Mørke...

Dato :: 30. september
Årstid :: Efterår
Dag :: Søndag
Vejr :: Overskyet, tåge, køligt, blæst og mørkt
Sted :: Skoven
Tid :: 23.39
Omgivelser :: Træer osv.

Alecia stod på en tyk gren oppe i et af de mange træer. Hun spejdede omkring efter bare det mindste at spise og drikke. Hun var snart begyndt at blive udhungret. Længe, meget længe havde hun gået uden at få mad. Det kunne oss' ses en smule på hende. Men mørket der havde omsluttet hende, gjorde nu ikke noget. Mørke var hvad hun fortrak. Mørke var der, hvor ingen kunne se hendes sande jeg! Hvor ingen kunne se, den morder hun i virkeligheden var.
Alecia hoppede så håbløst ned fra træet og landede elegant på fødderne. Hun kneb øjnene sammen og så fortsat rundt. Hun havde dækket sig til med en sort t-shirt, en af sine mange sorte hættetrøjer med lynlås, et par jeans og nogle sorte Converse sko. Hendes hår hang løst og glansfuldt ned langs ryggen på hende. Hun havde for en gangs skyld ikke sin hætte på, og man kunne svagt se hendes smukke ansigt.

Bill havde netop overfaldt en kvinde, som havde været ude og gå. Han bed hende brutalt i halsen, hvorefter han havde slynget hende fra sig. Hun ramte et træ 100 meter væk.
Han slikkede sig nydende om munden, og fortsatte videre ind i skoven. Hans øjne glødede stadig rødt.
Pludselig lugtede han en anden vampyr. Han rynkede panden, og forsøgte at identificere lugten. Det kunne han ikke. Han fortsatte roligt.

Alecia stod pludselig helt stille. Hun hørte og lugtede en anden. Hun opdagede hurtigt, at det blot var en anden vampyr, men hun lugtede også menneskeblod. Hun vendte sig lynhurtigt om og spejdede sulten rundt. Hun knyttede næverne og så fortsat vildt rundt. Så ... tørstigt.
Alecia kneb igen øjnene sammen for at kunne se bedre igennem tågen. Dog hjalp det ikke ufatteligt meget.

En stribe af kvindens blod løb hans Bill's ene mundvig.
Han spejdede søgende rundt for at finde vampyre. Han følte sig frustreret, over ikke at kunne se ordentligt i tågen. Han følte sig sårbar... Heldigvis havde han stadig sin lugtesans i behold. Endelig fik han øje på vampyren, som sad oppe i et træ. En hun vampyr, kunne han se. Han gik hen til træet, og klatrede lynhurtigt op af stammen.
"Hej," sagde han stille til vedkommende, og satte sig på en gren, et stykke længere nede end hende.

Det gibbede underligt i Alecia. Hun kiggede ned og fik øje på ... vent var det ikke Bill? Ham drengen hun havde mødt forleden nat tæt ved caféen?
"Hvornår skete det?" spurgte hun med dyster stemme og hentydede til, hvornår han var blevet vampyr. Sidst de havde mødtes var han blot et menneske, men nu ...
Hun kiggede så igen rundt. Hendes ansigt lyste så smukt op af det svage månelys. Hendes øjne funklede svagt, men ingen følelser kunne tydes i dem. Hun holdt som altid sine følelser for sig selv.

Han vidste med det samme hvad hun hentydede til, og nu hvor han tænkte sig godt om, kunne han også godt huske at han havde set vampyr-pigen før. Det var da han var menneske. Han havde mødt hende på gaden, og var blevet meget betaget af hende. Han vidste jo bare ikke dengang, at det var fordi hun var vampyr. Hendes skønhed havde været så overvældende, og han havde været meget tiltrukket af hende.
"I går," svarede han stille.

Alecia så tænksomt på Bill. Hun indåndede duften af menneskeblod. Trangen til blod steg igen op i hende, men hun måtte holde igen ... hun skulle lære det! Hun nikkede langsomt uden rigtigt at tænke over, om det overhovedet kunne ses. Det var jo egentlig også ligegyldigt. Hun lagde hovedet tilbage og stirrede op på månen. Hun kravlede en smule længere ind mod træets stamme.

Han betragtede hende tavst nogle sekunder.
"Er du sulten?" Spurgte han langsomt, og tænkte med nydelse på måltidet han netop havde indtaget.

Alecia nikkede igen. Hun spejdede rundt i tågen. Sandt at sige var hun sulten ... meget sulten. Men en anden underlig følelse dukkede op i hende ... en følelse der opstod når hun tænkte på, hvad hun egentlig spiste og drak.

"Vi kan gå på jagt?" Tilbød han. "Jeg har altid plads til lidt mere!" Lo han.

Alecia smilede glædesløst til ham. "Jeg ... ellers tak," mumlede hun meget mod sin vilje. Hun knyttede igen næverne og slappede så af i dem igen. Hun kiggede ned på hænderne der var kridhvide. *Et monster,* tænkte hun og rystede på hovedet af sig selv. Hun vendte sig så mod stammen og lod sin glide ned på jorden.

"Drikker du ikke menneskeblod?" Spurgte han vantro, der han havde gættet sig til hendes følelser.
Han kiggede ned på hende.

//skal lige i bad//

"Jo," mumlede Alecia og spejdede rundt. Hun lod sin pandehår glide ned foran øjnene og samlede resten af håret i en hestehale. Hun kiggede pludselig mod højre og stirrede stift på et træ. Hun hævede øjenbrynene og bevægede sig langsomt hen mod det. Da hun opdagede at der lå en kat, fnøs hun blot. "Død," mumlede hun ærget og puffede til den med sin fod.

//Skal jeg også lige

Han hoppede ned fra træet, og kastede hurtigt et blik på katten.
"Hvad er så problemet?" Spurgte han undrende.

"Varulve," mumlede Alecia og så tilbage på Bill. "De er alle steder nu om stunder.." Hendes stemme var toneløs og alligevel mørk. Hendes blik var fraværende som altid. Men trods det lyste hendes ansigt stadigvæk så livligt i månelysets skær. Hun holdt armene hængende slapt ned langs siden og stod utroligt stille.

"Så jag uden for Forks?" Foreslog han, og kløede sig i håret.

Alecia stirrede blot på ham. At han var newborn var tydeligt at mærke ... meget tydeligt endda.
"Hvem bed dig?" spurgte hun efter lang tids tøven. Hun lagde hovedet svagt på skrå og rynkede øjenbrynene.

"Claire," svarede han blidt, og mindedes jagten de havde været på bagefter. Det havde været SÅ fedt!

Alecia nikkede svagt og tyggede lidt på navnet. Det sagde hende ikke rigtig noget ... og dog! Alle vampyre i omegnen havde jo på et eller andet tidspunkt hørt om hinanden - i hvert fald dem der havde været vampyr et godt stykke tid. Hun stirrede så stift frem for sig.

Han betragtede hende.
"Kender du hende?" Spurgte han stille.

"Jeg har hørt om hende," mumlede Alecia tomt. Hun blinkede ikke, rørte sig ikke, stirrede bare stift ud i luften. Et vindpust fik hendes pandehår til at lette svagt og man kunne se hendes helt sorte øjne. Det var meget usædvanligt at se dem. Hun dækkede for den meste for dem, så det var helt umuligt at se dem.

Han betragtede hende stille.
"Du bryder dig ikke om det her liv, gør du vel?"

"Det er ikke det bedste liv," svarede Alecia blot. Hun så så på Bill igen. Mon han nogensinde ville forstå? Måske ville han med tiden. Men nu syntes han vel bare at livet som vampyr var fedt ... fordi det var nyt.

"Det synes jeg!" Sagde han begejstret.

//skal logge.. Vi skrives ^^//

"Det var ikke så svært at dække," mumlede Alecia tomt. Hun så på ham med et undersøgende blik.

//Ses ^^