Piskende regn ^^

Duncan nikkede.. mens han fulgte hendes blik

"Der er underligt stille." Bemærkede hun.

" Ja.. men det synes jeg har tit er.:" svarede han
i det samme rolige tonefald.
" har kun hørt en fugl synge en gang her.."

Hun smilede muntert. "Det er fordi her er varulve.. Det skræmmer dem væk." Hun morede sig over det, selv om det var sandt.
"Det samme med Katte."

Duncan tænkte kort..
" ah ja.. det er self. grunden.." svarede han og så op.
" hvad er de egentlig til for..?"

"Varulvende?" Spurgte hun muntert. "At slå os ihjel." Hun trak på skuldrende.

Duncan smilede..
" hvis de ikke dør først!" svarede han med et strejf at humor..

"Det kommer jo an på hvor mange vi er?" Lo hun, og sprang op i et træ.

" med sikkerhed flere end dem!"
Svarede han roligt og fulgte hende med øjnene.
" Og selvom de kunne være flere, vil vampyrene have større chance!"

"Sandt." Sagde hun med et smil, hun sprang rundt på grenen, dansede og mumlede en gammel melodi.

Duncan holdt roligt øje med hende..
Et lille smil, spillede på hans læber.

"Jeg ved ikke hvad der går af mig!" Lo hun, og sprang længere op, og lod som om hun havde en partner at danse med.

Duncan rystede smilende på hovedet..
" enten har du røget, et eller andet, mærkeligt..
eller også er der den simple forklaring, at du er forelsket! " svarede han roligt

"Selvfølgelig!" Hun sprang ned, men landede kluntet, og ikke særlig lydløst.
"Det er selvfølgeig Cedric!" Hun lo da hun mistede balancen og faldte

Duncan så på hende med et hævet øjenbryn..
" Altså er du i 30 himmel?"

Hun sad på jorden, og havde græs i hele håret.
"Han er min kæreste." Hun trak på skuldrende.

" der har du forklaringen.."
svarede han toneløst

Hun sprang yndefuldt op. "Noget galt?" Spurgte hun begymret.

Duncan så på hende,
" nej!" svarede han roligt..
" intet galt her.."

"Okay." Hendes bekymring blev til en rynke i hendes mamorpande. "Men, tror han har noget kørende med et menneske, ved navn Victoria." Hendes glade øjne, blev sorte og triste,

Duncan gik hen til hende..
" så find ud af det.." svarede han roligt og ærligt..
" ellers bliver det kun værre.."

Hun rystede uvilkårligt på hovedet. "Det ville være ledt. Jeg spørger ham først. Og hvis han siger nej, finder jeg ud af om han har. Det er så typisk mig! At finde dem der sikkert er utro." Hun lukkede øjnene. "De ødelægger mig."

Duncan så roligt på hende,
" men lad være med at bebrejde dig selv.." svarede han og så på hende, med de blå-blå øjne!

Da hun åbnede øjnene, var de muntre igen. "Ja." Så dansede hun rundt igen, mens hun nynnede en melodi der var mindst 500 år gammel.

Duncan rystede uset på hovedet..
det var nemt..

"Du burde slå mig!" Lo hun.

" slå dig?"
Duncan ser på hende, med løftet øjenbryn
" hvorfor dog det?"

Hun lo. "Se mig da!" Hun lod son om hun kom ind i en kæde dans. "Jeg tror min kæreste er utro, og alligevel danser jeg!"

" med nogle finde ord hedder det :
Kærlighed gør blind!"
svarede Duncan.." jeg kan ikke gøre noget der!"
han smilte

Hun stoppede med et smil. "Jeg må se underlig ud" Lo hun.

" yup.. men der er en grund jo"
mindede han hende om..

Hun lo. "Desvære." Sagde hun trist, selv om hun så glad ud. "Kærlighed er mærkeligt."

" kan kun give dig ret!" svarede han
" og du er et glimrende eksempel! XD " svarede han

Hun lo let. "Det kunne tænke mig!"

Duncan smilede

Hun hoppede op i et træ, og begyndte at rise i det.

Duncan så rundt..
" hvordan kan du tro at han er dig utro?" spurgte han

//Dumper lige med igen ^^ Eller hvad det nu hedder xD//

Roselinn bakkede et par skridt tilbage, og holdt et blik mod jorden. Hendes blik var ulæseligt og blank, og det samme med hendes yndige ansigt ^^. Hun mumlede noget lavmælt og utydeligt for sig selv på italiensk, mens hun blot lod sine egne tanker føre hende længere væk... Hen mod mørket? Hendes mumlen blev svagere og svagere, til sidst fortsatte hun kun i sit hoved, og opfangede på nuværende tidspunkt ikke sine omgivelser, men hvorfor vidste hun ikke helt.

// Hans profil. //

"Piger ved sådan noget. // Sukkede hun.

Madelaine begyndte at gå tilbage efter hun havde forsvundet (leger vi lige) og fik øje på Rose og Cisse igen, hun så på dem med et smil og sagde "heey!"

"Ced er mig utro med et menneske." Sagde hun som hilsen.

Duncan nikkede til cecilie..
" det gør i sikkert.."
han så igen rundt

"nej, det er ikke rigtig, det kan det ikke være!" sagde hun olmt, hun fattede det ikke. Ced og Cisse var som skabt til hinanden,

"Jo."" Sukkede hun trist

"har du set dem være sammen,
har nogle sagt de er sammen?" spurgte hun og så forfærdet på hende, hun havde mest af alt lyst til at dræbe det pigebarn som gjorde hendes veninde ked af det.

Duncan trak sig lidt tilbage..
han så kort på Rosie..
for derefter at slå de blå øjne ned

Roselinn løsrev sig sine tanker, og så rundt på den lille samlede flok ^^
"Hvad er han?" Spurgte Roselinn med svagt knyttede hænder. Med et menneske? Hvordan kunne man være det med et... menneske? Roselinn lod et svagt smil, som stortset bare var en lige streg, dukke op over sine læber, og betragtede dem alle.
Roselinn trådte få skridt tilbage, da der stod en stor sten bag hende, som hun kunne sætte sig på. Hendes grå øjne gled over mod Cun, blankt.

"Jeg havde det på fornemmelsen, og så spurgte jeg ham." Hun lignede en der græd, bare uden tårer.

//skal lige hente franskbrød for min mor... Kommer igen ^^//

Hun gik over og lagde armene om hende og sagde koldt, ikke til hende men over det han havde gjort "jeg skal nok snakke med ham, han skal ikke bare gøre sådan noget!"