Skolens stilhed og mørke.

Sted:: Skolen
Omkring:: Elever
Tid:: 00.00
Vejr: Det er mørkt.
Årstid:: efterår
Dato:: 26 oktober
Dag:: Mandag

Elizabeth gik rundt inde på skolen. Hun følte sig så beroliget når hun var der. Der var så mørkt og stille. Hendes skridt gav genlyd på gangene. Hun lignede næsten et spøgelse på gangen. Hendes hvide kjole og hendes blege hud gør hende lidt uhyggelig at se på. Men dog stadig smuk. Hendes røde hår ligner næsten ild med alt det hvide. Hun lyste nærmest op.

Demetri sad på gangen det var så lang tid siden han havde været hjemme (forks) og han havde savnet det så utroligt.

Elizabeth kunne pludselig lugte en vampyr i nærheden. Hun smilte skævt og fulgte lugten. Da hun var tættere ved lugten så hun en dreng. Hun lagde hovedet let på skrå og så på ham og blev stående i midten af gangen og betragtede ham tavst.

//Det er mig Donnie har bare skriftet navn//

// Nååååååh. Oka ^^//

Elizabeth så lidt på drengen og så så hvem det var. Hun smillede skævt "Donnie?" sagde hun lidt spørgende og gik nogle skridt over mod ham.

Han regerede på navnet og kiggede op på hvem der sagde det han smilte og nikkede så da han genkendte hende.
"Elizabeth" sagde han roligt og var overrasked over at han kunne huske noget overhoved.

Elizabeth stod kun nogle få meter fra ham "Hva laver du dog her?" spurgte hun og lød munter.

Han smil forsvandt, "Prøver at glemme det hele og overvejer nogen ting" sagde han og rejste sig op han var blevet tynd og meget pænere i kroppen end han var før.

Elizabeth betragtede hans krop i nogle sekunder og så så op på hans ansigt og smilte svagt "Hvorfor prøver du at glemme ting?" spurgte hun nysgerrigt.

Han løftede øjnenbrynene, "Hm....Jeg er kommet hjem for hæren og Hayley har fundet en anden" han lod sin hånd køre gemmen håret som var blevet en helt anden farve end normalt, men hans øjne var fuldstændig de samme.

Elizabeth gik de sidste meter hen til ham og så op på ham "Hmm.." mumlede hun tænkende "..Det lyder ikk så godt du. Hva overvejer du så?" spurgte hun og lød stadig nysgerrig.

"At tag tilbage til hæren og dø, eller blive her og dø" han sukkede og trak på skulderne, "jeg dør ifærtigfald snart" sagde han som om hans stemme var død.

Elizabeth så på ham med store øjne "Dør du?" spurgte hun "Hvorfor?" lige der lød hun som et eller andet barn som var i det stadie hvor man spurgte om alt muligt hele tiden.

Han rystede på hoved, "du vil ikke kunne forstå det" sagde han og sukkede.

Elizabeth så på ham og kneb øjnene lidt sammen "Jeg forstår en del ting.. Sig det nu bare" sagde hun og slappede af i øjnene. Hendes ansigt var blevet helt ulæseligt.

"Jeg har taget mit valg om at tage mit liv i solen verden" han sukkede, "den eneste jeg kan vil se igen er en pige han sukkede, men hun har vel glemt mig lige som Hayley"

"Hvem er det?" spurgte hun og lød nu viiiiiiirkelig nysgerrig.

Han rystede på hoved af hende og vendte sig så om og begyndte at gå ned mod hans gamle fysik lokale.

Elizabeth så på ham og fulgte hurtigt med ham og blev ved med at kigge op på ham, men spurgte ikke mer.

" Har du tænkt på vi er døde men stadig kan føle" sagde han uden at vendte sig mod hende.

Elizabeth nikkede "Det har jeg skam tænkt på meget" sagde hun og så frem for sig.

Han åbnede døren ind til lokalet og gik så ind, "Det er et af vampyres sprøgsmål hvorfor kan vi det"

Elizabeth fulgte ham ind i lokalet og tænkte lidt "Hmm.. Jah.. Jeg kender i hvert fald ikk svaret til det spørgsmål" sagde hun og så ikke op på ham.

Han begyndte at skrive på tavlen, "Det fordi at vi er rovdyr med et menneskes værdigere" han skrev en formel op som man normalt ville bruge på universitetet.

Hun nikkede langsomt og så på den formel han skrev op og så så på ham og lagde hovedet let på skrå og tænkte.

"Hvis du ser på det jeg har skrevet vil du ikek kunne forstå det men hvis du læser den vil du kunne" sagde han og smilte så og lagde krittet fra sig.

Elizabeth smilte skævt og så tilbage på tavlen, men opgav hurtigt. Hun var ikke den vampyr som havde brugt tiden på at terpe til ting. Hun havde altid været viildt dårlig til skolen. Hun rystede på hovedet af sig selv og så så tilbage på Demetri.

Han grinte lidt og satte sig så på et af forsøgsbordernde.

Elizabeth så lidt på tavlen igen og så så på Demetri og gik over til ham og lagde hovedet let på skrå "Hvordan kan det være at du har været i hæren?" spurgte hun nysgerrigt.

"Jeg har været offiser siden jeg var 15 eller sådan noget" sagde han og sukkede, "så det sker nok i mine papirer som jeg ´har forfalsket"

Elizabeth så på ham og nikkede "oka" mumlede hun og så ned i jorden med et tænkende blik.

"Men det er jo så spændenende ikke" sagde han ironisk.

Elizabeth så på ham og trak på skuldrene "Det er det vel" mumlede hun og så ham ind i øjnene med nogle isblå øjne.

"Ikke spor" sagde han og smilte så igen så han blottede sine tænder, "Smukke" sagde han roligt, uden nogen form for følse i ansigtet eller om hvad han snakkede om.

Elizabeth blev ved med at se ham ind i øjnene "Hmmm.." mumlede hun "..Jeg forstår dig ikk" mumlede hun og rystede svagt på hovedet af ham.

Han trak på skulderne, "det siger alle"

"Det er ikk det man skal være stolt over" mumlede hun og så ham ind i øjnene. Hun ville ikke holde ud hvis der var mange som sagde at de ikke forstod hende.

"Stolthed" han smilte, tro mig jeg kender tíl hvad stolthed ikke er" han sukkede og smilte så til hende, "men nu var det dine øjne jeg snakkede om"

"Hva er der med mine øjne?" spurgte hun og lagde hovedet let på skrå, men fjernede ikke sit blik fra ham.

"De klare, næsten lige så klare som mine"

Elizabeth så ham i øjnene et par sekunder mer og så så ned i gulvet.

"det ser ud som om du savner en" sagde han og smilte så imens han stadig kiggede på hende (hendes røde hår)

Elizabeth så langsomt tilbage på ham og trak på skuldrene "Måske.." mumlede hun.

Han nikkede, "hvor er han"

Hun så lidt på ham og rystede så på hovedet "Jeg ved det ikk" mumlede hun og så så trist ned i gulvet.

Han nikkede og kiggede så op på sin formel.

Efter noget tid så Elizabeth tilbage op på Demetri og fulgte ikke hans blik. Hun betragtede ham og sagde intet.

Han smilte, "der var en gang en dreng jeg tror han hed Dominic, mig og Claire vi gjorder ham til vampyr" han smilte og kiggede så tilbage på hende.

Elizabeth så på Demetri og vidste ikke at det var dem der havde gjort Dominic til vampyr. Hun stod og kunne ikke finde ud af hvad hun skulle sige og så bare på Demetri med et overrasket blik.

Han kiggede på hende med et dysert smil, "Han kender mig også kun som Donnie"