Piskende regn ^^

Roselinn smilte kort til Cun, og så derefter over på klynkeren og klynkerens ven. Roselinn smilte grumt til dem, og fnøs hånligt.
"Som den kloge herre lige spurgte om her, så giver jeg ham ret: Vil i ikke det?" Spurgte Roselinn køligt og roligt på samme tid. Hun havde helt kontrol over sig selv, på trods af hendes stemme' føring xD

"nej ejg venter til mit ben har det godt igen. og jeg vil opsøge jer og hævne mig , når jeg har trænet lidt os." hun så på victoria og hun havde så ondt i set ben , hun havde aldrig prøvet at brækken oget før. "skal vi gå?"

Victoria tog fat i Mies arm og lagde den rundt om hendes skulder så Mie kunne støtte sig til Victoria, " ja lad os hellere det" sagde Victoria og så kort hen på dem, men smilte så svagt til Mie og begyndte at gå

"Jeg brækkede hendes ben af ren refleks" smilte hun skævt til Victoria. "Kan det ikke være lidt lige meget?" spurgte hun og rystede på hovedet. "Mie tør ikke en skid.. så hvorfor kan hun ikke bare skride?" hun så irriteret på Mie og fugtede igen sine læber. "Skrid nu med dig, og jeg er ligeglad med om du tager Vic med.. bare du kommer ud fra vores åsyn og lugtesans.."

Duncan prøvede at se seriøs ud, men han kunne ikke..
Når hun mente, skal vi gå?
mente hun i virkeligheden, Skal vi humpe, eller sågar krybe?
HAn rystede opgivende på hovedet..
men bare hun gik, ville det være godt..

De gik og efter noget tid var det ude at åsyn og lugtesans

//OUT

"Ynke'Klynke... Vi har flere års mere erfaring mere end dig, så tag og... Hvad siger man? Luk arret!" Sagde Roselinn roligt og hånligt, og fulgte Mie-Klynkeren og Victoria med øjnene. Hendes blik fra frastødende mod dem, hvilket fik hendes til at rulle med øjnene.

" ah.. shit det tog lang tid at fatte, at hun skulle gå?"
svarede han roligt og satte sig ned..
" når hvor kom vi til?"

Claire fnøs og rystede på hovedet. "Nå.. jeg kunne bare lige lugte hende og jer.. så jeg var da nødt til at jage hende væk" grine hun muntert og kløede sig let i håret. "Men i havde det vidst hyggeligt, så jeg skal nok gå" hun smilte blidt til Duncan og så derefter på Roselinn der virkelig havde vist sig som en værdig vampyr som hun sagtens kunne leve med at være veninder med.

"FOR lang tid... Og som hun dog kunne klynke!" Sagde Roselinn med en kølig stemme over tanken om Klynke-Mie, og så så mod Cun med et lille smil. Jaa, hvor kom de til? Klynkeren afbrød dem jo!
"Jeg har virkelig ingen anelse... Ved du hvor vi kom til?" Spurgte Roselinn med et skævt smil, og satte sig ned på jorden.

" du må gerne Blive Claire.."
svarede han roligt og så på Rosie," nope.. men ved hvad vi skal!"
han så drillende på Rosie, " Vi skal finde det perfekte kælenavn til Claire XD!"

Roselinn nikkede med et smil til Cun. Det virkede som det heelt perfekte at lave xD
"Det er jo en suuper ide!" Sagde Roselinn med et skævt smil, og så på Claire for at se, og hun også kunne lide den ide, Cun lige havde kommet med.

//Skal desværre logge :S Skrives xD//

"What!?" hun grinte lidt og så på dem. "Hvad kan jeg dog..?" hun hævede det ene øjenbryn. Hun havde aldrig nogen sinde haft et kælenanvn før, så hun var ikke helt vant til at nogen ville finde det eller noget i den retning. Hun kløede sig let i håret og så på dem begge med et skævt smil.

" Det ville være sjovt.. og hver gang man så sagde dit navn, ville man tænke på den gang, du brækkede skvattes ben!"
Duncan synes selv det var en god ide..
Og så ville han altid huske det gode minde xD

//natieNAt Rosie xD //

Roselinn betragtede dem. Hendes blik var en blanding af blankt og bare roligt, hun var jo halvt-død (Hvis ikke helt? xD), så der var vel begrænsning på, hvor mange ting, der kunne være i hende, fylde hendes stille sind op...
"Cun siger noget... Det vil være det perfekte minde!" Sagde Roselinn med et overbevisende nik, og lod et svagt smil strejfe sine læber. Hun kørte hurtigt en hånd igennem sit flamme-røde hår, så det ikke irriterede hende. Hun kastede et blik mod himmelen. Den var blevet lysere... Det var tydeligt>! Men var natten allerede ved at være ovre? Eller var det bare himlen der drillede? Roselinn rystede kort på hovedet af sig selv, og lod sit blik glide hen mod Cun og Claire igen.

kevan kom gående med sit skateboard i hånden han var farret vild og endt inde i skoven han vidste ikke hvor han skulle gå hen han var lige flyttet til byen idag. så det hele var nyt han så nogen stå og snakke han gemte sig bag et træ han turde ikke gå frem hvis de nu var i gang med et eller andet * de er måske bankrøveri eller mobber* mobber kaldte han altid de store på hans gamle skole, fordi de drillede de små elever og han var jo ikke særlig stor

Roselinn mærkede lugten fra et menneske lægge sig tykt i den før så friske luft. Hun så sig opmærksomt rundt, til hun til sidst lod sine øjne falde mod der, hvor mennesket stod. Et grumt og hemmelighedsfuldt smil spillede sig over hendes læber, idet hun hævede og sænkede hurtigt sine øjenbryn. Hendes hår dansede i vinden som flammerne dansede i enhver pejs - smukt. Roselinn så fortsat mod stedet mennesket stod, dog sagde hun intet - Var blot opmærksom!

kevan havde ikkek igget siden han gemte sig så han tog chancen og løber over til det næste træ lidt tættere på. han syntes det var lidt sjovt. nu stod han kun få meter fra dem, *tænkt hvis de er bank røver så kan jeg få deres penge og aflevere dem til politiet det ville være sejt så ville jeg blive til helt*
kevan kiggede ud igen han vidste ikke om han turde gå ud til dem hvis de nu havde pistoler

Roselinn drejede sig i takt til menneskets bevægelse. Hun rullede med øjnene. Mennesker var så dumme, naive!
"Kom frem, du er opdaget!" Sagde Roselinn med en kølig og skarp stemme, dog lå der en betryggende stilhed over stemmen, som var hun stilheden selv. Hendes ansigt viste ingen følelser, ikke en eneste, udover rolighed. Hun rystede kort på hovedet, og vendte sit blik mod himmelen. Det var stadig nat, da himlen atter var blevet mørk.

//Jeg skriver stil Irl samtidig, så hvis jeg svarer sent er dette grunden! xD//

//OOG DET ER OKI SKAL LIGE I BAD

KEvan kom frem han var bange. han stod med sit skateboard i hånden han var kun 149 cm høj ca. hun vinkede og gik helt hen til pigen og sagde meget stille " hej er i bankrøver?" han rystede lidt på hænderne

Roselinn bakkede 2 skridt tilbage, og lod en mystik gå over sig. Hun lod et svagt hemmelighedsfuldt og lusket smil komme over sine læber.
"Dog ikke... Men intet kan forklares med ord! Ikke 100% ihvertfald" Sagde Roselinn med den mest mystiske stemme hun kunne præstere, og betragtede drengen med rolige øjne. Hans skræmte facade løftede Roselinn op, gjorde hende som hun var på dette tidspunkt, nød det, så længe Cun eller Claire ikke stoppede denne måde Roselinn havde stilt op for sig. Hun løftede svagt sine øjenbryn, og lænede sig mod et træ, hvor få at skyggerne slog sig omkring hende, idet hun trådte ind i skyggerne (Sker naturligt), og hun var halvt gemt i skyggerne, dog stadig til at få øje på.

//Okayy xD Det passer jo fint så ^^?//

kevan stod og krammede sit skateboard han var rædselslagen og sagde " nåårh men altsåøøøhh!" han kigge tilbage hvor han kom fra

"Hvad laver du her i skoven, udspionerer?" Spurgte Roselinn skarpt, og så med rolige og klare øjne på menneske-drengen. Mennesker var alt for nemme at skræmme. Det fik det til at være sjovt at jage mennesker, sjovt at gøre dem bange! Lade dem føle en frygt så stor, at de aldrig ville glemme frygten, men uden overhovedet at afsløre hemmeligheden om eksistensen af vampyrer og varulve! Dette frydede Roselinn. Skulle hun gøre ham endnu mere bange? Lade ham have det sådan, at han til sidst ville løbe bange ud af skoven? Muligheder strømmede en efter en ind i Roselinn's stille sind.

Kevan så på hende og prøvede at være sej men han havde ondt i sine hænder efter han var faldet på skateboard banen og fået hud afskravninger på begge hænder hans plastere var faldet af han kiggede ned på sine hænder og sagde " nej jeg. farede bare vildt, jeg prøver at finde hjem, men duncan fortalte mig at der var en meget bedre skateboard park her inde så nu når jeg ikke er sammen med ham, ville jeg lige kigge, han skrammer mig hvis du forstår? jeg er lige flyttet her tildag!"
kevan gik tættere på pigen han ville vide hvem hun var, og hvordan hun så ud og måske blive vennerm ed hende

Duncan satte sig til rette.
" nåår Rosie, Fortæl det du ved om dig selv?"
de havde endelig chancen for at snakke..
endelig, uden afbrydelser!

Roselinn vendte kort blikket mod den mørke jord. Hun vidste ærlig talt ikke så meget. Hun lukkede øjnene, da det styrkede hendes koncentration. Kun få ting kom frem, men det var vel bedre end intet...
"Jeg kan huske en bror fra dengang jeg var menneske... Ved ikke rigtig hvem han er mere, men jaa..." Begyndte Roselinn roligt med hovedet svagt på skrå. Hvad var der mere?
"Hvad er der at fortælle?" Spurgte hun lidt efter, og vendte sine klare øjne mod Cun.

Duncan nikkede..
" kendte du mine forældre?"
spurgte han roligt
" hvordan var din bror?"

Roselinn bed sig svagt i læben. Ja, kendte hun hans forældre? Hun lukkede atter øjnene, og koncentrerede sig meget igen.
"Uhyggeligt meget minder han utrolig meget om dig, Cun" Sagde Roselinn med et svagt smil, dog uden at besvare på det første, da hun ikke helt fandt svaret ved sig selv. Hun åbnede sine øjne igen lidt efter.

Duncan lyttede.
" om mig? virkelig?"
han kunne ikke lade være med at smile
" det er lidt af en tilfældighed var?"

"Du lyder som om du ved noget, jeg ikke ved" Sagde Roselinn lidt tøvende, alligevel smilte hun skævt til ham.
"Nu er det din tur til at fortælle om dig selv.." Sagde Roselinn med hovedet svagt på skrå, og et lille smil over sine læber, dog var det svært at se.

" hmm.. du har tilfældigvis ikke fødselsdag
sammen dag som mig?"
han smilte stille

Roselinn tænkte kort, til det til sidst gik op for hende, at Cun egentlig sagde noget, som de egentlig begge havde. Det havde hun jo... Hun lod et synligt smil være over sine læber.
"Jo, det har jeg jo" Sagde Roselinn med det synlige smil over sine læber, og holdt sit blik på Cun.

" er det ikke lidt sjovt?"
han smilte..
dog var han ikke 100 % sikker..
endnu!

"Lidt for sjovt" Svarede Roselinn med hovedet let på skrå. Hun tænkte mulighederne igennem. Kunne han være hendes bror? Hun var langt fra sikker. På en måde troede hun virkelig på det, men intet var sikkert endnu.

Duncan så på Rosie..
Han huskede ikke sine forældre..
han huskede ikke sin familie..
For Duncan kunne det ligeså godt være fantasi..
indbildning!

"Så, ved du noget om din familie?" Spurgte Roselinn lidt efter, og betragtede ham med rolige øjne. Hun håbede blot han gjorde, men troede det ikke. Selv kunne hun ikke huske sin familie. Det var som om at der aldrig havde været en familie for hende.

" nop.. " svarede han hurtigt.
"har virkelig ingen ide om den.." indrømmede han

Roselinn nikkede lidt. Dette ville blive sværrere(Staves?) at finde ud, end hun lige havde regnet med. Hun så tænksomt mod jorden, og tænkte så det knagede, men intet. Roselinn følte tydeligt at hun genkendte noget ved Cun, men hun kunne ikke rigtig sige om det var en tilfældighed eller om det virkelig bet'd noget..

" hmm.. og dog genkender jeg dig.."
han mumlede det. tænkende..
hvordan kunne der være?
det vidste han ikke

Roselinn lænede sin ryg mod det næsmeste træ, og holdt sit blik mod Cun. Hun forstod ikke hvorfor hun genkendte noget, forstod ikke hvordan hun svagt kunne se sig selv i ham. Hendes blik gled mod jorden, og fastholdt sig der. Hun ønskede et svar, men hvorfra skulle hun rent faktisk få sit svar?

Duncan forstod det ikke..
dog var der så mange ting, at det ikke
kunne være en tilfældighed.!
det ville simpelhen være for urealistiskxD

"Har du nogen speciel teori på dette, som er så... Ens imellem os?" Spurgte Roselinn med hovedet let på skrå, og betragtede Cun. Hun ville høre hvad han troede, det var. Hun ville høre, om han havde de dsamme tanker som hun selv. Hun lo kort og glædesløst, mens tankerne hele tiden stillede nye spørgsmål, men om den samme ting - Om Cun!

Duncan svarede stille..
" jeg har tænkt over det Rosie.."
han gik helt over til hende..
" og ligemeget hvad, tænker jeg på det her.. og det følels ikke forkert.
nej rigtigt!"
han så hende i øjnene, som mindede om hans.
" jeg tror, at du Rosie, er min hemlige søster..Min tvilling?"

Roselinn betragtede Cun, og lyttede til det, han havde at sige. Så hun havde altså tænkt nogenlunde de samme tanker som han.
"Det virker bare..." Sagde Roselinn og tav. Hun kneb øjnene let sammen, og nikkede så. Det var vel sandt.
"Så du tror - også - at vi er søskende?" Sagde Roselinn lidt efter med hovedet let på skrå. Dog kunne et smil ses over hendes læber, ikke særlig stort, men det var der.

" alt andet ville være mærkeligt.."
han så hendes smil, og gengældte det kort..
"måske er det bare mig.. men det virker sådan?"

"Jeg giver dig helt ret... Tror ikke ligefrem at det hele er tilfældigheder" Svarede Roselinn, og betragtede Cun, genkendte ham, som hun normalt gjorde. Der var meget hun genkendte ved ham.
"Det er ikke bare dig... Jeg tror det også!" Sagde Roselinn med et svagt smil, og betragtede forsat Cun. Alt andet ville være mærkeligt.

Duncan nikkede.
" godt!" han kunne ikke lade vær med at smile..
" så, du vil nu være min Twin, indtil alt
andet er bevist!"
han så på hende, med rolige øjne!

Roselinn nikkede, og kunne ikke lade være med, at få sit smil til at vokse.
"Ja, jeg vil være din twin, til alt andet er bevist" Sagde Roselinn med smilet over sine læber, og sine rolige øjne rettet mod Cun. Det virkede fantastisk dette!

Duncan smilede..
uden et ord, gav han hende et kram.
et snert af savn kunne mærkes..
noget som havde været væk, var blevet fundet..
og han vidste at der aldrig ville komme nogle beviser, for det modsatte!