En stille aften..

Tid :: Midnat
Vejr :: Stjerneklart, fuldmåne og kølig brise
Sted :: Lake Washington
Omgivelser :: Claire
Dato :: In real life
Dag :: Onsdag? midnat til Torsdag


Claire sad for sig selv på græsset lige ved kanten af Lake Washington. Hun så ned i vandet og sukkede over det hun egentlig så. Hun så sig selv, den søde og uskyldige dukke hun lignede. Hun syntes at det var helt utroligt det hun havde forvandlet sig til. Hun havde først været en menneske, troet at hun ville være helt normal hele hendes liv. Troede at hun ville have en perfekt barndom sammen med sin søster, få en mand senere og selv få børn. Have det lykkeligt, ligesom hun havde hørt i de historier fra hendes bedstemor. Hun havde godt nok hørt andre historier fra hendes mor omkring nogen der ikke havde det særlig godt. Men alligevel, selvom at hendes mor rent faktisk fortalte sådan nogle historier, troede Claire stadig på kærligheden. Men så kom der jo den aften.. hvor den vampyr åbenbart gerne ville komme og ødelægge det hele. Ødelægge hendes familieliv og selve hendes liv. Hun anede ikke at der fandtes vampyre dengang, eller.. hun vidste det fra hendes mors fortællinger. Men ikke at de ville komme og ødelægge deres liv. Hendes mor og far blev dræbt, imens at Madelaine blev bidt og Claire led. Men Madelaine havde bidt Claire, så Claire rent faktisk fik det bedre.
Også begyndte Claire jo at gå i skole.. rejste til Forks sammen med Madelaine for at starte på en ny. Først havde Claire overhovedet ikke noget imod mennesker.. hun blev godt nok sulten mange gange og kom tit til at spise nogle af disse mennesker. Men hendes søster Madelaine, havde jo rent faktisk lært hende hvad der skulle komme først. Men så kom minderne fra hendes fortid. Minderne kom fordi at hun havde været alene i for lang tid. Hun blev irriteret, hadede alle slags han-vampyre. Fordi at den vampyr der havde dræbt hendes forældre, havde været en han. Men så blev hun forelsket. Glemte sit had..

Men nu, sad hun her. Helt anderledes end hun var dengang. Gik ikke længere i skole, ville ikke gå i skole på grund af disse forbandede mennesker, der troede de var andet end bare mad. Men nej, det skulle de ikke tro!? De var kun til så hun kunne blive mæt og stærk, og kæmpe imod uldtotterne. Hun så sig lidt omkring. Der var ingen omkring.

Claire var iklædt en meget fin sort og mørkelilla kjole. Der var det sædvanlige bånd ved ryggen der sørgede for at kjolen var godt strammet til. Hendes patter så større ud xD Og hun så også meget slank ud. Men sådan var hendes krop jo egentlig bygget. Hun havde nogle gamacher på, de var overhovedet ikke hullet. Selvom at hun havde gået mange steder i dem. Ellers havde hun nogle læderstøvler, der så meget små og tynde ud. Men selve læderet var meget godt lavet, så det var svært at ødelægge dem. De var meget behagelige for hende syntes hun selv. Hun plejede ellers ikke at kunne lide at gå med støvler. Hendes år var glat og gik ned af hendes ryg, så der var også en sløjfe i hendes hår. Den var elegant og sølvagtig, så hun lignede meget en af de pyntedukker man satte op på hylderne. Især med den marmor hud hun havde.

Kates trin lød i grusset på stien rundt om søen, hendes blik var fjern og underlig, hun bemærkede knap nok hendes omgivelser, hvilket var sjællend, men hun var forviret og underligt tilpas, hun kunne ikke få tingene til at stemme, kunne ikke få det til at gå op i en højere endhed.
Hendes sorte hår krøllede let ned over hendes skulder, og de dybtblå øjne spejlede sig i søens klare og isnende overfladen, på mange måder havde søen altid skræmt hende, fået hendes til at søge dybere ind i sig selv efter svar, hun havde det stadig dårlig efter hendes forvandling til varulv, og ingen kunne sige hvorfor, selv havde hun hendes egne teorier, og de kom ikke andre ved ikke engang Em og Sargas, derfor havde hun bevidst blevet i hendes menneskelige skikkelse de sidste par dage.
En lugt ramte hendes næsebor, noget gammel og lodent, lugten af lig, eller det der mindede igler.

Hun trak en skæv grimasse hen over ansiget, hun var ikke i stridigheds humør idag, hverken nu eller senere, der havde været nok kampe, og hun havde bare brug for en fredelig tur, til at tænke tingene igennem, skulle de absulut støde samme lige når hun var ved at nå en konklusion.
Hun satte sig ned i det fugtige græs, og lænede sig op af en gammel blodbøg som strækte sine grene ud over søen, her plejede hun at finde ro, og det sank også efterhånden ned over hende som min. gik.
Duncan havde bidt hende over over et år siden, inden hun selv blev ulv, men det havde lykkes dem at suge giften ud, men hun var aldrig blevet den samme efter dette, havde der været en rest af gift, en rest der nu forhindrede hende i at slappe af, eller var det resten af hævn??
Hun kørte hånden ned over den halvmåne formede ar et lille indhak var i hendes håndled efter hans forsøg, hun tænke som det knagede, var det grunden, eller var det nogel andre faktore, et var sikkert, det var ikke normalt dette her.

Duncan kom gående.
Månen fik alt til at kaste skygge,
og lagde et fortryllet lys over det sted, hvor Duncan i dette øjeblik befandt sig.
Stjernerne var fremme.. Øjnene var klare,
Så som altid fremad!
HAns gang var let og elegant, hen over græsset, nær søen.
HAn lyttede.. og forsatte fremad.
Den lyse skjorte blafrede let.
Hunden var iskold..
Hjertet som for så længe siden var holdt op med at slå,
Fandt Duncan som en nu malplaceret del af ham..
Dog ignorerede han det i dette øjeblik.
gik kun!

Claire sad der i sine helt egne tanker, da lugten af en vareulv nåede hende til næsen. Hun fnøs og rystede på hovedet af det. Hvor irriterende, kunne de ikke bare forholde sig til Reservatet hvor de egentlig hørte til!? Men hun syntes også på en måde, at lugten af vareulv, var blandet med en anden lugt hun havde duftet før. Hun syntes at det var en Kate-velkende måde denne vareulv duftede på. Hun smilte skævt, var hun blevet vareulv? Det var dog helt utroligt.. der kom flere og flere vareulve efterhånden syntes hun selv. Men hun var egentlig ret ligeglad med det hele. Hun rystede på hovedet, hun havde nu håbet på noget bedre selskab. Og desuden, skulle de til at slås nu? For Claire havde nu mere forstillet sig en aften, for sig selv eller sammen med nogle venner hun rent faktisk kunne have det sjovt med.

Hun lod som om at hun ikke havde duftet Kate. Lod som om at hun overhovedet ikke havde lagt mærke til den ufattelige stank der nu nærmest irriterede hende. Mest af alt havde hun nok lyst til at rejse sig og bede om at uldtotten gik sin vej. Men nej, ikke lige nu. Hun vidste at Kate måske ville blive lidt mere irriteret på hende så. Ikke fordi at hun havde noget imod at Kate blev irriteret på hende og ville hade hende endnu mere. Nej, det ville nu være rart nok. Men bare det, at Kate højst sandsynligt ville svare tilbage, hvis hun sagde noget, var det der irriterede hende.

Kort efter at Kate var kommet, kunne hun dufte Duncan. Hun smilte skævt nu, hvor perfekt! Endelig var han samme sted som hende igen. Hun havde sådan set savnet ham i den tid hun ikke havde set ham. Og havde sådan set også Savnet Alyss. Af en eller anden underlig grund, havde hun rent faktisk ikke savnet sin søster. Det var underligt syntes hun selv. Det var underligt at Alyss nu udfyldte lidt mere plads. Ikke i hendes døde hjerte, for der var der ingen. Men i den hjerne der dog stadig fungerede i hendes hoved. Nok fordi at Madelaine ikke helt forstod Claire. Claire og Alyss havde godt nok ikke snakket sammen, men der var et eller andet over Alyss der bare var bekendt..

Kate forsatte hendes tankegang godt nok bemærkede hun at Duncan kom og hun bemærkede stadig Claire sikke en heldig dag hun havde mødt dem på, det var da lige hvad der manglede, hun havde håbet at finde Shin hernede, hun hvde brug for ham nu, brug for hans smil og hans opmuntrende vitigheder, alt det varulve tam tam var bare for meget, der var aldrig andet på tale der hjemme, og du kunne ikke gå en tur i Lá Push uden af vække opmærksomhed, hun rystede den irreterende tanke væk og tvang hende selv til at tænke positivt.
Måske ville han dukke op, det var da at håbe, hun vidste at Sargas sikkert ville blive irreteret på hende, hvis han ikke var det, hun havde været så fjern over for ham de sidste par dage, men han ville ikke kunne forstå de tanker der kørte i hendes nethinde, han ville ikke kunne forstå spekulationer, det var bare ikke muligt.
Men Shin han ville, hun var som en åben bog for ham, som et billed hvor alt var synligt, til tider hadede hun dette, men på andre punkter var hans evne til at gennemskue hende uundværlig.

Det værste var det fjenskab som groede i græsset kontant mellem vampyrerne og ulvene, det var gammel nag, som hun aldrig ville kunne lære at acceptere eller forstå, selv følgelig var der nogen som irreterende hende, nogen som hun helts så fjernet, men hvad var forskellien på dem og hendes fjender, hun kunne ikke finde ud af det.
Mest af alt ville fred være den bedste løsning, men hvordan ville du kunne skabe det mellem så to forskellig kulture, et sprøgsmål, som ofte strejfede hendes nethinde.

Vinden ramte hendes igen og førte stanken af igler hen til hende, men hun lod den bare passere, hun havde ingen grund til at la' dem gå hende på i aften, det var der ingen grund til, og hun trængte til ro i hendes sind, hun ville prøve at finde den styrke de alle snakkede om, den var der det kunne hun mærke, som en glødende sten, som ventede på at blive åbet, eller var den åben????
Alle snakkede konstant om hendes evne til at ignore den værste stank og om at hendes øjne var bedre og dybere, men selv troede hun ikke på det stass de gamle fortalte, og hun nægtede at deltage i timerene, hvilket havde gjort hende uvenner med en del på det sidste, da timerne var obligatoriske, men hvad kunne de fortælle på de møder, som hun ikke allerede vidste, deres pligt, hun vr vokset op med det, selvbeherskelse, det lå aller dybest i hende, så hun var ikke dukket op i aften, hun burde sidde der nu, og hun gruede for hvad Em og Sarg gjorde ved hende, men hun kunne bare løbe hvis det var, hun havde ingen forpligtelser til dem, og de skulle ikke give hende nogen ordre det var sikkert, hun ville med glæde hjælpe, men hun var hendes egen, eller selvfølgelig hun ville til en hver tid hjælpe, værre der for de andre, men noget havde bare fået hendes til at protestere, en lille stemme, der tiggede om ro og fred, fred til at tænke, til at trække vejret, men det var desværre ikke muligt når man havde sin gang i Lá Push, så et eller andet havde hun jo været nød til at gøre.
Og smerten kom som små indhuk hele tiden, de var ikke lige så slemme som før, men i stedet var det en irreterende migræne, som pinte hendes hvert minut, ligesom om hele hendes hoved gik i krampe...

Duncan nærmede sig..
HAn kunne nu se Claire.. Ligesom han fornemmede hende.
Hvor var alyss så?
Bare lige for at få samlet dem lidt.
Hans øjne glimtede af månes skær.
Ignorerede ulven.. den betød ingenting.. han kendte den jo ikke..
og den ville jo nok bare stikke halen mellem benene, ikke?

Duncan stoppede foran Claire,
" Godaften Claire." svarede han let,
betragtede hende, hun så fin ud i tøjet.. som altid klædte det hende!
Stadig ignorerede han stanken..
Stanken af et sandt gadekryds!

Claire gjorde alt for ikke at gå for tæt på uldtotten. Hun var virkelig ikke i humør til at hun skulle begynde at diskutere med denne.. ting? Men hvis uldtotten nu gerne ville slås, ville det være helt fint for hende. Det ville trods alt være en fair kamp.. kunne hun lugte. Men hun gjorde dog alt for at ignorere den ufattelige stank. Tænk engang at uldtotterne kunne rende sådan rundt? Bare de kunne gøre et eller andet imod lugten, ville det være helt perfekt. Dog var det jo meget godt med den lugt ikke sandt..? Så vidste man altid hvornår det var at de egentlig ville komme. Og hvornår de måske lige var for tæt på det sted hvor man selv var. Der var måske noget der var godt, men hun fik altid den kvalme fornemmelse når de var i nærheden. Og sådan noget var bare ikke særlig fedt. Syntes hun da selv?

Hun valgte dog at ignorere dette. Ligesom hun egentlig havde gjort helt fra starten af? Hvis der skulle være kamp, skulle der være kamp. Men så skulle det gå rigtigt i gang, før hun overhovedet ville deltage. For hun var sådan en der gerne ville have noget spænding i det. Ikke noget med at hun bare skulle slå en gang, også var de bevidstløse. Det var noget hun brugte når det var at hun var ude at jage. For menneskerne, hvis man skulle få dem til at blive bevidstløse, skulle hun nærmest bare give dem en lusing for at de blev helt væk. Men hun nød dog at de led, så derfor sørgede hun mange gange for at de bare blev kastet imod væggen på den måde som hun kaldte 'blidt'. For der gjorde det stadig meget ondt, men alligevel, uden at de overhovedet ville besvime. Hun kom til at smile skævt, ved tanken om alle de smerter hun havde påtaget et menneske.

Hun vendte sig om imod Duncan, hun lagde godt mærke til det blik han sendte hende. Undersøgende, så på hendes tøj. Men hun vidste at han godt kunne lide det, så det gjorde ikke rigtig noget. Hun smilte skævt og fugtede let sine læber imens. ”Jamen Godaften.. Herre” smilte hun skævt. Det var meget sjældent at hun kaldte nogen for Herre. I det hele taget var dette her den første gang nogen sinde. Selvom at der havde været så mange der havde prøvet at bestemme over hende, havde hun aldrig nogen sinde accepteret det. Og nu kunne hun bare mærke at hun var en del af Duncan, at han fortalte hende ting. Dog ikke det hele, det vidste hun godt. Men han hjalp hende med at forstå det hele. Og det havde også været ham der havde hjulpet hendes søster, dengang at hendes søster ikke havde det særlig godt. Selvom at det godt nok ikke lige var det bedste lige nu. Men hun holdte dog stadig meget af ham.

Et let smil fløj kortvarrigt over
Duncans læber. Det var underholdende..
Den måde Claire var, opførte sig på, fandt Duncan på en vis
måde underholdende, sjov!
Den tiltale han fik, respekten.
Det morede ham.. Det virkede rart.
Men sådan var de, Claire og Alyss.. Dem begge..
og måske var det derfor at det var dem, han holdt nærmest?
Fortalte ting til? fordi han vidste at de ville kunne se det sjove,
at de ville være med på den? at de ikke var så idiotiske,
som så mange andre i denne del af verden!
Duncan bukkede let.
" Hvad laver du? på denne tid?" HAn nævnte ikke Ulvene,Lagde dem i baggrunden,
og holdt sine tanker om Claire, sin opmærksomhed!

Hun trak på skuldrende og så lidt på ham. Hun smilte skævt da det var at han havde bukket for hende. Der var noget der nagede hende ja, men det var vel også derfor at hun havde gået sig en tur? Men alligevel, hun havde haft sådan en stor lyst til at jage, haft en stor lyst til at høre på andres skrig og skrål. Men hun sprang nu over denne aften, nu hvor hun i hvert fald havde mødt Duncan. Hun vidste at der var så meget at lave sammen med ham. Eller nogen gange havde hun det bare godt med at stå sammen med ham. Hun så lidt ud over vandet, før hun så på sine fingre og derefter Duncan igen. Hun havde vel tænkt på hendes fortid..? Hvordan det hele havde været, hvordan hun havde været fra starten af. Da hun havde været menneske, havde hun aldrig nogen sinde troet at hun skulle blive sådan her nu. Men hun var nu stolt af sig selv, var stolt over at hun rent faktisk var en ordentlig vampyr. Det syntes hun selv, Duncan og Alyss. Hun havde ikke mødt så mange andre der mente at hun var en ordentlig vampyr. Hun havde dog også mødt alle dem hun selv havde gjort til vampyre. Og efterhånden ville de gå lidt i hendes fodspor, hvilket hun var meget stolt over. Men det der nagede hende var hendes kæreste. At han så tit kunne blive så sur..? Hun forstod det bare ikke helt. Hun forstod ikke hvorfor han ikke kunne respektere at hun også havde drengevenner som hun nogen gange havde det sjovt med? Det var som om at hun bare skulle holde sig væk fra andre. Men hun nægtede.. det ville hun i hvert fald ikke.

"Jeg ved ikke helt hvad det er jeg laver.. jeg tænkte lidt over det for lidt tid siden" smilte hun skævt og så lidt på ham. "Men hvad laver du så her..?" spurgte hun. Hun kunne godt mærke at Alyss manglede. Det var som om at når de tre var sammen, var det hele vel bare helt perfekt.? Hun fugtede let sine læber.. igen?