Mørkets stilhed

Hun så længe ned i sneen. Hun kunne mærke at hun bed sig hårder i læben, for at forhindre sig selv over at tude over sin ynkelighed.

"Prøv at kigge op", sagde hun ret bestemt.

Hun kunne ikke få sig selv til at kigge op og stoppede med at bide sig selv i læben da hun kunne smage den metalliske og ulækre smag af blod. Hun kunne ikke særlig godt lide smagen og lavede en grimasse. Hendes blik blev ved med at være væk fra Ribanalon og prøvede på at få smagen af blod til at forsvinde.

Ribanalon kunne dufte blodet fra Pigen, hun måtte holde sig selv tilbage, og det var svært, men hun måtte for sin egen skuld.
Hun rejse sig og begyndte at gå, vinter vinden hjalp med at få duften lidt væk.

Hun så efter Ribanalon og kunne ikke lide at sidde alene tilbage. Så hun gik hurtigt med hende og lagde sin håndryg mod sin læbe for at få blodet til at stoppe fra et lille sår som var kommet efter at hun havde bidt sig selv. Hun holdt sin afstand fra Ribanalon og så ned i jorden.

HUn stoppede op, vendte sig, og gik et skrid frem mod Elisabeth.

Hun så stadig ned i jorden, men hun kunne høre at fodtrinene stoppede og var nu på vej over mod Elizabeth. Hun stoppede op og holdt sin håndryg presset ind mod sin læbe, men kunne stadig smage blodet. Hun blev ved med at se ned i jorden og kunne høre Ribanalons fodtrin.

Hun var helt hende ved hende og hev nogen papir op af en lomme og gav hende det, og sagde der efter med alvorlig stemme "hvis det bliver for meget så sig det, bare lad være med at gøre skade på dig selv okay"

Hun så forsigtigt op på hende og nikkede svagt og tog papiret "Det skal jeg nok" mumlede hun og så tilbage ned i jorden.

Hendes ansigt blev harmonisk igen, Hun lagde sin hånd på hendes skulder, og sagde "det var stærk det du lige gjore" hun smilede, og begyndte at gå.

Hun så over på Ribanalon og svarede ikke. Hun gik med forsigtige skridt med. Elizabeth var drivvåd og hendes tøj klistrede sig til hende, men hun ignorerede det blot og gik med forsigtige skridt efter Ribanalon.

"Kom op på sidden af mig "sagde hun roligt

Hun så på Ribanalon og blev bare i sit eget tempo så hun gik med lidt afstand på hende. Hun kunne godt mærke at hun stadig var lidt bange, men hun prøvede ellers så hårdt på at komme over hendes dumme frygt for andre mennesker.

"hmm..."sagde Ribanalon "sig mig ærligt, hvad er det du fygter, så meget" hun kiggede på sneen der fløj det lignte mere en sne storm end, sne vejr, og vejret var ved at være for kold til at være ude i for mennesker.

Hun rystede. Det kunne man med lethed se, men Elizabeth ignorerede det. Hun stoppede op og så over på Ribanalon "J-jeg.. ved det ikke" stammede hun og så ned i jorden "Jeg er bare bange" hun mumlede hun og sukkede over sin ynkelighed som var over hendes dumme frygt.

Ribanalon stoppede, "tag min hånd" sagde hun blidt som vinden.

Hun så over på Ribanalons hånd og rakte tøvende ud efter den med en rystende hånd.

Det var så koldt nu at mennesker ville besvime, Elisabeth hånd var svag, det kunne HUn mærke, "vi bliver nød til at komme i ly nu", hun viste at Elisabeth ville besvime snart.

Hun rystede svagt på hovedet "Jeg klare mig" sagde hun og skulle til at gå nogle skridt væk fra Ribanalon.

Varmen i Elisabeth hånd var ved at falde, og hendes læber var blå, Ribanalon se på hende.

Hun lagde armene omkring sig selv og kunne godt mærke at hun frøs meget, men hun ville ikke vise det til Ribanalon "Jeg klare mig" hviskede hun hæst, lidt mere til sig selv end til Ribanalon.

"Det jeg ikke så sikker på, det er snestørm og med den der lille jakke duer det ikke længe" hun lød alvorlig.

Hun så over på Ribanalon "Og hvorfor tror du såå at du kan holde kulden ud?" spurgte hun stædigt og ville ikke vise at hun faktisk frøs rigtigt meget.

"For at jeg er vandt til vejret og, at den her pels jakke, er lavet ud af Russisk bjrøneskin.
Sagde hun lidt forlegent over hendes måde at tale til hende på.

Hun mumlede nogle uforstående ord og så ned i jorden og rystede stadig, men fik sig tvunget til ikke at ryste så meget som før.

+ at du ryster ´som om du er ved at gå i gulvet, hun røstede på hoved og fik igen et blidt udtryk.

Hun så lidt op på Ribanalon og gik så nogle tøvende skridt nærmere på hende.

"Så skal vi" hun gjore tegn til at gå.

Hun nikkede "Jah" mumlede hun hæst og så op på Ribanalon.

Hun rakte hånden ud til Elisabeth.

Hun tog, stadig lidt tøvende, fat i Ribalanos hånd og fjernede ikke blikket fra hende.

"Vi bliver nød til at løbe nu" sagde hun og begyndte at løbe i et hvad man kalde menneske tempo.

Elizabeth nikkede og begyndte at løbe i så stærkt et tempo som hun kunne, men var stadig langsom nok til ikke at falde over sine egne fødder.

De nåede ud til en vej, "tør du tage med mig eller vil du helst hjem" sagde hun spørgerne.

Hun så på hende "Jeg.." sagde hun lidt tænkende "Jeg tør godt at ta.. med dig" sagde hun. Hun ville ikke være alene derhjemme. Hendes forældre var sikkert ikke hjemme så hun ville helst være sammen med en eller anden.

2Godt men vi skal gå lidt endnu," sagde hun roligt.

Hun nikkede svagt "Okai" sagde hun og så op på hende.

HUn begyndte at gå.

Elizabeth fulgte hurtigt med og for første gang på den aften, gik hun op på siden af Ribanalon, men havde stadig blikket ned i jorden.

Da de nåede udkanten af den begyndne by gik Ribanalon hen til en opgang, '"det er her" sagde hun stille.

Hun så på opgangen og nikkede "...okai" sagde hun og gik med tøvende skridt op af opgangen.

Hun kom til en dør og låste op, og gik ind i gangen.

Elizabeth gik ind i gangen. Det føltes rart at være indendørs igen. Varmen prikkede mod hendes hud, men hun undlod at tage sig af den og så sig forsigtigt omkring.

Ribanalon gik ind i stuen efter at have taget sit vinter tøj af.

Hun tog sin tynde jakke af og satte sine drivvåde sko af i gangen og gik forsigtigt ind i stuen og havde stadig sin jakke klemt ind til sig.

Ribanalon tændt for varmen i sin lejlighed,
//Der er en sofa, bord, reol, og en bogreol i stuen.

Elizabeth gik forsigtigt over og satte sig i sofaen. Hun nød at kunne mærke varmen sprede sig i hendes krop. Hun glemte næsten Ribanalon og lukkede øjnene langsomt i, men holdt sig vågen.

"Tja det så mit hjem2 sagde hun stille.
Og nød at være hjemme.

Hun åbnede øjnene på klem og så rundt "Det er da hyggeligt" mumlede hun og så ned i gulvet.

"Jeg ved det" sagde hun grinene.