Duncan gik ned af trappen og ud.. HAn vidste at det var dumt, og at det sikkert ville blive det sidste mellem dem. Men alligevel havde han vundet, han havde gjort sig selv skurken. I stedet for at de hadede hinanden, stod de nu sammen om at hade ham! Sammen! HAn havde ført dem sammen igen, og om det så var for at bagtale og skælde ham ud, var han ligeglad.. HAn havde gjodt sit, hjulpet dem.. Han måtte bare tage konsikvensen efter..
"jeg er sikker på han ikke mente det alvorligt i sit slag, andet end du skulle få øjnene op og se folk omkring dig, i stedet for kun dig selv!" sagde hun til slut og løb efter Duncan, hun vidste han var ophisset, men hun ville ikke lade ham være alene, hun ville være der med ham.
Hun opdagede ham og knyttede let sin næve. Nu hvor hun så på ham, gjorde det endnu mere ondt der hvor han havde slået. Hun hoppede ned i haven og så efter ham, hun ville ikke have ham til at gå, men alligevel ville hun ikke være den svage der løb over til ham og begyndte at græde. Hun gik derfor stille og roligt, samme vej som han skulle. Hun ville gerne tale med ham, gøre det klart om det mon var forbi eller ej. Hun ville gerne have ham som ven, men det var svært hvis han overhovedet ikke kunne lide hende.. og hendes egoisme.
Duncan gik bare roligt.. Han hud var kold, men hans øjne var klare.. HAn havde jo vundet,! han havde løst det problem som de begge ikke kunne klare. og det var dem som var Alfa? Han smilede kort, Stadig med vreden i maven.. Men vreden føltes som en ven.. En som bedøvede ham, skjulte det, at han måske aldrig ville se nogle af dem igen.. Det var rart, ikke at tænke over det, men over at han havde løst et problem, endnu et med vold.. og folk som sagde at vold var meningsløst! hah! Man skulle bare bruge det rigtigt!
"Dun.." hviskede hun let og tog langsomt fat i hans ærme. "Ikke gå.." sagde hun langsomt og prøvede at få ham til at stoppe. Hun var en idiot, det vidste hun. Hun kunne risikere at blive slået flere gange af ham, men det var overhovedet ikke vigtigt for hende.
"DUNCAN!" kaldte hun efter ham, da hun nåede til døren, hun så efter ham, men fik øje på Claire, hun vidste ikke om hun skulle gå efter ham nu, hun ville gerne tale med ham.
Duncan Vendte sig om. Et lille smil spillede på hans læber, og hans øjne lyste drillende.. Det var uforklarligt, men sådan var han.. " ja?" han kunne Høre Melly kalde, men svarede ikke, ikke nu. Hans øjne var rettet mod Claire, " røg det ind?" spurgte han roligt
Roselinn fulgte med Claire og Maddi, og så blot ud til at være en næsten livløs dukke, som blot fulgte med de andre. Hun vidste ikke hvad der var at sige, eller for den sags skyld at gøre. Hun sukkede i sit stille indre.
Hun holde sig stadig tilbage hun vidste ikke om hun skulle lade Claire snakke med Dun inden hun snakkede med ham hun bakkede ind med et udtryksløs ansigt
Hun grinte let og så på ham, hun forstod godt hvorfor han havde det smil over sine læber. Netop fordi at han var anderledes, var nok ligeglad med hende. Men hun var ikke ligeglad med ham. "Ja, det røg ind" sagde hun med en lettere stille stemme og så på ham. "Og jeg tror godt at jeg stopper med alt det der, jeg er ikke den store fan af at blive slået" sagde hun roligt og så lidt og ned af ham.
" godt.." han så på hende.. lettet over at hun faktisk havde forstået noget, " Nåede du ville, snakke med din snakke ven om, eller kom du bare for at sige at du hader mig?" stadig smilte han let.. Stemmen var rolig og klar.. Han brød sig ikke om at slå folk han kendte og holdt af, men hvis alt andet ikke virkede.. ja så blev han nød til det..
"Tja.. 1. Jeg hader dig" grinte hun let. "Og.. jeg vil gerne snakke sådan med dig.. hvad skulle man ellers bruge en snakke-ven til?" spurgte hun drilsk og skævede lidt til ham, men så så over imod Maddie, "men måske vil hun gerne være sammen med dig lige nu?" sagde hun langsomt og så over imod hoveddøren. "Hun er jo trods alt din.." hun så ned på sine hænder. "Kæreste" smilte hun skævt og så på ham. "Jeg er virkelig glad for jeres vegne" sagde hun med en rolig stemme.
Roselinn betragtede dem. Var det hele løst? Hun fulgte ikke så meget med. Hun lod til at have tankerne et helt andet sted, men alligevel så hun rundt, som forstod hun hvad der skete. Hun lod sin ene mundvige trække op i et lille skævt smil, og hun så rundt på dem, endnu en gang.
Hun følte sig lidt udenfor, glemt.. så hun gik bare ind igen. ind til stuen hvor hun så det smadret vindue som det første. Hun gik over til det og satte sine hænder i vindues karmen ligeglad med de skarpe skår der var tilbage.
Duncan smilede kort, dog så han på hende, da hun snakkede om MElly.. " Ja.. jeg skal snakke med hende.. hvis hun dog stadig vil, efter som jeg lige slog, det som betyder mest for hende.." han tænkte sig om, og lagde hånden på hendes skulder.. " men jeg skal også snakke med dig, MAn må ikke glemme dem man holder af, bare fordi den ene er en man elsker på en anden måde.." han så på Claire.. " så fortæl mig.. hvad ville du?" HAn tænkte kort på Mellys vrede og skuffelse
"Hvad jeg ville..?" hun bed sig let i læben og trak på skuldrende. "Det er lidt svært, når du skal ind til hende" smilte hun blidt. "Jeg ville gerne være lidt sammen med dig, snakke med dig og sådan du ved.." hun trak på skuldrende og tænkte lidt over det. "Gå en tur i skoven ligesom for nogle par dage siden" sagde hun og så på ham med et lille grin. "Men jeg er sikker på at vi kan finde en anden dag, kom nu.. gå du bare over til hende" hviskede hun let og kendte godt den følelse at nogen gange føle sig glemt. Hun havde mange gange følt den når hun var andre steder og var efterhånden ret så vant til det, men sådan måtte Madelaine bare ikke føle.
Hun mærkede glassende der borede sig inde i hendes hårde kolde hud, hun sukkede "tag dig sammen!" hun gik over til sofaen hun havde både glasgår i hænderne og i føderne da hun kun havde sokker på, det gjorde ikke ondt, men nogle gik dybt ind og blodet løb stille ud.
" hvis jeg går, vil du bare blive glemt.." svarede han roligt.. " hvad skal jeg gøre, lige meget hvad, vil en af jer, blive nedtrykte.. derfor gik jeg, så i kunne være lidt sammen.." svarede han.. Dog tænkte han på melly.. han savnede hende
Roselinn trådte et skridt tilbage, følte sig glemt. Hun satte sig ned på gulvet, og placerede sine hænder på sit skød. Hun lod de andre gøre hvad de ville, og snakke om hvad de ville, og lod sig selv bare sidde der, føle sig glemt og helt væk.
Hun sukkede og lænede sig tilbage, hun flåede sine sokker af, de fleste af glas skårene kom ud, men der var stadig nogle der sad dybt. Hun så på dem og dem hun havde i sine hænder.
"Ved du hvad..? Du går over til Madelaine og jeg smutter op til Roselinn" smilte hun skævt. "Er det så en aftale at vi en dag går en tur?" spurgte hun med et lettere skævt smil over sine bløde læber.
Duncan smilede. " du er en livsglad engel Claire, bliv ved med det" han kyssede hende hurtigt på panden. og så så drillende på hende " Den farve klæder dig!" svarede han drillende og hentydede til hende Blod rød-hvide kjole. " kom!"
hun tog et af skårene ud fra den ene hånd, det skar mod hendes blege hud. hun følte sig igen depri, men nød blodets trillen. hun så på skåret hvor det kolde røde blod løb
Hun grinte let og nikkede så imens at hun fulgte med. Imens at hun tænkte over det han lige havde kaldt hende :: 'en livsglad engel'. Hun vidste at Vampyre aldrig ville ende oppe i himlen. Hun vidste at der overhovedet ikke var noget der hed Himmeriget. Men alligevel, nød hun det lille ord. Hun smilte en smule og kom over til hoveddøren.
Duncan gik med, Glad over at Claire, i det mindste var glad nu.. Men hvad med Rosie? og Melly? Han trådte ind, og så blodsporene på gulvet.. Han lænede sig lidt op af væggen,, BEtragtede hende.. Hans øjne var klare..
Hun gik op af trapperne op til Roselinn og satte sig ned til hende. Hun smilte skævt til hende, "du er vel ikke helt alene er du?" spurgte hun langsomt og skævede lidt til hende, før hun satte sig ud på gulvet foran hende. Hun fandt nogle stearinlys frem, "jeg ved godt at det godt kan være farligt for os, men så farligt er det vel ikke når det er så lidt" smilte hun skævt.
Duncan så tavst på Madelaine. Han brød sig ikke om at se hende i det humør.. HAn brød sig ikke om at se, at hun bare lod blodet flyde, at hun var ligeglad. Ligeglad.. Duncan hadede bare ordet; ligeglad.. det var en pest for ham, han rømmede sig lavt.. uden at fjerne sine øjne fra hende!
Hun fik et chok, trak sig sammen . hun så på ham lidt tid og ned på sine fødder og hænder igen "det var et uheld!" mumlede hun, hun havde ikke set eller luftet han kom, på grund af hendes eget blod.
Duncan løftede det ene øjenbryn. - ville dette havde været undgået hvis han ikke var gået? ville hendes blod, så ikke ligge på gulvet, som var det blod af afskum? han gik stille nærmere, undik de glassplinter der var på gulvet.
Roselinn betragtede roligt Claire der kom ind, og satte sig på gulvet. Roselinn skævede lidt til Claire, og så derefter mod gulvet. "Ja, her sidder jeg helt alene" svarede Roselinn med en lille grimasse, og betragtede Claire. "Fik i løst det?" Spurgte Roselinn med rolige øjne der hvilede på Claire.
" hvorfor?" svarede han roligt, Stemmen var som hans øjne. Klar og tydelig. Han gik stille mod hende, uden at se ned, trådte han elegant foorbi en vær hendring!
"Yearh.." smite hun blidt og så på hende. "Nogen gange.. skal man også bare tage det som det kommer" mumlede hun og så ned på sine fingre. "Selvom at man ikke får det man ville, kan man ligeså godt leve med det" sagde hun stille og skævede lidt til hende. "Men jeg har på fornemmelsen at du og ham har sådan et lille.. connect..?" spurgte hun langsomt og skævede lidt til hende, imens at hun tændte stearinlysene.
"jeg er bare dum!" gentog hun og så ikke op, hun trak igen et glas ud af hendes hånd, smed det og blev ved, der løb mere og mere blod ned af hendes arme, koldt blod som hende selv.
" stop det.." han så på hende.. HAn kunne ikke lide at se, det hun gjorde.. den måde hun var,, så ligeglad.. Duncan nærmede sig ikke.. Mærkede bare at vrenden og glæden blev siftet ud, med Skyldfølelse..
Hun så op på ham, stoppede som han bedte hende om, bevarede sit blik på ham, utryktsløs. ordet 'engel' kørte rundt i hovedet på hende, ja self alle havde elsket hende lille blonde søster. sov var glad og ligeglad med det den hårde side af livet.
"Nej det gør man desværre ikke altid, men man må jo leve med det" Sagde Roselinn med et skævt smil, og betragtede Claire. Hun smilte fortsat skævt til Claire, det var utroligt hun kunne være så glad så tit, men det var specielt ved Claire! "Vel på en måde... Ved ikke" Svarede Roselinn med et skuldertræk, og et smil over sine læber.
" hvad har jeg gjort?" Han sagde det ligeud.. TOmt og stille, dog tydeligt.. Hvad var der galt her? hvad var der i vejen med alt og alle? og Hvad var der med hende? med ham?
"Nogen gange.." hun smilte en smule trist, imens at hun så på stearinlysene. "Prøver jeg også nogen gange bare at glemme det og sige til mig selv, 'du har noget andet, noget andet du kan have gavn af'" hun grinte lidt af det og rystede på hovedet. "Og.. selvfølgelig.. så virker det for det meste, hvis der er mad til" grinte hun muntert og så på hende. "Men.. du og ham minder lidt om hinanden, jeg har ikke rigtig kendt dig.. men jeg kan nærmest føle det" smilte hun skævt.
"hvis du hellere vil være sammen med min søster så gå da ud og være sammen med hende!" mumlede hun og så ned igen. hun vidste ikke hvorfor hun var sådan, så defensivt, det var ikke hendes mening, hun elskede jo Duncan.
Duncan var glad for at at han ikke trak vejret.. og især ikke da han hørte hvad hun sagde.. det ville ikke havde været et kønt syn " er du jaloux?" Duncan havde hævet det ene øjenbryn. " Hvad har jeg gjort som gør dig sådan?" han så på hende..
Roselinn smilte skævt til Claire, "Du er heldig med at have en søster, ligemeget hvordan i skændtes, så bliver i jo venner igen, det kan jeg se på jer" Sagde Roselinn med et smil, betragtede stearinlysene et stykke tid. "Hvordan kan det være, at du siger det til dig selv?" Spurgte Roselinn med hovedet let på skrå, og smilte til Claire. "Så du lægger også mærke til det?" Spurgte Roselinn smilende til Claire, og så så på stearinlysene igen længe.
Hun bevarede blikket mod blod dråberne der var på sofaen, nogle af sårene var allerede begyndt at heale, hun vidste ikke hvad hun skulle svare, måske havde han ret, men hun ville ikke indrømme det.. hun hev endnu et glas ud, det sad dybt og hun skar ansigt
Hun hørte hvad hendes søster havde sagt og stoppede helt med at tænde stearinlys. Hun var nærmest frosset fast, i deromkring i et minut, før hun tændte flere lys. Hun prøvede at ignorere det der skete dernede, det var dog irriterende at have sådan en hørelse!? Hun bed sig let i læben og lukkede øjnene i, før hun så op på Roselinn igen med et lille smil på læben og lod som om at hun ikke havde hørt det.
Duncan overvejede at gå.. selvom han ikke trak vejret, ikke behøvede, Følte han at han blev kvalt, kvalt af stemningen om hende.. af den ligegyldighed hun skabte, den måde hun behandlede sig selv på. Fik ham til kort at snappe efter luft, Hvor ville det være ironisk, hvis han døde af iltmangel. Han så mod vinduet, og forbandede at Stemningen ikke røg ud..
"som jeg sagde, jeg er dum!" gentog hun igen. hun ville ikke se på ham hun var dum, hvis hun ville være jaloux, det ville hun ikke være men i dag var hun sartere end sart. hun havde det forfærdeligt med sig selv
"Har du og din søster været igennem meget sammen?" Spurgte Roselinn med et skævt smil, og betragtede hende med rolige øjne. At snakke med Claire, var rart. Roselinn følte at Claire forstod hende. Det var på en måde nyt for Roselinn. Hun smilte til Claire, lod dog være med at gentage sig sig, og lyttede lidt til det, der skete nedenunder.
Flest brugere online på samme tid var 385, Tors Sep 19, 2024 7:14 pm
Evner
Tors Aug 09, 2012 12:56 pm af Arya
Hej alle sammen nu skal vi altså lige have skrevet jeres evner ned så vi kan finde ud af hvem der har hvilke evner! husk nu at i kun kan have en evne hvis i er omega eller alfa, og omega evner ikke er særlig stærke og alfa evner er meget stærke!
A
Arya - har en tanke styrende evne, når hun ser dig i øjnene kan hun danne illusioner inde i dit hoved, selv når du er alfa kan du ikke vide med sikkerhed om det er hende der leger i dine tanker eller om det er virkeligt, meget forvirrende og farligt da hun også kan danne billeder for dine øjne så du tror du er et helt andet sted …
Søn Sep 06, 2009 8:50 pm
