Mørke er perfekt

Dato :: 26/02
Årstid :: Vinter
Dag :: Fredag
Vejr :: Stjernerne stråler om kap med månen i mørket.
Sted :: Sidder oppe i et stort, gammelt bøgetræ.
Tid :: Ca Kl.00.30
Omgivelser :: Træer og Natdyr ?


Mørket var overalt, men lyset fra stjernerne og månen lyste den grønne skov op. I nattens lys var den ikke grøn og livlig mere, men grå og trist. Gaspard kunne bedst lide skoven om natten og det var også der at der var flest dyr, som han kunne lade sin vrede gå ud over. Han grinte en ond og klingende latter. Han havde ikke kunnet sove i 12 år og nu havde han intet tilbage. Han havde lukket sig selv inde og ville ikke lade sin gode side komme ud. Et smil formede sig om hans læber, da han kom i tanke om den lille dreng fra børnehjemmet. Cody. Han var den eneste der kunne få et lille smil frem på Gaspards læber. Smilet forsvandt hurtigt og hans øjne glødede røde. Vis der var et menneske på vej, ville de ikke se hvad det var der overfaldte dem. Også ville de bare være væk. Han slikkede sig om munden og kiggede rundt. Der var en sød duft i skoven, sikkert nogle vandrer som havde været ude lidt sent?

Christabel gik gennem den mørke, tavse nat. De eneste lyde hun kunne høre, var lydende af smådyr, der kravlede rundt omkring, og skjulte sig for farene ved natten. Hun sukkede over tanken, ved at hun var en af farene de gemte sig for. Hun var rovdyret over alle rovdyr. Hun var den alle frygtede. Hun smilte, og overvejede om hun skulle overfalde de dådyr, hun kunne høre 300 m. væk, eller om hun skulle følge den søde lugt af vampyr, der var i nærheden? Hun sukkede, og valgte at følge lugten af vampyr, men da hun vendte sig om, og et vindpust stødte imod hendes ansigt, fik hun en ny fært i sinde. Nogle vandrer længere nordpå, duftede indbydende, og hun slikkede sine syle-spidse hjørnetænder, og videre rundt om munden. Hun satte i løb, mod vandrene, men kunne også lugte hanvampyren, tydeligere nu.
Hendes mørkebrune, krøllede hår, blev fanget af vinden, og styrtede det yndefuldt, mens hun usynligt fløj igennem skoven.
Hendes grå strik-cardigan blev flænset af en gren, men heldigvis havde hun den hvide tanktop inden under. Hendes ben var beklædt af mørkeblå jeans, og hun havde sort converse på.

Duften af en anden vampyr, fløj mod Gaspard og ramte ham hårdt. Vandrende duftede så indbydende, så denne vampyr var også på vej derhen? Han satte i løb og styrede mod vandrende. Han kunne mærke tørsten brænde sig gennem hans hals og lovede ham at vis der kom menneskeblod, ville den stoppe. Han slikkede sig endnu engang hurtigt om munden, ikke fordi han fugtede dem nej han var sulten. Vinden legede med hans korte hår og fik det til at ligge sig ned. Grenene føltes som fjer mod hans hud, det gjorde ikke engang ondt når de rev hul på hans hud. I hans blege ansigt bevægede der sig end ikke en muskel. Smilet var der kun fordi at han vidste at nu ville hans brændende hals blive slukket og han ville ikke behøve at holde dens dejlige duft ud. Da han endelig nåede en lysning hvor der stod to vandrere. Den ene var en mand og den anden en kvinde. De var forelskede, og glade. Gaspard klukkede lidt, en kold og lumsk latter. Et smil formede sig om hans læber, ikke et ægte.
" Hejsa" sagde han bare med en stille og forførende stemme. Han var hurtig og han tog sig ikke af manden, som stivnede med det samme. Han var henne ved kvinden og satte tænderne i hendes hals. Blodet flød fra kvinden og ind i hans mund. Kvinden skreg skingert og prøvedet at skubbe ham væk, mens manden bare stod stivnet. Skriget fik bare Gaspard til at smile mens han drak. Manden havde åbenbart fået øje på noget, som hans blik ikke forlod. Duften af en anden vampyr var stærk og han kunne fornemem at hun enten kun var få meter fra lysningen eller også stod hun og kiggede på dem. Da blodet ikke mere flød fra kvinden slap han hendes lig. Hun var helt udtørret og havde ikke en eneste dræbe blod tilbage. Gaspard slikkede sig om munden og kiggede op med de flammende røde øjne. Der stod en for enden af lysningen, men han tog sig ikke af det, han var blevet mæt. " Vis du er sulten så tag for dig?" sagde han bare og slog en hånd ud mod manden som stadig var stivnet. Gaspard kunne mærke hans følelser. Frygt, Had og Chok..

Christabel løb hurtigt igennem skoven, og kunne med ét høre et skingert skrig, der gav genlyd i den store, mørke skov. Et smile bredte sig over hendes perfekt formede læber, og 2 sekunder efter, stod hun i lysningen og betragtede smilende vampyren, som sugede livet ud, af den unge kvinde. Hun tog en dyb indånding og kunne lugte den velduftende mand, der stod stivnet. Hun bed sig i læben, og kiggede afventende over på hanvampyren, og nikkede, da han sagde hun godt måtte få manden. Hun hadede at hun ikke selv havde fået lov til at jagte maden, men overvejede om hun skulle lege lidt med ham her? Et splitsekund efter, var hun over ved manden, og hun slikkede ham på halsen. Man kunne tydeligt se at det gøs ned af hans ryg, og ud i tåspidserne. Hun kærtegnede hans kind, men tog så hårdt fat, og drejede hans hoved hen mod hans døde kæreste. Hun grinte en ond, klangfuld latter, og så en tåre løbe ned af hans kind. Hun kunne mærke smerten i hendes hals; tørsten. Hun smilte, og afslørede hendes spidse hjørnetænder, og bed hårdt fast i hans hals, og begyndte at suge blodet ud. Hans skrig var hjerteskærende - hvis man da havde et levende hjerte. Hun holdte under hans hoved, og på hans skulder, for at holde ham fast, indtil han var drænet for blod. Hun rev tænderne ud, og slap grebet om ham, så han faldt til jorden. En lille dråbe blod, gled ned af hendes mundvige, og hun tørrede den væk, med bagsiden af sin hånd, og slikkede sig derefter, langsomt om munden. Hendes smil, blev en smule overlegent, og hun kiggede på hanvampyren, med et halv-koldt blik. Chris kunne mærke at smerten i halsen blev svagere, men den evige tørst efter blod, var der stadig. Hun kunne sagtens have spist dem begge, og ville have gjort det, hvis han ikke var kommet hende i forkøbet. Hendes sorte øjne, var blevet den normale mørkebrune farve. Hun studerede vampyren. Bleg, kold, markerede kæber, og røde øjne - ligsom det fleste andre vampyrer. Alt i alt, perfekt. Hun sukkede, og kørte blidt en hånd igennem håret.

Selvom Gaspard ikke havde forventet at hun bare ville drille manden også dræbe ham, havde han dog godt kunne forstå at hun gjorde det. Mennesker var så nemme at narer. De troede på alt man sagde, vis man bare sagde det rigtigt. Han rejste sig langsomt op og tog en unødvendig vejrtrækning. Han grinte lidt og hans latter ville få dem der havde et bankende hjerte til at få kuldegysninger. Smilet var helt forsvundet og han bevægede sig ikke. Selv ikke en muskel. Han kiggede bare på manden der skreg. Endelig var den anden vampyr færdig med at drikke. Hun havde set elegant og perfekt ud, måske også lidt skræmmende men kun for menneske øjne. De var altid så sarte, de mennesker. Gaspard kiggede hurtigt op og ned af hende. Brune øjne, Bleg hud, Brunt hår, perfekte former. Alt i alt, en sand vampyr. Nu skulle han bare se om hun også var en rigtig vampyr og ikke som de vampyre der drak det klamme dyreblod. Han kiggede med små kolde øjne på vampyren og et tomt smil formede sig om hans læber. Hun kunne jo bare havde drukket blodet fra den mand for at få ham til at tro hun var en rigtig vampyr?
" Det der var elegant, selv for en vampyr" sagde han med en stille og tom stemme. Ingen følelser var der at hører i hans stemme, ej heller var der nogen at se. Han lukkede langsomt sine øjne i, ikke for at læse hendes følelser for det gad han ikke nu. Han åbnede dem igen og hans røde tomme øjne forlod hende ikke et sekund. Han sagde ikke noget endnu, udnyttede tavsheden. " Har du ikke lært man ikke må lege med maden?" sagde han med en kold stemme og smilte så man tydeligt kunne se hans skarpe tænder. Det var ikke et venligt smil, men koldt, frygt'indgydende og tomt.. Ligesom hans sjæl var..

Hun trak overlegent på skulderen, da han talte om vampyr-elegance. Hun betragtede ham, og tomheden i hans øjne var tydelig.
Tavsheden føltes kun som få sekunder, og ikke som de minutter, de i sandhed var. Hun ventede på han ville sige noget. Hun fnøs, da han nævnte maden, og grinte endnu engang klangfuldt, dog overfaldisk. "Jeg gør hvad jeg vil", hendes stemme var sukkersød, men alligevel hård og kold. Hendes blik var roligt, dog tomt. Sådan var hun ikke for et år siden. Hun drak dyreblod, og var venlig overfor alle og enhver. Selv dengang hun spiste menneskeblod, som nyfødt, legede hun ikke med maden, som hun gjorde nu. Selvom følelserne rasede rundt i hendes krop, var hendes ansigt glat og udtryksløst - hun smilte stadig, men smilet var åndsfraværende, ligsom hendes øjne. Et splitsekund efter, stod hun bag ham. Hun vidste udmærket godt, at det ikke ville skræmme ham, og at han ikke ville blive forskrækket. Hun stod med knyttede hænder, og hendes blik, var stadig fraværende. Hun trak ikke vejret, men det behøvede hun jo trods alt, heller ikke. Det mørkebrune, krøllede hår, dansede blidt rundt om hendes ansigt. Hendes ansigt var blidt oplyst af månens yndefulde stråler. Et hvilket som helst menneske, ville være faldet pladask for hende, i dette syn. Det kunne ligne noget, der var taget ud fra en drøm, om en magisk verden, som lå uendelige årtusinder væk - et sted der kun stod skrevet i eventyrbøger. Hun lukkede øjnene, tæt i, og bed tænderne sammen. Hun tog sin ene hånd op til sit ansigt, foran sin mund, og åndede i hendes hånd. Hendes ånde var varm, men ikke så varm, som et menneskes. I et enkelt sekund forestillede hun sig selv ligge der, og være drænet for blod af et koldhjertet monster, som engang har været ligeledes. Hun sukkede, og kiggede op på hanvampyrens tomme blik.

Han smilte lidt, et overlegent men dog koldt smil. Hans tomme øjne fyldte hende hele tiden. Han ville ikke lade hende overfalde ham vis det var det hun havde tænkt sig at øre. Hurtig som han nu var, havde han vendt sig om og kiggede bare på hende. Selv mens hun lukkede øjnene. Hun lignede en fra en eventyr bog, men ikke en hvilken som helst bog. En bog hvor der kun var skønhed og perfektion udenpå, og en gyser indeni. Et smil som ikke varede længere end en fjerdedel af et sekund fløj over hans læber. Han kiggede bare på Hunvampyren og ville ikke spørge om navn da han nok ikke ville få brug for det, eller ville han?
Han kiggede på hende og grinte lidt, da hun sagde at hun gjorde hvad hun ville. En stædig pige? Hans latter var kold, og overlegen. Da han stoppede igen kiggede han bare på hende og lagde så hovedet lidt på skrå, han var ikke nysgerrig men han var undrende. " Ser man det, det er ikke alle som gør hvad de bliver fortalt" sagde han med en tom stemme. Han var van til at hunde ville gøre som der blev sagt af alfa hunden. De arbejdede sammen, og vampyre kunne arbejde alene og sammen. På den måde var de stærkest. Han kiggede på hende igen og smilte ikke mere. Han var blevet alvorlig. " Kan jeg få dit navn?" sagde han stille og hans øjne stirrede bare på hende, eller måske igennem hende?

Hun kiggede på luften, lige ved siden af hans ansigt. For svagsynet mennesker, ville det nok se ud som om hun kiggede direkte på ham, men hun vidste at han kunne se, at hun kiggede ved siden af ham. Hun kiggede på ham med et stift, blik, der passede til hendes livløse krop, der stod stille som en statue. Hun kunne lugte at han var omega, og selvom hun havde lyst til at provokere ham en smule, ville det ikke være så smart, da hun ville blive udstødt, og sandsynligvis dræbt, da han jo også var ældre end hende. "Nej, heldigvis ikke", sagde hun og snerrede, hun kopierede hans bevægelse, og hendes hoved lå også på skrå nu. Hun smilte ironisk, og stod pludselig ved siden af ham, og kiggede der, hvor hun havde stået lige før. Hun kunne se sig selv for sig, og kiggede nysgerrigt, og prøvede at forestille sig det, med hans øjne. Hun opgav, og kiggede over på ham, "Christabel", sagde hun lavt. Så lavt at et almindeligt menneske ikke ville kunne høre det, men selvfølgelig kunne hannen høre det. Hun overvejede om hun skulle spørge om hans navn, men et eller andet sted var hun ligeglad. Hun regnede ikke med at møde ham igen, eller at hun skulle bruge det til noget. Hun ville selv lade ham præsentere sig, hvis han ville. Hun kiggede op på månen. Den flotte, hvide, lysende måne, der oplyste alt på en blid måde, her i mørket. Hun kiggede over på hannen, og så hvordan hans ansigt, også blev oplyst af månen. På en måde så det smukt ud, men på en anden måde, så det skræmmende ud.

Gaspard stirrede bare lige igennem Christabel, da hun stod foran ham. Han gjord eikke mine til at sige sit navn, lyttede bare. Hans blik var rettet direkte mod månen og han stod bare der og kiggede. Han var ikke den der tænkte så meget, selvom han havde masser af tid til det. Langsomt vendte han hovedet mod Christabel. Han sagde ikke noget, kiggede bare på hende med et koldt blik. Han kunne mærke at hun gerne ville drille ham, og han sukkede bare opgivende. " Det er ikke godt at drille en som mig" sagde han med en tom stemme. Hans røde øjne flammede, ikke på en sur måde men mere uhyggelig. Han syntes selv at hans evne kunne være god til tider, men nogle få gange kunne den også være ubruelig. Han sukkede lavt, og selvom han sukkede så han uhyggelig ud.
Månen skinnede stærkt og fik skoven til at se nærmest flydende ud. Strålerne fik Gaspards blege hud til at glimt, som tusind små diamanter. Langsomt lukkede han øjnene, men de røde øjne glødede stadig. Selv i månenens lys så han smuk og samtidig uhyggelig ud. Han vidst eikke hvorfor at alle belv bange for ham, selvom hans personlige udstråling var med til det. Hans udseendet var også en del af det, men sådan hadve han set ud hele sit liv. I menneskelivet var han også en tiltrækkende dreng, nu var han bare endnu mere.

Hun fnøs, og lavede en lille bevægelse med hovedet samtidig. Hun gik langsomt om bag ham, og gik hele vejen rundt om ham, indtil hun stod foran ham, og kiggede direkte ind i hans tomme, røde øjne. "Og det er ikke smart at bestemme over en som mig", sagde hun i samme tonefald som han havde sagt det til hende. Hun smilte en smil der virkede en lille smule blærret, og gik baglæns væk fra ham, og drejede sin krop rundt i vampyrfart, så hun stod med ryggen til ham, og kiggede op på den store, yndefulde måne. "men det er du vel ligeglad med.. OMEGA!", hun sagde omega med en en attitude som hentydede til at hun sked på, hvorvidt han var omega, alfa eller 'almindelig' vampyr. De var alle vampyrer, og de var alle lige. Hun grinte et koldt, halv-ondt grin, og lukkede øjnene. Hun snuste ind og kunne lugte menneskene foran hende, der lå drænet for blod. Hun åbnede øjnene, og kiggede ned på dem og smilte et ondskabsfuldt smil, "Mmhm", sagde hun så stille, at kun en vampyr ville kunne høre det, og satte sig på hug ved siden af pigen, og tog fat i hendes døde, kolde hånd, "Din lille kæreste her, var nu ret lækker", hun grinte, "bogstavelig talt". Hun slap hånden og rejste sig op, og betragtede smilende pigen.
Hvis hendes gamle venner havde set hende nu, ville de ikke have troet at dette var Christabel. Christabel var væk.

Gaspard trak bare på skuldrene, da hun sagde at man ikke skulle bestemme over hende. Han var fuldstændig ligelgad med om han var omega eller almindelig for denne evne var kun god få gange. Han kiggede bare dovent på hende og smilte ikke. Han så mere ud som om han kede sig mere end han var kold. Han kørte en hånd gennem håret. " Ja, jeg er Omage og der er da fint nok. Nogle gange.. Men det erl igemeget hvordan man er, så længe man bare er den man vil være" sagde han automatisk og huskede de ord fra hans menneske forældre. De døde i bilulykken som han selv blev reddet fra. Han sukkede og kiggede så hen på menneskepigen og sendte pigen et ondskabsfuldt smil. " Jep, og han smagte endnu bedre, end hun så ud" sagde han og grinte en høj ond latter. Han havde været sådan her i lang tid nu. Ingen ville have troet at han havde været GAspard De'Monique. Nej alle ville tro at han havde været en eller anden ond forbryder. I sit menneskeliv havde han været en sød, pæn, og ærlig dreng. Nu var han det stik modsatte, nu var han kold, ond, irritabel men stadig perfekt. Han sukkede og kiggede på hende. " Ingen bestemmer over nogen, man bestemmer over sig selv" sagde han stille og et svagt smil formede sig om hans læber, ondt og koldt.