Hjemme igen..

"Det gør mig ondt Mel," sagde han kort.
"Men, du fortryder at du blev en vampyr?"
Hans stemme dirrede.
"Jeg fortryder ikke, men jeg har af og til en fornemmelse af at det ikke skulle være gået sådan. Alt jeg skulle forblive syg, og have været død nu."
Han stemme var rolig, men kold.

Melanie trak på skulderne og sukkede kort.
"Der er fordele, mange fordele." mumlede hun og pillede ved sit armbånd.
"Jeg ved bare ikke om det var sådan det hele skulle ske."
"Ved du enlig hvordan man dræber en vampyr?" spurgte hun, hun havde aldrig tænkt over det, før nu..

Han sendte hende et blændene smil.
"Nej, men det må være svært. At slå en slags uovervindelig skabning ihjel... En slags gud?"
Hans stemme dirrede af ærefrygt, over det han eneligt var blevet til, uden at vide det.
Puff, så var han bare blet vampyr, uden at kunne gøre modstand.

Melanie så på ham og fnøs. Hun hævede et øjenbryn og lagde armene over kors.
"Hvordan kan du kalde det her," hun slog armene ud over hentød til sig selv og ham. "En gud? Nærmere monster."
Hun kiggede ned, hun havde fået afbud mod at tale om hende selv og andre sådan, men det var svært når hun hadede sin nye krop.

"Hvad er en gud, Mel?"
Hans stemme var indtrængene men varm.
Han kunne ikke se monsteret ved det.
En guds kilde til kraft var at skade menneskene.
Undskyldningen var at menneskene trængte til at få afvide at de var undre ham.
Men sådan var det ikke.
Vampyrere måtte jo ligesom leve af blod, men var næsten uovervindelige, og smukke.
Ligesom guder.

Melanie så på ham. "Alt andet en en vampyr." svarede hun og gik videre, hun hadede det her samtale emne, bare tanken om hvad hun var og hvem hun var, var frygteligt at tænke på. Hun sukkede kort og strøg en hånd gennem håret.
"Jeg kan bare ikke se det fantastiske i at være vampyr, vi dræber mennesker, vi udryder det vi selv var."

"Det behøves ikke at være mennesker Mel, jeg vil ikke have at du har det dårligt med det du er. Det er ligesom... et menneske der... der.... der..... der skære i sig selv." han sagde det sidste hånligt.
"Mel, jeg kan lide dig, og vil ikke have at du er ked af det!"

Melanie så ned og strøg hånden op af sin arm og bed sig i læben, da han nævnte det sidste. Så mange chancer, og alt var gået galt.
Hun så på ham og sendte ham et svagt smil. "Det var rart at vide.." smilte hun og så på ham. "Tak." hviskede hun..

"Så lidt." svarede han kort for hovedet, og så sig lige ud.
"Hvad så nu?"
Hans så stadig lige frem.
Hans stemme dirrede let af vrede.

Melanie så på ham og lagde hovedet på skrå. "Hvorfor så vred?" spurgte hun og så på ham. Hun kunne mærke det på hans stemme og stirrende blik. Hun kendte det fra sig selv. Det virkede lidt som om han kunne eksplodere med det samme.

// Skal snart logge //
"Jeg er bare vred på din far." sagde han uden at tøve.
"Jeg havde helt vildt lyst til at hamre ham ind i vægen - han ville ikke have en chance!"
Hans stemme var ved at knække over.
Så tav han.
"Gud, hvor må det dog være forfærdeligt at høre på mig!"
Han satte sig på en bænk ved vejen, og gemte sit ansigt i hænderne.

//Æv ..//
Melanie så på ham og bed sig i læben. "Min far.. er ikke den bedste far." hviskede hun og så på ham. Hun satte sig ved siden af ham og lagde en arm rundt om ham. "Hey? Hvorfor skulle du dog være irreterende at høre på?" spurgte hun..

Han tog en dyb indånding og sukkede.
"Men okay, jeg er klar igen."
Han lagde sit ansigt i de glade folder igen, og holdt dem utrolig godt.
Han rejste sig yndefuldt og tog hendes hånd.
"Hvor skal vi gå hen?"

Melanie så på ham og smilte svagt. "Hvad vil du se? Italien er fantatisk, selv om natten." Smilte hun og så på ham. d:

Cedrics ansigt var roligt igen, lidt ligegyldigt, over det der var sket før.
"Italien?"
Han lød tænksomt.
"Foreslå noget M."
Han smilede varmt til hende, og så så op i himlen, og på solen som var ved at gå ned.
Den farvede himlen lyserød, og orange.
"Smukt." mumlede han.

Melanie så på ham og kiggede kort rundt. Hun tog ham i hånden og trak ham med op af en trappe, der førte op på et tag. Hun så rundt og smilte kort. "Her plegede jeg at gemme mig, når tingene ikke gik så godt." mumlede hun med et smil og så ud over hele byen. (x

"Wauw." mumlede Cedric og blinkede med øjnene.
"Det er utrolig smukt..."
Han så på alle lysene, som var ved at blive tændt, og på alle de høje huse.
Han trak på skuldrene og kom til at le af sin tanke.
"Sådan ser der ud hun her i Italien, i denne lille del af Italien, hvordan tror du at det vil komme til at se ud i år 4000?"
Han smilede varmt, men så ikke på hende.
Han kunne ikke glemme tanken om at han nok kom til at leve i nogle år endnu.

Melanie trak på skulderne og smilte svagt. "Tja, det kommer nok mest an på om der er nogen verden til den tid." svarede hun og så på ham. Hun kiggede på solen og kunne mærke hvordan den skinnede på hende, så hendes blege hud kom til at ligne diamanter.
Hun bed sig i læben og så ned af sig selv. Det var hendes nye jeg, men nu kunne hun dele den med sine venner. Heldigvigs.

Cedric klemte hendes hånd, og så på sig selv.
Han så ned af hende, og bed sig i læben.
Hvis det havde været Cisse der havde stået der, havde han kysset hende, men nu var det jo bare hans M ^^
Hun kyssede hendes hånd.
"De er smuk i aften, frøken."

Melanie grinte lidt og så på ham med et skævt smil. "Nu må du ikke fornerme min kæreste." grinte hun og nejede.
"Men tak, Hr." Smilte hun og så på ham med et sødt smil. (x

"Må jeg byde på denne dans?" spurgte han høfligt, med sin rolige stemme, fløjlsblød, som altid.
Han rakte afventene sin hånd og og betraktede hende.
Han kunne ane at hun lige pludselig var en kvinde, en smuk en...
Eller også var det bare fordi hun var en vampyr -.-'

Melanie tog hans hånd og grinte lidt. "Meget gerne." svarede hun, med et skævt smil.

//Kommer igen om 20 min. //

// Så ses vi M xD //

Han tog hendes hånd, og førte hende rundt i perfekte cirkler.
Godt nok havde han ikke været så god til at danse, imens han var menneske, dengang var han utrolig klodset, men nu dansede han godt, og ret tit sammen med Cisse.
"Lige før sagde du kæreste," startede han varmt, imens han svingede hende rundt igen.
"Hvem er den heldige?"
Han holdte hende stille og lod sig synke ind i hendes blå-grå øjne.

Melanie smilte svagt og så på ham. Hun havde aldrig været god til at danse, men som vampyr havde hun fået nogle færdigheder hun virkelig elskede. Hun så varmt på ham og ga hans hånd et klem.
"En dreng ved navn Shane." smilede hun.
"Eller rettere sagt, en vampyr." tilføjede hun, med sit skæve smil, så hendes smilehul i venstre kind kom frem. (x

Han smilede skævt.
"Er han ikke en tand for dyster for dig."
Hans stemme var drillene, det var tydeligt at han ikke mente det alvorligt.
"Shane er hyggelig."
Han trak på skuldrene, mens han drejede hende en hel omgang rundt.
"En fin fyr - du har været pænt heldig. Lige så heldig som Cisse."
Han rynkede sine bryn.
"Det er lang tid siden jeg har set hende."

Melanie så på ham og hævede et øjenbryn.
"Skal du kritisere min fyr?" spurgte hun drillende og smilte.
Hun nikkede og smilte.
"Cisse er meget heldig." hviskede hun og så på ham med et varmt smil fuld af forståelse.
"Hun viser sig når man allermindst venter det, men allermest vil have det." svarede hun.
"Jeg har hørt i er blevet forlovet?" smilte hun. (x

Han slap hende, og grinede bredt.
"Vi skal giftes i næste næste månede."
Han rakte sin tunge let ud, for det glædede ham utrolig meget.
"Så bliver vi; Hr og Fru Firefly!"
Han grinede igen.
"Det lyder da lidt plat ikke... Cecilie Firefly?"

Melanie så på ham med et smil.
"Det bliver spændede, huh?" smilte hun.
Hun smilte og så på ham.
"Det lyder helt vildt sødt. Så bliver i et par!"
Hun grinte lidt og så på ham. "Det bliver romantisk, hvis jeg kender Cisse ret." (x

Han sukkede teatralisk.
"Det var det jeg er bange for."
Hans øjne glimtede af sarkasme, da han sukkede endnu mere overdrevet.
"Hvor langt er det her eneligt fra Rom?"
Han så ud over byen, som om det stod der, et eller andet sted.

Melanie smilte og så på ham.
"Cedric?" grinte hun og så på ham.
Hun vendte ham om, mod den anden side, hvor byen fortsatte.
"Det er Rom." grinte hun og pegede ud, hvor landede forsatte.
(x

Han lo.
"Guud jaah! Det glemte jeg helt!"
Han klemte hendes hånd.
"Må jeg tage fat på dig?"
Hans stemme dirrede af sarkasme.
Der var ingen mennesker, alle sov.

Melanie grinte og så på ham med et smil.
"Ja, det må du gerne?" svarede hun med et skuldertræk.
Hun så på ham og grinte lidt.

Pludselig lå hun på hans ryg, og han kastede sig ud i den blå luft.
Han landede katteagtigt på sine føder, og løb mod midten af Rom.
Hvis der havde været nogle mennesker havde han ikke gjort det,
men dette var en af de aftener hvor der var helt tomt.
Han standsede efter 50 sekunder, lige foran Fontana di Trevi.
Det var hundrede gange smukkere end i dagslys.

Melanie lukkede øjnene og klamrede sig fast til ham, bare for ikke at falde af i farten.
Da han stoppede stog hun af og så på Fontana di Trevi.
"Det er smukt!" udbrød hun. Selvom hun havde boet så tæt på Italien.
Havde hun aldrig været der.

Cedric så et øjeblik på det smukke vandfald, på vandet som glimtede i måneskæret.
Så sprang han adret op ved en af englene og stillede sig op som en figur.
Han var endnu mere smuk end englen, han lignede en parodi på den.
Han ligede en guddommelig figur, bare med tøj på i kontrast til de andre.
Hans hud glimtede skarpt.

Melanie smilte svagt og så på ham.
Hun nynnede stille 'Too Little Too Late' og så på ham.
Smilet bredte sig endnu mere på hendes læber.
"Waauw," udbrød hun stille med et smil. (x

Han hoppede ned på hende, og væltede hende.
Han begyndte at kilde hende.
"Ikke savle!" grinede han og nev hende i kinden.
Han pludrede hende i håret, og hev hende op.
Han satte hende på en del at støbningen der kunne bruges som bænk.

Melanie blev en smule overrasket og grinte svagt.
"Det var sådan set statuen jeg kiggede på, ikke dig!" drillede hun med et smil.
Det ga et sæt i hende da hun pludselig sad på en del af statuen, som kunne bruges som bænk.
"Det er flot." mumlede hun og kiggede ud over det hele. Hun så kort på ham og smilte (x

"Ja, det er mit yndligs sted i Italien."
Han smilede varmt, og månen blinkede i hans øjne.
"Vil du også se noget andet jeg godt kan lide at se på i Rom?"
Han rejste sig lydløst, og elegant, parat til at tage hende på ryggen igen.

Melanie trak på skulderne og nikkede.
"Jo, hvorfor ikke?" spurgte hun, nok mest sig selv og smilte.

Han kastede hende blidt op på hendes ryg, og løb igen.
Han stoppede op, da der var lidt mennesker omkring St. Peters pladsen.
Da han havde løbet normalt mennesketempo over i et hjørne hvor der var tomt, spændte han sine muskler og satte af.
Kirken var lukket for natten, og den eneste vej ind (Han havde før været der efter lukketid) var igennem et vindue, oppe på taget.
Han landede på en nice i vægen, og satte af igen.
Luften slog imod ham, da han stod på taget, og så kort ud over Rom.
"Så skal vi bare ned?" sagde han og slag hende.
Han nikkede ned mod et vindue der gik ned.

Melanie holdte godt fast om ham og lukkede øjnene.
Da hans stoppede og slap hende, grinte hun en smule nervøst.
"Dig først." hviskede hun og så på ham med et svagt smil.

//Smutter lige 20 min. xD//

// Skal du nu løbe igen? TT_TT //

Han lod sig dumpe ned af hullet.
Af erfaring viste han at der var ret langt ned, så han landede blødt.
"Fri bane." summede han op til hende, hans stemme gav ekko i den store kirke.
Væg billederne virkede lidt dystre i mørket, men han havde været der før.

//Nej det sku jeg ikke xD//

Melanie skævede derned, men lod derefter også sig selv, dumpe derned. Da hun fik pusten og så ham, smilte hun svagt. Men hendes smil stivnede da hun så væg billederne.
"En kirke," Hun nikkede stille.
"Uhyggeligt," hviskede hun.

Han tog hendes hånd, med et roligt smil.
"Der kommer ikke en sindsyg præst og stiller en træpæl igennem vores hjerter i nat M."
Han lo stille, men alligevel så højt at det rungede i loftet.

Melanie kunne ikke lade vær med at grine lidt og fulgte efter ham. Hun så på ham med et skævt smil og fulgte efter.
Hun brød sig ikke så meget om at være i kirker, hun faktisk aldrig været der. Efter hun havde hørt om en der var styrtet sammen, midt i en barnedåb.

Han prøvede at tyde hendes dystre udtryk.
"Hvad er der?" han gav op.
"Er du bange for at der skal komme en præst?"
Hans smil var en anelse bekymret.
"Det skal du ikke være."

Melanie rystede på hovedet. "Nej, det er jeg ikke." svarede hun med et lille smil.
"Jeg har aldrig brudt mig om kirker."
Hun så rundt og gøs kort. Alt kunne ske, men heldigvigs, var der kun få ting der kunne dræbe hende nu.
Men smerten ville hun stadig føle.

"Okay, jeg vil ikke have at du er utryg."
Han trak hende med tilbage, og tog hende adret på ryggen, da han fandt hulet, med sit udmærket mørkesyn.
Snart stod de igen på taget, og så ud over Rom.
"Er der et andet sted du vil hen og se på?"
Han lo, kort og godt, blødt.
"Du må ikke tage hjem endnu."

Melanie smilte og så kort på ham. Hun lukkede øjnene på hans ryg, holdte godt fast. Men slap ham da de kom op på taget igen.
Hun så ud over Rom og smilte.
"Ced?" spurgte hun lidt usikkert, men ventede ikke på han svarede.
"Mente du med? At næste gang du så min far, var han alene?" spurgte hun en smule usikkert, hun havde hørt hvor vred han var, og hun kunne ikke mærke om han havde ment det eller ej.
Hendes blik flakkede og hun kiggede ned.