Piskende regn ^^

Hun holdt om hende. "Tak, hvis jeg bliver hos ham."

// hehe god tur xD //

Duncan rankede sig kort.. Han lod sine klare blå øjne hvile på dem.
Roligt og elegant.
HAn lyttede, og afbrød ikke..

"du skal, du må give det en chance, jeg skal nok snakke med ham og gøre noget ved det pigebarn, hvis jeg ikke dræber hende vil jeg toturere hende.!" sagde hun koldt

Hun lukkede øjnene. "Pigen har jeg intet at gøre med."

"der skal to til en tango!" mindede hun hende om
"hvem er dette pigebarn?" spurgte hun koldt og så på hende. hun aede hende over håret for at trøste hende

Duncan sagde stadig intet..
han betragtede dem blot..
og lyttede

"Victoria." Mumlede hun.

"bare rolig, hun kommer til at fortryde hun overhovedet har været sammen med din kæreste!" sagde hun koldt.

//Tilbage igen xD//

Roselinn betragtede roligt Madelaine og Cecilie. En vrede var tændt dybt i hende selv. Hvem kunne finde på at være en anden utro? Dog troede Roselinn ikke selv på kærligheden, men dette var ikke acceptabelt! Man kunne intet se på hende, da hun bare virkede helt rolig. Hendes blik gled over på Cun, og et meget svagt smil dukkede op over sine læber. Hun ledte efter noget at sige, men det var som om, at der ikke kunne komme et eneste ord over hendes læber.

"Bare han ikke kommer til at hade mig." Sukkede hun.

Duncan så Rosie´s smil og blinkede kort..
selv stod han også, uden en lyd, uden en tanke!
Hanfulgte træets stamme, med øjnene..
helt op til toppen, hvor regnen stadig faldt ned..

"hvis han kommer til at hade nogle må det være mig, men det er jeg ligeglad med, du er min veninde Cisse, og jeg vil ikke have nogle skal gøre sådan noget med dig, han skal ikke være så utaknemlig at jeg gav ham livet tilbage, hvis han skal lave sådan nogle numre, det var ikke kun for ham jeg forvandlede ham, det var også for din skyld!" sagde hun og var rasende

"rolig." Sagde hun blidt.

Hun rystede på hovedet og trak sig væk fra hende og sagde "nej, pigen skal lide, hverken du eller Ced kan stoppe mig!"

Roselinn holdt sine blanke øjne mod Cun. Han var anderledes, hvilket bare var godt. Det var en god måde han var anderledes på! Roselinn hoppede elegant ned fra stenen, og gik mod Cun, dog var smilet blegnet en smule, men det var der da stadig, svagt!
"Har du været vampyr længe?" Spurgte Roselinn med en rolig stemme til Cun, og kastede et kort blik mod Madelaine og Cecilie.

Duncan lagde hovedet let på skrå, da Rosie kom mod ham.
" Nope.. ikke så længe som de fleste her!" svarede han.
" hvad med dig?" han så på hende med de krystal blå øjne!

Roselinn betragtede Cun. Hendes blik forblev blankt og ulæseligt, da hun hadede for det meste, at alle vidste, hvad hun følte.
"Hvor længe?" Spurgte hun lidt efter Cun roligt, og lod det svage smil forblive over sin læber, som mest lignede en lige streg.
"Jeg vil sige... Temmelig længe!" Svarede Roselinn Cun, og vendte blikket mod jorden. Meget havde hun mistet efter hun var blevet vampyr, men hun nød det ^^

Duncan smilede skævt..
" nogle år.." svarede han roligt
han så kort på de to andre, før han vendte sin opmærksomhed mod Rosie
" Bor du her i nærheden?"

"Det kan man vist godt sige" Svarede Roselinn roligt, uden at sige hvor hun rent faktisk boede - kort sagt undgik spørgsmålet/at svare!
"Hvad med dig, Cun?" Spurgte Roselinn med den samme helt umenneskelige (Uvampyrlige xD) rolige stemme, og lod sit blik forblive ulæseligt og blankt.

Duncan så på hende..
" tja.. ca. det samme.." han så på hende..
Hans eget tonefald var lige så Uvampyrlig roligt som hendes xD

Roselinn kravlede op i det nærmeste træ, og satte sig godt til rette på den nederste gren, hvilket stadig var højt oppe.
"Så, mødt mange vampyrer?" Spurgte Roselinn uvampyrligt (xD) roligt, og så ned på Cun oppe fra træet.

" 6½ forskellige!" svaree han og fulgte hende med de blå øjne.
Hans stemme var lige så uvampyrlig rolig som altid ^^
" Jeg går ud fra du kender flere?"

"Det vil jeg nu ikke sige... Jeg har mødt mange vampyrer, men de har altid skubbet mig væk fra dem, hvis du forstår" Svarede Roselinn uvampyrligt (xD) roligt med svagt hævede øjenbryn. Hendes blik var som altid, blankt og ulæseligt. Mon han forstod? Et svagt suk kom over hendes læber, og hun betragtede Cun oppe fra træet. Grenen hun sad på var tyk, og ville kunne holde mange, men den var glat, så man skulle passe på. Roselinn så fra Cun og udover det af skoven hun kunne se. Halvmørket havde kastet sig ned over skoven, og regnen var ikke så piskende mere, som havde været til at starte med.

Duncan nikkede..
han havde kun nævnt, dem han havde mødt.. men ikke dem han faktisk havde snakket godt med..
" Jaa.. tror ikke jeg bestiller andet!" svarede han ærligt med et strejf af humor over ordene!
Han klatrede smidigt op til hende.
" Venner, er ikke et ord som bliver brugt specielt meget hos mig!"
han så ud over træerne!

"Heller ikke hos mig!" Sagde Roselinn roligt, og betragtede ham kravle op i træet til hende selv. Hun lukkede kort øjnene, og lod tankerne flyve ganske kort.

//Skal lige noget ^^ Kommer igen xD//

Duncan nikkede tavst..
Han betragtede hende ud af øjnkrogen
med et usynligt smil

// oka xD ^^ //

"Har du boet længe i Forks?" Spurgte Roselinn roligt med det svage smil der stortset bare lignede en streg, og den uvampyrlige rolige stemme. Hun lod sit blik glide over mod Cun, og overraskende nok, så havde det slet ikke ændret sig det mindste.

" nej.. det kan man ikke sige!" svarede han.
" hvad med dig?" han kiggede lidt på hende, før han så ned igen!

"Flyttede hertil for omkring 10 år siden, eller det var til Seattle, og har efterfølgende flyttet lidt rundt i byerne her i området, og besluttede mig så tilsidst til, at bo her i Forks." Svarede Roselinn roligt, og holdt blikket mod Cun. Hun blinkede et par gange, og sukkede så svagt. Han mindede hende om en masse, men hun vidste end ikke selv hvorfor.

Duncan nikkede..
Altså var han helt ny, i forhold til hende.
" Synes, det er et speciel sted.." svarede han lavt.. det var ikke ment som en kompliment til stedet..

"Ja... Det er det! Det er ihvertfald ikke som min fødeby, Volterra i Italien" Sagde Roselinn med sin uvampyrlige rolige stemme, og skar ansigt ganske kort.
"Hvilken by er du egentlig født i, Cun?" Spurgte Roselinn med sin utrolig rolige stemme, og vendte blikket mod ham, fastholdt det der.

Duncan mødte roligt hendes blik..
klare blå øjne.
" London.." svarede han med et lille smil.
" dog kan jeg ikke huske det.." tilføjede han

Roselinn nikkede roligt, og og blinkede et par gange.
"Kan du slet ikke huske det?" Spurgte Roselinn roligt, og hævede svagt øjenbrynene. Det var egentlig sært: Roselinn var 300 ialt, og huskede sin føde by, og alt fra før hun blev forvandlet så godt, men det kunne Cun ikke? Det måtte være træls.

//Skal spise aftensmad^^ Kommer igen ^^//

Duncan nikkede..
" husker intet af det.. men det irritere mig ikke det mindste!" han så stadig på hende
Ved ikke at kunne huske noget om sådan nogle ting, kunne ingen bruge det -
mod ham!
hvilket var godt, når man var som ham..


// oka ^^ god spisning! xD

// Nu hopper jeg sku med igen XD //

Cecilie smilede svagt, over deres rolige facade, og alligevel så nysgerrige efter at vide mere om hinanden.
Hun klappede SilverRide, og kløede dens mule.

// du kan ikke undvære os xD //

Duncan så ned på cecilie
" er det din hest?"

// Nope det kan jeg ikke XD! //

"Ja." Smilede hun, den havde ingen seletøj, fordi hun ikke havde plads til det.

//^^//

Duncan så på den..
" er det ikke dyrt, sådan noget?" spurgte han

"Hun lever i det fri." Smilede hun.

Duncan nikkede..
og betragtede dem..
" Når hvordan gik det så?" han hentydede til det med kærligheden!
- som han ikke selv troede på..

"Vi er sammen igen." Smilede hun.

" det gik stærkt!" svarede han

"Victoria blev til vampyr." Hun trak på skuldrende. "Og han var ligeglad, han ville kysse mig." Hun skar grimasse.

" måske ikke den bedste måde at gøre det på.."
svarede Duncan

"Det var sødt. Altså for mig.." Sagde hun muntert. "Selvfølgelig var det synd for Victoria, og det var ikke mig der bed hende."

" nej, det var sikkert madelaine!" svarede han

Roselinn var kommet ind i sine egne tanker, og så derfor tomt og blankt frem for sig mod skyggerne og mørket, som hun selv elskede så højt. Hun kørte en hånd igennem sit flamme røde hår, og lod et meget meget lille smil dukke op over sin læber, som dog mest af alt bare var en lige streg.

Hun nikkede. "Det var hende." Sagde hun tænksomt.

Duncan nikkede..
han huskede tydeligt sit møde med madelaine..