stille regn

Tid:22:34
Omgivelser:næsten ingen mennesker.
Sted:nogle af de små gader i Seattle.
Vejr:det regner blidt, lunt, vindstille
Årstid:sommer
Dag:Fredag
på:http://www.realmcollections.com/media/catalog/product/cache/1/image/5e06319eda06f020e43594a9c230972d/M/e/Medieval_Dresses_Anne_Boleyn_Royal_M88029_8209.jpg

Anastasia svævede stille og elegant gennem gaderne. Det lange, røde, krøllede hår hang blidt ned af ryggen og bevægede sig blidt når hun gik. Hun havde lige spist, og hendes øjne var derfor helt lyseblå igen. Hendes hud var kridhvid og smuk. Hun lyttede stille til sine omgivelser, en gammel mand passerede ovre på den anden side af gaden og kiggede undrende på hende, pga. hendes tøj valg, det var ikke normalt at se kvinder gå rundt i den slags tøj i dag. Hun passede heller ikke ind i omgivelserne, hun hørte til en tid som var forbi. Hendes bare tæer var lydløse på de våde fliser, og det nederste af kjolen var blevet vådt som hun slæbte den efter sig hen over fliserne. Hun nynnede stille en lidt uhyggelig melodi, men den var også en smule fortryllende..

Blaise trådte stille hen over de våde sten, uden videre at ligge mærke til at det faktisk regnede. Hans øjne var rettet fremad, sorte. Han gik afsted, uden egentlig at vide hvad han skulle foretage sig. Gik bare? Blaise var iført en løs skjorte, mørke busker og sko, der lavede en lille lyd, hver gang de rørte stenene, som gaden bestod af. Indtil for få minutter siden havde dette sted været øde, ja forladt. Men nu vidste han at der var en.. En vampyr. Blaise havde fornemmet hende langt før at han havde set hende. Hun gik et stykke foran ham, og så ikke ud til at havde set ham endnu. Blaise smilede usynligt. Hun nynnede..

Ana hørte lyden af sko mod fliserne og stoppede langsomt op. Hendes nynnen stoppede også og hun vendte sig om og kiggede på en mand lidt bag hende. Hun smilte venligt"godaften"sagde hun venligt. hans duft, og stille indre afslørede at han var vampyr. Hun betragtede ham kort og to fingre løb gennem hendes hår, så det satte sig perfekt igen. en lille vanddråbe løb ned over hendes marmor hårde ansigt. hun tørrede dråben væk med håndryggen, på en blid og smuk måde, som kun vampyrer kunne gøre det. hun stod helt stille, hvis han var en fjendtlig vampyr havde hun ikke lyst til at nærme sig, hun var ikke den voldlige vampyr som elskede at slås, den slags ting var hun ikke opdraget til at gøre.

Blaise, stoppede i det øjeblik hun vendte sig om mod ham. Hun var pæn, en ting som alle Vampyrer dog var, når det kom til stykket. Han betragtede hende hurtigt. Hun var ukendt, hvlket ikke var overraskende; Blaise kendte ingen her omkring. Han nikkede kort som hilsen, og lod et lille smil, pryde hans læber.
,, Hvad får du så denne aften til at gå med" spurgte han ligeud. Atter lod han blikket glide ned over denne vampyr kvinde. Hun var den første vampyr han havde snakket til, siden han ankom til dette sted, der virkede en smule øde, efter hans egen mening.
han bemærkede ikke regnen.

Hun smilte venligt imens hun kiggede tænkende op i den mørke himmel og bed sig let i læben mens hun stille og roligt gled frem mod ham."[i]mmh, jeg går og overvejer om jeg er sulten nok til en lille jagt, eller om jeg skal forføre nogle unge mænd, få deres numre og have dem som reserver til en anden gang"sagde hun med et lille drilsk, men venligt smil. Hun rakte ham elegant hånden på en meget royal måde."navnet er Anastasia Romanov, og ja hende den forsvundne fra Rusland"sagde hun med et leende smil.

" Ah" svarede han og foorestillede sig hvordan hun ville jage.. ville hun gøre det hurtigt, eller
lege med maden som nogle synes var underholdene? han trak umærkeligt på skuldrende.
og droppede tankerne, han kunne egentlig være ligeglad?
ved hendes lidt specielle Gestus, nikkede han som svar, og et lille smil,
lagde sig på det hvide ansigt..
" aha.." gentog han og svarede " Jeg er Blaise.."
" Burde jeg kende dig?"

Hun smilede og blev overrasket over at der endelig var en der ikke vidste hvem hun var. det var nemlig aldrig sket før"Tjah både og, men jeg er glad for at du ikke kender til mig. Jeg er en gammel Ruslandsk prinsesse alle tror blev dræbt da zaren blev væltet og der blev indført kommunisme i starten af 1900 tallet"sagde hun med et smil. Hun rettede blidt på det røde, krøllede hår og betragtede ham endnu engang

" ser man det " han studerede hende igen.
hun lignede også en prinsesse.. Dog ikke en normal en selvfølgelig.
" en berømthed?" spurge han spørgende, med det rolige, lettere bløde tonefald..
" hvad bestiller dog en med kongligt blod, fra rusland her?"
hovedet blev kort lagt på skrå.

"berømt og berømt"sagde hun leende."Jeg flygtede til Paris hvor hele Romanov slægten lever i dag, de er de eneste mennesker der kender til min eksistens, og de betaler mine udgifter."sagde hun med et smil"Men som sagt, der kom revolution i Rusland og jeg flygtede til Paris efter min forvandling og folk troede jeg var død. I dag ser jeg mig bare omkring i verdenen, det er snart 100 år siden, ingen vil kunne genkende mig"sagde hun smilende og pillede ved en diamant halskæde hun bar om halsen

Blaise nikkede.
" heldigt.." svarede han og spurgte så om endnu en ting.
" Savner du.. At være mennesker? eller kan du overhovedet huske det ?"
han stillede spørgsmålet af ren og skær nysgerrighed..
han begyndte let at gå den vej, hun hun havde gået,
og forventede at hun gik med..
Blaise brød sig ikke om at stå stille i for lang tid af gangen,
det gjorde ham så rastløs.

Hun tænkte sig lidt om"Hvis zaren stadig herskede i Rusland, så ja, men lige nu er jeg ganske tilfreds. Der er selvfølgelig ting jeg savner ved at være menneske. Men jeg er ganske tilfreds som sagt."Sagde hun med et smil"Hvad med dig?" spurgte hun høfligt. Da han var begyndt at gå videre var hun langsomt fulgt efter og gik nu oppe på siden af ham. hun betragtede regndråberne ramme jordens varme overflade, det havde ikke regnet længe og der havde været meget lummert og fugtigt i den sidste uges tid.

Blaise nikkede tavt.
" hvad med mig?" spurgte han med et lille glimt i øjet.
" jeg er ikke prins, hvis det er det?" han så lidt på hende, mens de stille gik.
hvad angik menneske-spørgsmåls-delen.. ja, så kunne han ikke svare.
menneske var nok det som han mindst kendte til, Han anede kort sagt intet om dem,
hvad angik følelser og psykisk.
Grunden var simpel, Blaise havde aldrig været menneske, eller menneskelig på
noget tidspunkt.

Hun grinte stille"Ja hvad med dig?"Sagde hun med et smil"kan du intet huske fra da du var menneske? savner du noget fra den gang, hvis du altså kan huske noget fra den gang"sagde hun venligt smilende og kiggede på hans røde øjne et kort øjeblik inden hun slog blikket ned på jorden. Det var ikke pænt at blive ved med at kigge folk ind i øjnene havde hun fået af vide som barn. Hun kiggede på sine fingre men skævede af og til mod ham, hun var ike så vant til at se andre vampyrer.

"Jeg kender intet til det at være menneske" svarede
han ærligt, og så ligefrem, hvor de lette regndråber faldt mod jorden.
" har aldrig prøvet det." tilføjde han kort, og lavere.
dog med det samme rolige tonefald, som før.
Han lagde mærke til at hun så væk.
hun var virkelig prinsesse, så opdragen som hun dog var. han kunne ikke lade være med at smile ved tanken..
hvordan mon kongelige jagede?

"Hvordan kan det være?"spurgte hun overrasket og kiggede på ham.
Et venligt smil bredte sig over hendes læber hun kunne ikke lade være med
at smile, sådan var det vel bare når hun lavede noget som hun kunne lide,
og hun kunne godt lide deres snak, den var meget rolig og afslappende,
hun kunne godt lide at snakke med ham, måske var det bare nemmere for hende
at snakke med en af hendes egen slags..en vampyr..?

" jeg er født sådan," svarede han, som om det var en naturlig ting.
det var det sådan set også. For ham.
" hvor går vi egentlig hen?" han så rundt..
det overraskede ham ikke at dette sted var lige så ukendt som resten af byen.
han bemærkede hendes smil, og kunne ikke lade være med at smile ubemærket igen.
regnen forsatte, men det generede ham ikke, og
så vidt han kunne se, var hun også ligeglad med de våde regndråber..
som blodbråber, uden smag, farve og lugt..

"Sådan noget har jeg aldrig hørt om, jeg ved kun at vampyr kvinder ikke kan føde fordi vores kroppe er fastlåste i den form den var i da vi blev bidt, derfor kan vi ikke forandre os som man gør under en graviditet."Sagde hun overrasket og betragtede ham endnu en gang med det lille smil som hun ike kunne gemme lige nu, hvilket hun blev lidt genert over. Hendes kjole var snart ved at være gennemblødt men hun var ligeglad, hun kunne jo ikke blive syg, og hun kunne ikke fryse.

Blaise så for første gang hemmelighedsfuldt på hende..
" hm, tja, måske har du så ikke hørt nok, trods de 100 år?"
svarede han i et let drillende tonefald.
Blaise kvalte et lille grin, og drejede rundt om et hjørne, til en åbenplads..
heller ikke det sted kendte han.

"Måske har jeg kun mødt en anden vampyr udover dig!"
sagde hun og lød lidt som et lille barn der kunne finde på
at række tunge til sit eget forsvar ford iat det ikke kunne bruge ord.
"Hvad griner du af?"spurgte hun.
Hun kiggede på den lille plads her havde hun aldrig været før.

Han så en smule vantro på hende.
" han du kun mødt en anden end mig? gennem 100 år?"
hun måtte virkelig havde været ensom så..
Blaisefattede det ikke, eller måske var hun bare meget uheldig?
" hmm.. ingenting " svarede han med et lille smil
han så rundt på den åbne plads med en springvand i midten.
" kender du det her sted?" spurgte han..

"Ja det har jeg vidst, og det var min forvandler..
Han forsvandt ganske kort tid efter jeg lige var blevet "genfødt"
kan man vidst kalde det!"Sagde Hun smilende.
Ja anastasia havde været meget ensom, men ensomheden havde med tiden
blevet en del af hende, dette med at møde nye mennesker, og for den sags skyld, vampyrer,
var ikke helt normalt for hende, hun var en meget ensom slags, men det gik hende ikke på..
"Nej jeg har aldrig været her før.."

" mhh.." Blaise forsøgte at skjule sin forbløffelse.
" hvem var din skaber?" spurgte han så, og lod øjnene
betragte den ukendte plads, som ingen åbenbart kendte.
" her virker forladt" sammentykkede han,
efter at en enkel kat, løb over den tomme plads,
og forsvandt i skyggerne. Blaise ord var passende.
Der var virkelig forladt.. Regn, tomme sten og stilhed var det eneste
som der så ud til at være meget af her..
kedeligt, tænkte han tavst..