Forks. - Mellys hus.

"Det betyder jo ikke noget som helst længere!?" skreg hun og kunne ikke gøre for at hun havde det på den måde. Alle de minder hun havde omkring dette sted skulle væk hvis hun overhovedet skulle kunne overleve at hendes søster ikke ville kunne snakke med hende. "Og desuden.. er der alligevel ingen der nogen sinde har værdsat mine tegninger!?"

Roselinn betragtede tavst Cun og Maddi. Hun bed sig svagt i læben, og anede ikke om hun skulle sige noget eller ej, så hun lod være. Stod bare der, helt urørlig, og vendte sit blik mod gulvet. Hendes tanker var ikke igang, de var helt væk, da tavsheden også var gledet over hende der.

Duncan slap Melly, så hun kunne rejse sig..
han så på dem.. så hvad Claire gjorde.. " Neej Claire.." hviskede han og så,
hvordan Tegneblokken blev ædt..
Han vidste at tegningerne betød så meget for Claire,
og i sit stille sind, forbandede han Kevin over at han ikke var ved hendes side..
Som han var ved Mellys!
Duncan rejste sig..
" Du tager fejl Claire.."

"du ved det er en løgn, folk elsker dine tegninger, folk elsker dig, men du forstår det ikke!" sagde hun rasende og skubbede hende hun rystede på hovedet og gik over til pejsen og stak bare hænderne ind i ilden, ligeglad med hun ville brænde sig.
Det gjorde ondt, meget men hun var ligeglad hun fik tåre i øjnene og tog blokken ud, heldigvis havde papir denne heldige effekt når det var en blok at det tog længere tid for det at brænde. hun holde den ind til sig, den var forkullet i siderne men ellers ikke og sagde "du ved ikke hvor meget dine tegninger betyder for folk.!"

"Hvilke personer priser overhovedet mine tegninger!?" hvæsede hun let og så på tegneblokken hun havde i sit favn. "Ingen har nogen sinde sagt noget omkring dem og når de ser dem.. kommer det eneste ud af deres mund: det er pænt!?" hun fnøs og rystede på hovedet og gjorde intet ved at hendes søster lige havde skubbet til hende, hun vidste at hun fortjente det. Hun så på Duncan og sagde intet, hendes blik var ikke som det ellers altid havde været ved ham. Nu var det bare som om, at de nærmest kun var ved at lære hinanden at kende, som om at dette var første dag, hvor hun overhovedet ikke ville snakke med en ny person. Hun så derefter på Maddie igen og rev tegneblokken ud af hendes hænder. "Jeg tager det med så!.." hun vendte sig om og gik op imod værelset.

"du fatter bare slet ikke noget Claire, du ved ikke hvor meget dine tegninger betyder
hvorfor skal du være så usikker på dig selv?? hvorfor skal du ødelægge min lykkeligste dag?
er du overhovedet klar over det er i dag, eller her til morges Duncan og jeg fandt sammen, du kunne godt gemme dit drama til en anden dag, men nej du skulle bare ødelægge det!" sagde hun med gråd i stemme, hun vendte sig om hendes hænder havde lettere brandsår, ild var noget af det eneste der kunne skade dem.

Duncan valgte at se væk..
Måske skulle han bare gå?
måske spørge Rosie om hun ville med? lade dem klare det..?
Hans øjne var som altid, Ulæselige og dog klare..
Sindet var lukket og han så på Rosie.. Genkendte noget..

Hun stoppede op i trappen og bed sig let i læben. Nu kunne hun godt mærke at hun fik meget dårlig samvittighed. Hun vendte sig langsomt om, "undskyld.." hviskede hun let og gik ned af trapperne igen og gik over imod hende, men vidste ikke om hun ville modtage hendes lille undskyldning. Hun vidste godt at hun mange gange var ret dum.

Roselinn betragtede dem i tavshed. Hun havde det som at tavsheden lagde sig om hende som et skjold, og ikke lod et eneste ord komme over hendes læber, ikke et eneste. Hun betragtede derfor kun det hele, og ønskede svagt, at hun ikke var kommet, at hun ikke havde oplevet dette ske mellem Claire og Maddi.

Hun gik over mod vinduet, hun så sit spejlbillede, hun var sur, ked, skuffet hun havde det forfærdeligt på hendes ellers lykkeligste dag. selvfølgelig skulle det være sådan, sådan var det altid. Hun slog rasende hånden mod glasset og skreg. det smadrede sig let ved hendes slag.

Duncan mærkede vreden..
Hånden blev knyttet. Hvorfor vidste han ikke, men Vreden voksede.
Som et dyr, og han stoppede det ikke.. Hans øjne var mørke og afspejlede han sind.
Mørk og indelukket!
" TAg jer sammen..!" Ordne var lave men tydelige..
Undertone Anspændt, kold..
" I er begge to for meget, i piner bare hinanden! istedet for at rette det problem, som er opstået.."
han ord, var som et koldt vindstød..
Han vendte sig mod udgangen..

Hun vendte sig mod Duncan, hun følte sig pludselig så svag, han måtte ikke gå,
han måtte virkelig ikke gå "Duncan!" hviskede hun ulykkeligt.

"Cun har ret" Fik Roselinn endelig frem med en lille stemme, men hendes ord var tydelige. Hun så fra Maddi til Claire. Skulle hun forlade lokalet med Cun et kort øjeblik, så de kunne få rettet op på det? Hun bed sig svagt i sin læbe, mens hun betragtede Maddi og Claire.

Hun bed sig i læben, turde ikke at snakke med hende nu, lige netop på grund af hendes humør.
Derfor vendte hun sig igen om og gik op af trapperne, hun havde det som om at hun skulle dø.. igen.

"ja..?" han vendte sig mod hende..
mærkede at Claire bare gik, hvilket næsten satte han blod i kog.
Dog kunne han godt lide Rosie's ord.. så ens som ham..
Han nikkede til hende, før hans Stadig formørkede øjne vendte sig mod Melly.
" JEg vil ikke gå fra dig Melly.. Jeg vil are havde en løsning.. Jeg vil ikke se jer æde hinanden op.
så kan jeg ligså godt bare gå.. inden skyldfølelsen vokser!" hans stemme var lav, men tydelig
- som Rosies..

Claire bed sig i læben, ville bare glemme det hele lige nu.
Måske bare spole tilbage og få det hele til at gentage sig, hvor hun nu bare kunne få det hele til at gå godt.
Hun kunne ikke vide at de lige var kommet sammen lige på samme dag, hun havde ikke engang selv fortalt Madelaine det lige på dagen. Så hun havde bare ikke regnet med det.

Hun mærkede hvordan tårene voksede i hendes øjne, kunne han ikke se hun havde brug for ham, først ville Claire gå, og nu ham?? hun kunne ikke tage hvis de gik fra hende. hun kunne ikke svare hendes stemme forsvandt hun kunne ikke få et ord frem, det gjorde for ondt.

Roselinn så fra Cun og Maddi, og efter Claire. Skulle hun gå over til Claire, og få hende ned til Maddi? Eller lade dem prøve at løse det selv, selvom de åd hinanden op indvendigt (Cun's ord). Hun knyttede svagt hænderne hårdt. Dette gjorde hende så vred! De 2 elskede så tydeligt hinanden, men da de var sure på hinanden, ville de ikke indrømme det! Eller sådan opfattede Roselinn det.

Hun fik revet alle sine tegninger ned, nogen af dem gik endda midt over. Hun krøllede dem dog sammen alle sammen og smed ned i en lille skraldespand de havde. Det gik dog over kanten, da hun havde haft så mange tegninger. Hun kunne mærke hvordan tårene kom frem, hun så over på maleriet af hende, maddie og hendes forældre. "Undskyld.." hviskede hun let til sin mor. Det var fra hendes historier hun havde fået alle de forskellige motiver, men nu hvor hun smed det hele ud, blev hele hendes fortid helt tåget.

Duncan genkendte igen sig selv i Rosie!
så ens.. så indlysende!
Han nikkede med hovedet til Rosie, som tegn til at hun skulle gå hen til
Claire. og få hende ned på jorden..
Så ville han tage sig af Melly..
HAn gik roligt over mod hende.. " Jeg vil Aldrig forlade dig.." Svarede han indtrængende..
" aldrig!" han strøj noget hår væk fra hendes ansigt

Hun lagde armene omkring ham og lod igen tårene få frit løb og hviskede "jeg elsker jer jo..
elsker hende.
elsker dig... !" hendes stemme knækkede over

Roselinn nikkede til Cun, og gik op til Claire. Hun betragtede hende lidt, til hun til sidst sagde noget ;
"Claire..." Sagde Roselinn roligt, lavt med tydeligt. Hun ville først have Claire til at se i sin retning, før Roselinn ville fortsatte.

Duncan holdt bare om hende..
Roligt, lod det smadrede vindue være smadret..
Krammede hende, Hviskede at han også elskede hende,
Al han stadig var har.. at han aldrig ville gå!
Duncan lod hende græde, Han var bare ved hende..

"hvordan kan det være det skal gå sådan her?!" hviskede hun men igen knak hendes stemme over
hun holde sig tæt ind til ham, hun kørte det hele igennem hovedet igen.

Duncan nussede hende blidt
på ryggen mens han holdt om hende..
" i misforstod hinanden, lod hinandens skyd og skuffelse rive alt op.." svarede han
" og så skete det, så jeg kunne bevise, at jeg ikke ville gå, men blive hos dig, min.."
Han lod hende samle kræfter, glad for at Rosie var her..
som kunne være sammen med Claire..

"nej jeg mener, hvordan kan min lykkeligste dag
gå til at være den værste?" spurgte hun og holdt vejret mens hun ventede på hans svar.

"Hmm.." mumlede hun da hun begyndte at tale med hende. "Selvføligelig ville Dun ikke selv komme herop.."mumlede hun stille. Hun havde det vidst også på den måde at hun holdte meget af Dun, men hun vidste at han holdte mest af Madelaine, så hun var nødt til at leve med at han bare ikke kunne støtte hende. Hun så op på Roselinn, "ikke fordi at jeg ikke vil have dig her.." sagde hun roligt og bed sig let i læben, før hun så over imod tegningerne. "Det hele bliver svært at huske nu.." hviskede hun let. Netop fordi at hun var sådan et vilddyr når hun jagede, ville hun meget hurtigt glemme sin fortid. Og især når tegningerne ikke var på væggen. Hun kunne endda risikere at glemme sin egen søster.

Duncan svarede roligt.
" er det virkelig den værste?" han kunne ikke lide det ord..
Men hvis hun havde det sådan.. ja så måtte han bare acceptere det..
" Hvis den er den værste, skal vi så ikke lave det godt igen?" han så lidt på hende.
og kyssede hende på halseb

Roselinn gik over til Claire, og så på hende, og derefter skraldespanden, hvor tegingerne hobede sig op.
"Claire... Jeg forstår dig, men du burde få det hele løst med din søster." Sagde Roselinn med en tydelig og klar stemme. Hun så på Claire, og forstod hvordan hun havde det.

Hun sukkede hun ville ikke sige noget der skuffede "du er ikke skyld i den er dårlig, du var den lykkelige del
Claire... hvorfor skal hun være sådan ? jeg har altid gjort alt for hende, jager når jeg ikke behøver det,
jager for hendes skyld sørger for at give hende blod når hun ikke var stærk nok til det selv, virkelig ofret mig for hende.
og så er dette takken jeg får?
jeg har aldrig følt mig så skuffet i mit liv, jeg forlanger intet af hende, andet end hun ville opføre sig ordenligt og ikke være et fjols, være ligeglad med hvad jeg føler og ligeglad med at folk faktisk holder af hende.
Jeg har altid rost det hun har lavet altid beundret det. har altid støttet hende i at udfolde sig mere og mere.
hendes tegninger er fantastiske, jeg har ikke selv malet eller tegnet i lang tid, fordi....
fordi.. det bare har været for svært!" sagde hun og så ham i øjnene

Hun bed sig i læben, "hun gider mig overhovedet ikke" mumlede hun og satte sig på sengen. "Hun vil mig overhovedet ikke fordi at jeg er som jeg er.." sagde hun roligt og kunne sagtens høre hvad det var de sagde nedenunder, selvom at hun så gerne ville ignorere det hele. Hun lukkede let øjnene i, nu hvor tegningerne ikke var der, ville hun stadig prøve at huske sine forældre, hun kunne prøve. Hun så over på tegningenre igen, hun havde på en måde fortrudt det hun lige havde gjort.
Hun frossede nærmest helt fast da hun hørte hvad Madelaine havde sagt. Hun bed sig hårdt i læben, og tænkte det hele igennem. Det var rent faktisk rigtigt. Hun havde været så selvoptaget så mange gange at hun helt havde glemt Madelaine så mange gange. Måske var det på grund af hendes tanker? På grund af at hun nogen gange bare blev lidt for vild? Eller.. hun rystede på hovedet. "Jeg behøver ingen hjælp.." hviskede hun til Roselinn. "Kun fra min søster.." hun gik over til tegningerne og tog dem op. Hun foldede en af dem ud og så på et af tegningerne med et suk. Et lille flashback kom, men det var der i meget kort tid. "Hun var der også for mig dengang.." hun rystede på hovedet af sig selv, sikke en idiot hun havde været.

" Kom.."
han tog hans hånd i sin, " sig det du lige har sagt , til hende.. fortæl hende det!"
HAn klemte hendes hånd.. " Og jeg vil være der, støtte dig i mens!"
svarede han.. han øjne var klare kærlige og dybe..
" kom.."

Hun stod og så på ham lidt, hun kyssede ham, hvordan kunne det være så let,
bare når han var der, det hele kunne lade sig gøre, bare han var der, det var hun sikker på lige nu.
hun følte sig dog stadig usikker, hun ville ikke se udtrykket på Claires ansigt, det var endnu en af de ting hun aldrig snakkede om, hvor meget hun ofrede sig for sin søster, hvor meget hun kæmpede for hende, selvom Claire ikke vidste det.

"Så gå ned til hende, Claire... Vis hende at du holder af hende, og at du ikke er ligeglad med hende! Det er tydeligt at du holder af hende! Nu skal du bare vise Madelaine det!" Sagde Roselinn med en lav og tydelig stemme til Claire. Hun betragtede Claire tog sine tegninger op fra skraldespanden, og foldede dem ud. Hun håbede blot, at Claire gjorde, som Roselinn lige havde foreslået hun kunne.

Hun så lidt på Roselinn og sukkede, mens hun rystede på hovedet.
"Hun har ofret sig for meget for mig nu.. nu er det min tur til at klare det selv" mumlede hun, selvom at hun vidste at hun ikke ville kunne klare det uden sin søster. Hun så lidt på denne tegning, manden med leen der havde leen hen over to børn. En historie hendes mor engang havde fortalt hende og Madelaine. Hun sukkede, "men jeg kommer til at savne det hele.." mumlede hun og rystede på hovedet af det.

"Claire... Du kan da ikke bare vende alt dette ryggen til! Du har din søster her, der holder af dig, og du holder ligeså meget af hende! Du burde ikke bare kunne lade det hele forsvinde imellem dine fingre som sand. Claire..." Sagde Roselinn langsomt og tydeligt. Hun trådte nogle få skridt nærmere Claire, og betragtede hende.

Duncan kendte vejen, og han trak MElly med..
" bare fortæl det.. så skal det nok gå..
jeg er der hele tiden!"
han Stoppede da de nåede værelset,
" skal vi gå ind?"!

Hun så olmt på døren og vidste ikke helt hvad hun skulle gøre. hun havde ikke lyst til at se hende ansigt når det var
hun så på duncan og sagde "hun burde vide det!"

Hun gik ud af døren og stoppede op da hun så sin søster. "Jeg tager vinduet så.." sagde hun stille og vendte sig om og gik over imod vinduet. Hun ville virkelig ikke til at gå forbi sin søster af en eller anden grund.

Duncan stod roligt..Han så Claire, og Hviskede kort til Melly " 2 sek.."
Han havde stadig melly i hånden, men slap hende..
Han var i to skridt ovre ved Claire..
OG tog fat i hende, " det er i disse stunder at man skal bruge sin sludre ven, og jeg skal bruge dig nu!"
svarede han roligt og så på hende

"Claire..." Sagde Roselinn opgivende. Kunne Claire ikke se hvor meget Maddi holdt af Claire? Kunne Claire ikke se at de holdt lige meget af hinanden, selvom de havde skændtes! Roselinn rystede næsten useeligt på hovedet, og holdt sit blik mod Claire.

"Claire lad nu være,
du har ingen grund til at skulle tage afsted!" mumlede hun og så ned i gulvet. hun fandt dette meget svært
hun skævede over til Duncan og så på Claire igen og sagde "du burde selv vide hvor meget du betyder!"

Hun prøvede at løsne sig, men selvom at hun var alfa, var han stadig langt stærkere end hun var. Hun fnøs, "hvad skal du overhovedet bruge din sludre ven til når du har hendes søster?" spurgte hun og så den anden vej. Hun ville overhovedet ikke det her, han havde valgt Maddies side, så hun kunne ligeså godt droppe tankerne om at kunne gå med ham i skoven igen eller nogen andre steder. Hun tog det på den måde, da hun følte at Maddie overhovedet ikke gad hende længere. Og når sådan noget skete, valgte folk side og stoppede med at gå med den andne.

Hun så langsomt på sin søster og vidste overhovedet ikke hvad hun skulle sige. Hun sukkede og så ned på sine fødder, "jeg.. tror bare ikke at det er det jeg vil have.. eller.. JO, jeg vil gerne have nogen til at holde af mig og synes at jeg er en god ven eller noget lignene" hun så på sin søster. "Men.. jeg ved også at du holder af mig og jeg holder af dig og jeg det er tilstrækkeligt nok.. men jeg har det meget svært ved at finde andre der synes det samme om jeg, fordi.. at jeg bare ikke er en person man sådan bare holder af" mumlede hun. "Kevin har jeg, men hvem mere.. overhovedet..?"

Duncan slog hende..
Det var kun halvt bevist. Vreden skyllede op i ham, over hendes ord,
og efterlod et Rødt mærke på hendes hvide hud.
" Så se dog over din egen næse bare en gang! hvæsede han og slyngede ordene mod hende..
" Lad være med at være sådan en lille Ego-barn! "
Han slap hende, Rasende og vendte sig om og gik..
Ud af døren .. han ville køle af, før han flippede helt ud.


// skal læses mellem Claires indlæg xD //

Hun tog sig til der hvor han havde slået hende og fik tåre i øjnene.
Det var første gang nogen sinde at hun havde prøvet at han gjorde det imod hende, og det gjorde ondt. Det gjorde ondt at få det lige imod hende. Hun havde lige selv indset hvor egoistisk hun havde været, også skulle han.. hun tog en dyb indånding og prøvede at bevare fatningen. Hun så på sin søster med tåre i øjnene og forventede ikke hjælp denne gang. Hun vendte sig om imod vinduet, hun var nødt til at sove et eller andet sted for også lige selv at tænke over tingene.

"duncan!?!!?!?!" sagde hun chokeret og så efter ham, hun gik over til din søster og sagde "Tror du ikke der er flere der kan lide dig?" hun rystede på hovedet og sagde "der er da mange flere, jeg er sikker på Duncan også kan lide dig, jeg er ked af han blev så sur, men du må tænke på du ikke er den eneste der er folk der kan lide dig, om vi så siger det hver dag, så ligger det stadig inde i os, du burde da kunne se det!"

"Siger du at slå er at holde af!?" hun bed sig i læben og rystede på hovedet.
"Han har aldrig kunnet lide mig, jeg har kun været den der skulle være der når han skulle have et godt grin.." mumlede hun og så på sin søster. Hun kunne ikke klare det længere!? Hun tog armene om sin søster og hulkede en smule, "hvorfor er jeg kun den person..?" hviskede hun let og prøvede stadig at bevare fatningen.

Hun lagde armene om hende og sagde "Duncan kan lide dig, det ved jeg og ikke bare for at få et godt grin, han var sur, som mig, nok skuffet over dig, men at han vil vise dig at han er skuffet viser at han holder af dig, mere end du tror,.
.....
......
hvorfor tror du jeg råbte af dig? det fordi jeg holder af dig Claire, du skal forstå det.. vi holder alle af dig..
ellers havde vi været ligeglade så havde vi ikke lagt så mange følelser i det.
kan du forstå det??"

Hun nikkede stille, men ville stadig ikke tro på at Duncan overhovedet kunne lide hende.
Hun bed sig let i læben og tog en dyb indånding, hun ville prøve at overleve, selvom at hun vidste at det ville være svært.
Hun tog en dyb indånding og så over imod Roselinn, før hun satte sig over i vindueskammen og så ud af vinduet. Hun ville lige tænke det hele igennem.