Mørk aften

"19" svarede han prompte og kiggede på hende.
Der var noget hun ikke havde sagt...

"Og du er...?" fortsatte hun interesseret.

"Kun 17... Men min bror fik et flip da jeg skulle køres rundt. Sååå Han gav mig en bil, så jeg kan endda køre bil" storsmilte han som om det havde nogen relavans.

Hun grinede "Fantastisk, jeg er 19, jeg har aldrig været inde i en bil!" hun sukkede og så op i himlen "Jah hvem bare der havde penge!" sukkede hun dramatisk. HUn betragtede solen der langsomt begyndte at vise sine første stråler på himlen "Og hvad med dig?" spurgte hun "Din storebror scorer med penge, hvordan scorer du? Selvtillid og charme?" hun grinede drillende

"Præcis" sagde han og smilte venligt til hende.

Hun gabte og strakte sig "du må være uimodståelig" sagde hun, uden den mindste antydning af useriøsitet.

"Kun når jeg vil..." sagde han med et skuldertræk og grinte lidt.
Det var bare løgn. Selvom Daniel ikke var typen der scorede alle, faldt næsten alle piger for ham, og det drev ham bogstavlig talt til vanvid.

Hun smilede lidt "fantastisk... Brug din charme på nogle af aaaalle de søde piger inde i byen, de er så desperate, det gør ondt at se på" hun grinede lavt "men det må du ikke sige at jeg har sagt!" tilføjede hun hurtigt.

Han smilte svagt. "Hvorfor? Er du selv en af dem?" spurgte han lidt drillende.

Hun fnøs "aldrig i livet! jeg er født alene, og jeg dør alene! Kærlighed er alligevel bare en løgn... hvertfald den langvarige..." sagde hun hårdt

"Blev din kærlighed bidt af Vampyre?" spurgte han hende stille.

Hun rynkede på næsen "han var ren indbildning..." mumlede hun og bed sig i læben. Hvordan skulle hun forklare det, uden at fortælle noget? "Ser du... Jeg har levet de sidste par år, uden kærlighed, men indbildske og falske forhold" hun gav sig selv et (psykisk) skulderklap, for at pakke det godt ind "Så, mødte jeg den her dreng, som jeg pludselig fik stærke følelser for, som jeg forvekslede med forelskelse... Jeg kunne jo ikke vide at jeg bare elskede ham som en ven..." hun sukkede og stirrede frem for sig "men det kan være ligemeget nu, den fejl begår jeg aldrig igen... man mister troen på kærlighed når man ikke kan huske hvordan det føles at elske nogen højt og blive elsket højt..." hun smilede undskyldende til ham "Snakker jeg for meget?" Spurgte hun forlegent

"Nej... Det gør du ikke" sagde han venligt og kiggede på hende.
"Tro mig når jeg siger at du ikke vil tage fejl når du møder en som elsker dig højt" sagde han bare ganske enkelt.


//Logger nu... Skrives((

Hun grinede humørforladt "tak for tippet, men en sådan person møder jeg aldrig... Det kunne min egen far ikke engang klare" hun stoppede sig selv. Hun havde allerede sagt for meget.



//ses så!///

"Hvad har din far med sagen at gøre?" spurgte han og lod øjenbrynene sætte sig i et spørgende V.

"Intet" sagde hun affejende. Hun ransagede febrilsk sin hjerne for spørgsmål, der kunne lede emnet væk fra hende "Hvad med dig? Nogle du elsker højt og inderligt?" spurgte hun endelig.

"ikke lige nu i hvertfald" sagde han og smilte stort.
Han undrede sig lidt over hvorfor hun dog reagerede på den måde.

Hun grinede drillende "sikker?" spurgte hun og hævede et øjenbryn. Men hendes øjne skjulte ikke hendes nervøsitet. Hun var ikke klar til at fortælle om sit liv.

Daniel så det, men kommenterede det ikke.
"Ja.... 50 % sikker" sagde han og smilte lidt.

Hun så interesseret på ham "virkelig..?" smilede hun "Hvem er den heldige vinder af de 50 %?" spurgte hun med et lille grin.

"En helt bestemt person som ikke er her lige" sagde han med lidt røde kinder.

"Hvem er det?!" spurgte hun grinende og utålmodigt

"interesant" lød Wills stemme henne fra træerne.
Han stod lænet op af en af træerne og smilte venligt.

Amira rynkede på næsen over stanken af vampyr. Hun smilede svagt over at det var will. "Will..." hviskede hun meget lavt. Hun rettede blikket mod ham. Så kneb hun øjnene sammen "Hvad laver du her?" hvæsede hun, pludselig fjendtlig.

Daniel kigede overrasket hen på Vampyren.
"Hvem er du?" spurgte han lidt hvæssende af ham og spændte hver en muskel i hans krop.

"HVad? Kan man ikke egang udspionere hunde uden at de blir sure?" spurgte han lidt hånligt.

"nej." svarede Amira koldt "du skal ikke udspionere mig."

"Nej din idiot" sagde han lidt surt.
Han kiggede på ham med undrende øjne.

"Slap af Slap af" sagde han og gik hurtigt (Vampyrtempo) om bag dem.
"Du lugter underligt" sagde han til Drengen, og snuste ind igen.

"Will, hold dig væk fra ham" hvæsede Amira, pludselig i forsvarsposition.

"Hvorfor?" spurgte han og snuste ind igen...
"Du lugter lidt våd... Har du tisset i pelsen?" spurgte han hånligt.

Med et var Amira drejet om, plantet et solidt spark midt på brystet af Will "WILL DIT SVIN!" skreg hun frustreret, med en ukontrolleret vejrtrækning "Hold. dig. væk!" hvislede hun

"Hold da kæft idiot" sagde han og svingede en hæl ind i siden på ham.

Will Blev lidt overrasket over deres samlede angreb.
"Hvad gjorde du det for?" spurgte han undrende.

Amira tog et pludseligt hårdt greb omkring Wills hals "Hvad er der i vejen med dig?" hvæsede hun, rasereiet boblende i sig.

"Du ville angribe" sagde han bare og kiggede på ham med et vredt blik.

Will kiggede på hende med et lille smil.
"Jeg har ikke fået blod i lang tid... Jeg kan ikke rigtig tænke rationelt" sagde han i et øjebliks klarhed før hans øjne igen blev sorte som natten.
Smilet blev hånligt og han svarede "Køtere skal ikke have noget svar"

//Skal ud med hundene//

//Skal selv ordne kattens bakke//

Daniel fik medlidenhed med ham et øjeblik men glemte det så igen.

Hun knurrede fra dybt nede i struben "Pas på med hvad du siger, morder" knurrede hun, med flammende øjne. Men dybt inde var hun forvirret. Hvorfor var hun så vred på Will? Men tvivlen var hurtigt glemt.


//HAHA! Lær det, jeg har bare ingen dyr xD///

//Blære røv//


"Ækle blodsuger" sagde han og satte sig ved siden af amira.

"Bare fordi jeg ikke flår kaniner" sagde han stadig hånligt.
Han kiggede på dem begge med et drillende blik som om han gerne ville slås.

Amiras øjenbryn fløj i vejret "Nej, det må føles fantastisk at fjerne en anden persons liv fra jorden" Sagde hun syrligt

"Ja... Men nu er det også længe siden jeg fik blod" mumlede han og kiggede på hende stadig drillende.
"Hvad tisse ulv, er du blevet lidt bange for den gamle Vampyr?" spurgte han.

"Hvorfor skulle jeg være bange for en gammel skid som dig" sagde han og sparkede ham på kinden.

Amira stirrede hadsk på ham "Du har myrdet så mange! hvad har du nogensinde givet til gengæld?" hvislede hun

"Har du nogensinde hørt om Unicef?" spurgte han hende og spyrttede lidt på jorden ved siden af sig.

"Eftersom jeg har samlet ind hvert år og gjort andre tjenester for dem så ja" sagde hun med en lav faretruende stemme "Og det er ikke lige let hvis du tænker på hvad jeg gennemgik det sidste år" Hun var sikker på at hun havde fortalt ham om hendes knap så heldige fortid "Det var meningen at jeg skulle have lavet frivilligt arbejde for dem i Afrika, men du ved... Den drøm blev lissom bremset"

"Ved du hvem der startet den?" spurgte han hende stadig hånligt.

"Unicef blev oprettet af FN efter 2. verdenskrig" kom svaret prompte "Bild mig nu ikke ind at det var dig!"