Altid Alene
Nu sad hun igen i hjørnet, og læste i hendes elskede bøger. Bøgerne var med årerne blevet hendes " Bedste Venner", både fordi hun gerne ville lære noget, også var hun vild med at læse. Med en bog i hånden, gjorde eller sagde man da ikke noget forkert...
De andre gad hende ikke, -sådan havde det været længe, alt for længe, men det hjalp jo ikke at sige noget. Nu var hun nået til det punkt, hvor dette skoleår bare skulle afsluttes så hun kunne komme væk fra helvede. Hun havde accepteret hendes "plads" i hirakiet. Taget en maske på, så det uadtil så ud til at alt var i den fineste orden. Lærene havde flere gange prøvet med pigemøder osv, men det hjalp aldrig, eller kun for en kort stund, også stod hun igen tilbage med følelse a afmagtelse og frustrationerne over ikke at være god nok, til at være en del, en del af fællesskabet.
Da andre piger var kun sammen med hende når de blev tvunget til det. De gange hun spurgte dem havde de nok af undskyldninger, den ene større end den anden.
De burde ellers havde en masse til fælles, da de alle delte samme interresse, nemlig kærligheden til de 4 benene dyr heste, - det kunne vel ikke være så svært. Men efterhånden, var hun bare noget til, at det var hende der var problemet. Hun var jo nok bare for nærtagen, som de altid sagde til hende.
-Men hvordan ville de selv havde det, hvis de i hele deres skolegang var blevet lukket ude, hun troede efterhånden ikke at de kunne.
Selvølgelig havde hun nogle enkle drenge venner, men det var bare ikke det samme, de kunne ikke tage en venindes plads.
De måtte endelig ikke misforstå hende, hun holdt mere a dem end noget andet.
Men hun kunne bare snart ikke klare preset fra resten a hendes "klasse kammerater"
Heldigvis havde hun hendes hest opstallet på en rideskole, dette var hendes tilflugts sted, her var der moppefri sone, her var der plads til alle.. Hendes hest havde efterhånden langt skulder til millioner af tårer, hun havde ikke tal på det længere. I det midste vidste hun, at der var en der stadig holdt af hende, en der ville være der gennem ild og vand.
Nu skulle hun snart konfirmeres, og hun glædede sig til det, som et lille barn glæder sig til juleaften. Men der var en stor skygge som sørede for at ødelægge dette BLÅMANDAG. Hvem skulle hun gå med, hvis hun bare skulle gå rundt mutters alene, kunne hun jo lige så godt blive hjemme.
Der var også den lejertur, eller afslutnings tur i enden a skoleåret, hvor hele klassen skulle til Bornholm, hun frygtede for det, havde end marrerit, hvordan skulle det ikke gå? - Hvis hun bare var til så meget bøvl og besvær, for de andre, kunne hun lige så godt blive helt væk. Så hun ikke ville ødelægge deres afslutning.
Det hele blev for meget for hende til sidst, og hun tabte masken over for en af drengene. De skrev frem og tilbage, alt den vrede hun havde indeglemt så længe fik endelig luft, men lettelsen var kun ganske kort.
Drengen ville ikke acceptere at de behandlede hende så'n, så han konfronterede dem med det, også brød helvede løs. Hvis det der havde før var helved, så var dette ikke til nogen sammenlining.
Og hun som havde troet det ikke kunne være værre. De blikke de sendte hende, de kunne havde frosset en hver til døde. Gik hun hen til dem, forsatte de bare deres samtale som om hun ikke eksisterede, hun foretrak ligefrem hellere stilheden før, end at blive set igennem som var du et spøgelse.
Da de endelig gav et kvæk fra dem var det et marrerit. Møgfaldet ville ingen ende tage. Hvad hun bilde sig ind, beskylde dem for at holde hende uden for, det var hende der var for nærtagen. OG så kom det forresten ikke andre ved, hvordan deres forhold var.
Tiden til blå mandag var lige om hjørnet, de skulle konfirmeres her i weekenden. Hun vidste hun ville komme til at gå mutters i verden. Og blive hjemme, det kunne hun ikke, for hun havde ikke fortalt hendes forældre hvor galt det stod til. Og spurgte de til hvordan dagen gik havde hun bare sagt, at det gik fint. Hun orkede ikke længere at forklare, de forstod hende aligevel ikke. Og vidst hun endelig prøvede kom de bare med den kommentar at det skulle nok gå, de ville finde en løsning, men den kom aldrig, og den ville heller ikke komme.
Onsdag aften var hun kommet frem til den løsning, at det hele ville være nemmere, hvis hun ikke var der mere. Hun vidste det var tarvelig og tåbeligt, men hun kunne ikke klare mere preset psykisk var belvet for meget, hun så ingen løsning på det længere.
Hun vidste ikke hvad klokken var, da hun uden at bemærke de forbipaserende cyklede mod rideskolens mørke stalde. Hun skubbede stille døren op, det føltes som en evighed, da de dårlige minder paserede revy. I hånden havde hun de sovepiller, som hun ville bruge.
Hun åbnede døren ind til boksen, hendes hest kiggede aventende og imødekommende som altid på hende, uvidende om hvad hun havde intensioner om at gøre.
Hun lagde sig mod den bløde og glatte pels, mens hun stille sank pillerne en efter en, en befriende følelse ramte hendes krop. En følelse af at være fri, vægten var væk fra hendes skylder.
Det sidste ord der gled over hendes læber var undskyld drenge.
Hendes øjne gled stille og langsomt i, og et fredfyldt blik lagde sig over hendes ansigt.
written by Kate Ann Williams.
Man Sep 21, 2009 2:59 pm
