tilbage til italien

Tid :: IRL
Omgivelser :: ingen andre end madelaine
Sted :: I italien
Vejr :: Skyet
Årstid :: sommer
dag :: fredag

Madelaine havde rejst ned til italien, hun var næsten lige ankommet til landet igen, hun så sig omkring i italiens lufthavn, hun var glad for det heldigvis var overskyet så man ikke kunne se hvad hun virkelig var, Hun tog sine solbriller på for at skjule de røde øjne hun havde, lige siden hun havde haft det store skænderi med duncan havde hun ikke været sig selv, hun havde været kold trist og havde ikke lyst til at være i forks mere. Hun havde sin håndtaske med men diverse håndbagage i og var på vej over for at få sine kufferter. Hun havde besluttet sig for at tage over til Volturi familien for at blive medlem igen som hun havde været for mange år siden. Hun sukkede mens hun ventede på den kuffert hun havde med, hun følte det som om der gik flere år, hun så ud af vinduet, solen gemte sig sikkert bag skyerne, hun lukkede dog alligevel sin cardigan til så man ikke kunne se så meget hud, hun strammede halsterklædet og så igen efter den kuffert hun ventede på

Dominic stod udenfor med solbriler på, strithår. Han havde en sort trøje på med lange ærmer, sorte bukser og hvide sneakers på og man kunne se hans hvide hud, ikke så meget på hænderne, men mere ansigtet. Han ventede på en taxi og havde ikke fået fat i nogen indtil videre desværre, alle han havde set havde bare kørt videre. Han tog solbrillerne af så man kunne se hans smaragd grønne øjne, men han så bare koldt rundt.



//sorry det korte svar s;//

Madelaine fik endelig sin taske, hun tog den og begyndte at gå ud til den åbne plads, der ville være for langt at løbe og så med denne tunge taske så hun besluttede sig for at vente på en taxa, hendes blege hud stod elegant til hendes kulsorte hår, hendes røde øjne var stadig skjult under solbrillerne. Hun satte tasken fra sig, hun havde ikke opdaget at hun faktisk stod ved siden af dominic, men nu havde hun så også kun set ham 1 gang før. hun sukkede let og så på klokken, hun havde ikke meddelt volturierne om hun ville komme, men hun vidste hun ville være velkommen som sidst.

Han så en taxa komme kørende og piftede højt og taxaen drejede ind imod ham. Han sukkede 2endelig!" sagde han koldt og vredt. han havde ikke lagt mærke til Madel, kun da han skulle til at stige ind i bilen, han fik et chok, men sukkede "hey dig fra skoven af.." hviskede han lavt så kun hun kunne høre ham. ham i taxaen spurgte om hvorhen, men han vendte sig bare vredt om og han tiede så stille.

Hun så op, og rynkede på brynene "du er?" spurgte hun undrende, hun kunne ikke helt genkende ham, det var alligevel en god stykke tid siden, hun havde efter eppisoden låst sig selv inde i sit dybe sind og været tom, ikke engang hendes søster havde kunne fået kontakt til Madelaine efter det. Hendes hjerte var revet i 1000 stykker, flået og smidt på jorden af den hun stolede mest på, hun havde for én gang skyld åbnet sig for en og var blevet skuffet så skuffet, hun tænkte sig lidt mere om og spurgte "hvornår?"

"Dominic, i skoven dengang hvor en del af skoven tilhørte dig sagde du." sagde han. Han kunne næsten se på hende at hun var skuffet, ked såret osv hvor han havde syntes hun var latterlig med det. Han sukkede og så på hende "vil du køre med?" spurgte han ville være lidt høflig imod hende, men hun afviste sikkert fordi han var sådan imod hende sidste gang, men han forstod godt hvis hun ikke ville med

Hun så der ikke var nogle taxa'er i miles omkreds og nikkede stille, hun åbnede bagage rummet og lagde kufferten ned, hun var ødelagt, hendes parader var slået i stykker, hun var en tom skal hun var ikke sig selv, og det var tydeligt for alle der kendte hende før, hun vidste ikke hvad voturierne ville sige til hende, om de ville træne hende op igen til at være den samme hun var for 30 år siden, hun følte sig som hun aldrig havde før, helt tom.

"Hey jeg kender dig nok ikke så godt men.. kan se du ikke har det godt, må jeg vide hvad der er galt?" spurgte han stille og så på hende. Manden der kørte taxaen spurgte hvor de skulle hen "der hvor hun skal hen, jeg betaler for turen." sagde han og så på Madel, han ville være sød imod en artsfælle bare denne ene dag.

"Volterra!" sagde hun bare kort for hovedet, hun ville helst ikke snakke om det, det smertede hende for meget bare at tænke på det. Hun var indelukket endnu, ingen kunne rigtig trænge ind til hende, hvert fald ikke endnu, hun havde brug for noget der kunne få hende til at være sit gamle jeg, selvsikker og i det mindste være lidt mere afvisende som hun plejer, hun havde aldrig været villig til at stige i en taxa med en hun knap nok kendte og slet ikke en mandlig vampyr, men sådan var hun nu blevet efter det der skete,

"Volterra.." sagde han stille. Manden begyndte at køre og han så bare på hende "okay du vil ikke snakke om det, fair nok.." sagde han og lod solbrillerne falde ned i en lomme ved hans brystkasse. Han så på manden som så på vejen, men som af og til så i spejlet hvor han kunne se Dominics smaragd grønne øjne.

Hun tog solbrillerne af, smed dem ned i skødet og tog hænderne op til hovedet, selvom vampyre ikke kunne græde så havde hun det forfærdeligt, hun trak vejret dybt mens hun havde lukket øjne, hun skjulte let sin hoved i sine hænder så han ikke kunne se hende, mens hun gjorde det her. hun havde det ikke godt med nogle skulle se hende sådan, men hun var tæt på at bryde sammen.

Han kiggede lidt på manden så han vendte blikket bort. Han så lidt på hende "hey er du okay?2 spurgte han og lagde en hånd på hendes ryg. Selvom hun havde skændtes med ham så bekymrede han sig lidt for sine artsfæller. Han så på hende og lagde ikke mærke til at manden så på dem igen.

Hun isnede da hans hånd ramte hendes ryg og mumlede "nej, jeg er slet ikke okay, mit liv er ødelagt!" hun åbnede øjnene men så ned i gulvet, hendes psyke var helt nede, hun kunne ikke engang tale frit "kør os til det næmeste motel!" sagde hun koldt

//sorry ukrea//

Han sukkede og så på hende "så fortæl dog hvad der er galt?" sagde han og så på hende. Han nikkede til manden og han kørte til det nærmeste motel, hvor de var der efter få minutter. De nåede dertil og han betlate taxaen hvorefter han kørte videre, han så på hende "jeg betaler for et værelse til dig hvis du vil ha' det.." sagde han og så på hende.

Hun gik ind på motelets kontor og sagde "et værelse, hurtig!" hun havde allerede solbrillerne på igen. hun fik en nøgle og derefter gik hun afsted mod værelset, hun regnede med han fulgte med, hun holdte sine taster i hænderne mens hun gik mod rummet, hun satte kufferten ned mens hun låste døren op. Hendes hænder rystede hun var ved at hyberventilere, hun skyndte sig ind i værelset, hun skynte sig så meget hun glemte sin kuffert ude foran døren hun nåede ikke engang at lukke den, hun smed sig i dobbelt sengen med hovedet nedaf mens hun hyberventilerede, hun rullede sig sammen i fosterstilling uden at se på Dom.

Han var gået ind på hendes værelse og havde taget hendes kuffert med ind "hey.. utroligt at du har det så af helveds til.. hvad er der sket?" spurgte han stille og satte sig på en stol foran sengen og så på at hun lå med hovedet nede i sengen. Han havde betalt for værelse, taxaen og drikkepenge til taxaen, men det ville han ikke tænke på eftersom han havde arvet en masse penge efter sin oldefar. Han tog sin jakke af og sad nu i en hvid T-shirt imens han ventede på at hun svafrede på hans spørgsmål, så kunne han jo godt gøre det behageligt for sig selv imens han lige var der.

"jeg.. jeg!" hulkede hun, selvom vampyrer ikke kunne græde tåre kunne de stadig godt være kede af det, og det var hun, hun var såret dybt, og såret var stadig piv åbent "jeg har mistet den jeg havde aller mest kær!" hviskede hun lavt, hun gemte hovedet i puden mens hun sagde det.

Han så på hende og nikkede. Han rejste sig og satte sig på sengekanten og så på hende "er jeg ked af at høre, hvem var det?.." spurgte han og lagde ikke en hånd på hendes ryg som han havde gjort i taxaen. Han sukkede og så på hende "hmm så du var kold første gang fordi du ikke var såret?" spurgte han og så på hende.

"det var Duncan, han forstod ikke jeg stadig elskede ham selv til det sidste, men han er væk nu, for altid, han kommer ikke igen!" sagde hun, hun ville ikke svare på det sidste, da hun enlig ikke vidste hvad hun skulle svare, hun så let på ham, hendes øjne var røde og rundt om øjnene var de mørke og rødlige skygger.

"Hmm man ved jo aldrig, måske ombestemmer han sig jo?" sagde han og rejste sig op for at rulle ned for gardinerne, men åbnede vinduet alligevel. Han kunne egentlig godt forstå hun ikke svarede på det sidste så han lagde ekstra mærke til at hendes øjne var røde.

"han kommer ikke tilbage,..... han er død!" hun hviskede det sidste, hun skjulte igen hovedet i puden, hun var ulykkelig, hun havde en kæmpe klump i halsen, eller sådan følte hun det. hun havde normalt ikke snakket om sådan noget til nogle, men hun kunne ikke kontrollere det.

"Åh.. undskyld.." sagde han og følte sig virkelig som en idiot fordi han havde snakket om det og bragt det på banen. "vil du være lidt alene?" spurgte han og kunne se på hende at hun havde det af helveds til, men hvis hun ikke ville ha' ham til at gå så skulle han nok blive.

Hun trak på skulderne og sagde "jeg ved det ikke, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre!" hun sukkede let og satte sig op i sengen, hendes øjne var stadig meget røde, hendes blik var sørgmodig, hun var et vrag for at sige det mildt, og hun fortrød det, hun fortrød det inderligt hun nogen sinde havde ladet nogle komme så tæt på hende at de kunne såre hende så meget

Du ligner en der er utrolig træt af livegt og bare vil dø igen?" sagde han og fortalte bare det han syntes hun lignte, men han kunne godt forstå hvis hun blev sur på ham over det og hvis han skulle gå. Han sukkede og pustede noget pandehår væk som var faldet ned på hans pande.

Hun sukkede og lagde sig ned på ryggen, "bare læs mig som en åben bog!" sagde hun sarkastisk og sukkede dybt, han havde nemlig ret, hun havde lyst til at dø igen, altså dø for alvor, hun så intet ved at have evig liv hvis det liv var et dårligt liv, hun lukkede øjnene, hun løsnede sit halserklæde og tog det af

Han så på hende "sorry, det var et skud i tågen" sagde han og kiggede på hende efter at han havde sat sig på sengekantgen igen. Han gjorde et skud i tågen igen "du har det ikk godt med dit liv, men på et tidspunkt skal du nok få rettet op på dit liv, du har jo en evighed jo?.." sagde han.

Hun satte sine hænder på øjnene og sagde "hvad hvis jeg ikke kan rette op på det, jeg kan ikke ændre det der er sket, han er død og jeg er svag!"

"På et tidspunkt heler alle såre, selv efter et brud og eks'en er død.. Du kommer dig over det.. tro mig" sagde han og så hende i de røde øjne, med hans grønne øjne, han vidste ikke hvad han ellers skulle gøre eller snakke om.

"du ved ikke hvordan jeg har det!" sagde hun og rullede om på maven, undgik hans blik. Hun havde stadig meget at tænke over, det ville aldrig blive som før og hun vidste ikke hvordan det skulle blive godt igen.

"sorry.. ville bare hjælpe på dit humør.." sagde han, han lagde sig på gulvet og kiggede op i loftet.. Han tænkte over sin første kæreste for dengang han var 13.. Han var blevet droppet dagen efter de var kommet sammen, han havde set hende med en anden og han var blevet så sur at han havde banket hende og hendes nye kæreste..

"jeg tror aldrig jeg finder en der kan være lige så god som ham, eller det der var bedre, jeg elskede ham, jeg er bare så fortabt uden ham!" sagde hun og sukkede dybt.

"Virkelig nedern at høre.. Må jeg egentlig høre hvad du hedder?" spurgte han hende stille og satte sig op så hun kunen se hans skuldre og hovede. han fattede ikke at han kunne bare sidde og snakke stille og roligt med en han knap nok kendte.

"Amber.. har næsten lige skiftet navn!" sagde hun stille hun vendte sig om på ryggen igen og spurgte "hvad med dig?" hun var glad nok for emneskiftet, det var svært for hende at snakke om det andet, hun havde heller ikke selv været helt klar på det punkt.

"Dominic.." sagde han og så på hende, han elskede at side på gulvet for når han altid var stresset, sad han på gulvet hvilket var det sted han allerbvedst kunne tænke, underligt nok.

"jeg ved ikke hvad jeg ellers skal, jeg tager over til Volturi familien igen regner jeg med!" sagde hun og stirrede op i loftet, hun lynede lynlåsen ned i hendes jakke, hun så det lidt som unødvendigt at have overtøj på nu hvor de var indenfor

"Syntes at jeg har hørt det navn før.." sagde han og kløede sig i håret, men trak på skuldrene. Han så på hende og smilte ikke "jeg har heldigvis et lille hus inde i rom.." sagde han og så på hende.

"Volturi familien er den familie der bor i Volterra, en af de mægtigste klaner af vampyrene!" sagde hun og så på ham "kender du virkelig ikke til dem? de er næsten kongelige?" spurgte hun undrende.

"Nååé jo nu ringer der en klokke, dem har jeg hørt om før på mine mange rejser til Italien hvor jeg tit studere.." sagde han og lagde sig på gulvet igen med udstrakte arme.

"jeg har været en del af deres familie før, men forlod dem og rejste til forks derefter!" forklarede hun og satte sig op i sengen, hun kørte en hånd gennem sit løse hår og så på ham "jeg overvejer at slutte mig til dem igen, det kan være de kan gøre mig til den samme igen, da jeg først kom ind til familien var jeg næsten lige så håbløs som jeg er nu, det kan være de kan kurere mig!" sagde hun stille

"aaah, jeg forstår nu.." sagde han, han ville ha' smilt men kunne ikke smile ligemeget hvad når han tænkte hvad hun havde været igennem. Han tænkte over om han måske en dag kunne møde familien, men det ville nok aldrig ske det troede han i ihvertfald selv ikke på.

"ville.. emh ville du evt tage med mig?" spurgte hun stille. hun så ned i sengen undgik øjenkontakt med ham, hun forstod slet ikke hvorfor hun enlig var genert, men af samme grund til hvordan hun ellers var for tiden, gav det lidt mening, uden at give mening.

Han så op og måbede og smilte lidt "jada, det ville være en ære at møde dem" sagde han og kunne se at hun prøvede at undgå øjenkontakt, han følte sig faktisk genert og at hun havde spurgt, men at han var genert fattede han ikke.

"de kan godt være lidt skræmmende, men altså de har altid behandlet mig godt, selvom jeg har haft problemer, men det er nok fordi de forstår mig!" sagde hun stille hun så kort på ham og så væk igen. hun kom til at huske tilbage til den tid hvorfor hun var kommet over til volturi familien i første ende.

"Efter jeg blev vampyr, skræmmer intet mig mere!" sagde han og man kunne ane en smule stolthed i stemmen da han sagde det til hende. Han mente det faktisk også, men han var beæret over at hun ville havde ham med hjem til dem, det var jo en kæmpe ære at møde dem.

"at blive skræmt er der ingen skam i, frygt kan være respekt for dem, de er i stand til så meget, det er jeg også hvis jeg havde styrken til det!" sagde hun stille, hun så på ham igen, det kunne være rart at have en ved sin side, men hun vidste ikke hvordan Volturi familien ville sige til ham, forhåbentligt ville det være positivt

//læg mærke til din farve//

"Hmm så vil jeg gerne indrømme at da jeg blev vampyr var jeg lidt bange for hvad der kunne ske med mig.." sagde han og tænkte over hvad Volturi familien ville sige til ham, helst positivt ville han ha'.

"jeg tror ikke der er nogle der har oplevet en værre tid efter forvandlingen end jeg, eller også før forvandlingen, du ved ikke engang hvem der tog mit liv dengang!" sagde hun mere stille end før, hun sank sit blik igen. Dette var et emne hun havde svært ved at tale om, men det forkom alligevel lidt let med ham.

"Hvem var det egentlig?.. Jeg husker tydeligt hvem der tog mit liv og gav mig dette nye 'døde' liv" sagde han og så på hende, han plejede ikke at snakke så let, selvom det var hans egen art men Amber var anderledes syntes han, hun var bedre at snakke med hvilket tydeligvis var godt.

"jeg husker det også tydeligt, som var det i går, han dræbte mine forældre, og kom derefter efter mig og min søster, jeg bad Claire om at flygte ud gennem vinduet, hun faldt ned da han kom ind i rummet, hun faldt vi havde vores værelse på 1 salen, hun kom slemt til skade, han var ligeglad, han ville bare lade hende ligge der og dø, han ville have dræbt mig, men på en eller anden måde fik jeg ham overtalt til ikke at dræbe mig, sagde jeg vil gøre hvad som helst hvis han lod vær, han lod mig leve eller hvad man dog kan kalde det her, han bed mig, og gav sit ord på han ville komme igen. forvandlingen skete mens han bare så på, det værste jeg nogen sinde har oplevet, han forlod mig liggende der alene tørstig efter blod allerede, jeg hørte min søster ligge nede på jorden, jeg skyndte mig svagt ned til hende, hun var døden nær, jeg måtte gøre noget jeg aldrig havde troet jeg var stærk nok til at gøre, jeg forvandlede hende, så hun ikke skulle dø også. Jeg husker stadig tydeligt hvem det var, .. hans navn var James, og det var ikke sidste gang han pinede mig!" sagde hun til sidst knækkede hendes stemme over. hun så ned i sengen, ville ikke se hans reaktion.

Han tav og kiggede ned. Han forstod nu hvilken smerte un gik igennem med det der var sket med hende og hendes søster. Men da hun nævnte navnet Claire så han op "tror du søster var hende der bed mig.." sagde han og så på hende, han ville aldrig havde gættet at de to var søskende hvis ikke hun havde sagt det.