; han smilte, og studerede pigens ansigt.
Han kløede sig i nakken, og rømmede sig tavst.

//Hvordan fanden rømmer man sig tavst? ;p //

Hun vrængede ansigt over hans bemærkning omkring hendes intelligens. Så grinede hun lavt.
"Ja, naturen her er meget smuk... hvis det er den slags ting man er til" svarede hun med et skævt smil "Og det gætter jeg på at du er?" hun gengældte drengens undersøgende blik. Det var ikke tit at hun bare snakkede derudaf med en person som hun ikke engang kendte navnet på, men det måtte vel betyde at de klikkede eller noget...
Hun smilede skævt.

//Jeg kan det umulige ? xD//

Han kiggede på hende, med hovedet let på skrå, "Meget, jeg elsker natur.. Eller, jeg hader at løbe i naturen eller tage prøver, men udseéndet af naturen er fantastisk!", han rynkede panden - som han altid gjorde hvis han var nervøs eller tænkte sig om - og små-grinte af det han havde sagt, "Altså nu lyder det som om jeg mener at udseéndet betyder alt, men det er overhovedet ikke det jeg mener.."
*Forsatan Theodor, du kan squ da heller ikke bare være normal?!*

Amira lyttede til hans mere eller mindre nervøse snakken med hævede øjenbryn.
Da han var færdig, kunne hun ikke lade være med at grine. Det startede som et lille fnis, men blev så til en høj latter.
Nogen ville måske mene at hun overreagerede, og at det heller ikke var SÅ sjovt. Men hun havde ikke grinet rigtigt i mange uger, og nu hun først hørte noget virkeligt komisk, lyste hendes ansigt op, og hun lignede sit gamle jeg i det halve minut hun grinede.
"Nej selvfølgelig, udseendet betyder da ikke alt" svarede hun med et stort smil.


//Uuuh... amazing :O ///

Hun rynkede brynene, men smilede samtidig skævt.
"Nej..", han studerede hendes ansigt. I modsætning til de andre piger han havde mødt, var hende her meget brun idet, og ikke bleg. *Det er da dejligt at hun finder mig sjovt anlagt?*, tænkte han, og grinte roligt med.

Hun smilede stort, og det triste ansigt var helt væk.
"Du er bare ufrivilligt sjov" svarede hun muntert. Hun kunne bedst lide at snakke med menneskedrenge, de var altid knapt så alvorlige i det..

Han lo, "Tak?.. tror jeg", han smilte stort, og kløede sig i nakken.

Hun smilede skævt "Kan du få mig til at grine, er det en god ting" svarede hun med et varmt smil.

Han smilte skævt, og rødmede let, "Det er jeg glad for at høre..", han smilte stort.

Hun lagde hovedet på skrå med et lettere drillende smil "Det kan man se" sagde hun og hentydede til han rødmen.
Hun grinede lavt og rettede lidt på håret, så det sad knapt så... sløset.

Han rynkede panden, og rødmede endnu mere - smilede forlegent, "Hvad?"

"Du rødmer" forklarede Amira. Hun kunne jo se bedre end de fleste, så der var ikke noget at sige til at hun med det samme havde bemærket hans rødmen.

Hans hoved var knaldrødt, "Ja..", sagde han og rynkede panden, og kiggede ud foran sig..

Hun holdte en hånd op for munden og fnisede. "Hvorfor gør du dog det?" spurgte hun.

Han rynkede panden, "Fordi du er en pige..", han følte sig virkelig svag, og umandig..

Hun hævede et øjenbryn "Det var en mærkelig forklaring... Gør piger dig usikker?" hun smilede skævt.

Han følte sig utilpas, "Meget..", sagde han og kiggede ud i jorden foran sig.

Hun smilede. Selve tanken om en dreng der følte sig utilpas iblandt piger fandt hun utrolig morsom.
Det var hun ikke vandt til. "Jamen jeg håber da ikke at jeg gør dig usikker" sagde hun, en smule mere forsigtigt, hun kendte følesen af at være usikker blandt andre mennsker.

"Du er jo en pige.. Og jeg er ret så usikker lige nu, fordi at du ved at jeg er usikker, og jeg føler mig meget..", han afbrød sig selv, og sukkede.

"Jeg skal gerne opføre mig mere drenget hvis det for dig til at at slappe noget mere af?" jokede hun med et muntert glimt i øjet.

Han skar ansigt, "Nej, det gør det bare endnu mere mærkeligt, når du ligner en pige, og opfører dig som en dreng.. og så bliver jeg bare forvirret..", han smilte forlegen.

Hun grinede, da hun kunne ha kommet med så mange rappe kommentarer til den sætning, men valgte istedet ikke at gøre ham mere nervøs end han var i forvejen.
"Så der er absolut intet jeg kan gøre for at få dig til at slappe af?" spurgte hun med et drillende glimt i øjet.
Hun vidste ikke hvorfor, men så godt humør havde hun ikke været i længe!

"Jo, hvis jeg lærer dig at kende, bliver jeg mere sikker..", sagde han og rynkede panden, men smilte svagt.

Hun smilede "så kan vi måske starte med at du fortæller mig hvad du hedder?" spurgte hun drillende.

Han slog sig selv i panden, "Nårhja.."; han grinte af sig selv, "Theodor..", sagde han så, "Hvad med dig?", han smilte imødekommende.

"Theodor" gentog hun, så hun ville huske det "jeg hedder Amira" hun rakte hånden frem imod ham, og havde glemt alt om hendes overnaturlige kropsvarme.

Han tod imod hendes han og slap den hurtigt med et chock, "Du er brændvarm!", han rørte hendes pande, "Du har jo feber.. du burde køres på hospitalet!", sagde han indtrængende, og kiggede forfærdet på Amira.

Hun rystede på hovedet "Nej overhovedet ikke!" hun skyndte sig at trække sin hånd til sig.
"Jeg... jeg..." hun tog en dyb indånding "Jeg har problemer med mit blodomløb" hun kunne have kvalt sig selv! Hvad fanden havde det med overnaturlig varme at gøre? Hun så på Theodor og håbede at han ikke vidste noget om sådan noget.

"I Forks'ere er mærkelige.. enten er i iskolde eller brændvarme", sagde han undrende til hende, "Men du er jo fuldstændig brændvarm.. Er du sikker på du ikke vil have det tjekket?", spurgte han bekymret.

Hun tænkte hurtigt igennem hvordan hun kunne aflede hans opmærksomhed fra hendes kropsvarme.
Hun tog den første og bedste (ondeste) mulighed.
Hun smilede sødt til ham "Jeg kan jo ikke gøre for at jeg er så hot" sagde hun i sit mest charmerende tonefald og råflirtende øjne.
I hendes hovede var det det eneste rigtige at gøre. Hun trådte et lille skridt tættere på ham, fast besluttet på at gøre ham nervøs.

//Onde ting!//

Han spærrede øjnene op, og rømmede sig. Han fik det lige pludseligt varmt, og blinkede ret meget med øjnene. Han veg tilbage, idet hun kom tættere på.

// Muahahahaaaa ///


Hun smilede sødt til ham "Er der noget i vejen?" spurgte hun og legede let med noget af sit hår. *Der røg chancen så for at få et normal til ham* tænkte hun trist, men hun kunne ikke have folk til at komme og bore i hvad hun var.

Han sank en klump, og veg længere tilbage, indtil han fik overbalance og væltede, "Nej..", peb han.

Hun stirrede lidt på ham før hun straks var på knæ ved siden af ham "Ej guuud, det må du undskylde" udbrød hun nervøst, al flirtende og indbydene forsvundet med et puf.
Tilbage var en bekymret Amira "Er du okay?!" spurgte hun

Han rystede på hovedet (ikke for at sige nej, men) fordi han ikke lige kunne forstå hendes humør. Hun skiftede fra flirtende til bekymret..
"Ja..", han kiggede spørgende på hende, og tog sig til baghovedet.

Hun åndede lettet op "Oh my god, jeg troede lige at du havde fået en skade eller sådan noget!!" sagde hun og en bekymret rynke i hendes pande glattedes.

Han smilte prøvende, "Mmmhhmm, men det er jeg ikke", han veg stadig lidt tilbage, han kunne jo ikke vide om hun ville vænne tilbage til hendes flitende humør.

Hun smilede lettet "Det er jeg glad for... Kan du rejse dig?" hun rejste sig selv, men turde ikke give ham en hånd.

Han satte sig halvt op, "ja..", svarede han forvirret, og rejste sig langsomt op..

//Logger nu.. Skrives imorgen^^//

Hun smilede "Godt, så fungerer alt som det skal" sagde hun lettet, men lod alligevel sit blik feje undersøgende over ham for at tjekke at alt var som det skulle være.



//Ok, sov godt ;p //

Han rejste sig op, og stod ca 1 meter fra hende. Han kiggede på hende og rynkede så panden, og studerede hendes ansigtsudtryk, for at se om hun havde tænkt sig at flirte mere..