En normal gåtur

Tid: IRL
Sted: Gade i Forks
Omgivelser: Tomt
Vejr: Her er mørkt, koldt og selvfølgelig overskyet.
Årstid: Efterår

Matt låste sig ud fra sin lejelighed, og gik ned ad trappen, ud på gaden. Han smilede over stilheden. Her kom ikke så mange biler i Forks som i Tokio hvor han sidst boede. Han begyndte at gå ned ad gaden, og passerede en legeplads. Han stoppede op og smilede ved tanken om dengang han var barn. Det var efterhånden lang tid siden.
Han stak hænderne i lommerne på de løse bukser. Ellers havde han en rød T-shirt på, der fremhævede hans brunrøde krøller.

Hayley sad på en af gyngerne på legepladsen hun kiggede ned i sandet
og smilede for sig selv hun nynnede lidt og vippede med foden
så hun meget langsomt røg frem og tilbage

Han fik først nu øje på pigen der sad på en af gyngerne og undrede sig over hvorfor han ikke havde set en så køn pige før nu? Han gik hen imod hende "Hey.." sagde han med et lille smil.

Hayley kiggede op da der var en der sagde noget
hun smilede til ham og nikkede en enkel gang "Hej" sagde hun glad
hun sad stille på gyngen

"Hvad laver du her?" Spurgte han med et svagt smil og satte sig på gyngen ved siden af hendes.



//Ej sorry, men jeg bliver nød til at smutte :/ ///

Hayley trak på skulderne og smilede til ham
"Ikke det store" sagde hun glad


//Vi ses xD //

Han lagde hovedet på skrå og smilede varmt til hende "Er du ensom herude?" spurgte han.

Hun nikkede og kiggede ned på sine
all stars "Ja" sagde hun kort

"Så skal jeg nok blive og gøre dig selvskab" lovede han og smilede til hende "Men først må jeg vide hvad du hedder?"

Hayley smilede og lo kort
"Hayley sagde hun glad..hvad med dig og tak"

Han satte sin gynge i langsom bevægelse "Jeg hedder Matt" sagde han så og smilede til hende "Jeg kan godt lide dit navn, det er meget smukt..."

Hayley smilede og nikkede hun rødmede svagt og kiggede ned
"Tak" sagde hun glad "Og i lige måde"

"Det var da det mindste" sagde han med et muntert smil.

Hayley smilede og kiggede op på ham
"Er du ny" sagde hun spøgernde

Han trak på skuldrende "Det kan man godt kalde det... Jeg har haft en lejlighed herude i årevis, men jeg har først flyttet mine ting herud i den her uge... Jeg rejser meget rundt i verden, jeg har også lejlighed i Tokio, Oklahoma, Paris, Manchester, Berlin, Tanzania og nogle byer som jeg ikke gider til at nævne nu" han grinede let og smilede varmt til hende.

Hayley smilede og var lidt mundlam
"Okay..hold da op" hun kiggede på ham og lo kort

Han smilede stort "Man skal jo bruge sine penge til noget" sagde han drillende "Men hvad med dig? Har du altid boet her?"

"Nej blev født i chicago.. og flyttede til LA men fik en familie i Mecca Saudi Arabien "
hun smilede til ham og bed sig kort i læben

Han lagde hovedet let på skrå "Vil du forklare nærmere?" spurgte han interesseret.

"Hmm altså jeg blev født af min rigtig familie i chicago.. og vi flyttede til la da jeg røg
på børne hjem der kom en familie og kiggede på mig og jeg flyttede med dem til Mecca Saudi Arabien
og nu bor vi her"

"Bor du her sammen med din familie?" spurgte han overrasket og tænkte over hvorfor hun hun dog var kommet på børnehjem.

Hun rystede på hovedet og smilte
"Nej bor i et hus alene " sagde hun og kiggede på ham
"Min familie bor i byen ´"

Han nikkede langsomt "Men de må vel have lagt mærke til at der er sket noget med dig?" spurgte han, og genkaldte sig dengang han selv blev forvandlet. Der havde han helt brudt kontakten med sin familie. Nu kunne han besøge gravstederne hos dem der var døde, men han kunne ikke tage kontakt til dem der stadig var i live. Det var for risikabelt.

Hun rystede på hovedet
"Det har de ikke endu " hun smilede

"Har du ikke været sammen med med dem siden?" spurgte han og kunne med det samme mærke at denne pige var meget interessant.

Hun rystede på hovedet
"Ikke min rigtig familie men dem jeg bor hos har jeg og de er også mennesker"

"Hvordan reagerede de så?" spurgte han nysgerrigt efter at vide mere og også en smule forvirret.

Hun kiggede på ham og smilede
"De ved ikke jeg er vampyr" sagde hun glad

"Kunne de ikke se hvor smuk du var blevet?!" udbrød han overrasket og lod blikket glide ned over hende men hurtigt op til hendes øjne igen "Smukkere" tilføjede han så med et lille smil.

Hayley smilede og kiggede ned
"Ågh tak igen..Nej" hun smilede og kiggede på ham igen

"man skal der være blind for din skønhed" sagde Matt målløst.

Hayley rødmede og kiggede ned
hun smilede svagt "Okay tak" sagde hun glad

Han lagde hovedet let på skrå "Hvorfor skulle du på børnehjem?" spurgte han så, en smule forsigtigt.

Hun trak på skulderne
"Jeg ved det ikke jeg blev bare kasted der ind"

"Hvor gammel var du?" spurgte han en smule forskrækket.

Hun sukkede "15 År" hun kiggede rundt på ham

"Men hvorfor ville de dog give dig til et børnehjem?" Spurgte han ude af stand til at fatte hvem der ikke ville have sådan en skøn pige.

Hun trak på skulderne
"Så kan man spøger sig selvom hvem der vil have så et grimt barn som mig"
hun kiggede ned og bed sig i læben

Med et sad han foran hende med et alvorligt ansigtsudtryk og løftede blidt op under hendes hage så de så hinanden i øjnene.
"Du må aldrig, aldrig sige sådan noget om dig selv" sagde han indtrængende "Din familie var nogle idioter ikke at ville have en så fantastisk sød og interessant, plus du er den smukkeste pige jeg nogensinde har mødt og jeg har levet i 79 år" Han så hende dybt i øjnene og mente hvert et ord han sagde.

Hayley kiggede ham i øjene hendes øjene
var meget triste og det var en af hendes svaghedder de snakkede om
"Jeg er ikke smuk og min familie..er idioter det er måske også der jeg har det fra"
hun sukkede "Bare vent til du ser de ander piger i forks på skolen så kan du se hvad jeg mener med jeg ikke er smuk"

"Jeg har mødt nogle af dem.." mumlede han lavt "jeg har mødt asiatiske, spanske, franske og amerikanske vampyrer, den ene smukkere end den anden men du er i sandhed den smukkeste af dem alle" han strøg en hånd over hendes kind "Vi gør alle idiotiske ting i vores liv, nogle størrere end andre... det har både du og jeg sikkert gjort, men det mest idiotiske man nogensinde ville kunne gøre, er at smide en perle som dig i skraldespanden..."

Hayley rødmede let på kinderne
hun var ikke vand til folk sagde sådan nogle smukke ord til hende
hun smilte et hurtig svagt smil "Bare vent..du får nok mødt nogle va,pyre der vil fortælle dig om hvor sindsyg jeg er" hun sukkede og kiggede ned "Jeg tror en verden uden mig ville alle der kendte mig have det beder..ja jeg har haft et sygt liv med voldtægt børnehjem bankede af dem fra min klasse men folk ville vel ha det beder vis jeg forsvinder" hun kiggede op på ham igen

"Jeg vil ikke få det bedre..." mumlede han, men mest henvendt til sigselv eller ingen.
"Men... er det noget du vil snakke om?" han så på hende med et varmt blik og tog hendes hånd.

Hun trak på skulderne og fugtede sine læber
"Og hvordan kan du være sikker på du ikke ville det" hun kiggede kort på ders hænder
"Nej heller jeg ved ikke..hvad vil du snakke om" hun kiggede på ham igen og smilte skævt

Han trak på skuldrene med et skævt smil "Jeg ved bare at det er dejligt at være sammen med dig lige nu..." sagde han og strøg en tot af hendes hår om bag hendes øre med en elegant bevægelse.

Hun smilede og trak på den ene skulder
"Tak og i lige måde..Hmm så bliver det sværet har du et arbejde heller" hun smilte
skævt da han tog en tot af hendes hår bag øret

"Om jeg har et arbejde her?" spurgte han og smilede til hende.

Hun nikkede og smilede tilbage
hun løftede en hånd op og kløede sin kind
og lød den så falde ned igen "Ja" hun kørte så hånden igemmen hendes hår

Han trak på skuldrene "Jeg har mit arbejde med overalt hvor jeg kommer" sagde han så "Min guitar og min stemme" han smilede til hende "Du ved ikke hvor hårdt jeg må kæmpe for at undgå at blive kendt" han grinede dæmpet over det ironiske i den situation.

Hayley lo kort og smilede til ham og fjernde en tot hår fra hans ansigt
"Det tror jeg gerne" hun smilede stort til ham