Overrasket af regnen.

Sted:: Lidt udenfor Forks
Tid:: Sent på eftermiddagen
Omgivelser:: Ingen andre end Elena
Vejr:: Som sædvandelig koldt og overskyet
PÅklædning:: Sorte tætsiddende trekvartbukser og en hvidtop og en sort hættetrøje med lynlås.
Håret sat op i en høj hestehale.

Elena fulgte vejen der gik ud fra Forks. Hun var ude at løbe så hun koncentrede sig ikke rigtigt
om vejen hun løb hun fortsatte bare. Hun havde meget at tænke på for tiden.
Hun kunne ikke lade være med at tænke på Taron, og hans pludselige forsvinden.
Hun havde ikke kunne få kontakt med ham og hun var blevet ret nervøs.
Da hun kom til at tænke på ham satte hun farten op og pressede sig selv
til at løbe hurtigere.
Vinden kølede hende ned ogfik de hår, der var faldet ud af hestehalsen, til at
danse rundt. Pludselig satte hun farten ned for til sidst helt at stoppe. Hun stod i vejkanten og
fik vejret igen, da hun mærkede regnen falde ned over hende. "Det er løgn" sagde hun til sig selv,
men det kunne ikke nytte noget hun var allerede ved at blive gennemblødt.

Bill stod med armene over kors, nogle meter fra pigen, og smilede let. Hans ansigt lå i skygger, pga. hætten han havde trukket over hovedet, og gjorde ham mystisk og truende at se på. Han holdt øje med pigen, og snusede ind. Mmmm, hun duftede godt. Gudskelov han lige havde jaget. Ellers var han fløjet på hende.
"Hej du der." Sagde han stille, med sin melodiske og let genkendelige stemme.

Elena gav et lille hop fra sig da hun hørte nogen
snakke til hende. Hun vendte sig om og fik øje på drengen
der stod lidt fra hende. Han var meget bleg og meget smuk, som han stod der i regnen,
men Elena huskede tilbage på det hun havde fundet ud af,
om de fantasi væsner, der faktisk fandes og boede side som side med
menneskerne, som også levede i Forks. "Ehm, hej" fik hun fremstammet
efter lidt. Hun var meget nervøs, og det kunne sikkert også nemt ses.

Hun stod lidt og trippede og sendte ham et lille smil.

Bill smilede roligt.
Nervøsiteten strålede ud af hende, hvilket helt klart fortalte ham, at hun vidste alt om vampyrer og varulve. Var der ikke en eller anden regel, der sagde at mennesker ikke måtte kende til deres eksistens. Hans smil blev større, og han gik tættere på hende.
"Ude og nyde regnen?" Spurgte han ironisk.

Elena smilte igen lidt. "Det vil jeg nu ikke rigtigt sige,
men mere ude at løbe overrasket af regnen" sagde hun og
skubbede noget af det løse hår om bag øret.
"Men det kan være at du er det" spurgte hun og slog hurtigt blikket
ned og lod som om hun skulle ryste benene lidt efter løbeturen, men
tog rigtigt bare et skridt tilbage.

"Njaa, jeg er nu nærmere ude for at nyde de mange dejlige dufte.. Og de smukke ting der er at se på!" Han smilede venligt, med hovedet lidt på skrå, og lagde godt mærke til den lille finte hun lavede med benene. Hun var utryg ved ham.
Han kom næsten til at le.
Trådte endnu et lille skridt nærmere, stadig sødt smilende.

Selvom Elena ikke var tryg ved ham, måtte hun nu indrømme at han var
meget smuk, men det var de jo alle sammen. Men han var nu alligevel
lidt pænere.
Hun vidste at hun ikke skulle lade sig narre af hans udseende, han
var farlig ligemeget hvad.
"Jeg er forresten Elena" tvang hun hendes stemme til at sige.
Hun ville helt ikkke vise sin frygt, men det var vel forsent.

"Det er mig en udsøgt fornøjelse at møde dig Elena!" Sagde han venligt, og smilede.
"Jeg hedder Bill Kaulitz." Det var i sandhed en fornøjelse at møde hende.
Han kunne let se, at hun var bange for ham, og det sendte en skud adrenalin rundt i hans krop. Han elskede deres frygt.

Elena nikkede venligt til ham, men havde ikke rigtigt noget
smil på læben. Hendes blik var fastlåst på Bill som om han ikke ville
angribe hende, hvis hun bare holdt ham fast med blikket.
"Bill Kauliz, som i Bill fra Tokio Hotel" spurgte hun og var overrasket over
at hun ikke lagt mærke til at det var ham, men
hun havde været for skræmt af hvad han var og havde ikke
lagt mærke til hvem han var.
"Hvordan er du endt sådan" spurgte hun forvirret.

Han smilede charmerende til hende.
"Ja, det er mig!"
Da hun spurge hvordan han var endt sådan, spillede han bare overrasket.
"Hvordan mener du?" Spurgte han helt uskyldigt, og gik lidt nærmere hende.
Selvfølgelig kendte hun til vampyrer. Hvad skulle hun ellers mene?

Det var allerede forsent, da det gik op for Elena
at hun lige havde afsløret at hun vidste om vampyr og varulv.
Hun så nervøst om efter en mulighed for at redde det igen.
"jeg mener du er her i Forks" sagde hun og så tilbage på ham.
Hun regnede med at han vidste at hun vidste (xD)
Men hvis hun sagde det direkte, var det helt sikkert at han ville bide hende.

"Jeg bor her, hvis det er dét du mener, fordi det er en fantastisk by!" Han smilede sødt til hende, og satte et lidt mistænksomt ansigtsudtryk frem.
"Men var det dét du mente?" Han smilede uskyldigt til hende, og gik lidt tættere på endnu. Hun var fanget i en fælde. Overladt til hans nåde og barmhjertighed. Tanken fik ham til at smile igen.

"Okay, men hvad får dig til at være her?" spurgte hun og hentydede til
hans band. Elena turde ikke se ham i øjnene
og lod derfor som om hun rettede på løbetøjet og
håret, alt der kunne få det til at se normalt ud, men
det var tydeligt at det ikke var.
"Hvad skulle jeg eller mene" spurgte hun og
så stadig ikke på ham