Forks. - Mellys hus.

Han kunne ikke skjule et smil,
selvom smilte ikke var stort, ramte det hans øjne, hvilket fik dem til at se ufattelig klare og
eventyrlige ud,
HAn holdt om hende, bagfra, og hviskede kort i hendes øre,
" Sikke en præsition!" han klemte hendes let, og så så, med hovedet over MEllys skulder
på Claire..

Hun så på dem og grinte let. "Kærester..?" hun tænkte over ordet, havde helt glemt ordet, kærlighed. Men alligevel, kom hun i tanke om det og hun smilte skævt. "Jamen tillykke.." hun så på dem med lidt halv røde øjne og fniste. Hun lænede sig bagover, da hun ikke kunne lade være med at tænke på alt det skrig og begyndte at grine let, hvilket resulterede til at hun faldt ned fra stolen. Men det ødelagde dog ikke hendes humør og hun grinte lidt højere. Hun prøvede at rejse sig op, men det var svært når hun havde det på den måde hun nu havde det. "Bad..blod.. blodbad!" sagde hun og var stolt over det ord hun var kommet frem med og håbede at hun gerne måtte tage sig sådan en. Selvom at det ville være lidt svært, når der skulle nogle par liter til at kunne udfylde deres badekar.

Hun grinede lidt og kyssede Dun på kinden og så på Claire. "har du nu taget endnu et menneske som tog stoffer ?? du er ikke helt normal lille søs!" sagde hun mens hun ikke kunne lade vær med at grine
"Claire, der er faktisk noget jeg vil snakke med dig om!" forklarede hun

"NejNejNej.. de alle tre var rene!" sagde hun og grinte let. "Og de smagte så godt.. jeg vil have mere..!" hun rejste sig op og gik over imod de to. Hun tog armene om dem begge, "I ved godt hvor meget jeg elsker jer ikke også..? Lige meget hvad vil jeg altså holde meeget af jer" smilte hun skævt og holdte sig tæt ind til dem. "Men..! Nogen gange er jeg nødt til at smutte.. ellers så.." hun tæntke sig om. "Tja, nogen gange kan jeg bare godt lide at være mystisk og bare lige pludselig forsvinde!?" grinte hun let og så på dem. "Men hvad vil du snakke med mig om.. min kære søster?" spurgte hun.

Duncan holdt forsat om Mells.
Han kvalte et grin, den måde Claire var, var virkelig underholdene..
På den måde hun blev, beruset, af blod og Skrig og gråd..
Han lyttede og afbrød ikke..

Roselinn kom gående ned af forskellige gader, og betragtede de mange flotte huse, der var rundt omkring, men et hus fangede særligt hendes opmærksomhed. Et stort og smukt hus, som hun satte kursen imod, og så på det med svagt hævede øjenbryn. Hun vidste hvem der boede der, så hun gik op til døren for at ringe på. Hun betragtede døren med et tomt blik, idet hun ringede på. Det var vel altid rart at komme ud, og besøge nogen indimellem.

Hun grinede lidt af sin søster og sagde "det ville være rart hvis du satte dig med ind i stuen hos mig, og Duncan!" hun aede hende lidt over håret med et smil og gik ind ved siden af mod stuen!"
Hun så mod døren og så lidt på Duncan og spurgte "ville du ikke være sød og åbne døren skat?"

Duncan så på dem..
Døren ringede. og han nikkede.
" er straks tilbage.." han kyssede hende på kinden,
og trådte så ud til døren.
Han åbnede og overraskelsen over at se Rosie, lyste kort i hans øjne.
" Heys Rosie!" hilste han venligt, og Lod døren stå på vid gab.

Hun nynnede let og gik med dansene skridt ind i stuen og fniste. "Roselinn!!" sagde hun med en munter stemme, hun skiftede straks sin egen lille rute over imod døren og åbnede op. "Heeej!" sagde hun med en lettere muntert grin og så på hende. "Hvordan går det såå..?" spurgte hun og lænede sig op af dørkammen.

Roselinn så fra Cun til Claire med hovedet let på skrå.
"Heysa i 2" Sagde Roselinn med et svagt smil, og lod sit blik flakke fra Claire til Cun.
"Det går vel godt, og dig Claire?" Spurgte hun med et svagt smil, og en rolig tone i stemmen. Hun trådte ind i huset, og så rundt med hævede øjenbryn. Ordet wow beskrev det vist bedst!

"Perfekt" fniste hun og havde intet imod at Roselinn bare gik ind i hendes hus, hun var meget glad for Roselinn, selvom at dette kun var anden gang de mødtes. Hun dansede derefter elegant ind i stuen, tog sin tegneblok og satte sig ned sine tegnegrej. Hun elskede at tegne og slog op på en side hvor hun var igang med at tegne Duncan. "Jeg er snart færdiiig!" fortalte hun ham med en musikalsk stemme.

"CLAIRE!" sagde hun lettere irreteret over hendes opførelse, hun havde noget hun gerne ville tale med hende om og hun var bare så ufokuseret. hun mumlede noget irriteret og gik ind i stuen koldt uden at se ud mod døren.

Duncan så på Rosie, med et skævt smil
" Heys, længe siden du " igen var der noget bekendt over hende..
som han ikke kunne sige hvad var!
han vendte sig mod Claire.
" virkelig? lad mig se det?" han gik hen til hende..

Hun pustede irriteret af dem og gik ud af stuen, hun havde faktisk noget vigtigere at tale med Claire om end hendes tegninger. hun rejste sig fra sofaen og gik sur ud i køkkenet. Hun hadede når hun bare var ligeglad med at Madelaine havde noget at snakke med hende om, når hun var så næsten fatsvag

Hun grinte let og rystede på hovedet, "Nejnej.. først når jeg er færdiig!" sagde hun og så halvt alvorligt og halvt drilsk på ham. Hun kunne ikke gøre for det, hun kunne overhovedet ikke tage noget seriøst på dette tidspunkt. Dog så hun over på sin søster og forstod ikke hvorfor hun talte med den tone der. "Hvad er det så du vil snakke med mig om?" spurgte hun langsomt og bed sig let i læben for ikke at begynde at grine. Hun lagde dog mærke til at hun var smuttet ud i køkkenet og sukkede, hun rejste sig op og gik derefter over imod køkkenet. "Maddiiie.. sig dog hvad det er du vil snakke med mig om" smilte hun skævt.

Hun så irriteret på hende og sagde "gider slet ikke snakke med dig når du er sådan, du er jo virkelig ligeglad med alt, du var jo ikke engang rigtig interesseret i jeg for en gang skyld har fået mig en kæreste en jeg holder af mere end noget, og så er du bare sådan en klovn!"

Roselinn drejde halvt omkring, og så mod Cun med et skævt smil.
"For længe siden" Sagde Roselinn med et smil. Hun følte der var noget bekendt over ham.
Roselinn lod sit blik glide rundt i rummet. Det var et fantastisk sted! At bo sådan her måtte være fantastisk...!

Duncan blev ved Rosie..
han ville ikke blande sig i Melly og Claire's samtale.
så han startede sin egen.
" Hvor kommer du Fra Rosie.. " han sagde dog ikke at hun virkede bekendt- ikke endnu.

Hun sukkede, "jeg er da vildt glad for at du endelig har fundet dig en .. ordentligt fyr du kan holde af.." sagde hun med en lettere stille stemme. Hun kunne godt mærke at hendes søster var en smule irriteret og hun ville bare ikke til at ødelægge deres forhold. "Kom nu bare.. tal.." sagde hun med en stille stemme og prøvede at koncentrere sig ordentligt og lade være med at blive ved med at tænke på blod og alt det hun nu så gerne ville have.

"jeg synes vi skal stoppe med at dele værelse!" sagde hun og vendte ryggen til, hun gik over mod køleskabet og lod som om hun så efter noget. hun vidste det var et stort spring, de havde sovet sammen siden de var små, selv før forvandlingen.

Hun trak på skuldrende, "jeg er enig" sagde hun med en lettere stemme og smilte skævt. Godt nok havde det haft det sådan i rigtig mange år, men hun havde også brug for at komme lidt videre. Hun så ned på sine fingre, hun var nysgerrig, "men hvorfor vil du pludselig det?"

"Jeg er født i London" Svarede Roselinn, Cun, og lod sine mundvige trække op i et smil. Hvorfor ville han mon vide det?
"Hvad med dig? Hvor er du så fra?" Spurgte Roselinn med et skævt smil, og lagde sit hoved let på skrå mens hun betragtede ham. Hun lyttede lidt til Claire's og Maddi's stemmer, men uden at blande sig.

"kan du ikke se det, du har en kæreste jeg har en, det er ikke så flot hvis jeg vil sove med Duncan og du så kommer vel,!" sagde hun og lukkede køleskabet i og gik ind i stuen igen

Duncan kunne ikke lade være med at smile.
" virkelig.. det gør jeg også.."
han vidste at der bodede mange i London, men alligevel,
var det vildt at Rosie kom derfra..

"Ah ja.. det giver jo mening.." hun hoppede ned fra køkkenbordet og prøvede at lade være med at blive ved med at tænke på blod. "Hvem flytter så ud af værelset..?" spurgte hun undrende og tænkte sig om. Hun kunne ikke lade være med at nynne for sig selv og bed sig let i læben. "Jeg overvejer at flytte ud af huset.." sagde hun med en lettere stemme. Men hun håbede dog at hun ikke havde hørt det.

Hun stoppede op og så på Claire, stille for noget tid "flytte!?" hviskede hun og så lamslået på hende, hvordan kunne hun tage det så let, havde det hele været lige meget for hende. Var hun ligeglad med alt det der var sket med dem, det som de havde været igennem, var Claire virkelig så ligeglad med det hele? med hende?

"Virkelig?" Sagde Roselinn med et smil. Han kom også fra London! Mon han... Nej, det virkede på en måde umuligt for hende. At Cun virkede så bekendt forvirrede hende en anelse. Hun havde aldrig følt at en anden virkede så bekendt, som Cun gjorde.

"Altså.." hun så ned på sine fødder. Det var ret svært for hende, men hun følte sig svag, og hun ville gerne lære at være mere stærk ved at flytte lidt væk. "Jeg overvejer bare at rejse.. i et år eller deromkring.. også komme tilbage" sagde hun og bed sig let i læben. Hun lænede sig op af vægen.

"virkelig.." fastslog Duncan og lyttede.
Den stilhed der kom derinde fra, tegnede ikke godt.
Det fik ham ud af fokus..
" Har du nogle søskende?" spurgte han, mens han var klar til at gå ind i rummet, hvis det blev nødvendigt!

"fint, bare rejs, bare skrid!" sagde hun koldt, hun var sur, skuffet over hun bare ville smutte, havde tænkt på det uden at snakke med hende først, havde hun det havde det ikke været så svært for Madelaine nu. Hun satte sig ind til Dun, hun havde bare brug for ham, tæt på nu. Hun var enlig meget ked af det, men hun viste det ikke. selvom det sved i halsen.

"Mad.. du forstår ikke?! Jeg vil ikke bare sådan skride uden videre!? Jeg har bare brug for at tænke lidt!?" sagde hun og gik efter hende. "Og.." hun sukkede, droppede det. Hun ville ikke til at forklare det hele. Hun så lidt på Roselinn og Dun, før hun gik ud af hoveddøren, smækkede den efter sig og gik ned af trapperne. Hvis det var det, kunne hun ligeså godt skride med det samme.

Duncan så på Melly som satte sig ved ham,
Og Claire, som efter kom forbi, smækkede døren og gik.
* skride?* han HAvde lyttet og forstået hvad det var om..
Men alligevel forstod han det ikke.. Han skævede til Melly, og tog uset, hendes hånd i sin.

"Ja, en bror tror jeg, og dig" Svarede Roselinn med et skævt smil til Cun.
Roselinn betragtede Maddi komme, og nikkede som hilsen til hende.
Roselinn forstod ikke så meget af det der var sket imellem Claire og Maddi ude i køkkenet, men kommenterede det ikke.

Duncan svarede Rosie..
" tror ikke jeg har nogle.." svarede han og tænkte sig om..
Han vidste det ikke..
stille gav han mellys hånd et klem,
for at vise at hun ikke var alene.. at han ikke var skredet!

Hun vidste ikke hvad hun skulle, skrige, være rasende eller bryde sammen, hun havde i forvejen haft en hård dag, og så da det var Claire sagde hun bare ville flytte så kunne hun næsten ikke klare det mere. hun mærkede næsten ikke engang at Duncan havde taget hendes hånd hendes tanker var for fyldt af alle mulige følelser.

Roselinn nikkede til Cun med et skævt smil, så derefter Maddi. Hun lod sig være tavs, da hun ikke anede hvad hun skulle sige. Hun plejede altid at sige noget forkert i en sådan situation. Stakkels Maddi...

Hun gik irriteret ude på vejen, frem og tilbage. Hun gad ikke til at gå ind, eller.. turde ikke at gå ind. Hun hadede at være oppe og skændes med hendes søster. Og desuden ville hun ikke på den måde flytte, hun ville bare lige være væk i et godt stykke tid. Men nu var det lidt svært at redde det ud som hun havde sagt.

Duncan vendte sig mod Melly,
Hans øjne afslørede kort den bekymring, han følte for hende..
" lad hende køle af.." svarede han og tog noget af hendes hår, om bag hendes øre..
" så kan i altid snakke om det.." han strøj hendes kind..
og den samme tanke som Rosie tænkte, Tænkte han.
..- stakkels Melly..

Hun trak knæene op til sig i og lagde armene om dem, hun kølede lidt af da hun følte dundun. hun lukkede øjnene og trak vejret.
hun bed sig i læben, hårdt, for hårdt, hun bed hul, det var nok hendes måde at få vreden og skuffelsen ud, hun ville ikke se på ham, for så vidste hun at hun ville bryde ud i gråd.

//Skal spise -.- Kommer igen bagefter//

Hun vidste godt at hvis hun tog afsted, ville ingen alligevel savne hende.
Når folk snakkede med hende, vidste hun også at de bare tænkte på Madelaine.
Så hvorfor overhovedet tænke på dette? Hun rystede på hovedet og så på huset.
Hende selv ville komme til at savne det, men alligevel vidste hun at det var det bedste for hende selv.
Hun sparkede let til jorden, hun var da nødt til at komme ind og pakke..?

//oka xD //

Duncan så Madelaine 'pakke sig samen'
Han så hende bide hul, og så blodet, rødt på hvidt, glide ned over hendes hage.
Han lod tommelfingeren tøre det af.. Øjnene på blodet.
da det var væk for hendes ansigt, Slikkede han da af.
En let strøm sejlede igennem ham!
.. han sagde intet..

Hun lagde hovedet ned mellem knæene og trak vejret dybt. hun havde det forfærdeligt, hun ville ikke have Claire rejste, hun havde ikke ment hun skulle skride, hun var bare bange, skuffet og sur over hun ville forlade hende.

Hun bestemte sig for at samle modet! Hun gik op til hoveddøren og trak langsomt ned i dørhåndtaget. Hun tog en dyb indånding og gik så ind, med stille og rolige bevægelser. Hun var også bange for at Duncan nu også ville være sur på hende, netop fordi at hun havde sagt sådan noget til hans kæreste. Hun lukkede den langsomt ind igen og gik langsomt op imod værelset.

Duncan lagde armen om hende, Klemte hende, ind til sig..
Hans øjne var rettet mod hende..
" Så så.." hviskede han blidt i hendes øre..
Han vuggede lige så stille frem og tilbage..
en ting vidste han, Claire havde det sikkert lige så slemt som Melly!

Hun havde lyst til at kæmpe imod, men hun vidste at Duncan var ligeglad med om hun græd eller ej.
Hun lagde armene om nakken på ham og hulkede "jeg vil ikke have hun flytter, jeg vil ikke have hun bare forsviner
jeg lige lige så meget brug for hende som jeg har brug for dig,..
..
..
hvorfor forstår hun det ikke?" hun skjulte sit hoved i hans brystkasse mens hun lod det køre frit

Hun bed sig i læben da hun godt kunne høre det. Hun satte sig ved trappen der førte op til første sal og sukkede. Hun hadede virkelig det her! Hun havde det elendigt, men der var ingen der tænkte på overhovedet at trøste hende. Sådan var det bare at have en storesøster!? Men hun vidste hvad der var værst lige på det tidspunkt, at hendes søster var så ked af det.

" årh.. Pus dog.:" han klemte hende kærligt, ind til sig
Strøj hende blidt over håret..
" det hele skal nok Gå søde.. i kom bare galt ind på hinanden!"
trøstede han blidt og Krammede hende forsat,
lod hende græde!

Hun rystede på hovedet af det hele. Hun følte sig ikke værdsat, som om at hun bare var ude i sidelinjen og skulle se på sin søster blive trøstet, imens at hun selv ikke havde det for godt. Men hun kunne godt se at det ville være svært for Duncan, han var jo nødt til at tage sin kæreste i første række. Hun fnøs og tørrede tårene væk, hun gik ind i stuen, tog sin tegneblok og tegnegrej og smed ind i pejsen som ellers var tændt, gik derefter ud og op på sit værelse for at smide alle hendes tegninger ud.

"hun forstår bare aldrig når hun skal tage noget seriøs, hun er så ligeglad med det hele!" sagde hun og slappede lidt mere af, hun indåndede hans duft og lukkede øjnene helt i. Hun så op da Claire kom ind, vidste ikke hvad hun skulle sige, men var sur over den måde hun opførte sig på hun rejste sig op og tog fat i hendes skulder inden hun smuttede og og råbte "hvordan kan du gøre det!" og pegede på pejsen