Hjemme igen..

Dato: 18 August.
Årstid: Sensomme
Dag : Mandag
Vejr : Gråt, underligt, når stedet er kendt for varmen.
Sted : Italien, by navnet er glemt xD
Tid : 21.29
Omgivelser : Ingen i nærheden, kun hendes familie inde i huset..

Melanie stod op af væggen, det hele var så.. Så frygteligt, bare det at være i nærheden af det. Siden hun var blevet vampyr havde hun ikke vist sin største svaghed. Men hun kunne ikke holde det inde længere. Tårerne trillede ned af kinderne, alt var så trist og forfærdeligt. Hun lændte hovedet op af muren og lyttede til hendes families stemmer. "Tror i vi ser Melanie igen?" spurgte hendes 5 årige lillesøster. Hun kunne ikke holde det ud. Hendes søster spurgte om hende. Det var.. forfærdeligt. Hun lukkede øjnene i og satte armene over kors. Hendes lillesøster, hun bare ville holde i sine arme igen. Hendes storebror hun bare ville knuge sig ind til. Hun så ud i mørket og peb, svagt..

Nonec, stod ikke langt væk fra huset, ved et busstoppested.
Han var lige kommet fra lufthavnen.
Han skulle besøge sin tante, som han ikke havde set længe.
Hun havde sendt et brev, og så kunne han da også lige sige at han var blevet forlovet imens han nu var.
Pludelig hørte han et svagt piv, men det tog ham kun kort tid at placere hvem det var fra.
Han så sig om, for at finde Mel, som var ked.

Melanie kiggede op i den grå himmel og sukkede stort. Hun bed sig i læben og kunne mærke tårerne trille ned af kinderne. Hvordan kunne hun bare svigte sin familie på den måde. "Bare rolig, Manda, hun kommer igen, det ved vi alle sammen." opmuntrede Jonathan, hendes storebror, men hans stemme lød usikker, måske vidste de ikke om hun kom igen. Lyden af hans stemme fik hende til at synke sammen. Han savnede hende også. Han troede ikke hun ville komme igen. Hun bed sig hårdt i læben og trak benene op under sig.

Endelig fik Nonec øje på hende.
Han gik lydløst over til hende.
Han satte sig op af muren bag hende, og så på hende, med et smil.
Han pyldrede i hendes hår, stille så menneskene inde i huset ikke skulle høre det.
"Hvorfor sidder du her, Mel?" summede han, stille.

Melanie gemte hovedet i hænderne, hun havde ikke lyst til at se nogen i øjnene lige nu. Især ikke en dreng. Hun bed sig i læben og så så alligevel op. "Det er min familie det der." peb hun og bed sig i læben. "De savner mig, de tror aldrig jeg vil komme igen." Hun sukkede og så på ham. "Jeg ved bare ikke om jeg kan, om jeg har kræfter til at se dem i øjnene." Hun så på ham og bed sig hårdt i læben.

Han så op i himlen, helt tomt blik.
Han så på hende igen.
"Mel, jeg syns du skal. Min bror, Jake, er måske i fare, og jeg har ikke den fjerneste anelse om hvor han er, eller hvem det er der vil gøre ham fortræd, men hvis jeg finder dem vil jeg slå dem ihjel. Er det svar nok?"
Han smilede vart til hende.
"Jeg kan tage dig i hånden hvis du vil?"

// Logger nok om ca. 15 min //

Melanie så på ham og bed sig i læben. Hun smilte svagt, og så på ham. "Tak." hviskede hun og fumlede efter hans hånd. Hun kiggede lidt på ham og rejste sig så op. Hun kiggede på døren og bankede forsigtigt på.

//Æv..//

Hans øjne blev tomme, men han smilede varmt.
Han grinede til hende, og bankede igen.
Familien var nok lidt overaskede over et bank lige der.

// ^^ //

Melanie så på ham og smilte svagt. Døren blev stille åbnet og en lille pige kunne ses i døråbningen. "Melanie!!!!" skreg hun og Melanie slap Nonecs hånd og greb fat om sin lille søster. Tårerne trillede ned af kinderne igen og hun smilte stort. "Jeg har savnet jer så meget!" sagde hun og smilte. Hun slap sin søster og så sin lidt ældre bror bag foran hende. Hun kastede sig i hans arme og grinte lidt. "Jeg har savnet dig." smilte hun. (x

Nonec blev ståene uden for døren.
Han smilede, Mel så meget lykkelig ud igen.
Han grinede svagt, da han så på den ret så stolte storebror, som alligevel var glad for at se sin søster.
Han smilede til den lille pige.

Melanie så på sine forældre og smilte. Hun undlod dog at gi dem et kram.
Hun smilte og så så hen på Nonec. "Det her er Cedric, en fra Forks." smilte hun og så på dem alle sammen. (x

"Davs."
Han var ved at få et grineflip, men styrede sig.
"Ingen spørger hvorfor du er blevet så smuk." summede han, med en latter gemt i sin stemme.

Melanie himlede med øjnene og så på ham. "Hey, gider du lige?" mumlede hun og puffede forsigtigt til ham.
Hun kiggede på sin familie og smilte stort.
"Du er forandret," mumlede Jonathan, "Smuk." mumlede han helt uhørligt, men med hendes nye hørersans kunne hun sagtens hører ham.
"Jeg har mistet den brune farve, jeg aldrig har haft." grinte hun og smilte.

Nonec smilede.
"Der kom det?"
Han grinede og klappede Mel, på skulderen.
"I vil vel gerne være alene?"

Melanie smil stivnede og så på ham. "Nej, vil du ikke med ind?" Bad hun ham og bed sig hårdt i læben.
Hun vidste ikke om hun kunne klare at være alene med dem. Hun så pludselig usikker ud og så på ham med et anstrengt smil.

Han forstod det med det samme, på hendes anstrengte smil, og smilede varmt til hende.
"Jo, hvis du syntes."
Han trådte ind, på en måde lidt ærgeligt over at deres hus skulle besudles af en fremmed vampyr.

Melanie smilte og så på ham. Hun så på sin familie som trak dem med ind i stuen. De satte sig i sofaen, hun klappede på sofaen som tegn på at han bare skulle sætte sig. Hun så lidt over på sin mor og skævede så til sin far, med et svagt smil. d:

Nonec satte sig, klodset for at gemme på sine evner, og støttede sit hoved i hænderne.
Hans mørkeblå øjne søgte rundt i rummet.
Han sukkede lettet da ingen af dem havde så sødt blod, så han havde svært ved at styre sig.
Han smilede til Mel, og ventede bare på at der opstod en lille hyggesnak.

Melanie så på sin mor der så ud til at sige noget. "Hvad har du lavet den seneste tid?" spurgte hun og så på hende. Melanie smilte svagt til hende og pillede ved sit armbånd. Hun tænkte kort over at sige det lige ud; Jeg er blevet er blevet vampyr. Men droppede det dog hurtigt, hun grinte lavt, næsten uhørligt og kiggede op. "Tja.. Jeg har fundet et hus, der ikke var så dyrt, også har jeg bare været i skole." smilte hun og så på hende. "Og mødt nye mennesker, selvfølgelig." tilføjede hun og smilte svævt til Nonec. (;

Nonec smilede skævt tilbage.
Han skjulte et smil med hånden,
de skulle bare kende sandheden, de skulle ^^
Han grinede charmerene til Mel's mor.
"Ja frue, deres datter er utrolig intiligent."
hans stemme var urtrolig myndig.

Melanie himlede med øjnene da hun så hendes mors smil bredte sig. Hun kiggede over på Nonec og smilte svagt til ham, og havde mest af alt bare lyst til at grine. "Jaja, så siger vi det." smilte hun og kiggede på sin far også på sin bror. Hun kunne mærke den trykkede stemning. Havde de savnet hende så meget? Eller var det bare fordi det var underligt at have hende i huset igen. Hun bed sig hårdt i læben og så så på sin bror, der så ud til at vilde sige noget. "Kan vi komme og besøge dig?" spurgte han forsigtigt, og hun nikkede. "Det ville være fantastik," smilte hun og hans smil blev en smule roligere.

Den trykkede stemning, gjorde Nonec pirrelig.
Han var glad for at Mel, var glad, og var hjemme.
Han brød hjernen for at finde på noget som kunne lette stemningen.

Melanie så på dem og så på sine ben. "Hvad har du lavet?" spurgte hun forsigtigt hendes bror og smilte svagt. "Arbejdet lidt osv.." svarede han kort, lidt for kort syntes hun. Hun bed sig i læben og så på ham. d;

Nonec kunne ikke styre sig mere.
"Hvorfor virker i ikke så glade for at se hende?"
Han sad stadig lænet op af armlænet på sofaen.
Hans lyse blå øjne borrede sig ind i Mel's fars.

Melanie så på ham og sukkede kort. Hendes far rejste sig op og så på hende. "Tak for besøget. Det er bedst i går nu." svarede han og kiggede ned i bordet. Melanie nikkede og rejste sig op. "Kom," mumlede hun til Nonec. Hendes storebror rejste sig også og så Melanie. "Tag dig sammen far! Melanie er en stor pige der godt kan tage ansvar!" sagde han og hun smilte taknemligt til ham. "Men hun kan ikke tale selv?" svarede faren igen. Melanie sukkede og gik ud mod gangen. Der var intet hun kunne gøre. Han ville aldrig tilgive hende.

Nonec stilte sig op og satte hænderne i siderne.
Han så undskyldene på Mel.
"Må jeg høre hvorfor hr'en er så sur på Melanie?"
Han stemme var myndig, vred og nysgrig.

Melanie stoppede op og lukkede øjnene. Faren så vredt på ham. "Hun lod sin søster komme ud for en ulykke!" råbte han af ham og så på ham med lynede øjnene. "Kom så ud!!!" råbte han også så på Nonec med strenge øjne. Melanie gik med hurtige skridt hen til sin far og kunne mærke tårerne presse på. "Jeg gjorde det ikke med vilje, vel?!" skreg hun og så på ham. "Jeg går med glæde." Hun tog sin jakke og åbnede døren og gik hurtigt ud.

Nonec stod som en marmor skullptur af en græsk gud.
Hans øjne lynede lige så stærkt som Mel's fars.
"Jeg forlanger en forklaring! Hvad var det som Melanie gjorde forkert? Hvad var det hun gjorde som kunne ødelægge dit og hendes forhold?!"
Hans stemme var vred, men han prøvede alt hvad han kunne at holde sin stemme rolig.

Melanie stod udenfor i det meget mørke vejr, det var en af de få dage, hvor vejret ikke var godt. Hun sukkede dybt og kunne mærke tårerne ned af sine kinder.
Faren kiggede vredt på Nonec og skulede så til moren, der skulle til at sige noget. "Engang for nogle år siden, lod hun sin søster komme ud for en ulykke der kunne have kostet hende livet! Jeg vil ikke finde mig i at have en datter, som ikke kan passe på sin søster! Hun burde smides ud af sådan en familie!" råbte han vredt og så på ham. "SKRUB SÅ UD!" råbte han endnu højere, så højt at alle naboerne kunne høre det.
"Kom ud, Cedric, kom ud." bad Melanie stille for sig selv, der ventede uden for døren.

*Gud hvor ville jeg ønske at vi var alene nu...*
Pludselig stod han lige foran hendes far.
Hans stemme var vred, og truene.
"Næste gang vi ses, er du alene."
Hans stemme var fast.
Pludselig stod han vedsiden af Melanie igen.
"Lad os komme væk."
Hans stemme var rolig igen.

Melanie så væk da han kom, svarede ham ikke, men gik bare. Hun kunne simpelthen ikke klare sin far, forfanden, hvorfor kom han ikke bare over det? Hun ville enlig også bare se den storebror der altid havde været der for hende. Han havde været den mor og far hun aldrig havde ved sin side. Hun så ned i jorden, med hænderne i lommen. Hun sukkede og gik videre.

Nonec gik ved hendes side, også med hænderne i lommerne.
"Vil du virkelig slå dig så nemt ud?"
Hans stemme var let hånlig, men han så ikke op.
"Det er edermanme nogle lamme forældre du har."
Han smilede skævt.

Melanie kiggede stadig ned, og begyndte at gå hurtigere, måske ville han ikke tale til hende hvis han havde boet med en far der havde sagt hun ikke måtte en skid, på grund af en ulykke? Hun bed sig hårdt i læben og knyttede sine hænder i lommerne. "Jeg ved ikke hvad jeg vil længere." svarede hun følelsesløst. Hun gik videre og kiggede kort, men lod sit sorte hår skygge for øjnene. "Jeg ved det." mumlede hun og bed sig i læben igen.

"Nej men det ved jeg... Jeg er pisse sur på din far."
han smilede varmt til hende.
"Men hvad var det eneligt der skete?"

Melanie kiggede dybt ned i jorden og kunne mærke tårerne igen begyndte at trille ned af kinderne. Bare synet af det der skete, var forfærdeligt. Hun bed sig hårdt i læben og så på ham. "Jeg var ikke særlig gammel, og det var hun heller ikke. Det var lige blevet grønt for fodgængere. Vi begyndte at gå over, da en bil smadrede ind i os. Min far sagde til mig at jeg kunne have set bedre efter. Han har ikke brudt sig om mig siden." hviskede hun hæst og kiggede ned igen. Skyldfølelse. Det eneste der var i hendes blik. Skyldfølelse. Hendes far havde nået sit mål, hun havde fået skyldfølelse. For det var hendes skyld. Hun kunne have stoppet.

Han trådte hende hårdt over tærene.
"Mel, tag dig sammen."
Han så hende ind i øjnene.
"Det er ikke din skyld! Det var chaufføren! Det er din fars skyld, fordi han sagde at det var din!"
Han borrede sine øjne ind i hendes.
"Tag dig sammen Melanie." gentog han.

Melanie så på ham og kunne mærke vreden. Hun kunne ikke klare folk der talte sådan til hende. Hendes øjne lynede.
"At stå der, se sin lillesøster, totalt kvæstet, er ikke rart. Jeg kunne have set mig for. Jeg så mig altid for. Første gang jeg ikke gjorde, gik det galt!" Hun så på ham.
"Jeg ved godt mine forældre er idioter, men helt ærligt! Jeg kunne have set mig for!"

Han standsede og holdte pludselig om hendes hage, og så hende ind i øjnene.
Han trak sig helt ind, og smilede så hånligt.
"Jeg hader folk der siger sådan. Og hvis det er din skyld, så har du ikke brug for mig til at forklare noget."
Hans ord hang i luften.

Melanie så på ham, hendes følelseløse ansigtsudtryk, så en smule skræmmende ud. Hun så ham i øjnene og lyttede til hans ord. Hun vidste jo godt det ikke var hendes skyld. Det var chaufføren. Ligsom han havde sagt. Hun bed sig i læben og vristede sig fri af hans greb. Hun kiggede ned i jorden og sukkede tungt. Hun trak ikke vejret. Hun kunne ikke sige noget. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige. Den hånlige måde han talte til hende, pissede hende fuldstændigt af. Men hun vidste godt at han havde ret.

Han klappede hende på skulderen.
"Vær nu sød, Mel."
Hans stemme var rolig, bedene og varm.
"Vil du ikke nok inse det?"

Melanie så på ham og kiggede så ned igen. Hun nikkede svagt og gik videre. Hun havde brug for at gå, i stilhed. Men ikke alene. Aldrig alene. Hun ville aldrig være så alene igen, som hun var da hendes storebror ikke var der. Hun kiggede op, stadig med hænderne i lommen, og pustede noget hår væk fra øjnene.

Han hjalp hende med af få det om bag øret, men forblev tavs.
han forstod at hun ville have stilhed.
Han klemte hendes hånd.
Det ar dejligt at gå, hånd i hånd, med en god ven.
Han havde utrolig meget lyst til at gøre hende glad igen.
Han kunne ikke lide at se hende trist, men viste ikke hvordan han skulle gøre hende glad.

Melanie så op og bed sig i læben. Vejen var snoet og brostenene var ikke de nyeste, hun havde set. Hun bed sig igen i læben, og smilte svagt. Det her var det sted hun ville bo for evigt, men hun kunne ikke. Detsværre. Hun kiggede ned og så ned i jorden, hvor de skæve sten af og til stak op. Hun kiggede op og trådte på en skæv sten, som fik hende til at vælte en smule. Hun grinte lidt og så på Nonec med et skævt smil, da hun sad på jorden. d:

Han hjalp hende le'ene op.
Da hun stod op smilede han ned til hende.
"Mel, vil du fortælle mig hvordan du blev vampyr?"
Hans stemme var rolig, let bedene.
Han flyttede vægten fra den ene fod til den anden.

Melanie så på ham og strøg noget hår til side. "Madelaine bed mig." svarede hun og bed sig i læben. Hun betragtede ham stille og smilte svagt. "Hvorfor?" spurgte hun, en smule nysgerrig.

"Hvornår? Hvordan hænger det sammen med at du blev udstøt af din ejen familie?" Han spyttede hånligt det sidste ud. Det pinte ham at de var så onde mod hende. Han svergede for sig selv, stille i hjertet, at han en dag ville hævne hend.
Han smilede til hende, og prøvede at være venlig.

"Vil tro det er snart 2 eller 3 uger siden." Hun holdte en lille pause og så på ham. "Da min bror for alvorlig begyndte at arbejde meget, kunne jeg slet ikke klare at være hjemme mere, og jeg ville flytte til et helt andet sted. Jeg var blevet udstødt lige siden ulykken, men min bror var der altid og beskyttede mig. Men da han ikke var der længere, kunne jeg ikke klare dem." mumlede hun og så på ham. Det lød lidt svagt, syntes hun..

// Haaarj! Mange gange undskyld jeg forstyrre! Men skulle lige sige fra Nonec at han logger fordi han skal i seng!//

//Kay, thanks d: ^^//

// Så lidt. Alt for Cedric ^^, //