stilhed

Dato: 04/11 (onsdag)
Sted: en skoven ved siden af søen.
Tid: 02.37
Omgivelser: stilheden, andre dyr.
Vejr: det regner.

I skoven, i nærheden af en sø, gik en grå ulv med et blåt skær, i et roligt tempo med hævet hovede. (se profil, for billede). Regnen faldte på dens pels, men den ignorede det og lagde ikke mærke til det. Den kom ud af skoven, den gik nogle få meter og stoppede ved søbredden og kiggede ned i vandet. *Godt, de andre ikke er ulve... jeg håber ikke, de bliver ulv.* tænkte den. Verden er så trist, og alle har brug for støtte.. men hvor var hun henne? hvor skulle hun bruges? Ingen steder, derfor overvejede hun at løbe afsted, men hun kunne også bare vente? eller ikk? Hvorfor var det så svært? Bare løbe afsted og glemme alt bag sig.
Det var meget stille, næsten ingen lyde.. der var kun få dyr, der løb gennem skoven.

Sydney havde fået færten af en varulv fulgte den i starten kunne ikke lugte at det var isabella men tættere hun kom på jo mere genkendte hun den hun holdte sig skyggen så man kunne få øje på hende sydneys hår var plaskvådt og hang vådt ned af ryggen på men alligevel havde hun bare et par jeans og sort hættetøje på og på hendes havde et par hvide sneakers betragtede frydede sig smule over at Isabella var trist men sagde ikke men blev stående

// håber ikke det gør noget at jeg hopper ind i dit tomme emme//

Isabella flyttede på ørene, hun havde hørt noget, men det var ikke som hos almindelig dyr eller mennesker. Hun gættede på at det var en vampyr og da hun lugtede til luften, blev hendes mistanke bekræftet. Det var en vampyr, der nærmede sig hende.
Isabella rystede på pelsen, så noget af vandet fløj af.

Sydney stod betragtede hende hun mærkede hvordan et nys arbejde opad bare ventede på at lave larm hun nys og begyndte igen at gå fem seks skridt tilbage " typisk" mumlede hun vredt og nys igen og gik automatisk et par skridt mere tilbage* sådan gør man en varulv opmærksom på sig selv* tænkte hun

Isabella ignorede nyssene og var ret ligeglad.
Hun så på vandet og var en del optaget af sine tanker, men var stadig opmærksom på vampyren, Sydney.

Sydney stirrede på hende hun så ret ligeglad hun trak kort på skulderne hun kunne lige så godt give sig tilkende hun rystede kort på hovdet " hva så duh" sagde køligt men det var ubevidst hun havde jo sine enge instinkter og fulgte dem kort hun tog ikke øjene fra Isa for det kunne være farligt hun gjorde det kun hvis der var mennsker tilstede man kunne skimte en rødlig farve i hendes øjene men det forsvandt hurtigt da hun undertrykte sin sult en smule hun havde lyst til sige noget mere men lod være

Isabella vendte sit store ulvehovede mod Sydney.
Skulle hun forvandle sig?
ISabella vendte igen hovedet mod vandet.

Isabellas ligegyldighed irrterede hende virkelig meget hun tog sig for alvor sammen hun turde ikke vende sig om for gå men hun knugede hårdt hænder sammen for ikke at gå til angreb som hun ville til sidst lykkes det hende at beherske sig hun åbenede munden men lukkede munden igen det svært for hende at finde ud af hvad hun skulle sige det fryede hende en smule at se Isabella så trist men der var også noget der ville gå hen til hende at spørge men hun holdte fast i den første mindede sig selv om at de var fjender hun gik et par skridt tilbage men stadig blikket rette imod ulven

Isabella lagde mærke til, at Sydney var irriteret.
Hun sukkede indvendig og tænkte lidt, men blev så enig med sig selv.
Hun rejste sig op og vendte sig om og gik ind i skoven.
Lidt efter kom Isabella tilbage i menneske skikkelse, hun hvad shorts og t-shirt på.
Hun lændte sig op ad et træ og så på Sydney.

Sydney himmlede med øjene men slappede mere af nu hun stirrede på hende man hun vidste ikke om hun skulle sige noget hun ville engeligt heller ud jage men noget fik hende til blive

Isabella så bare på Sydney. Man kunne ikke se på Isabella, at hun havde grædt, hun så ud, som hun normalt gjorde... udover håret, som var vokset.
Isabella kunne mærke, hvordan hun savnede Sydney, men hun ville ikke gøre sig svag, så hun holdte masken og lod som intet.

Sydney gik et par tøvende skridt hen imod hende men stoppede igen " jeg er" hun stoppede hun mindede sig selv om at de var farlige hun vendte sig for gå hun satte i løb men ikke vampyr fart i mennske fart hun kunne ikke og måtte ikke være sammen med hende og vidste at hun svag i det tidspunkt at vendte ryggen til hende man hvad kunne hun gøre

*Der er noget, hun vil sige, men hun kan ikke sige det...* tænkte Isabella og sukkede.
Hun overvejede, om hun skulle løbe efter hende, men hun vidste ikke, hvor klogt det var.
Hun vendte sig og så mod den retning, Sydney var løbet.

Sydney stoppede et stykke derfra hun vendte trist blikket imod det sted hun var løbet væk hun vidste at Isabella ikke var gået efter hende der var noget hun så brændede ville sige men kunne for inderst inde vidste hun at Isabella ikke ville forstå men det svært for det sagt hun kunne og måtte ikke være venner med hende men ville gerne selv men traktaten var der og Varulve var der også og Hvad ville Madelaine ikke sige nu hvis hun så dem sammen hun vrissede kort af sig selv men kunne ikke gøre noget sukkede hun var klar til ligge sig sin mørke skal igen hvis hun kom igen så slap hun måske for sige det bed sig virkelig hårdt læben uden at trække vejret men hun havde heller ikke brug for det

Isabella var forvirret over så mange ting, men hun tænkte lige nu meget over, hvorfor Sydney ikke ville være hendes ven? Det kunne godt være at Madelaine havde meget magt, men hun kunne jo ikke stoppe andre. Traktaten sagde jo ikke noget om, at man ikke måtte være venner, den sagde kun at vampyrer ikke måtte bide mennesker eller bevæge sig ind i resevatet. Isabella sukkede, hun var jo venenr med Will, selvom det var længe siden, hun havde snakket med ham, hun savnede ham faktisk.
Isabella gik nogle få skridt ind i skoven, hun ville gerne vide, hvad Sydney ville sige, men hun vidste ikke, om hun turde at tvinge det ud af hende. Det var et stykke tid siden, de havde set hinanden, Sydney og hende, så enlig burde Isabella være stærker. Men hvor lang tid siden var det nu.

Hun gik hen imod en bænk hun tænkte så det knagede hun havde bestemt sig for at den eneste Varulv hun ikke ville gøre noget Isa men hvordan skulle få det sagt noget sagde at skulle smutte men blev hun stolede på Isabella mærkeligt havde hun fået det indtryk af at Isabella også stolede på hende hun rejste sig fulgte hendes fært befandt ikke ret lang fra det sted hvor de stået hun stoppede op og blev stående med blikket rettet ned imod jorden hun vidste umærket godt at hun var i fare når hun gjorde det men det for vise Ísabella at hun ikke ville gå til angreb

Isabella lagde mærke til, at Sydney kom tættere på og så rundt. Da hun fik øje på hende gik hun nogle skridt mod hende.
Hun kunne på en eller anden måde godt mærke, at Sydney ikke ville hende noget ondt. Isabella ville hende ikke noget, men hun ville i det hele taget ikke nogen noget ondt, da hun hadede krig.
Isabella så på Sydney, hun havde sat sig det mål at vente til, Sydney havde fortalt, det hun ville. Isabella lod sine arme hænge ned langs siden, så hun virkede mindre farlig. Hun stod også helt normalt.

sydney stod stirrede på jorden frem for sig í et stykke tid for rømmede sig rettede blikket frem for sig " jeg valgt at du er den eneste varulv jeg kan lide og hvis du er sammen med de andre bæ" var hun lige ved sige rettede sig selv " hvis du er sammen med dine artsfæller eller jeg sammen med mine så for du den kolde skulder" sagde hun åndede lettet op det var sagt hun ventede bare på at Isa ville sige noget men regnede ikke med at hun ville sige noget

Isabella lidt overrasket over at høre det, hun havde sagt. Det gav hende noget at tænke.
Efter Isabella havde tygget lidt på ordene, vidste hun ikke, hvad hun skulle sige, men lidt efter kom hun i tanke om noget, hun kunne sige.
"Jeg er beæret.." sagde Isabella stille og langsomt, hun bøjede langsomt sit hovede fremover og tilbage igen.

Sydney smilede for første gang hun ville engligt gerne give hende et kram men der måtte også være grænser hun satte sig på græsset da hun ikke bed mærke i at græsset var vådt " så hvis jeg er sådan du nok lidt kold over for dig så er det skuespil" sagde hun og trak den våde hat op over hovdet

"Det er forståeligt." sagde Isabella og accepterede det. Man kunne godt høre, at Isabella forstod.
Isabella vidste ikke, hvordan de varulve ville reagere, hvis hun fortalte dem, at hun var venner med vampyrer. Så det måtte nok være det sammen omvendt, måske lidt mere anstrengene. Isabella havde nemlig hørt, at Madelaine var iskold, men hun havde da en svaghed.
Isabella lændte sig op ad det nærmeste træ, da hun ikke havde lyst til at sidde ned.

" jeg glad for vi fundet ud af det her" sagde hun smilede svagt ud luften hun sukkede lettet stirrede frem for sig

Isabella nikkede og var enig.
"Men hvordan skete det? altså.. du ved.." mumlede Isabella og så på Sydney og håbede på, at hun vidste, hvad hun mente.

" jeg ved det ik" mumlede hun bare men hun smilede svagt og lukkede øjene kort

"Jamen det må da have en grund.." sagde Isabella og så undrende på Sydney.


//har ikke svaret før nu, fordi jeg har været på tur...//

" jeg tror der var noget men jeg ved ikke hvad det er måske noget herinde" sagde hun tøvende og lagde en hånd på der hvor hendes hjerte sad hun syntes det mærkeligt det stod helt stille

Isabella så først forvirret på Sydney og forstod så, hvad hun mente.
Det var ikke det, hun ville have spurgt om. Hun ville bare have vidst, hvordan hun var blevet vampyr.
Isabella slog blikket ned, da hun havde forstået det.

Sydney sukkede hun vidste godt at hun ville vide hvordan hun var blevet vampyr men sydney ville helst ikke snakke om det hun håbede på det virkede men det gjorde det vidst ikke stirrede frem for sig noget var ved gøre hende mærkelig tilpas

Isabella sukkede stille, hun kunne mærke, hvordan vreden mod vampyrerne boblede dybt nede og ventede bare på at slippe løs. Men hun ønskede ikke at bruge sin vrede til sine handlinger, hun ville gå ud fra sit hjerte. Hun ønskede bare fred mellem vampyrer og varulve, men hun vidste godt, at det næsten umuligt.
"Tænk på alle de problemer man kunne undgå, hvis man var menneske." kom Isabella til at mumle ubevidst.

Sydney rejste sig op hun kunne mærke hvor den vreden fra Isa boblede og sydney var bange for at det måske ville gå ud over hende og trak sig ubevidst ind skyggen hvor hun ville være sikkerhed hun bed svagt læben og ville helst flygte men Isa kunne jeg finde hende alligevel

Isabella lagde mærke til Syd's bevægelse og sukkede stille.
Isabella så på det nærmeste træ, hun slog sin højre hånd i den. Træet knagede stille og truede med at falde fra hinanden. Men hun kunne mærke, hvordan hendes vrede beroligede sig. Hun rystede lidt med hånden, da det havde gjordt lidt ondt.
"Undskyld." mumlede Isabella og så mod Sydney.

Sydney tøvede en smule hun var stadig en smule nervøs vidste ikke om skulle blive eller gå der ud igen hun betargtede kort træet som knagede faretruende meget * godt det gik udover træet stedet for mig" sagde hun trådte frem fra skyggen men blev stående hvor hun stod et par meter fra hende

"Vreden skal lige afreageres en gang i mellem..." sagde Isabella.
Hun havde næsten sagt, at hun havde smadret sin hånd engang på grund af vreden, men gjorde det ikke. Hun vidste ikke, om Syd kunne finde på at sige det videre eller ikke.

Sydney blinkede et par gange før hun bed svagt læben hun nikkede men holdte sig stadig på afstand

"Jeg burde faktisk enlig smadret alt, da jeg stadig er ny.. men jeg har faktisk meget stor kontrol over min vreden." sagde Isabella og trak lidt på skulder.
*Hvor kom nu det fra?* spurgte hun sig selv.

Sydney nikkede igen en smule uforstående men hun håbede på at hun ville virke en smul klog ved bare at nikke

Isabella bevægede sine fingre lidt op højre hånd, da det stadig gjorde en smule ondt, men lidt efter forsvandt smerten igen.
*hmm.. det healing er sku smart.* tænkte Isabella og begyndte at tænkte lidt videre.

Sydney betragtede hende den umådlige vrede hun havde været vidne til det slog hende varulve kunne være farlige men hun sukkede kort og hoppede hurtigt op træ mere fordi hun havde lyst

Isabella så op efter Sydney, men gad ikke til at spørge. Hun satte sig ned på jorden og lændte sig op ad et træ.
*Jeg skulle bruge mere tid på at fjerne vreden.. måske skal jeg bare slå lidt mere til tingene.* tænkte Isabella og overvejede kraftigt at gøre det.

Sydney tænkte sig lidt om " har du tænkt smadre noget mere for så tror jeg at jeg måske smutter" sagde hun forsigt hun ville snart gerne hjem men hvis Isa ville have hun blev hængede b lev hun

"Nej, ikke lige nu.." sagde Isabella og så op, hun prøvede at få øje på Sydney.
Isabella så lidt efter hen på det træ, hun havde slået til.

Sydney blev hoppe træet hun smilede svagt

// jeg smutter ud af emmet nu//

//okaay.. (://