Stilhed før stormen!

Dato :: irl
Årstid :: irl
Dag :: irl
Vejr :: gråt og blæst!
Sted :: midt i skoven
Tid :: nær aften
Omgivelser :: skov?
-------------------------------------------
Duncan kom gående.. Hans øjne var klare og rolige
rettet mod jorden, HAn gik nærmest lydløst afsted.
Skjorten blafrede i vinden.
Duncan tænkte, tænkte p¨alt der ville ske.
stilheden var slående!

Daniella kom vadene igennem skoven. Hun var rimlig ophidset og blev let irriteret og så var hun også træt.
Nogle tanker fløj gennem hendes hoved.. hvilket gjorde hende endnu mere ophidset.
Hun havde stået uden foran sit hus og havde set en mand holde om hendes mor mens han kyssede hende.
en anden end hendes far. Hendes hvide kjole blafrede bag efter hende og hendes ansigt var utryksløst.

Duncan fornæmmede hende, længe før han så hende..
Så at hun kom gående.
Duncan kendte hende ikke, og det betød, at hun ikke var som ham,
Han havde samlet alle de vigtige, og ikke skab bekendskab til resten,
dog lod han som ingenting - endnu!
De klare isblå øjne hvilede på hende, som hun kom gående det.
han trådte ind foran hende.

Hun stirrede direkte ind i hans øjne. Hun duftede at han var vampyr. "Herlåw" sagde hun til ham. med et kort smil og så dybt alvorligt på ham mens hun sagde "Flyt dig."
Hun kiggede ind i hans kolde, klare, blå øjne. Hans øjne fik hende til at tænke på at stå ude i sneen juleaften.. efterladt.
Hvilket hun ikke brød sig om.

Duncans øjne var som is..
Klart, facinerende og dog umuligt at trænge igennem!
HAns holdning var rank og elegant, afslørede hans styrke, der
var gemt i ham..
" Hvorfor dog det? har du travlt?" hans stemme var let som vinden..
men dog så ufattelig tydelig!

"Flyt dig" sagde hun koldt til ham, igen.. Hun følte sig utryg ved ham.
Hans blå øjne der skar ind i hendes føltes helt forkert.
Hun følte intet ved at se ind i ham. bare tomhed. Hun bakkede baglæns og gik rundt om ham.
Hun kiggede fortsat lige ud, med et udtryksløst ansigt.

//Vi kan fortsætte i morgen hvis det er ^^//

// yay, lyder super ^¨ //

Duncan stillede sig igen ivejen.
De klare øjne mod hendes.
så kolde..
" Hvoarfor skulle jeg lytte et en ussel en som dig.."
svarede han så..
Stemmen var som øjnene hård og iskold.

Hun holdte øjnene rettet mod hans. Hun begyndte at blive hidsig. " Drop det. Kom frem med dit problem, hvis du har et. For du spilder min dyrebare tid." hvæsede hun af ham.. Det var ikke meningen
at hun ville være sådan overfor andre vampyre. Men hvis de lige frem tirrede hende. Han gjorde hende urolig, og alligevel blev hun hidsig over hans rolighed. Hun fik sådan en trang til at smække ham sådan en lussing at der bagefter sang i hendes hånd.. Men det gjorde hun ikke. Hun drejede om på hælen og fortsat gik den anden vej.

Duncan lagde roligt, provokerende,
hovedet på skrå. " jaså..? du tror vist at du kan sige alt var?"
hans øjnene var klare og ulæselige..
Hans ord viste kulde!
" for du burde nok overveje dine ord, eftersom jeg kan
se at du knapt nok har lært at bide.."
hans ord var forsat som vinden..

Han havde jo ret. og det provokerede hende.. Hun kiggede ned i jorden og stoppede op et øjeblik.
Hun kunne ikke bide, hvilket han havde ret i. Hun bed sig hårdt i læben.
Claire havde lovet at lære hende at jagte mennesker. Så det skulle hun ikke fokusere på.
Hun kiggede sig over skuldren og kastede et irriteret blik på ham.
Han kendte hende ikke, og alligevel virkede det som om han allerede vidste alt? ..
Hun fortsatte med at gå væk fra ham. Men at vide at han kiggede på hende gjorde hende nervøs. ... Lige hvad hun havde brug for, i den svære tid!

Duncan så som forventet på hende..
HAn ventede lidt, og var så hurtigt over hende..
Stillede sig igen i vejen..
" Lille ussle forræder!" svarede han lavt..
Hviskende.

Han havde givet hende et kort chok, som var tydeligt på hendes ansigt. Men det forsvandt hurtigt igen.
Hun stirrede et øjeblik direkte ind i hans øjne og gøs.
"Du kender mig, ikke. Og alligevel kalder du mig forræder. Hvad er din hensigt med det? Hvor fører
det dig hen? Tal dog til mig, som om jeg var din ligemand, i stedet for at tale ned til mig!. Du kommer
ingen vejne med det! Fortæl mig dog hvad dette går ud på, og ellers så lad mig tage hjem!" snerrede hun.
Hun satte sig ned på jorden og så afventende på ham.

Duncans øjnene virkede så ligegyldige!
så upåvirkelige!
og ja, hendes ord rørte ham ikke.. kom ikke forbi det
tykke laf af rolighed!
" Ser du lille ven.. JEg kender dig, bedre end du kunne drømme
om.. jeg ved det!.. Skal jeg tale som din ligemand? hah!
Du er så langt under, og du har selv bedt om det."
svarede han koldt.
rokkede sig ikke!

Hun smilede ved for sig selv af det han sagde. hun følte en trang til at le. Men alligevel følte hun sig utryg ved ham, så derfor gjorde hun intet. "Jeg har aldrig sagt at jeg er stærk. Hvis det er det du vil frem til. Men hvis jeg er så svag, og ligegyldig, hvorfor blockere du så vejen for mig, når jeg vil forbi?" sagde hun og hævede et øjenbryn. Hun blev siddene nede på jorden og betragtede ham.

" fordi du skal mærkes med dit forræderri!"
svarede han ligeud..
et grumt smil var kommet frem..
Øjnene så kolde.. så hårde..
så ubarmhjertige!
han bukkede sig let, elegant, HEv en skarp, fin kniv frem!

Hun bed sig hårdt i læben og kom på benene så hurtigt så muligt. hun spjættede og gik baglæns. Hun følte sig pludselig mere end bange. Hun kunne mærke at han sagtens turde. Hun så i hans øjne og følte sig lille, svag, og hjælpeløs.
Hun skulle ikke røres af nogen kniv, det var der bestemt ingen der skulle. Hun følte at der ikke var andet for, end at prøve at løbe. Hun kiggede ned i jorden og derefter rundt. Hun var bange for ham, det var der ingen tvivl om. Hun var en kujon, og svag, det ville hun gerne indrømme. Men hun ville ikke lade ham komme for nær. Hun ville ikke engang spille helt. Hun ville bare væk.
Hun sendte et hurtigt blik hen på ham og styrtede igennem skoven med vampyr fart.

Duncan smilede usynligt, da han så hvad hun ville..
HAns klare øjne så på hende, gennemborrede hende!
Duncans sanser var klare.. Skarpe som den kniv han satte mellem tænderne,
så begge hans hnder var fri..
Han mærkede det kolde metal, og løb af sted!
hurtigt og adræt efter.. dog uden er gøre det for stærkt!
Hans øjne grinede ondt!
Kniven glimtede, mens han forfulgte hende..
gennem skoven!

// Hahahhaa. Det begynder at blive et utroligt skræmmende emne. Lawl! xD//

Hun drejede ind og ud mellem træerne i en hurtig fart. Hun følte at hun skulle kaste op.
Hvad var han? Var han overhovedet menneskelig? Hvad mente han, da han sagde at hun var forræder?
Hun styrtede igennem skoven, mens hun mærkede hvordan hun langsomt fik sidestik.
Hun hoppede op i et træ, og løb i stedet for, oppe i mellem træerne. Hun syntes dette var alt andet end morsomt. Hun
var bange, kold, og grædefærdig.

// umh, det er et lækkert emne, du er god at skrive med ^^ //

Duncan forsatte, Legede med hende..
Løb vær gang op på siden af hende, men satte så farten ned..
Han satte dog farten op.
De kolde øjnene var rettet mod hende! mod den unge,
som ville mærke hans vrede..
Mens Duncan løb, tog han et lille bitte kniv frem, Stadig
med den anden kniv, mellem sine tænder,
Og kastede den efter hende..
Den var kun få cm for at ramme, men susede direkte ind i et træ et stykke væk..
efter fulgt af et højt bang, da kniven ramte træet..

//hahahaha. jeg syntes at det er et skræmmende emne. hahaha xD' 'Twilight er meget mere barsk end Harry Potter. Det er helt sikkert ^^//


Hun udstødte et højt gisp og drejede om bag et stort træ.
Hun stoppede op to sekunder og trak vejret. før hun løb videre med vampyr fart.
Hendes ben brændte, og hendes frygt bankede i hjertet. *Jeg kan ikke* tænkte hun.
Hun græd indenvendig. Hun var skræmt fra vid og sans. Hjælp var nødvendig lige nu!
Men hun kendte sikkert ingen der ville kunne måle sig med ham.

// haha, tro mig, Hp kan også være sjovt! men ja, dette emne er nu også godt!//

Duncan Forsatte!
HAns kulde var om ham, som var det til at se,
som kunne man se den lette blå tåge om ham! kulden!
De hårde øjne ramte hendes ryg..
forfulgte hende! det morede ham..
Kom nærmere og nærmere..
Stadig med kniven mellem tænderne..

Hvordan skulle hun dog skaffe hjælp? .. Selv hvis hun kunne, hvem ville så kunne hjælpe hende?
Hun følte sig udkørt, og ville bare ligge sig ned. Hvis bare hun kunne nå ind til byen.. Hun kiggede bag ud mens hun løb.
Hendes fart var sunket lidt, og han løb hurtigere!. Der ville sikkert ikke gå lang tid inden han nåede hende.
Hun vidste pludselig ikke hvor udgangen til skoven var, hvilket gjorde hende panikslagen. Hun fortsatte med at løbe, selvom
at hendes ben brændte under hende.

Duncan satte farten yderligere op.
hans fødder kunne kun svagt høres mod den
hårde jord, HAn satte af!
Sprang på hende, og skubbede hende hårdt ind
i et af de store træer..
Den ene hånd, hold hende presset mod træet..
I den anden, lå nu den blanke Kniv.. Klar!
" Godt forsøgt!" svarede han hviskende, og smilte næsten usynligt!

Hun drejede hovedet så hun kunne se kniven. Hun spjættede voldsomt og nærmest hulkede, uden at græde.
Hun sparkede voldsomt ud med benene mod kniven. Han skulle bestemt ikke bruge kniven mod hende.
Hendes vejrtrækninger var hurtige, og hendes hjerte pumpede efter løbeturen. Hun var mere bange end nogle sinde før.

" Stille !" hvæssede han koldt,
og pressede hende hårdere op af træet!
så hun ikke kunne flygte!
Hans kolde øjne fangede hendes øjne,
borrede ind i dem, fandt hendes fejl..
Kniven lå parat!

Hun kunne ikke andet end at stirre ind i hans ubamhjertige øjne. Hun turde ikke andet end at stå stille. *Der sker det samme uanset om jeg prøver at komme væk eller ikke. Så hvorfor trække tiden ud?* tænkte hun for sig selv.
Hendes hjerte hamrede hårdt og hun rystede over hele kroppen. Hun kiggede igen ned på kniven og derefter op på ham igen. En følelse af at hun havde lyst til at kradse hans øjne ud bredte sig over hende. Hun sparkede så godt hun kunne, ud mod ham.

Duncans Reflekser var gode!
han undgik, og så bebrejdende på hende..
" altså alstå!" svarede han, og klemte om hende hånd, så
hånden blev hel hvid og blodårene blev tydelige!
dette gjorde nemlig det hele nemmere!

Hun så ned på sin hånd som begyndte at gøre ondt.. Hun jamrede og besluttede sig for at stå stille. Hvad ellers kunne hun gøre? Hun var alene i skoven med ham. Og dyrene kunne næppe redde hende.
Græde, var det eneste hun ville lige nu. Men hun kunne bare ikke! . Hendes hoved begyndte langsomt at dunke. Hun kunne sværge på at hun kunne høre blodet dunke, i hendes øre. Hun kiggede op i luften og bed sig hårdt i læben.

Duncan mærkede at hun lystrede..
Hvilket var godt!
han lod knivens spids ramme det følsomme hud,
på indersiden af håndledet..
Lod de forste dråber glide ned af den hvide hud, og
dryppe ned.. farve jorden.
Han skar, Duncan var god til det, Snittende blev lige,
og mønstret trådte frem..
dog forsvandt det hurtigt, i hendes eget søde blod!

//Hvad er det for et mønster du snakker om ^^? .. HVOR ER DU UHYGGELIG XD'//


Hun bed sig så hårdt i læben, da han skar, at den begyndte at bløde. Hun jamrede og stønnede.
Men hun ville absolut ikke skrige. Nogle tårer løb ned over hendes blege ansigt. Hendes krop blev næsten stiv.
Hun kiggede stadig op. Hun trak vejret hurtigere end nogle sinde før. "STOP!" skreg hun op i luften.

// hehe, et nice mønster, der indeholder et stårt UV sådan blæret xD haha tak, i like it xD //

Duncan lavde det færdigt.
han så på hende med et hævet øjenbryn
" så tag dig dog sammen skvat, og pris dig lykke for,
at jeg ikke tog hele armen!"
han blinkede ondt..
tog så noget gråt pulver frem, og puttede det i såret..

. Hun brød sig ikke om det der var sket. Hun var bange og hidsig. Hun havde lyst til at råbe af ham, men holdte sig fra det.
Hun frygtede ham for meget til at turde sige noget, gøre noget. Nogle tåre ned røg ned af kinderne på hende.
Blod fra hendes læbe strømmede nu ned til hagen. Hun var lammet af frygt.



//Lawl xD//

Duncan så på hende..
Ventede at det tørede..
nu var pulver i , hvilet betød at såret ville heales,
og afsløre Sorte streger, der vidste de to bogstaver UV.
han nikkede let..
" det var ikke slemt var det?" han
forventede intet svar, han var ligeglad med hende!

Hun kiggede endelig ned. Hun så ned på sin arm.. Hun kiggede på bogstaverne med væmmelse.
Hendes mave trak sig sammen, da hun så på ham. "Hvad betyder bogstaverne?" hviskede hun.
Hun var stadig skide bange, men hun prøvede at lade være med at vise det.

Duncan så på hende..
" ja det kan du jo så gætte lille unge!"
svarede han køligt.
" det vil nok gøre lidt ondt men efter noget tid, vil smerterne forsvinde.. Næsten"
svarede han lettere ondt og vendte ryggen til hende

"Hvad betyder det?" spurgte hun hviskende igen. Hun stirrede vredt på ham. Hun rasede, samtidig med at hun frygtede ham. Hun dirrede af vrede og tog sig til hånden.
Hun fik sådan en lyst til at skade ham. Så det kunne mærkes. Hun slog ud mod ham, med den ene hånd, men fortrød det med det samme igen og trak hånden til sig.

Duncan fik ikke svaret..
han vendte sig så hurtigt.
Maste hende op af træet, med den blodige kniv mod
hendes hals.
" vogt dine bevægelser, for i modsætning til folk,
er jeg ikke bange for at gøre ting!" svarede han koldt!

Hun svajede og stirrede koldt tilbage på ham. Den eneste grund til at hun havde stået stille var fordi at hun frygtede ham.
hun havde ladet sig træde på, hvilket hun fortrød nu. Hun skævede skræmt til kniven, og så derefter på ham. Hun vidste at det hun skulle til at gøre var dumt. men hun var så bange og rasende lige nu, at hun ikke vidste hvad hun skulle gøre. Kvalmen inden i hende, der var kommet af frygt, pressede sig frem inden i hende. Op i halsen,
Hun så ned i jorden, og derefter op på ham, med frygt i blikket. Pludselig spyttede hun ham, direkte i ansigtet. Hvor efter hun brækkede sig. Hun kunne ikke gøre for det, hun følte sig så dårlig tilpas. Hun svajede og blev mere fjern i blikket.

Duncan fnyste af væmmelse.
Smadrede hende mod træet..
Øjnene lyste af raseri og indædt kulde!
" Dit lille Bæst!" hvæssede han iskoldt.
Smadrede hende igen mod træet..
Så hun kunne mærke sine knogler svaje..
så hun kunne lære det!

Da hun fik banket ryggen ind i træstammen lød der et lillet knæk. Hun gispede på grund af lyden, men kunne intet mærke.
Hun så ned, og ville bare have ham til at gå. Hvis hun nu intet gjorde, kunne det være at han ikke ville røre hende mere, og bare gå? På den anden side, ville hun bare flænse ham op.. Hun ville ønske at det var hende der stod med kniven, og at det var ham der var nede på knæ.. Hendes ene hånd bevægede sig langsomt ned mod kniven. Hun ville vriste den fra ham.
Hun greb fat i knivens skafte, og lidt af kniven og strammede sit greb. . (Så meget hun kunne få fat i ^^. Det vil sige det som han ikke holder ved.)





//Jeg regner ikke med at hun bliver holdet i hænderne? .. ^^//

Duncan ¨så på hende..
han holdt fast i kniven, da hun tog fat.
" Slip dit tabende væsen!" hvæssede han koldt,
og slyngede hende ind i træet!
hans vrede var over ham..
hun skulle lide!

Hun fortsat holdt fast i kniven, da hun røg ind i træet, og derefter røg ned på knæ. Hun hev så godt hun kunne i kniven. Hun strammede sit greb, og mærke knivens kolde(Var det metal?) mod håndfladen. Hun snerrede af ham og sparkede ham over skinnebenet. Hun var færdig med at være hans kludedukke, som han kunne gøre med hvad det passede ham.
Hun viste ham ligeså koldt had som han viste hende, på trods af hendes frygt for ham.

Duncan fnyste af raseri!
HAns kolde øjne lynede.
Han bankede hende igen mod et træ,
ved at løbe med skulderen mod hende..
på den måde ville riben brække,
HAn kulde var slående.
Isnende!
Igen slyngede han hende mod et nyt træ..
Modstand gjorde ham sur..
vrede gav ham styrke.. Styrke gav ham magt!

En masse tårer strømmede ned af hendes kinder, da hendes ribben brækkede. Men hun havde ikke tid til at ømme sig, inden hun blev slynget ind i et nyt træ.
Hun faldt ned på maven, og stønnede. Hun prøvede at rejse sig, men det var næsten umuligt for hende da hun havde brækket ribbenene. Hun lå ned i 10 sekunder og prøvede derefter at rejse sig op, mens hun holdte om sine ribben.

Duncan grinede kort..
" du er ynkelig og svag.:" hvæssede han.
" du har fået som du fortjente, og kan gå nu!"
hans stemme var let og kold!

"Fortjente?" snerrede hun,. Hun pressede sin hånd ind mod sit ribben, som støtte. "Det eneste jeg har gjort i mit liv, har været at leve det. Og det skal man straffes for? Fortæl mig hvad jeg skulle straffes for." snerrede hun og rejste sig langsomt op med besvær. Hendes øjne var kolde og samtidig fuld af frygt. Hun pressede hårdt hånden ind mod ribbenene. Det gjorde det mindre slemt.

Duncan så på hende..
ligegyldigt. han behøvede ikke svare--
så han gik.. roligt afsted, med kniven gemt væk igen.
som var det blot en normal dag..
en normal tur!

Hun bakkede langsomt baglæns og lænede sig op af et træ, med hænderne holdene om hendes ribben. Han gik virkelig!
Hun pustede lettet, og smilede for sig selv. Hendes øjne lynede efter ham, da han gik så roligt. Han havde samvittighed som et dyr!. Hun så ned ved siden af hende, og så en stor sten ligge ved siden af hendes hånd. Hun følte en stor trang til at kaste den i hovedet på ham. Men når han endelig gik, så var der fred for hende. Hun følte sig lettet, men alligevel skrøbelig. Hun var sørme glad for at han ikke var tanke læser!