En stille dag i resevatet.

"Skal vi så tage hjem til mig?", spurgte han og kiggede afventende på hende.

Hun nikkede langsomt "Ja.. jeg tror at det ville
være en god idé..." svarede hun langsomt og
tog blidt hans hånd. Den var kold i forhold til
hendes, men det gjorde hende intet.
Hun snusede ind og rynkede brynene.
Hun brød sig ikke om at der var en svag stank
af vampyr over ham, men hun valgte ikke at
sige noget.

Han smilte - det var første gang de sådan rigtigt holdte i hånden - hendes hånd var dejlig varm, og først nu kom han i tanke om hvor meget han egentlig frøs, men han valgte ikke at sige noget, da hun sikkert ville blive sådan helt.. argh.
Istedet for at holde hende i hånden, så flettede han sine fingre sammen med hendes.

Hun smilede varmt og trak ham ind imod sig. Hun kunne mærke at hen var koldere end normalt, så hun vidste at han frøs. Hvertfald en smule. Hun valgte ikke at sige noget, da han sikkert ville blive forlegen. Istedet satte hun farten en smule op, så han kunne få varmen og så de ville være hurtigere hjemme.
"hvor bor du henne af?" spurgte hun "I Forks ikke?" Hun så sig omkring i den mørke gade, hvor de nu havde fået tændt for gadelygterne. Et par sidste biler kom kørende, sikkert hjem fra arbejde i en af de større byer. Hun gav hans hånd et klem og så på ham med et blik fyldt med varme og kærlighed.

Han smilte, "Inde i skoven.. Huset er vidst meget kendt heromkring - det hedder Cullen", han kiggede på hende med et varmt blik, "Ved du hvor det er?", spurgte han og kiggede roligt på hende. Han regnede ikke med at hun vidste det, men spurgte nu alligevel.

Hun rystede langsomt på hovedet "nej" svarede hun "Jeg må indrømme at jeg ikke er den store huskender" hun grinede drillende og blinkede til ham.
"Men jeg vil da glæde mig til at se det.. Er der langt?" hun smilede skævt uden at tage blikket fra ham et eneste sekund.

"Lidt.."; han smilte varmt, "10 minutters gåtur". Han svingede roligt med deres arme, og kiggede forelsket på hende.

Hun grinede "Det er ikke noget jeg umiddelbart ville kalde "langt" svarede hun. Og det var det jo heller ikke for hende, taget i betragtning af at hun jo nærmest gik tur konstant, og nærmest kunne gå til Washingtin DC hvis det var det hun havde lyst til.. Dog kunne hun ikke se hvad i alverden hun dog skulle give sig til der, så hun valgte at blive her i "trygge" Forks.
Hun så indgående på Theo. Hun var begyndt at tænke over om vampyrene ville få fat i ham? Hun ville gå amok hvis de gjorde.. Hun kunne knapt tælle på fem fingre hvor mange venner de havde taget fra hende! De fik ikke lov til også at tage Theo, han var hendes, og sådan ville det blive ved med at være, til evighed. Hun havde fået en lille bekymret rynke i panden imens hun tænkte dette igennem. Claire og Mizzars flugt og mord have gået hende på længe, og gjorde hende mere beskyttende over for dem hun holdte af.

Han lo, "Det ville jeg heller ikke.. Men mine New Yorker-venner ville kalde det langt, og ja.."; han smilte, og lagde mærke til at hun så bekymret ud, så han stoppede op, og kiggede hende i øjnene, "Hvad er der galt?"; spurgte han kærligt og gik helt hen til hende.

Hun fremtvang et smil og gjorde sit ansigt helt roligt og naturligt at se på, en god maske for de føleser der var i kog inden i hende. En maske hun tit måtte sætte op, fordi at hun vidste at hun nogengange bekymrede sig en anelse for meget.
"Det er ikke noget du skal tage dig af skat" svarede hun i en varm og beroligende stemme "Jeg er bare lidt... træt" hun brød sig ikke om at lyve og da især ikke for ham, som hun elskede så højt. Men hvad skulle hun sige?
Jeg er bare begyndt at bekymre mig lidt for om morderne Claire og Mizzar skulle komme efter dig, slå dig ihjel eller lave dig om til en vampyr.. du ved.. dagligdags ting der bare lige fylder i mit hovede.. Om jeg kender dem? Tja jeg var da op i en mere eller mindre blodig slåskamp med Claire her den anden dag, men det er jo fordi at jeg er en varulv, så jeg skal lissom passe på os alle sammen... Af en eller anden grund havde hun på fornemmelsen at det ikke rigtigt ville fungere at sige sådan.

Han rynkede panden, "Okay..", sagde han fortvivlet, og kiggede en extra gang på hende, men begyndte så stille at gå - stadig med hende i hånden.
*Godt nok elsker jeg hende.. Men det føles som om hun holder hele sit liv hemmelig..*, han sukkede.

Hun blev stående og trak ham tilbage og så ham dybt i øjnene "Theo, jeg ville virkelig ønske at jeg kunne fortælle dig alt og at der ikke var noget som du følte at jeg holdte hemmeligt, men det er alt for risikabelt lige nu.. du bliver nød til at være tålmodig" hun lagde sin varme hånd på hans, hvad der for hendes syntes at være, kolde kind og aede den let.
"Forstår du hvad jeg mener?" Hendes blik var næsten lidende. Hun ville nødig såre ham, men hun havde på fornemmelsen at det gjorde hun, når hun holdte noget skjult for ham. Men det var jo sværest for hende, og nemmest for ham, så længe han intet vidste om alt dette rod.

"I guess..", sagde han og lagde sin hånd på hendes hånd, der lå på hans kind.
Han kiggede hende dybt i øjnene, og rynkede lidt efter panden, "Så det vil sige.. at du fortæller mig det en dag?", spurgte han stille, han overvejede kort om hun kunne være vampyr, men vidste at vampyrer var blege og kolde.

Hun bed sig i læben. Hun ville bryde traktaten hvis at hun fortalte ham noget om vampyrer, og hun kunne ikke sætte sig op mod alfaens ord og fortælle om varulvenes hemmelighed. Det ville desuden også tvinge Theo til at vælge, et valg mellem liv og død.
Så var spørgsmålet hvad der var hvad? Var Amiras liv måske ikke et liv? Men hvad var et liv uden en død? Det var intet liv, det var en evig eksitens.
Men hun kunne vælge den evige eksitens fra, og dø. Men ville det hun havde oplevet som varulv så ikke være en del af hendes liv? De tanker de pludselig vældede ind over hende, og som knapt havde noget at gøre med Theos spørgsmål, forvirrede hende om muligt mere end hun var i forvejen. Hun tog en dyb indånding. "Det ved jeg ikke.." sagde hun langsomt "det ville komme an på hvad dit valg ville være.." Hvordan kunne hun give ham et valg imellem et normalt liv og noget hun ikke ville fortælle ham om?
Hun valgt helt at lukke ned for alle de tanker der kørte rundt i hovedet på hende, og koncentrerede sig udelukkende om at se indgående på Theo, og betragte den dreng som hun elskede så inderligt.

Han rynkede panden, "Mit valg?"; spurgte han spørgende, *Oh no.. ikke det igen.. Arya snakkede også om et valg og så - VUPTI - hun er vampyr..* han sukkede, hun så virkelig frustreret ud, men dog, så kærlighed, og barmhjertig. Man kunne ikke andet end at elske denne tøs. Den pige. Hans pige. Men hvilket valg talte hun om?

Hun nikkede langsomt og samlede sine hænder foran sig "Jah..." Sagde hun langsomt "Jeg ved ikke hvordan jeg ellers skal forklare det..." Hun lød næsten sørgende, og det gik hende skam også på.
"Lad os gå videre" sagde hun så og begyndte at gå igen. Hun havde det altid i bevidstheden at han ikke holdte varmen så godt som hun gjorde det, og derfor gjaldte det om at holde ham i bevægelse, også så at de kunne komme hurtigt hjem.
Hun så op på ham med et kærligt blik.

Han kiggede undrende på hende, men fulgte videre med hende, han snigede hans hånd op til hendes og flettede sine fingre ind i den. Han kiggede på hende og smilte, med et snært af nysgerrighed i øjnene.

Hun grinede dæmpet og gav hans kølige hånd et klem. Imens de gik lænede hun sit hovede blidt imod hans skulder imens hun nynnede lavt nogle tilfældige toner.

Han sukkede tilfreds, og slap hendes hånd, men lagde den så om hende istedet, "Amira? Er du klar over hvor ufattelig glad jeg er for at jeg mødte dig her idag?", spurgte han, en lille smule retroisk, men alligevel ikke.

Hun lagde selv en arm omkring ham. "Hmm.. Nja, det tror jeg ikke helt, vil du ikke være sød at fortælle mig om det?" Det var nemt at opspore den lettere drillende tone i hendes stemme, for selvom hun godt egentlig vidste hvor glad han var, ville hun gerne høre ham formulere det selv. Bare lige for at tjekke om hans føleser bare kom en smule tæt på hendes.

Han kiggede undersøgende på hende, men smilte så, "Så gerne", sagde han høfligt og nikkede sagte.
Han rettede ryggen, men holdte stadig om hende "Som stjernen har sin plads på himlen, som rosen har sin plads i jorden, og som dråben har sin plads i havet.. Vil du altid have en plads i mit hjerte", sagde han lavt, men ikke stille. Han smilte skævt, "Med andre ord: En verden uden dig, er ingen verden".

Hun smilede "Men hvis stjernen slukkes, rosen plukkes og dråben bliver fjernet fra havet hvad sker der så?" spurgte hun lavt og trak ham ekstra godt ind til sig. Hun bed sig lettere nervøst i læben.

Han kiggede ned på hende.. Det havde han ikke regnet med at blive spurgt om.
"En ny stjerne fødes, en ny blomst sås og en ny dråbe bliver ført til", han nussede hendes overarm med hånden som holdte om hende.

"Betyder det at du så ville finde en anden?" spurgte hun stille og så op på ham. Chancen for at det ikke var det han mente var selvfølgelig størst, men hun var alligevel blevet en smule usikker.

Han lo kort og gnubbede hende blidt i håret, "Nej.. du må aldrig kalde mig SHakespeare, for så tror jeg at jeg er poetisk, og som det virker til lige nu, så gik det ikke så godt"; han smilte skævt.

Hun grinede lavt "Det gik fantastisk skat, du er dejlig.." sagde hun med et varmt smil "Men du kan altid forvente at jeg vil lede i dine ord efter alle de meninger de kunne have.. Jeg går tit i dybden med tingene" Hun så ham ind i øjnene "Havde du været opmærksom nok, kunne du have spurgt mig om, hvorfor blomsten ville lade sig plukke, for det ville ikke være dig der gjorde det.. Ergo kunne jeg faktisk at jeg havde tænkt mig at være dig utro.." hun smilede skævt men skyndte sig at tilføje "I teorien selvfølgelig!"

Han lo, "DU har rigtig tænkt det hele igennem, hva'?", han smilte vamrt, "Hvis ikke du elsker mig længere, så må du være utro. For jeg vil stå i din magt, så længe du vil elske mig"; han stoppede op og førte hans hænder op, omkring hendes hoved, og kiggede hende dybt i øjnene, "Og det mener jeg: Den dag, du har den mindste tvivl om mig, må du gøre hvad du vil. Du må sågår slå mig ihjel. Min kærlighed til dig rækker evigt, men din krælighed til mig er jeg uvis på. Du er mit liv, Amira.. Det er du, og den dag du ikke elsker mig, så træder jeg til side, men indtil da, vil jeg følge dig på din vej"..

Hun så ham dybt ind i øjnene. Så trak hun vejret dybt ind "At forestille sig en verden, hvor jeg ville svigte det eneste jeg kan elske, og hvor jeg ville være ham der opløfter min ånd så utaknemmelig at stikke en kniv i hans hjerte, ville være det samme som at forestille sig en sang uden melodi, eller et nyfødt barn der ikke ville leve. Umuligt." Hun holdte en kort pause før hun forsatte "At have dig i min magt, betyder intet for mig, men at kunne have dig hos mig, betyder alt." Hun trykkede et kort, blødt kys imod hans læber uden at bryde øjenkontakten med ham.

Han holdte øjenkontakten med hende, og kiggede bare intenst på hende.
Han vidste virkelig ikke hvad han skulle sige. Det virkede virkelig til at hun elskede ham lige så meget, som han elskede hende, *Men hvordan er det muligt?* Han kyssede hende i panden, og trak hovedet væk og kiggede hende stadig intenst i øjnene, men havde et lille snært af et smil på læben.

Hun gengældte alvorligt hans blik, næsten uden at blinke. Da de havde stået der i nogle sekunder, vendte hun sig pludselig om igen og begyndte målrettet at gå videre. Hurtigere denne gang, hun ville ikke have at han blev syg, her i det kolde og våde Forks, især ikke på grund af hende.

Han små-løb efter hende, "Du går godt nok hurtigt"; sagde han og grinte svagt.

Hun smilede skævt og puttede sine hænder i lommerne "Du har ellers længere ben end mig, du burde kunne følge med" svarede hun drillende. Hun var nok alligevel stærkere, hun var jo konstant i bevægelse.
"Er vi der snart?" spurgte hun så, en smule utålmodigt.

Han rynkede panden, "Øh..", han havde glemt hvad han skulle svare, "Ja..".
Han pegede svagt over mod skoven, der var lidt længere fremme, "5 minutters gåtur inde i skoven, og så er vi der.."

Hun satte farten yderligere op så de hurtigt nåede ind i skoven "Hvor meget fryser du lige nu?" spurgte hun bekymret og skævede til ham med et kærligt blik.

Han kiggede over på hende, "Nå, så det er derfor du skynder dig sådan.. Fordi du er bange for jeg fryser"; han smilte kærligt til hende, og rødmede let, "Meget, meget lidt..", han smilte drilsk, "Men hvis du nu kommer tættere på, bliver der meget varmere", sagde han og tog fat om hendes arm, og holdte hende ind til sig.

Med et vendte hun sig om, hoppede op og slyngede benene omkring ham med et drillende smil. Hun holdte blidt fat om hans nakke og smilede skævt "Går du så bare resten af vejen?" spurgte hun med et lille grin og så ned på ham med et kærligt blik.

Han smilte skævt, "Selvfølgelig", han tog fat om hendes - med et pænt ord - bagdel(haha) og begyndte at gå.
Han fik det meget varmere.

Hun grinede højt, bøjede sig ned og kyssede ham blidt. Hun følte hvertfald selv varmen sprede sig ud over hele kroppen og var rimlig sikker på at han følte det samme.

Han smilte skævt, "Som sagt; Du er hot", han lo kort, og gik videre.
Han vidste at det ikke kun var pga hendes varme hud at han blev varmere - det var generelt bare hendes nærvær der gjorde ham varm indeni.

Hun rødmede let "Man skulle tro at det var sværere at få mig til at rødme end det" jokede hun, da hun med det samme mærkede varmen stige op til hendes kinder.

Han lo, "Du' så sød", han smilte kærligt til hende, "For mig må du være grøn i hovedet, hvis det var sådan du rødmede - eller rettere sagt - grønede", han grinte af sin egen tamme humor.

Hun grinede "Du er så plat!" sagde hun leende "Hvor kom den lige fra?!" hun smilede kærligt og pillede lidt ved noget af hans hår.

Han lo, "Jeg kan ikke gøre for det.. Jeg er bare så dårlig til at joké, det er helt vildt!", Han havde lyst til at kysse hende, men kunne ikke nå op til hendes ansigt.

Hun smilede "Jeg synes nu at du er meget sjov.." sagde hun eftertænksomt "Måske en smule ufrivilligt, men stadigvæk!" hun grinede og kyssede ham, længe den her gang.

Han grinede, og var yderst taknemmelig for at hun kyssede ham, så han kunne nå.
Han kyssede hende igen, og blev ret så tændt, da hans fjæs var ved hendes bryster, hans hænder på hendes røv, og hans mund imod hendes læber. Han smilte lidt over hans egen tanke.

Hun lagde en hånd på hans kind og lukkede øjnene.
På hende virkede det som en fantastisk velsignelse at få lov til at kysse ham, så selvfølgelig havde hun hele tiden lyst til at gøre det, men hun var bange for at virke for omklamrende.

Han lukkede øjnene med hende, og smilte indeni.
For ham måtte hun kysse ham hele tiden, men tænkte at hun alligevel nok ville blive træt af ham, og at han sikkert også havde dårlig ånde på et eller andet tidspunkt.

Hun lukkede af for alle andre sanser og koncentrerede sig kun om at mærke ham under sig, hans læber kærtegne hendes egne. Hun anede ikke om han var stoppet med at gå, og for en gangs skyld var hun ligeglad. Hvis han følte den samme varme indeni som hun gjorde, kunne det umuligt være på det tidspunkt at han ville blive forkølet.

Han mærkede hvordan han var fuldstændig varm indeni og udenpå.
Han kom i tanke om at han stadig gik, og åbnede øjnene, og med ét snuplede han over en rod..

Hun trak sig væk med et lille skrig af forskrækkelse men begyndte så at grine helt vildt "Nu må du ikke tabe mig vel skat?" spurgte hun.