Alene, or what?

Dato :: 26/02
Årstid :: Vinter
Dag :: Fredag
Vejr :: Små-sneénde - solen er nede, og stjerne begynder at titte frem.
Sted :: Sidder oppe i et stort, gammelt bøgetræ.
Tid :: ca. 19.30
Omgivelser :: Træer?'

Christabel sad og ridsede ting og sager, ind i det store bøgetræ. Hun vidste ikke rigtig hvad hun havde gang i, for som sædvanligt, var hendes syn fraværende, og hun sad der egentlig bare, for at holde sig beskæftiget. Hun holdte vejret, for ellers ville hun allerede have slået halvdelen af Forks ihjel, da hun ikke havde andet at lave. Hendes indre vampyr havde taget hendes krop fuldt ud. Det eneste hun brugte hendes liv på, var at æde. Hun var begyndt at drikke blod fra mennesker igen, selvom Mizzar og Zafira havde gjort et mislykket forsøg på at gøre hende vegetar. Et vredesskyl skød igennem hende, og hun knækkede grenen over hende, og kastede den af H til. Hun hoppede elegant ned, og kom til at trække vejret, da den dejligste duft mødte hende.

Alex kom stille go roligt gennem skoven, med hænderne begravet i de sorte, tætsiddende, cowboy bukser. Han havde en sort, lidt gammel læderjakke over sin tshirt, men det udgav ikke den største varme..Dog frøs han ikke.
Han havde et muntert smil på læben, da han rodede sig lidt i det sorte hår, og kiggede på den smukke natur omkring sig.
Han kunne godt lide forks, det hele havde en hyggelig stemning, og naturen var udsædvanelig smuk, syntes hans, imens han kiggede sig smilende omkring.

Hun tog en dyb indånding, og lukkede øjnene. Det var længe siden et menneske havde duftet så godt. Sidst hun havde duftet nogen, der duftede så fantastisk, var Shin, som desværre var blevet forvandlet af hans ignorante kæreste, og derefter dræbt. Hun sukkede, og rettede sig op. Hendes blik gled rundt omkring hende, og hun smilte svagt. Hun fulgte afslappet duften, og kunne se en menneskedreng længere fremme. Hendes smil blev større, men det var ikke et ægte smil. Sidst hun havde smilet et ægte smil, var juleaften, og siden da er hendes smil, blevet svagere og svagere. Hendes ene fod, beklædt med sort converse, satte sig foran den anden fod, og omvendt. Hendes gang var elegant og kontrolleret.
Hun havde mørkeblå jeans på, en overszie cardigan med en simpel hvid tanktop inden under. Hendes mørkebrune hår, hang ned af ryggen, og de svage snefnug satte sig i håret, og blev siddende, intakt.

Alex gik i mens han kiggede ned på sine sko, men lidt efter rettede han langsomt blikket op, og fik øje på en usandsynelig smuk pige. Han havde faktisk aldrig set en pige der var så smuk som hende, og han stoppede næsten helt med at gå. Det var lige før hans underkæbe faldt ned på jorden.
Han rystede en gang, meget stille på hovedet og tog sig sammen, og smilede så igen sit muntre smil, og gik stille hen mod hende. Han kunne stadig ikke komme sig over, hvor smuk hun egentlig var, men var der overhovedet en grund til at man skulle komme sig over sådan noget?
Alex åndede stille, og man kunne se den hvide sky, hænge i luften foran ham, i få øjeblikke, inden den forsvandt..Han ville gerne snakke med denne smukke pige. Høre hendes stemme..

Der var et eller andet over denne dreng. Hans duft var så.. ubeskrivelig. Han var en man bogstavelig havde lyst til at spise, men hun kunne bare ikke få sig selv til det. Duften var alt for overvældende til at hun ville ødelægge noget så lækkert. Det gik op for hende at hun havde holdt vejret, og at han sikkert ville ligge mærke til det, da der ikke kom en hvid, lille sky ud af munden på hende. Hun pustede ud, og kunne igen lugte, denne magiske duft, som fik hende til at smile - mere ægte denne gang.
Hun kiggede på hans ansigt, da de nærmede sig hinanden, hun små-grinte da hun så hans blik, og hendes klangfulde latter gav genlyd i den tomme, store skov. Sneén dalede ned, og hun lagde mærke til de smukke snefnug der satte sig i drengens hår, og smeltede, hvis de kom for tæt på hans ansigt. Det ville de ikke gøre på hende. Hun var lige så kold som sneen - om ikke koldere. Hun ville kunne holde snefnuggende i hendes lukkede hånd, uden de ville smelte det mindste.

Alex rødmede da han opdagede at han bare havde stirret på hende, og at hun havde grint lidt over det."æhm hej!?"sagde han med et venligt, lidt baby smils agtig, og rodede sig lidt i håret. Han vidste ike helt hvad han skulle sige til denne smukke pige. ordene var som hevet ud af munden på ham, hvilket han på en måde synes var godt, at en pige kunne gøre det ved ham. At gøre ham helt stum, var lidt af en bedrift, da Alex normalt elskede at snakke."Jeg hedder Alexander"Sagde han med sit venlige smil, og kiggede på hende, inden han vendte blikket mod et træ bag hende, for ikke at stirre på hende hele tiden.

Hun smilte, og ignorerede hans hej. Hun stirrede kort, på hans røde kinder, og smilte kærligt. Det var mærkeligt at se nogen rødme. Det var længe siden hun selv havde rødmet, og lige umiddelbart var det ikke noget hun savnede, men det gjorde hende menneskelig. Hun vadede tættere på ham, og gik langsomt rundt om ham, og studerede ham nøje. Hun kæmpede imod den voldsomme smerte i hendes hals. Den evige tørst var forfærdelig, men man vænte sig hurtigt til det, da det var uundgåeligt, og at den aldrig ville forsvinde 100 %.. Den brændende smerte ville højeste dulme lidt, når man drak menneskeblod. Hun smilte igen og denne gang var smilet ægte - meget svagt, men ægte. "Alexander..", mumlede hun for sig selv, så det ville sidde fast i hendes hukommelse, "Mit navn er Christabel", sagde hun smilende. Normalt ville hun række hånden frem imod ham, men hun ville ikke forskrække ham, med hendes umenneskelige kolde hud.

Hendes smil var smukt, og han var lige ved at falde i staver over det igen. Han smilede venligt tilbage..alle hans smil plejede at være ægte, for han brød sig ikke om at smile falskt. Han blev lidt forbavset over at hun gik rundt om ham. Det var ikke noget han normalt oplevede. Men han elskede at blive overrasket, på en positiv måde, hvilket man vel godt kunne kalde det her."Hej Christabel"Sagde han med en munter stemme. Det var første gang han nogensinde havde hørt det navn."Du har et specielt navn..det er smukt!"Sagde han med et venligt smil, og mente det..Han hadede at lyve, og når han endelig gjorde det var, det meget normalt agtigt for andre, såsom at han ikke havde lavet lektier..

Hun smilte, og vidste at hvis hun var et menneske, ville hun rødme over den kommentar. Men dengang hun var menneske, rødmede hun jo over alt en dreng sagde, hvilket hun var glad for hun ikke gjorde længere. "Tak", sagde hun med sin klangfulde stemme, og stilllede sig yndefuldt foran ham. Hun sendte ham et skævt smil. Drengen var meget køn. Hun kiggede på hans sorte hår, og rakte - uden at tænke sig om - ud efter det, og begyndte at pille ved det. Hun kom i tanke om, hvad det var hun lavede, og smilte forlegent, "Undskyld.. Det så bare så blødt ud", indrømmede hun, og følte sig skyldig, og tog hånden til sig.
Hendes blik hvilede på hans ansigt, og hun lagde mærke til hans lyseblå øjne. Det var ikke tit, hun tog sig tid til at snakke med mennesker, så det var længe siden hun havde set blå øjne. Det fik hende til at smile.

Han lo muntert da hun sagde undskyld"Det er helt i orden"sagde han med sit venlige smil"Alle piger elsker mit hår!" sagde han med et drillende smil og blinkede venligt til hende. Hun lød meget sød..Der kunne vel komme et godt venskab ud af det her..Og man vidste jo aldrig hvad det senere kunne føre til. Men det var ikke sådan noget han gik og tænkte på."Så hvad laver du herude så sent?"spurgte han og smilede til hende."Så har du altid boet her i Forks?"spurgte han venligt og satte sig ned på en træstamme lige i nærheden og kiggede på hende, med det venligt smil. Hans sorte bukser var røget lidt ned, og han hev dem lidt op igen. Han begravede igen hånden i lommen, efter han havde rodet sig selv i håret med den lige før.

Hun lo af hans hår-kommentar, og hendes latter, fyldte skovens tomrum. Hun løftede det ene øjenbryn, da han blinkede, og rystede bare på hovedet, af ham. Hun satte sig ned ved siden af ham, med ca en halv meters afstand. Hun ville helst ikke bide ham, selvom det var svært at modstå, så virkede han sød, og hun ville helst ikke ødelægge hans liv. Hun havde ikke rigtig tænkt over en forklaring til hvad hun lavede. "Eh..", hun trak på skuldrene, "Jeg kunne ikke sove..", hun nikkede svagt af sig selv.. Det lød som en god undskyldning, og det var ingen gang løgn. Hun smilte, "Ja.. Jeg har altid boet her i Forks, men dog har jeg været i England et par år", hun smilte venligt til ham, "Hvad med dig? Kunne du heller ikke sove?", hun vendte blikket mod hans lyseblå øjne igen, "Og hvad med Forks? Har du altid boet her?", hun smilte skævt, og lagde hænderne i sit skød.
Hun trak stadig vejret; nogle gange lidt for hurtigt - andre gang for langsomt, men det vigtigste var at hun spillede videre på skuespillet. Hans duftede stadig ubeskrivelig godt, og hun var en lille smule stolt af at holde sig tilbage.

Han lyttede til hendes latter, og blev helt fortryllet af den. Han havde lyst til at bede hende om at gøre det igen. Men ville ikke lyde som en eller anden mærkelig dreng der var besat af hendes stemme. Han smilede venligt og nikkede stille til det hun sagde"Jeg har altid boet her, men jeg har gået på kostskole i Boston"Sagde han med sit muntre smil, og vippede lidt med fødderne"Så kan du fortælle mig hvorfor jeg aldrig har set dig her?"spurgte han med et glimt i øjet, og vendte stille sit blik ud over skoven, inden han kiggede på hende igen, man kunne ikke lade være med at kigge på noget så smukt.

Hun smilte endnu engang - hvad skete der lige for det? Chris smilte?.. Det var noget nyt - og kiggede stadig studerende på hans blå øjne. "I Bosten?", hun gennemrodede hendes hoved, for at huske sig frem til, hvor det lå, men det ville alligevel være lidt pinligt at spørge. Hun droppede det. Det kunne da være ligemeget om det var pinligt, så længe hun fandt ud af hvor det var, "Hvor er det liiige det ligger henne?", spurgte hun med sin sukkersøde, klokkestemme, som om der ikke lige havde været en kæmpe diskussion inde i hendes hoved, om hvorvidt hun skulle spørge eller ej.
Hun lo igen, "Det ved jeg godt nok ikke, hvorfor du ikke har", sagde hun, og smilte skævt, "det er jo en lille by..", hun studerede hans blik, og lagde mærke til et lille glimt, der var i hans øjne, hvilket fik hendes smil til at lyse op.

"Det ligger et godt stykke fra New york, og dog tager det et par timer at komme dertil"Sagde han smilende. Man hørte altid om Boston, men det var ikke alle som faktisk vidste hvor det lige præcis lå, så han var vant til at folk spurgte hvor det lige præcis lå henne.
Alex lagde mærke til at hun smilede mere og mere, som snakken gik, hvilket gjorde ham glad. Han elskede når folk smilte, og grinede, eller bare var glade, og muntre, og udstrålede glæde og varme til andre. Noget han altid selv prøvede at gøre.
"Ja det er faktisk lidt mærkeligt, nu hvor byen er så lille! Men jeg har næsten aldrig været hjemme, vi har latid været ude og rejse når jeg kom hjem, og i juleferien er vi altid hos mine bedsteforældre. Så det er jo ikke fordi at jeg har været her i flere uger af gangen"Sagde han med et skævt smil.

Hun lyttede, og skabte et billede inde i hovedet - hun vidste nemlig godt hvor New york lå.. Hvem vidste ikke det? - om hvor det lå, og nikkede så, "Nårh, så ved jeg godt hvor det er", hun smilte, og rykkede diskret tættere på ham. Som menneske ville han nok ikke lægge mærke til det, udover at mellemrummet på træstammen var mindre. Hun bed sig let i læben, og hans duft var stærkere end nogensinde. Hun havde meget svært ved at holde sig tilbage, men tænkte at hun nok hellere måtte svare på det han havde sagt, "Mmhmm, så kan jeg bedre forstå hvorfor vi ikke har lug..-set hinanden før", sagde hun, og håbede ikke han lagde mærke til hendes lille fortalelse. Hun smilte bare som om intet var hændt, "Jeg tænkte på.. har du noget imod jeg lige prøver på noget?", hun smilte drilsk, og hun kiggede ham direkte i øjnene, da hun vidste at mennesker fandt vampyrer usædvanligt tiltrækkende. Hun håbede ikke han havde noget imod det - ellers var hun fast besluttet på at bide ham alligevel. Bare tanken om at smage hans blod, var en drøm i sig selv, men overhovedet at gøre det? Wauw.

"Så er du en af de få der ved det"Sagde han med et smil, og som sagt lagde han ikke mærke til at hun rykkede sig, ej heller da hun sagde forkert. Han lyttede mere til hendes smukke stemme.
Igen lod han blikket vandre over naturen, inden det landte på hende igen."Tja, det er i hvert fald mere forståeligt"Sagde han med sit varme smil. Han blev en smule overrasket, men nikkede så"jah, hvis du er sød!"sagde han med et drillende, men venligt smil, uden at have den fjerneste anelse om hvad hun ville kunne finde på.

Hun nikkede uopmærksomt, og smilte drilsk, "Det kan jeg ikke love", hun bed sig i læben, og lænede sit hoved langsomt ned mod hans hals, selvom hun ikke slap øjenkontakten med ham. Den brændende fornemmelse i hendes hals blev større og større, og hendes trang til en lille smule nydelse af hans blod, blev ubegribelig. Men hun ville ikke dræbe ham - det ville hun ikke kunne leve med i den evighed, hun var sat til at leve i, så hun valgte at hun ville forvandle ham istedet. Hun håbede bare på at hun var stærk nok til at stoppe igen, for hvis hun drak bare én lille bitte smule for meget, ville det være forsent, så hun blev nødt til at have viljestyrke. Alt dette nåede hun at tænke, i de få sekunder hun nærmede sig hans hals. Hun holdte fast om hans skuldre, og hendes iskolde, perfekte læber var presset forsigtigt mod hans hals. Hun kyssede ham ømt og blidt, og smilede samtidig for at berolige ham. Hun havde hørt, at hvis man kyssede dem blidt på halsen, inden man forvandlede dem, ville det ikke komme som så stort et chok - selvom han stadig ville have megen smerte, og bliver sindsygt overrasket. Efter hun havde kysset ham lidt, åbnede hun munden, og førte langsomt de sylespidse tænder ind i hans bløde hud. Et kæmpe rush gik igennem hende, da hun smagte hans blod..

For Alex gik det hele hurtigt, lige fra hun lænede sig over mod ham til hun bed. Han blev først helt afslappet i kroppen da hun kyssede ham, men da hendes tænder gik i ham blev han helt stiv i kroppen og skreg. Smerten brændte i ham, og var helt uholdelig. Den bredte sig hurtigt til hele hans krop, og der gik ikke lang tid før han blev bevidstløs.Hans hoved ramte blidt hende, så det sorte hår lå op af hendes kind.
Hans læber var helt snerpet sammen, og han øjne lukket sammen. Nu ville de blå øjne forsvinde for evigt, og blive erstattet med rubinrøde, som ville skræmme en hver væk, som ikke var vampyr, altså.

Skriget gik direkte ind i hendes øre, og skar igennem hendes døde hjerte. Det var smertefuldt at høre ham skrige på sådan en måde, for hun vidste hvor forfærdelig, en brændende følelse der gik igennem en, når det skete. Men hun havde egentlig ikke tid til at tænke.. Hun skulle stoppe før det var forsent, men hans blod var bare.. guddommeligt! Lige så fantastisk, som første gang hun smagte menneskeblod. Hun kunne mærke han besvimede, og hun tog forsigtig fat om hans hoved, og prøvede at rive sig væk, men tørsten var sønderrivende inde i hende. Hun prøvede at ignorere tørsten, og smagen, og forsøgte at rive sig væk. Det lykkedes hende tilsidst at rive sig væk - en smule ufrivilligt. Hun lagde ham, med hovedet på hendes skød, og kærtegnede hans kind. Hun vidste at han sandsynligvis ville kunne mærke det, og at det forhåbentlig ville brolige ham. Idetmindste var der en der passede på ham, mens han lå i pinsler, uden at ane hoved og hale på noget som helst. Sådan havde det ikke været for Chris..
Hun kiggede tavst på hans øjenlåg, og ærgede sig over at have ødelagt hans smukke blå øjne.

Alex kun mærke brænden gå lige i hjertet og gispede let, inden et lille, smertlig støn undslap hans læber.
Som dagene gik, vendte han sig på en måde mere og mere til smerten. Det eneste der forandrede sig, var hans ansigts udtryk til et tænkende et, dog var der stadig masser af smerte at finde i det. Da den tredje dag begyndte, bevægede han sig en smule. Branden var så småt begyndt at forsvinde, og han lyttede nu til skoven omkring sig. En brændende tørst sled i hans hals, og lidt efter slog han øjnene op.
Han kiggede op på Chris' smukke ansigt. Med sine nu, meget røde øjne. Tankerne løb gennem hans hoved. hurtigere end normalt. Han kiggede spørgende på Chris."Hvad?"spurgte han lavt og langsomt, uden at bevæge sig. Han opdagede at han ikke behøvedes at trække vejret, at han ikke nød følelsen af at luften løb ned i hans lunger.

Hun sad ved ham hele tiden, og kærtegnede hans ansigt. Hun forlod ham ikke ét eneste øjeblik, for at gå ud og jage.
Christabel betragtede hans menneskelige ydre, forvandle sig til det smukke monster. Hans hud blev koldere og hårdere. Hans hjerte stoppede med at banke - ingen vejrtrækning - og han blev blegere. Hans udseende ændrede sig også generelt. Han blev utroligt meget smukkere, for hver time der gik. På tredjedagen lagde hun stille og roligt mærke til at han, på en måde, reagerede på lydende omkring i skoven, og det fik hende til at smile. Han havde klaret det.
Hun kiggede på hans rubinrøde øjne, og ærgede sig stadig over at de blå var forsvundet. Men hun havde ikke tid til særlig meget ærgelse, for hans nye ansigt, var så.. umenneskeligt og så.. smukt.
Hun smilte lettet, "Hey.. Hvordan har du det?", spurgte hun blidt, og kiggede ham stadig i øjnene.

Hun sad ved ham hele tiden, og kærtegnede hans ansigt. Hun forlod ham ikke ét eneste øjeblik, for at gå ud og jage.
Christabel betragtede hans menneskelige ydre, forvandle sig til det smukke monster. Hans hud blev koldere og hårdere. Hans hjerte stoppede med at banke - ingen vejrtrækning - og han blev blegere. Hans udseende ændrede sig også generelt. Han blev utroligt meget smukkere, for hver time der gik. På tredjedagen lagde hun stille og roligt mærke til at han, på en måde, reagerede på lydende omkring i skoven, og det fik hende til at smile. Han havde klaret det.
Hun kiggede på hans rubinrøde øjne, og ærgede sig stadig over at de blå var forsvundet. Men hun havde ikke tid til særlig meget ærgelse, for hans nye ansigt, var så.. umenneskeligt og så.. smukt.
Hun smilte lettet, "Hey.. Hvordan har du det?", spurgte hun blidt, og kiggede ham stadig i øjnene.

Han kunne ikke rigtigt huske at hun havde bidt ham, så det retoriske spørgsmål kom selvfølgelig"Hvad skete der?"spurgte han overrasket, og blev forskrækket da han ikke følte trang til at trække vejret, da han hørte myrene kravle hen af jorden, og se et dådyr, som var omkring 1 km væk.
Han kiggede op på hende, en smule bange for at hans sanser var blevet skærpede. Hendes smil, beroligede ham en smule, og han dumpede blidt hovedet ned i hendes skød igen. Han følte en hvis styrke i sin krop, og havde lyst til at prøve dem af, men noget holdt ham tilbage.

Hun smilte stadig venligt og imødekommende til ham, "Ehmm..", hvad skulle hun sige? Dit blod var fristende, så jeg fik lyst til at forvandle dig til et blodtørstigt, evigtlevende monster?.. Nej, den gik ikke. Hun rodede sit sind igennem, for at finde et ordenligt svar, men tænkte at hun bare skulle fortælle de konkrete, og så svarer på spørgsmålene som de kom - og derefter kunne hun tage ham med et afsides sted, og lære ham at jage - selvom hans instinkter sikkert klarede det meste for ham.
"Du er vampyr", sagde hun, og smilte selvsikkert - for hvis hun vidste tegn på usikkerhed, ville han sikkert freake totalt.
"..Ligsom mig", hun smilte stort, men holdte øje med hans reaktion, for hvis han blev sur på hende, kunne han nemt slå hende ihjel i en forhastet konklusion. Hun kiggede med et afventende blik, men vidste ingen yderligere tegn på utålmodighed.. De havde jo trods alt, en evighed.

han kiggede overrasket og en smule vantro på hende"vent lige.."sagde han og lukkede øjnene og begyndte at tælle til ti."1...2...3...4....5...6....7....8....9...10" han åbnede øjnene, men hans syn havde ikke forandret sig, og det havde hans hørelse heller ikke"Det var seriøst? eller drømmer jeg bare en meget mærkelig drøm, som jeg ikke kan vågne op fra lige nu?"spurgte han mistroisk og begyndte at nive i sine følelsesløse arme og kiggede surt på dem

Hun rynkede panden, og betragtede ham tavst, mens han talte til 10. "Jeg ville ikke lyve om sådan en ting..", sagde hun seriøst, men smilte stadig. Hun grinte igen med sin klangfulde latter, men vidste at den sandsynligvis ikke ville lyde så perfekt for en vampyr, som for et menneske, "Jeg er i fuld live.. Eller.. Næsten da.. Mit - vores - hjerter slår ikke længere.. Vi er levende døde. De Kolde, som varulvene siger..", hun stoppede sin sætning. Det ville sikkert blive for meget for ham, at høre om både varulve og vampyrer, inde for samme minut. Hun afventede endnu engang hans reaktion, men kunne ikke lade være med at smile over hans surmuleri.

han blev helt paf da hun nævnte varulvene"varulve? nu drømmer jeg altså!"sagde han overbevist, og kun igen mærke den brændende tørst i halsen"jeg er tørstig?"sagde han som en konstatering, men stivnede så..var vampyrer ikke kendt for at drikke blod? han kiggede chokkeret op på hende"jeg nægter at drikke blod!"udbrød han så"er der andre monstrøse ting ved mig?"spurgte han chokkeret, og kiggede op på hendes smukke, blide ansigt."hvorfor slår vores hjerter ikke?"spurgte han forvirret, og trak igen vejret. diften af blod, fra skovens beboere ramte ham, og fik hans tænder til at løbe i vand, hvilket forskrækkede ham en smule."Hvorfor..bed du mig?"spurgte han nysgerrigt, og strejfede let hendes kind, med sin, lange, kolde finger, og håbede ikke at hun havde noget i mod det.

Hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle fortælle om varulvene.. Hun vidste ikke selv, særlig meget om dem, og desuden ville det også være bedre, hvis han lærte sin egen race at kende, før han udforskede nye racer. "Eh.. varulvene kan vi diskutere end anden gang.. Lige nu, er det bedst hvis du lærer lidt om dig selv, først", hun smilte stadig. Hun rynkede panden, til at han var tørstig. Hun skulle finde ud af, hvor hun skulle tage ham med hen og jage, og tænkte kort over det, inden hun svarede, "Ja, du er tørstig, og jo.. du bliver nødt til at drikke blod, ellers bliver du - rent ud sagt - sindsyg", hendes ansigt blev en lille smule bekymret, men det var ikke noget et normalt menneske ville ligge mærke til.
Da han spurgte om det med deres hjerter, stoppede hun med at trække vejret - selvom hun ikke behøvedes at trække vejret, blev hun nødt til at spille skuespillet overfor mennesker - hun vidste ikke hvad hun skulle svare til det, deres hjerter stoppede bare med at slå, når de blev forvandlet, "Altså.. Vi er døde.. På en måde. Vampyrer er levende døde", sagde hun, som om det forklarede alt, hvilket det selvfølgelig ikke gjorde. Hun studerede hans ansigtsudtryk, og kunne se at noget i lugten, fangede hans opmærksomhed. Hun trak vejret igen, og kunne også lugte den søde duft af blod. "Kan du lugte den lugt der er nu? Den søde duft, som du føler du ikke kan holde dig fra? Sådan duftede du - bare 100 gange bedre. Du havde en meget speciel lugt, som jeg ikke kunne holde mig fra.. Jeg blev nødt til at smage, men jeg havde alligevel ikke lyst til at dræbe dig, så jeg forvandlede dig, så du stadig kan få noget ud af dit liv - med nye goder, og nye begrænsinger", hun sukkede, og tænkte at han nok ville blive sur, over en så egoistisk aktion. Hun lukkede øjnene, da hans finger strejfede hendes kind.

Han nikkede stille, og kunne se det fornuftige i at lære sig selv at kende, tørsten sled så forfærdelig meget i hans hals. han hørte et dådyr 5 meter fra dem, og der gik ikke lang tid før han var over det. Han tænkte ikke videre over det, det havde været et rent intstinkt for ham at overfalde, bide og suge livet ud af dyret. Han blev en smule forskrækket over sig selv, men nød smagen af blodet. Han lyttede til det hun sagde, han accepterede det hun sagde, for det ville vel ikke nytte noget at kæmpe i mod alt dette, tænkte han. Han følte at hans sult blev stillet nogenlunde, men dybt nede tørstede han stadig efter blod, som kunne mætte ham langt mere end det her.
Han lyttede til hende, hvorfor hun bed ham, og hvis han havde været et menneske havde han sandsyneligvis rødmet lige nu.
Han bevægede sig i vampyrfart over til hende, og sad på hug foran hende med et lille smil og et muntert, men lidt vildt blik, og det sorte hår rodede til."Er det en af goderne at kunne bevæge sig så hurtigt? og er der andre goder? hvad er det dårlige?"Spurgte han nysgerrigt, og kiggede på hende med et varmt smil. Han pressede blidt sine læber mod hendes i et kort øjeblik inden han slap dem igen."undskyld, men du er så smuk, jeg måtte lige prøve"Undskyldte han genert og kiggede ned i jorden.

På en måde fik hun et chok - men alligevel ikke. Hendes sanser var sindsygt hurtigopfattende, så hun opdagede at han løb, før han satte igang. Hun blev mere forskrækket over at han var så kontrolleret over sig selv. Hun havde også opdaget dådyret, som selvfølgelig ikke havde set dem, da de havde siddet meget stille. Hun betragtede ham tavst, mens han spiste dyret. Det var mærkeligt, at selvom det så så.. voldeligt ud, så var det bare så normalt hende. Hun kunne se, han kunne lide smagen, men hun vidste også at det ikke var nok for ham. Lige nu, stod hun til at skulle opdrage en nyfødt vampyr, helt selv. Det tegnede vidst ikke så godt.. Men alligevel havde hun en følelse af at det nok skulle gå. De havde jo trods alt en speciel connection, siden hendes gift, var indeni ham. Et eller andet sted, stod han under hende, hvis man talte om rangs.
"Eh.. En af goderne er at man er utrolig attraktiv som vampyr", hun kiggede ned af ham, og smilte forlegent, "hvilket kan ses..", mumlede hun, og fortsatte, "Og ja.. Man bliver hurtigere, stærkere.. Alle ens sanser bliver forstærket sindsygt meget.. evigt unge..", hun smilte opmuntrende, "Og det dårlige.. Ja.. altså.. Vi glitrer i sollyset. Det er derfor de fleste vampyrer holder til, her i Forks - fordi der næsten altid regner", sagde hun og sukkede, "Og vi skal kunne klare den endeløse tørst 24/7, for vi sover aldrig - hvilket også er en god ting - men det bliver en lang evighed. Du er nyfødt nu, så du får sværere ved at holde dig væk fra menneskene i byen.. Og i det hele taget, dét at vi dræber.. det er ubehageligt at være et monster", Der var flere ting, men småtingene, fandt han vel ud af med tiden.
Hun stoppede igen med at trække vejret - denne gang, fordi hun var overrasket - og hun gengældte ømt kysset.
Chris smilte svagt det ham - hun ville helt klart have rødmet, hvis ikke hun havde været en levende død, vampyr.
"Aww.. Det har jeg overhovedet ikke noget imod", hun var en lille smule paf. Hun havde ikke kysset med nogen siden Mizzar - og ingen før ham - bortset fra en dreng i børnehaven, men det var ikke noget specielt.

Han smilede forlegent"Jeg er sikkert ikke lige så smuk som, dig!"Sagde han med et varmt smil, og fik lyst til at røre hende igen, bare strejfe hendes kind, eller læber igen.
"Man kan jo ikke kun få goderne, der vil altid være nogle dårlige ting ved det"Sagde han med et smil. Han kiggede ned i jorden, og igen ville han have haft to blussende kinder hvis han havde været et menneske."Så du ville ikke have noget i mod at jeg gjorde det igen, bare i lidt længere tid?"surgte han, med et lille, genert, men varmt smil, og lyttede til skoven, for alt andet ville være umuligt for ham, nu hvor han havde en skarp hørelse, som han ikke var vant til. Han kiggede igen på hendes smukke ansigt, og forventede at hans ansigt blev kogende hedt, og igen blev han overrasket over at det ikke blev det, for han havde jo endnu ikke vænnet sig til hans koldhed.

Hun smilte igen forlegent, "Nej.. Meget smukkere", sagde hun, og kærtegnede igen hans kind.
"Ja.. For hvis alt er godt, er der vel intet der er det?", hun smilte selvsikkert, "Vel?", hun gled forsigtigt ned af træstammen, og sad foran ham - helt tæt på hans ansigt - og kiggede ind i hans rubinrøde, guddommelige øjne. Han var virkelig smuk.
Hun bed sig let i læben, og var stadig en smule paf. Der kom en mærkelig kildende fornemmelse i maven, hvilket fik hende kigge ned, men så så hurtigt op på ham igen - hurtigere end et dødeligt øje, ville opfange.
"Mhhm..", mumlede hun, "Overhovedet ikke", hun rystede svagt på hovedet, og hendes skarpe tænder, slap hende hårde, kolde læbe. Hun kørte hendes hånd om bag hans nakke, og nussede ham i nakkehårene og førte - ubevidst - hendes hoved tættere på hans.

Han lo stille, og blev en smule forbløffet over den smukke mandestemme, han nu bar."Du er smukkere end den smukkeste gudinde"Sagde han med et genert smil, som blev lidt mere selvsikkert. hans øjne skinnede varmt til hende, og fik et sug i maven da hun nærmede sig.
Da hun lagde armene om hans nakke, var det som om det gav ham et signal til at han godt måtte ligge armene om hende, hvilket han gjorde. Han nærmede sig hende de sidste få cm, og kyssede hende igen. Et grådigt monster rev i ham, men han ignorerede det, han ville ikke sidde og oversnave, samt befamle denne smukke gudinde! Det var der ingen mening i, i følge ham. Han havde åbne øjnene, for han havde aldrig set meningen i at lukke øjnene, når man kyssede.

Hun små-lo, og hans forbløffelse - det var tydeligt skraveret i hans ansigt. Hun smilte, han havde en sexy stemme.
"Men du er guddommeligere end alle troenes guder", hun kiggede ham dybt i øjnene, og ønskede aldrig at slippe det blik igen. Hun gengældte hans varme smil. Hun kom til at tænke på en sang - She's a maneater - hun udgjorde et lille fjantet grin, og rystede på hovedet, af sig selv - men fastholdte blikket hele tiden.
Hun mærkede hans marmor-arme omkring hende, og kunne pludselig mærke noget mod hendes læber. Han læber føltes varme og bløde på hendes hårde hud - trods, de var iskolde, og stenhårde. Hun gengældte ømt kysset, og følte en strøm inde i hende. Som om det hele gik op i en større enhed. Hun lagde mærke til han stadig havde åbne øjne. Hun turde ikke lukke øjnene, idet hun frygtede at hvis hun åbnede dem igen, ville han være væk.

"Men det er jo kun guderne jeg er mere guddommeligere, du er jo den mest guddommelige gudinde!"Sagde han med et drillende smil. Han gengældte blikket, og da hun gengældte kysset, blev han mere afslappet i kroppen og levede sig mere ind i kysset.
Han havde ikke lyst til at give slip på hende, bare sidde her i al den tid de nu havde fået givet. Han kiggede ind i hendes smukke, mørkebrune øjne, imens han holdte kysset igang, og han nussede hende forsigtigt på ryggen. Den anden hånd aede blidt hendes kind, med blot en finger. Han rykkede hende forsigtigt tættere ind til sig, i håb om at hun ikke havde noget i mod det

Hun smilte kærligt til ham. Hvor var han sød.. "Jeg kom i tanke om en anden dårlig ting", sagde hun smilende, "Vi kan ikke længere rødme", hen hentydede til at hun ville have rødmet, hvis hun havde været menneske. Hun kunne mærke han blev mere afslappet - hvilket automatisk, fik hende til at slappe mere af, da hun var en smule anspændt. Men hvorfor var hun anspændt? Hun skulle jo ikke passe på, med at bide ham, længere.
Chris kunne mærke at hun blev rykket tættere på, og rykkede stille med, og pressede sin krop helt ind til ham. Hun nød hans nussen, og lagde også den anden hånd op til hans ansigt, og holdte der, hvor hun havde bidt ham, for 3 dage siden, hun kærtegnede stille det svage ar. Hun fastholdte stadig hans blik, og holdte kysset kørende.
Dette var ikke hvad hun havde regnet med for 3 dage siden, da hun tog ud i skoven, for at finde et let offer. At hun skulle lave sin første forvandling, og derefter sidde og kysse, med den mest guddommelige dreng, hun nogensinde havde set.

han lo stille"det overlever jeg nok"Sagde han med et kærligt smil, og regnede med at hun sikkert også havde villet rødmet utallige gange her inde for den sidste halve time, præcis ligesom han selv, ville have gjort.
han lod forsigtigt hænderne køre ned over hendes hofter og lår, hvor han så lagde hendes ben om sin ryg, så hun kunne komme så tæt ind til ham som det overhovedet var muligt, uden at man skulle elske.
Han kyssede blidt hendes underlæbe, inden han kyssede hendes hals.
Han havde aldrig været sammen med en pige på nogen måde, så alt dette var nyt for ham, men naturligt, han havde ingen intentioner om at det skulle blive mere end dette, for han ville ikke virke som en type der bare føjtede med pigerne, selvom han havde en brændende lyst til hende, ville han hellere vente og se.

Hun smilte drilsk, og løftede ubevidst et øjenbryn.
Chris mærkede en sitrende fornemmelse, igennem hendes krop, da han rørte hendes ben, og slyngede det om ham. Hun var taknemmelig, da hun også gerne ville være så tæt på ham, som muligt. Hun slyngede også det andet ben, om ham, og trykkede sig helt, helt ind til ham. Hun holdte stadig om hans nakke, og lagde også den anden hånd derom.
Hun kunne mærke at hans hoved gik længere ned, og det gik op for hende, at han kyssede hendes hals. Hun strakte den, så han bedre kunne komme til. Endnu engang, blev hendes læber, offer, for hendes skarpe vampyrtænder, som kunne skære igennem alt - bortset, fra hendes hud, selvfølgelig. Den sitrende fornemmelse, var der stadig, når han kyssede hende. Hun kunne ikke få nok af ham. Han var dejlig, og alt hun ville, var bare at være tæt på ham.

han lod en hånd blidt nusse hendes mave, han kunne ikke stoppe. Han kyssede hende igen på munden med nogle små hurtige kys inden han lod sin tunge skille hendes læber ad og begrave sig inde i hendes mund. han kunne selv mærke en snurrende fornemmelse i kroppen, og den gik helt ud i tærene. ud i den fjerneste krog af hans krop, der var ikke et sted hvor den ike kom hen og sitrede. Hans tunge gled over hans ene hjørnetand, en giftdråbe ramte hans tunge, men intet skete.
han blev ved med at nusse hendes mave, forsigtigt, så hun kunne sige fra..

Hun trak ufrivilligt maven ind, da han rørte den. Kun fordi hun blev overrasket, ikke fordi hun ikke kunne lide det. Hun lod maven slappe af igen, og pustede ud. Hans hoved var oppe ved hendes ansigt igen; hun slap læben, og kyssede igen. Hun kunne mærke hans tunge, snige sig ind i hendes mund, hvilket fik hende til at smile indvendigt og hun lod forsigtigt hendes tunge lege med. Et dejligt gys gik igennem hende, og hun skød brystet frem mod hans, så hendes bryster strejfede hans brystkasse. Hendes hænder kørte langs hans kæber, nedover hans hals, og ned mod hans bryst. Hun kærtegnede hans bryst, og rev skiftevist fast i, og slap, hans trøje.

Han stoppede ldit sin nussen indtil hun slappede af igen. han lod blidt hånden køre lidt op af hendes mave, så den var under hendes bryster, og nussede hende blidt der. den anden arm lå om hende, og trykkede hende blidt ind til sig.
Et sus gik igennem ham, da hendes bryster strejfede hans brystkasse. Han lod blidt en finger strejfe hendes ene bryst, for at se hvordan hun reagerede på det. hans tunge legede blidt med hendes. han følte at det var en lidt fortryllende nat, på en eller anden måde. Han havde adlrig opført sig sådan her, eller handlet på den her måde.

Hun mærkede hans hånd køre længere op, og hun stoppede med at trække vejret, men kyssede videre, for at vise at hun ikke havde noget imod det - overhovedet ikke. Hun lukkede kort, øjnene i, og mærkede efter hans berøringer. Det var nyt for hende, men hun kunne godt lide det. Hun vidste ikke præcis hvad klokken var, men efter hendes tidssans at dømme, var natten vidst ikke helt ung længere. Men hvad gjorde det, når man havde en evighed? Hun holdte stadig fast i hans trøje, i et stramt greb, og håbede på ikke at ødelægge trøjen - selvom hun ikke rigtig kunne tænke på andet end ham. Hun øgede langsomt intensiteten i kysset, og begyndte igen at trække vejret - selvom det var unødvendigt, så følte hun sig levende, når hun gjorde det.

Han smilte indvendig, og "masserede" blidt hendes tunge med sin egen, imens han forsigtigt begyndte at massere hendes ene bryst. Han kunne simpelthen ikke lade være, hun var så uimodståelig fristende. Han tog en dyb indånding gennem næsen, af ren vane, og igen følte han den tomme fornemmelse af, at han ike havde brug for luften længere. Han gav hende nogle små hurtige kys på munden igen, inden hans læber omsluttede hendes underlæbe og suttede blidt på den et øjeblik, og forsatte så snavet igen. Han følte nærmest at han var varm.

Hun kunne ikke få nok af ham, hun havde sådan en lyst til ham. Hun kunne mærke hans hånd, omslutte hendes ene bryst, og et lille nydelsesstøn undslap hendes læber, hvilket fik hende til at smile midt i kysset. Imens han suttede på hendes underlæbe, gav hun sig til at sutte blidt på hans overlæbe. Hun skubbede ham blidt ned og ligge, så hun sad oven på ham, og snavede med. Hendes hænder kørte fra hans bryst, og ned mod hans bukser, hun holdte hendes iskolde, stenhårde hænder ved buksekanten. Han bar hele hendes vægt, men det ville ikke betyde noget, nu når hun som vampyr, var meget let, og han som vampyr, var meget stærk. Det gik op for hende, at det begyndte at sne igen. De fine, små snefnug dalede langsomt ned, og satte sig, på deres hud, uden så meget som at smelte.

han lod sig falde med et lille bump. Den hånd som lå omme på hendes ryg, åbnede forsigtigt hende bh, han tænkte ikke så meget over det, da han hev den væk. han sukkede stille da han følte hendes hånd glide ned til buksekanten. Han havde aldrig prøvet at en pige..eller dreng havde tændt ham så meget i hele hans liv. Godt nok var hans liv ikke særlig langt i forhold til andre vampyrers, men i menneske forstand var 17 år alligvel rimelig meget.
Han tog forsigtigt hendes trøje af hende. hans tanker var tilslørede af hende. Han kunne ikke koncentrere sig om andet, og kunne ikke holde styr på sin krop. Den gjorden nærmest som den ville. Det eneste han vidste var at han ville have hende, og at han ikke ville dele hende med nogen som helst, nogensinde.

Hun lagde ikke mærke til at han åbnede bh'en. Hun lagde først mærke til det, da han rev den af, for hendes bryster føltes frie. Hun lod ham rive trøjen af hende, og kunne pludselig mærke den kolde luft mod hendes bare overkrop. Det føltes mærkeligt at ligge halvnøgen og snave med en dreng hun næsten lige havde mødt. Men hun havde ikke noget imod det. Han var alt for dejlig til at hun på nogen måde ville kunne modstå ham - og desuden havde hun heller ikke lyst til at modstå ham. Hun kyssede ham langs kæben, fra øret af, og ned til hans mund. Men lænte sig så tilbage, så hun sad op igen, og holdte øje med hans reaktion af hendes krop. Ingen dreng havde nogensinde set hende nøgen, så hun vidste ikke om hun var.. tiltrækkende. Hun håbede han kunne lide den.. og hende.

Han kiggede på hende, en smule genert"Undskyld hvis jeg gjorde noget du ikke brød dig om"Mumlede han og satte sig hurtigt op så han sad over for hende."Men du er bare så skide dejlig! Jeg kan ikke lade være!"sagde han og smilede varmt til hende. Han havde mest af alt lyst til at tage hende, snave hende, røre hende, og aldrig give slip på hende igen.
Han lod blidt en finger stryge hendes kind"Du er smuk"hviskede han med et smil og kyssede hende blidt, han kunne ikke lade være.. Han blev nærmest hevet hen til hende, som en magnet blev tiltrukket af jern eller en anden magnet.

Hun smilede kærligt til ham, og bed sig let i læben. Et lille grin, undslap, hun rev hans trøje af, uden at slippe øjenkontakten.
"Du har overhovedet ikke gjort noget jeg ikke bryder mig om.. Tværtimod", sagde hun, og smilte drilsk, og kiggede kort ned af sig selv. Hun tog fat om hans ansigt, og kyssede ham lidenskabeligt. Hun lod hendes tunge, skille deres læber af, og lod den lege med hans tunge. Hun væltede ham endnu engang ned, og snavede ham begærligt. Hun var virkelig tændt, og aldrig havde hun været så.. vild efter nogen. Hun kunne ikke lade være med at høre sætningen inde i hovedet Du er smuk.. Han lød så oprigtig. Hun var glad for at han kunne lide hendes krop, især når han var den første til at se den, som gud havde skabt den.

"Jeg kan godt gøre mere da"Sagde han med et charmerende smil, som alligevel var en smule nervøst. Hans krop længtes nærmest efter hende, og han kunne mærke hvordan hans lem rejste sig, hvilket gjorde ham flov, dog viste han det ikke.
Han lo stille da hun hev hans trøje af. Han lagde armene om hende, og gengældte snavet, og gjorde det en smule vildt.
Hans ene hånd gled hen på hendes bryst og masserede det, denne gang var det, det andet bryst.
Han trak hende helt ind til sig, for at føle hendes nærhed, og at hun ikke bare var en illution.

Hun sendte ham et specielt smil, med et frækt glimt i øjet, som svar på hans kommentar. Hun kunne mærke hans nervøsitet, men tænkte ikke over det. Han måtte hellere end gerne, gøre hvad han ville. Siden hun lå ovenpå ham, kunne hun mærke en bule under hende, hvilket fik hende til at smile en smule forlegent. Hun kunne endnu engang mærke hans hånd om hendes bryst, hvilket var umådelig dejligt. Hun kørte hendes hånd ned, langs hans side, og rørte forsigtigt ved bulen. Hun holdte stadig snaven kørende, men kunne simpelthen ikke lade være. Hun elskede hans nærvær, og hans berøringer. Man kunne ligefrem sige at hun elskede ham. Selvom de ikke havde kendt hinanden i særlig lang tid, så følte hun at hun havde kendt ham, i hele hendes eksistens.