Bare for en hygges skyld

Hun sad som et lyn ved siden af hende. "Hvad er der?" Sagde hun roligt, men hensynsfuldt.

Hun trak sit bukseben frem og viste nogle hvide striber af rester af de ar hun havde fået af angrebet af Emily, normalt når en vampyr kom til skade så healede det perfekt, men varulvenes angreb gav mærker for resten af deres tid,

Hun stirrede på det. "Nårh.." Mumlede hun. "Hvis jeg kunne ville jeg.." Hendes øjne blev sorte. "Men det kan jeg ikke." Smilede hun.

"hvis du kunne så hvad?" spurgte hun og lod buksebenet falde ned igen.

"Rive hendes kæbe af, og knække hendes små fingre." Mumlede hun, det lød fuldstændigt forkert fra hendes ellers pænt talende mund.

"hun skulle dræbes, men jeg har aldrig lært hvordan!" spurgte hun

"For let udvej." Mumlede hun dystert. "Hun skal lide.." Så blev hun fornuftig igen. "Men hun er meeget stærkere end mig. Det kan ikke lade sig gøre fra min side. Hun lod sin finger lege i mønstret på sofaen.

"jeg kunne nok, med lethed, og min evne ville gøre hun ikke kunne gøre modstand!" sagde hun til hende

"Det ville være uretfærdigt." Lo hun. "Men det er klart en udvej.."

"livet er uretfærdigt, enten for os eller alle andre, den stærkeste overlever!" sagde hun lettere dystert

"Ja.." Sukkede hun. Hun trak benen op, og lagde armende om dem. "Var det så rigtigt at forvandle Ced?" Spurgte hun dystert.

"det synes jeg, i elsker jo hinanden, han er blevet stærk nu!" sagde hun

"Han har det svært." Mumlede hun. "Vi gik mod naturen.. Måske ender det galt." Sagde hun utroligt ulykkeligt, hun hadede hendes tankegang. "Selvfølge elsker jeg ham.. Over alt. Mere end jeg tør sige til ham." Mumlede hun.

"han skal nok klare sig, det er jeg sikker på... han er stærk nok!" sagde hun opmuntrende til hende.

"Hvad nu hvis han gjorde det for min skyld?" Sagde hun ulykkeligt.
"Han skjuler sine følelser for mig." Mumlede hun trist. "Alt, andet end kærlighed. Jeg føler mig som en genstand." Sukkede hun.

Hun så på hende, Ced havde jo vist hans følelser for hende, ikke lang tid efter hun havde forvandlet ham "han er nok bange, bange for det hele, han tør ikke vise helt hvad han føler,.. han er bange for hvad du ville sige til det!"

"Har Du har snakket med ham om det?" Spurgte hun overrasket, men hendes ulykke blev afløst af tomhed. "Hvorfor forlovede han sig så med mig?"

"måske,... fordi han ser mig som en søster,.. du betyder noget helt andet for ham, han vil ikke virke svag for den han elsker allermest, ville du det?" spurgte hun

"Det ville jeg." Nikkede hun. "Han skal jo kende den jeg rigtig er."

"måske,... ville det være bedst hvis i snakkede om det,.. hemmeligheder er ikke godt at have for hinanden når man vil tilbringe resten af 'livet' med en!" sagde hun og så på hende.

"Han vil ikke snakke med mig om det."

"hmmh!!" brummede hun, ikke af hende, men af ham, hun ville ønske han ville være mere åben overfor hende "giv ham noget tid, jeg tror han har brug for det, han er jo lige blevet vampyr, der er sikkert mange ting endnu der er sværre for ham!"

"Det håber jeg." Sukkede hun. "Ellers bliver vi nok ikke gift." Sagde hun ulykkeligt.

Hun lagde armen om hende og sagde "rolig, jeres forhold er først lige begyndt, det tager tid at få 100 % tillid til en anden, du skjuler vel stadig lidt af dig selv. gør du ik?"

"Det.." Hun lukkede øjnene. "Måske gik vi for hurtigt frem.."

"ved det ikke, men måske skal i bare tage tingene som de kommer, og huske at være åbne overfor hinanden!" sagde hun med et varmt smil.

"Hvad hvis han skifter mening? Finder en anden han kender bedre, og kan komme til at elske mere?" Mumlede hun.

"det tror jeg ikke sker!" sagde hun og så på hende..

Hun sukkede og kiggede ud af vinduet. "På et tidspunkt må han jo begynde at stræbe efter mere?"

"det ved du da ikke, Cisse hvorfor tror du han ville gå igennem forvandlingen, fordi han ikke ville miste dig, hvorfor tror du at han forlovede sig med dig? det er fordi han elsker dig!" sagde hun og så alvorligt på hende "du må tage dig sammen, han elsker dig, og kan du ikke se det, så det måske dig der ikke elsker ham!"

Nonec, havde sidtet på WC'et men havde rejst sig for et stykke tid.
Nu sad han bare på brættet med hovedet i hænderne.
Havde Cecilie det virkelig sådan?
Som en genstand?!
Han havde det bare lidt svært ved lige pludselig at være et helt andet væsen, og mangle en masse ting, som han ikke havde, men som han gerne ville beholde! En masse vaner!
Han havde jo ikke været vampyr, i næsten 800 år, ligesom hende!
Det sårede ham..
Han tørede hissigt sine tåre væk fra ansigtet, men rejste sig ikke, da der allerede kom flere igen.
Hvis Cecilie havde det sådan ville han for alt i verden gøre det godt igen, og være mere åben.

Hun kiggede med løftede øjenbryn på hende. "Jeg har aldrig sagt jeg ikke troede han ikke elskede mig. Jeg sagde at han på et tidpunkt måtte få nok. Det er ikke det samme."

Efter et par øjeblikke, vaklede han op fra brættet og så sig i spejlet.
Han var noglelunde normal igen.
Han sukkede tungt, men viste ikke om han kunne se hende i øjnene efter det hun havde sagt.
Havde hun det virkeligt sådan?!

"det er næsten værre, at tro han ikke gider dig mere, det er da latterligt at sige, det er være at sige han ikke elsker dig!" sagde hun alvorligt

Hun tog sig til hovedet. "Hvor er jeg egoistisk!" Sagde hun fortvivlet. "Hvor kom de idiostiske tanker fra! Hvordan kunne jeg sige sådan noget pjat!"

Hun så mere blidt på hende og sagde "det er hvad vi alle kan komme til at tænke mår man tvivler på sig selv!"

Hun sukkede."Gud hvr har jeg det dårligt med mig selv lige nu..!"


// Skal til håndbold! //

"det er normalt, det er sådan man har det, når ens fyr har været utro med en, det er de ting der sker efter, lang tid efter, man tvivler på sig selv, tror ikke man er god nok og han vil finde en der er bedre, jeg kender til det!" sagde hun og så på hende

//ok, skrives bare ved senere//

Han tog en dyb indånding, og gik, stærk ud af døren.

Claire var netop på det tidspunkt på vej til toilettet, da han spænede ud af døren og at de derfor stødte ind i hinande. Hun vaklede lidt tilbage, da de begge jo var vampyre og det gjorde en smule ondt. Hun kom til at hvæse en smule, da hun havde fået en lille forskrækkelse.

Hun hørte hvæset og fór sammen. "Åh gud nej!" Sagde hun fortvivlet. "Han har hørt det!"

"rolig, du skal bare lige tale med ham,... han har kun hørt det du var bange for, du må forklare ham hvordan det rigtig er!" sagde hun beroligende

"Cedric!" Råbte hun og satte i løb mod døren. "Cedric! Cedric! Kom tilbage! CEDRIC!" Hun stod i dørkarmen. "Ellers kommer jeg ud efter dig!"

"rolig nu!" sagde hun efter hende og følte sig ilde til mode..

Hun lukkede øjnene, da de var rasende - på hende selv- og hun ikke skulle tro det var på hende. "Det kan jeg ikke." Sagde hun meget alvorligt. "Jeg har sikkert såret ham så forfærdeligt!" Sagde hun ængstelig. "Jeg må snakke med ham! Inden det går galt..!" Hun åbnede øjnene og de slog flammer, lignede helvede!

"hmmh, okay.. men forklar ham det roligt!" sagde hun bekymret

"Jeg ved ikke om jeg kan.." Mumlede hun, Hun var utroligt oprevet. Det skinnede ud af øjnene på hende.
Så røj hun ud af døren og satte i løb efter ham. "Cedric!" Råbte hun gennemtrængende. "Cedric! Kom nu frem! Jeg må snakke med dig!"

Nonec rystede overasket på hovedet, og så Claire i øjnene.
"Du må være Claire? Mad sagde at du havde ravfarvede øjne."
Han skød sin underlæbe ud og vendte sig mod Cecilie.
"Jeg trænger lige til noget frisk luft. Hold lige Claire med selskab."
Han forsvandt utrolig hurigt ud af døren.

"Cedric Blood Firefly!" Sagde hun alvorligt og spænede efter ham. "Lad mig nu for himlens skyld forklarer!"

Hun hævede det ene øjenbryn, "så det vil sige at der ikke er mad i aften..?" hun var helt uforstået omkring det der lige var sket og var irriteret over at hun kun havde set denne Nonec i få sekunder. Hun kløede sig let i håret og forsvandt så ind i sit værelse igen.