Regnen..

Emily løb glidende igennem luften i modvind og blæsten drev den lette regn ind i ansigtet på hende. Vinden susede forbi hende, men sænkede ikke hendes fart og beslutsomme ansigt, der ikke røbede noget som helst!
Efter noget tids løben mærkede hun de kræftige rystelser i hele hendes krop og koncentrerede sig sørgmodigt om ikke at bukke under for det hele..Styrke. Tænkte hun, Styrke var det hun manglede. Dog mærkede hun sorgen tåge omkring hendes tanker. Regnen tog til og piskede nu ind i hendes ansigt. Den samlede sig til små dråber på hendes følelsesløse kinder, dråber der trillede ned mod hendes mund og hage.
Underligt nok smagte nogle af dem af salt.

Ribanalon hoppede ned fra et af trærene 5 meter fra Emily, "Helløj" sagde hun med en neutral stemme.

//Hey... Noget at det du skriver er Fra Skyggens lærling, Ikk?//



Daniel kom gående ind i skoven.
*Rart at have en ordentlig skov som ikke er halvt svedet væk* tænkte han glad mens han gik videre.

//Kun den aller sidste linje xD//

Emily sukkede og stoppede med at løbe..
Hun tænkte at det ville være bedre som ulv..
Hendes bare tær var alligevel blevet helt mudret til og irriterede hendes balance.
Emily bøjede sig forover og landte på fire krid hvide poter..

Daniel mente han hørte noget, men tog det ikke først til sig.
Hans nysgerrighed fik dog overgået hans viden.
*Det kunne være en ulv* tænkte han kort inden han kiggede hen hvor han troede han hørte noget.
"Hallo!?" råbte han spørgende ud i skoven.

Emily spidsede øre og sukkede indenvendigt.
Den hvide ulv gik elegant hen imod drengen, uden at kigge hadfulgt på ham.
Ulven smilede svagt, og øjnene var venlige og glade.
Hun vidste at han måske ville være bange, men hun ville gerne se hans reaktion.

Daniel kiggede allerførst på ulve som om han ikke kunne fatte det.
Så slog hans hjerne til igen og han hoppede godt en halanden meter bagud og endte med at stå op at et træ.
Han så øjne, men troede ikke helt på den var venlig og glad som den øjne lyste.

//Skal ud med hunden//

Emily kunne ikke lade være med at klukke..
Han var da godt nok noget langsom med reaktionen ;D
Emily lavede et nik med hovedet, for at få ham til at forså at hans frygt var Okay..Sådan reagerede folk jo nok på ulve.
Emily skrabede lidt i jorden og fik en blomst revet løs.
Hun tog den i munden og lagde den foran daniel(endnu et tegn på at hun ikke ville angribe), og gik 2 meter bagud for derefter at lægge sig op af et træ.

Han kiggede på blomsten.
Daniel bukkede sig ned og tog blomsten.
"Så du vil ikke gøre mig noget?" spurgte han og kiggede på hende.
Han samlede sit mod og begyndte at gå hen mod ulven.

Ulven rystede - næsten umærkeligt - på hovedet.
Det kunne ligne et svar..Og det kunne også bare være noget tilfældigt ulven gjorde. Hvem ved?
Ulven smilede tamt til ham da han gik over imod hende.

"Du minder ikke om en normal ulv" sagde Daniel tænkende og satte sig overfor ulven.
Han havde bare en underlig fornemmelse i maven at der ikke ville ske ham noget, men hvis han tog fejl ville det være endnu et ar til samlingen eller bare slutningen. Han lavede et usynligt skuldertræk.
"De fleste ulve ville for længst have angrebet mig" halvmumlede han tænkende til hende, mens hans hjerne stadig prøvede at følge med i om ulven lige havde smilet til ham, på den gode, eller den dårlige.

Emily kiggede småklukkende på ham. Hvilket bare blev til at hvarm hoste-hvæsen, som dog stadig lød venlig, lidt som et grin,
Hun klappede straks smilende i.
Han var da meget kær? Og som hun kunne lugte, var han allerede venner med Vampyrer! UF!
Derfor var han i faresonen for at blive en af dem..
Emily turde ikke lade det ske.
Hun vidste allerede at han hed Daniel..Hun vidste at Isa-Bella var hemmeligt forelsket i ham. Og hun vidste HVOR meget Isa-bella ville blive knust hvis han blev vampyr.
En af Ulæmperne ved at være Ulv. Tænkte hun sarkastisk. Man har ingen privatliv.

Daniel satte hovedet lidt tilbage af overraskelses.
"Hvorfor hvæste du af mig?" spurgte han undrende og kiggede på hende.
Hans øjne var rettede mod hendes øjne fordi han havde hørt at hvis man holdte øjenkontakten med dyr, så angreb de ikke.

Emily's hovede gyngede fra side til side, og hun kiggede undskyldende på ham.
Hendes hale vippede let op og ned og hun holdt hans blik, smilende.
Hvor ville det være underligt..
Tænkte hun, Hvis han en dag blev varulv. Emily smilede ved tanken.

Daniel holdte et gisp tilbage.
Han var sikker på at han så det samme glimt i øjne som hos mennesker.
"Er du en normal ulv?" spurgte han den, men kunne godt selv regne ud at hvis den bare var en smule klog ville den selvfølgelig ryste på hovedet eller opføre sig som en normal hund og snerre af ham.

Ulven kiggede først uforstående på ham og daskede så dens pote på hans fod med et bebrejdende blik for at sige:
Jeg er da ikke Normal! Krænkelse!
Derefter fnøs hun og rejste sig op, og så gik hun hen til Et andet træ hvor hun rystede opgivende på hovedet.
Typisk mennesker.

"Helt sikkert ikke normal" sagde han så med et lille grin.
*Og helt sikkert en kvinde* tænkte han hurtigt lidt efter og kiggede efter hende.

Emily gik med undskyldende blik over mod Daniel og lagde snuden på hans fod..
Hun udstødte en lille pivende, Undskyldende lyd og kiggede så op på ham, også undskyldende.
Hun havde tænkt sig at gøre det..Ikke for di egen skyld. Med for Isabella.

"Det gør ikke noget... Jeg er blevet slået værre i skolen" sagde han venligt og lagde langsmt en hånd på hendes hånd.

Emily kneb øjnene sammen og snusede til hans øre med et smilende ansigt. Skuespil.
Tænkte hun bittert. Skuespil.
Emily trykkede snuden mod hans hals og pustede ud så luften kildede ham i nakken xD
Derefter lukkede hun øjnene og lavede et falskt gaaaab.
Hun bed hurtigt sammen om hans hals og ventede til hun havde talt til 5 med at give slip.

Daniel grinte over pustet i nakken.
Da hun greb fat om hans hals, blev han først lidt overrasket, men kunne så mærke en kraftig rystelse i kroppen.
Smerten var til at skrige over, men hans krop gad ikke at lystre og han blev bare ved med at føle smerte.

Emily kunne allerede nu føle nogle nye tanker på vej.
Hvis det var gået rigtigt, ville han allerede nu kunne hører hendes tanker.
*Undskyld Daniel! Prøv at slap af..Koncentrer dig om min stemme! Og lad være med at gå efter mørket..Eller med andre ord..Besvim ikke!* Emilys stemme lød inden i hans hovede, undskyldende, fuldt af medfølelse og sammentidigt FULDT af beslutsomhed. Hun havde gjrodt det rigtige. "Slap af Daniel..Det er snart ovre."

*Hey... Du er den der stemme, der tilhøre... Hende den der pige* tænkte han lidt forvirret.
Han havde svært ved at lade være med at gi efter for bare at ligge sig til at sove.

Kort tid efter hørtes en anden stemme, i begge deres hoveder, og emily bad hende om at forvandle sig til menneske igen.
Emily kiggede på Daniel..Han voksede hurtigt og var snart vaulv..Og 5 sekunder ville smerten fortage sig.
*Daniel!* Lød Emily's lidt skarpe stemme *Du kan ikke lade dig sove nu..Det er forket af dig, hold dig vågen i 5 sekunder mere..*
Emilys stemme blev hurtigt blød og medfølende *Isabella venter på dig..Jeg tror gerne hun vil se dig nu*
Sagde hun med et eftertænksomt smil..

*Isa?... Jeg kan sagtens holde mig i vågen, men det ville nu være dejligt at sove* tænkte han stædigt.
Han kunne mærke hvordan hans krop ændrede sig.

Emily's nu blide stemme lød endnu engang i Daniels hovede.
*Nu er det ovre* hviskede hun lige inden smerten stoppede..Der stod han..
En Smuk..(Erhm? hvid..? Sort? hvad farve? xD) Ulv lige forean hende.
Emily rystede på hovedet *Nu er du ikke i farer mere..Desuden tror jeg at du kan være mere sammen med Isa..Og måske lidt mindre sammen med nogle få personer* Tilføjede hun undskyldende..
*Når du er tilbage til dig selv, skal vi lige snakke om hvad der er sket med dig*

//Jeg tager bare lige ulven på som billede//
//Og så skriver jeg svaret//

KEvan springer fra et træ over i eet andet mens han ser lige ned på emily og de andre
han kan lugte varulv og prøver at ladevære at hoste eller nyse

Isabella havde siddet derhjemme et sted, da hun kunne mærke noget ske, hun vidste ikke hvad og var heller ikke sikker, følelsen var ny for hende, men hun kunne mærke, at der var brug for hende? Isabella grinte lidt af sig selv, men gik alligevel ud i skoven ved deres hus. Det tog hende nogle anstrengelser, før hun forvandlede sig.
Da Isabella stod der med sin blågrå pels (se profil for billede), kunne hun mærke de mange tanker, hun ville helst have skærmet af, men tog en dyb indåndning og prøvede at hitte rede i de mange tanker. Hun fandt det, hun søgte? det hun vidste ville ske? håbede ville ske? men nu, hvor hun stod sådan gik nogle få ting op for hende. *damn.. nu finder han jo ud af det.* tænkte hun. Isabella ville have rødmet, hvis hun var menneske.
Isabella havde ikke mere tid til at tænke, hun vidste, hun skulle afsted, så hun begyndte at løbe, hurtiger end hun plejede, men nu var heller ikke så tit en ulv, da hun ikke brød sig særlig om det. Hun kunne ikke lide alle de tanker. Inden Isabella vidste af det, var hun nåede stedet. Hun så på Emily, og så på Daniel. Isabella gav et lille piv fra sig.

Emily kiggede varsomt på Daniel da hun lugtede Kevan.
*Daniel! Fohold dig i Ro..Det kan være svært når den fæle lugt der..* -Hun nikkede over imod Kevan- *Er til stede..Men nu skal du hører..*
Emily satte sig ned..Koncentreret om Kevan.
*Kevan er Vampyr..Og Jeg er Varulv, ligesom du nu er!..Vi Varulve kan komonikerer ved hjælp af tanker, Altså kun når vi er ulve, og resten af tiden er vi mennesker..Normale mennesker må IKKE hvide at vi findes da det kan gå galt.*
Hun holdt en pause for at se om han havde nogle indvændinger og fortsatte så:
*Her i Forsk har vi en Traktat med Vampyrerne..Vi Maa ikke Angribe dem og de maa ikke bide mennesker..I Forks altsar.*

Isabella knurrede lavt og alle hendes hår strittede, da hun lagde mærke til at Kevan kom, men hun smilte. De var kommet før ham, de havde taget Daniel. Isabella brød ikke om ordet taget. *Rolig nu..* tænkte Isabella. De havde jo bare givet ham noget, som ikke så mange har. Men en ny mulighed gik op for Isabella, hvad nu hvis hendes lillebror også var en varulv? Hendes forældre troede jo ikke på gamle savn, og de lagde heller ikke synderligt mærke til omgivelserne omkring dem, de lagde i det hele taget ikke mærke til meget.

*Jeg kan ikke forstå noget som helst* Tænkte han snot forvirrede.
*Hvordan endte jeg dog i det her* tænkte han og troede han kunne holde sig for sig selv.

*Daniel?* tænkte Isabella i sine tanker. *Du må ikke lave den samme fejl som mig.. du skal lytte.*
Isabella håbede, hun gjorde det rigtige. Hun så på Emily og beundrede hendes udseende, hun syntes, hun var meget flot og pragende. Hun blev faktisk lidt misundelig på hende. Isabella var stadig på vagt, hvis der nu skulle komme noget, hvorfor havde Emily ikke valgt at gøre det i resevatet.

Emily smilede *Jeg så først min chance her Isa..Og jeg kunne mærke Kevan komme! jeg havde ikke lyst, eller tid til at slås mod ham. Desuden ville jeg måde få Madelaine og Kevin på nakken..* Emily nikkede undskyldende til hende og fnes uvilkårligt "Du er rigtig smuk som ulv Isa..* Kommenterede hun og betragtede den yndefulde ulveskiggelse som åbenbart var Isabella.
Emily rystede tanken af sig *Daniel? er du okey..Kan du tænke nogenlunde klart?*

*Isa?... Hvad laver du dog i mit hovede...?* tænkte han hurtigt og kiggede rundt.
Han blev lidt overrasket over at hans sanser var så stærke.
*jeg må hjem og læse videre i den bog* tænkte han kort og havde glemt at alle kunne høre det.
Han hørte Emilys stemme i hovedet igen *Ja, men det er meget langsommere end det plejer*
Det var sandt, han tænkte 10 gange hurtigere end det her.

Isabella ville have været rød i hovedet over Emilys kommentar, hun huskede kun lide med nød og næppe at huske at takke. Man skulle stadig være venlig, det var ren og skær høflighed.
*Har du ikke regnet det ud endnu? Jeg er også varulv, derfor kan du høre mig. Jeg er den blågrå ulv, der står ved siden af.* tænkte Isabella og så igen på Daniel, hun syntes havde en flot sort farve, det var ikke så tit, hun så sort, som en flot farve. Hun tænkte også på, hvordan i det hele taget var og at han så godt. Isabella nåede at stoppe sine tanker, da det gik op for hende, at de stadig kunne høre hende. Hun ville helst gemme sig væk.

Emily nikkede et par gange og smilede svagt.
*Hvilken bog Daniel?* spurgte hun halvgrinende og smilede opmundrene til Isabella.
*Daniel? Prøv at se her..Så vil du kunen se vores krafter* grinede hun og begyndte at spurte - Hurtigere end et menneskeøje vilel kunne se- hen imod et træ. Hun hamrede hovedet ind i stammen der straks flækkede.

*Det her er det mærkligste jeg har oplevet i hele mit liv* tænkte han.
*Hvad er det egentlig her der sker, jeg har fattet det med Varulve, men alt det andet... Det er umuligt* tænkte han ihærdigt.
*Du kommer til at få hovedepine... Min onkels bog, Isa har set den, den lille sorte nusset bog* forklarede han og grinte lidt inde i hovedet over hende.
Udvendigt hvæssede han bare venligt som grin.

Isabella så mobbende efter Emily, hun vidste ikke, de kunne løbe så hurtigt. Men da hun først løb stammen, blev Isabella forskrækket. Lidt efter så hun, at træet var flækket, hun begyndte at måbbe. Var de virkelige så stærke? Jamen så kunne hun jo godt hive hovedet af Madelaine.hun slog tanken ud af hovedet igen.
Isabella blev pinlig, da Daniel sådan grinte lidt af hende. Hun havde enlig lyst til at knurre, men gjorde det ikke. *Jup.. jeg så den, selvom du ikke ønskede, at vi så den.* tænkte Isabella for at aflede sine tanker endnu engang.

*Helt ærligt... Jeg vidste jo godt i så det, selvom jeg ikke ville ha det tænkte jeg realistisk* tænkte han langsomt dan han gabte som ulv.
*Det ville faktisk være dejligt at sove nu* tænkte han pludselig lidt afslappede, men rystede så på hovedet.
Han kiggede på hende med grønne øjne, han var ikke selv klar over det, og løftede lidt den ene del at læben som et skævt smil.

KEvan sprang over i et andet træ og kiggede ned og tænkte * endnu af dem*
han kunne ikek holde lugten ud han hostede lidt
han rattede lidt på sit tøj
han vidste ikke om han skulle gå der ned de måtte jo ikke angribe hinanden han ville hellere ikke blive uvenner med nogen af dem

//sorry sene svar skulle med ud og handle

Isabella satte sig ned, hendes hale svingede fra side til side, hun i et øjeblik ind i hans øjne med sine gule øjne. Hun vidste ikke helt, hvorfor hun havde gule øjne. Hun kunne igen mærke den underlige kildren i maven, hun gad enlig vide, hvad en kom af, og hvorfor den altid kom, når hun på Daniel. Hun sendte ham også smil, men klukkede også lidt, da det så sjovt ud, at en ulv smilede.
Isabella rejste sig igen op på alle fire, hun så i den retning, hvor en vampyr havde bevæget sig. Hun vidste stadig ikke helt, hvordan hun skulle skældre deres lugte, men hun kunne mærke der var forskel. Hun sænkede hovedet lidt og viste sine spidse tænder, men hun knurrede ikke. Hendes hale var stille.

*Hvad er det for en stank?* tænkte han med afsky til dem.
Han nyste højt hvilket gav et ret komisk syn af en ulv der trak hovedet bagud, nøs, hovedet røg frem og han rystede lidt på hovedet bag efter.

Isabella kom til at grine af Daniel, det så sjovt ud. Hun var stadig opmærksom på vampyren.
*Det er en vampyr.* tænkte Isabella for at svare på Daniels spørgsmål, *De er din fjende nu..* Hun stoppede midt i sætningen, hun gad ikke rigtig tænke på vampyrer, som fjende. Hun var jo gode venner med en vampyr.

KEvan forholdte sig i ro eller det kunne han ikke han hoppede over i et andet træ igen og grinte lidt og havde det sjovt med at side oppe fra og kigge på dem

Emily rystede på hovedet *Haha xD det er det sjoveste ved alt det her!* grinede hun
*Vi er virkelig stærke..Og kan egentlig slå den lille igle der ned uden probleer fordi vi er 3 ;D* Tænkte hun muntret og betragtede dem med et lykkeligt smil. Hendes tanker var glade og hun kom kort til at tænke på Alexander..Det var noget af et dilemma..Han var jo Vampyr!
Hun prøvede at overbevise sig selv om at det bare havde været en drøm..men kysset hang stadig i hendes tanker..Hun lod bare være med at trække vejret når han var der og omvændt..
Det ville godt nok være noget mere næmt hvis de bægge var mennesker.
Tænkte hun ved sig selv og opdagede at hun to egentlig tænkte højt.
Forlegne tanker gled over hendes hovede og hun rystede dem af sig inden hun kiggede på Kevan med et sigende blik.

Isabella havde hørt Kevan grine, hun knurre og råbte, *Vi er ikke underholdning.* Det gik op for hende, at han ikke kunne høre dem, hvilket hun syntes var flovt.
Isabella tænkte ikke på noget, men hun havde ondt af Emily. Livet var hårdt, når man var varulv og sikkert også omvendt. Det var vildt nedern at tænke på de ting, man kunne som mennske. Men Isabella rystede tankerne af sig, hun måtte jo ikke tænke skidt, Daniel skulle jo kunne lide dette, hun var jo også glad for, at han var blevet varulv. Men Isabella tænkte igen på, hvordan hun havde haft det, og hvad hun havde gjort mod sin lillebror og far. Sceneriet dukkede frem; hvordan hun havde slået sin lillebror (da hun havde forvandlet sig), og hvordan hendes far kom, så hun også havde angrebet ham. Skyldfølelsen angreb igen Isabella.
Hun lagde sig ned og lagde hovedet på sine poter. *Dette hader jeg ved at være ulv... agressiviteten og tanke delingen.* tænkte Isabella og sukkede. Bladene foran hende flyttede på sig.

*Hvad mener du med Igle?* spurgte han Emily lidt undrende.
Han fik et hurtigt glimt af noget han ikke helt kunne forstå i hovedet.
*Hvad tænker du på?* spugte han så forvirret Emily.