Jeg føler mig lidt som rødhætte }- Marcus ;)

Sted: I skoven, ved forks.
Tid: Omkring eftermiddagstid ca.
Omkreds: Træer og andre skov ting. Et hyggeligt sted til en vandre tur.
Påklædning: En rød tynd jakke, som går til taljen. Et par lange bukser af cowboy-stof. sorte flade sko og en stribet sort og hvid bluse, under jakken.

Kris var taget en tur ud i skoven. Hun var kørt ud til skovens kandt og havde så derfra taget med stien ind i skoven. Hun kendte ikke skoven så godt, eller byen for den sags skyld. Hun var stadig ret ny og hun kunne kun lige finde frem til det vigtige i byen og så tilbage til hendes hus. Hun havde ikke noget job endnu, men satsede på at finde et i byen eller en af de større byer nærved.
Hun ville starte et helt nyt og frisk liv, så hun glæde sig til at starte ordentligt op i byen. Kris gik nu rundt i skoven, i stiens retning. Stigen stoppede pludseligt mit i skoven og hun vidste ikke om hun skulle gå videre eller stoppe og vende om. Hun besluttede sig for at gå lidt videre mens hun stadig vidste hvor hun var henne. Så ville hun vende om et stykke inde, før hun glemte vejen.

Marcus Cane var kendt for sit stilrene tøj, sine penge, og for sin luksuriøse lejlighed.
Intet af dette var at se i netop dette øjeblik, og man kunne derfor fristes til at tro, at personen slet ikke var Marcus Cane.
Men det var det. Han kom vandrende hen af stier, der ikke var synlige for det menneskelige øje, forsatte i et jævnt tempo, mens de dyre sko blev mere og mere jordede og bukserne støvede og beskidte. Øjnene rummede stadig den gyldenrøde glød. En glød, der bevidnede om en sult, der nu var mættet. Sladrede om krop, der nu var tømt og død. Gemt af vejen i en skov, så endeløs og uberørt.
Marcus brød sig egentlig ikke synderligt om at slukke sin tørst i naturen, men eftersom dette sted var det mest ubefærdede og risikoen for at møde nogen minimal, var det alligevel skoven der var blevet hans jagtmarker. Træerne var ufattelig gode til at kvæle menneskeskrig..
Han stoppede pludselig. Var der nogen? Sanserne, som virkede bedøvede grundet blodet, alarmerede ham og fik ham til at dreje hovedet. Så rykkede fødderne sig atter. Drejede en anelse let mod højre, sigtende mod det nye mål. Mod lugten, og den ukendte person, som lugten tilhørte. Gløden lå forsat i de dybe øjne. Blinkede nærmest forventningsfuldt..

Kris gik og gik, til hun var dybt inde i skoven. Hun drejede om på hælen og lod sit blik glide rundt på alle træerne, som nu så ud til at være ens. Hun havde ikke lige regnet med at hun ville fare vildt, det var jo heller ikke ligefrem det man sagde til sig selv, når man gik ud af døren. Hun sukkede tungt og blev ved med at dreje et par omgange rundt, mens hun forsøgte at huske. Hun stoppede op da en kvalmene fornemmelse blev vækket til lige i hende. Hun sukkede igen og bed sig hårdt i læben. Hun var ikke klar over hvor hårdt hun havde bidt, før hun kunne smage blodet. det gjorde hende en smule svimel. *Rigtig dårlig timeing! Hvorfor lige nu? jeg finder aldrig ud* Det var de tanker som løb gennem hendes hovede, mens hun stod og tog sig til hovedet.
*Jeg skal nok finde tilbage, jeg skal bare lige sunde mig* Hun nikkede bestemt til sig selv og lænte sig op af det træ hun stod tættest på. Kris lukkede sine øjne i og forsøgte at forholde sig rolig, selvom hun stadig kunne smage blodet.

,,Er du faret vild?"
Stemmen var blød, og forekom næsten lokkende. Som en kat der slænger sig op af et ben. Han trådte ud mellem træerne og stoppede i udkanten af den lysning, hun synes at befinde sig i. Ovenover strøg intetanende grå skyer forbi, spærrede for en gul sol. De dybe glødende øjne var rettet mod pigens ansigt, fikserede uden at lade det sig bemærke, på det lille bitte sår hun havde bidt i sin læbe.
Marcus trådte en smule tættere på, dog uden at gå for tæt. Hun skulle nødig blive bange, selvom det muligvis var en anelse for sent, tage i betragtning af at en vildfremmede mand, med beskidt og uglet tøj har trådt frem, i en skov hvor der ingen burde være.
Men det kunne jo være at hun så bort fra det ydre, hende pigen, og i stedet priste sig lykkelig for, at der netop var kommet en, som kunne redde hende fra den knibe hun nu engang synes at være havnet i. Marcus håbede på det sidste.

,,Jeg kan vise dig ud.."
Den venlige stemme brød tavsheden. Øjnene rykkede sig ikke. Ligeså gjorde kroppen, stod blot ubevægelig og afventende.

Kris kom lidt ned på jorden igen og fik styr på hendes lille sår i læben. det blødte ikke mere, men det sved. Hun kunne mærke det, som små stik. Men valgte at ignurerre det da en fremmede mand i beskidt tøj og med ulede hår, tråtte ud foran hende. Hun betragtede ham lidt uden at sige et ord. Men hun synes ikke han havde fortjent at hun bare stod og gloede på ham, så hun tråtte væk fra træet og smilte venligt til ham.
"Jeg kom lidt væk fra stien" Hun så mod mandens ansigt, der uden tvivl var rigtig smukt. Hvis man lige så bort fra snavsen selvfølgelig. Hun lagde mærke til hans øjne og var faktisk en smule skremt over dem, men kunne ikke modsige at de var smukke som resten af ham.
Kris blinkede en smule forvirret og lod sin tunge glide over sit sår på underlæben, hvilket hun ikke burde have gjort. Det sved igen, med små stik men hun lagde ikke meget mærke til det. Hun var optaget af manden foran hende. Hun stod lidt og smilte en smule da hun hørte hans bløde og fortryllende stemme igen.
"Kan du?" spurgte hun og skjulte ikke glæden i hendes stemme. Hun havde ikke længere lyst til at være i skoven. Hun ville bare ud til det hvad hun kendte igen.

Han betragtede hende stumt i et øjeblik. Lod hende balancere mellem tryghed og utryghed. Mellem åbenhed og angst. Åbenheden vandt. Gudskelov. Han lod hende komme med den korte forklaring. Talte sekunderne der gik, mens roen krøb nærmere og lagde sig om dem. Om hende. Om ham. Men ikke nok med at han lod roen dukke op til overfladen lod han ligeledes hende sluge det ydre, som hendes øjne mødte.
Hvilket sølle menneske, der ikke vidste bedre.. ikke anede hvad dette ydre gemte på..

Det lette, halvt usynlige smil forsatte med at sidde til det blege ansigt. Fuldendte den beroligende illusion - skabte den lette ubekymrede stemning, der rummede en forventning om at alt nok skulle gå. Hun smilede, bemærkede han. Pigen smilede.
Forventningen var da heller ikke til at tage fejl i, da hun ville have bekræftet hvad Marcus netop havde sagt. Glæden røbede hendes lettelse, og sladrede til Marcus. Fortalte ham, at hun nu ikke længere balancerede, men var hoppet med begge ben over på siden der repræsenterede tryghed. Glimrende.
Manden med det beskidte tøj nikkede. Ja, han var i stand til at få hende ud af skoven..
- Smagen af blod kunne stadig smages i munden.

Kris betragtede ham blidt med et nysgerrigt blik, der både søgte hjælp og mere information om ham. Han så ret kold ud som han stod der foran hende, men hun kunne ikke undgå at være en smule tiltrukket af ham. Hans ansigt havde de perfekte træk og hun følte det som om hun blev draget tættere på ham. Dog flyttede hendes fødder sig ikke en mm. Hun smilte en smule uden at hun havde var klar over det. den besked fra hjernen havde ikke strejfet hendes tanker. Hun var væk et kort øjeblik, blindet af hans skønhed. Hans udseende.
Hendes fod rykkede sig en smule tøvede et skridt frem men på en måde så den stod skævt foran hende. Hun blinkede lidt da hun opdagede sin uhøflige stirren og fjernede hurtigt blikket. - Søgte ned mod hende sko, med det.
Skønt hun ikke kunne holde sig fra at kaste et par blik i retningen af hans ansigt igen. Hun bøjede sig en smule forover og lod hendes lange, let slangekrøllede hår, dække for hendes øjne så manden ikke kunne se hendes stirren.
"Hvilken vej skal jeg gå for at komme tilbage?" fik kris lidt efter frem. Hun tøvede og snublede lidt over sine ord, og lod en lille rødmen stige frem i hendes kinder. Hun havde ikke ligefrem planlagt at snuble i ordene og på den måde gøre sig selv til grin.

Selvom hendes stirren var mere en tydelig, lod manden ikke til at bemærke det. Han forsatte roligt med at gengælde blikket, uden så meget som at blinke. Lod hende fortrylle sig selv af sit eget menneskelige begær mens han selv blot stod og gjorde ingenting. Hvor var livet egentlig nemt.
Er hendes næste ord synes smilet på det bare ansigt at falme hen, til en synlig skygge, der flygtigt lå og ventede på at en vind skulle blæse det væk. Smilet. En alvorlighed, der synes at have været gemt, kom nu boblende til overfladen.
,,Jeg sagde ikke at jeg ville vise dig ud.. Jeg sagde bare at jeg godt kunne.. "

Hovedet blev lagt en anelse på skrå, ide han gjorde klar til at modtage hendes reaktion, men noget der kunne sammenlignes med den menneskelige følelse nysgerrighed. Smilet var endnu ikke blæst bort fra ansigtet. Øjnene betragtede hende nu mere intenst.
En ny idé var født. Og var der noget Marcus Cane var god til, så var det at få idéer..

Pigen der gik under navnet Kris, blev ikke mindre forvirret over hans stilhed. Hun lod blikket falde på ham igen i det hun rettede sig op og kastede en tot hår væk fra sit ansigt. En tot hår som havde sat sig fast mod hendes kind.
Hun havde svært ved at fastholde fatningen, men hun viste det ikke. - Prøvede ikke på at vise det. Uden at opdage at hun allerede havde røbet for meget. Hun lod ikke til at bide mærke i det da hun valgte sit næste træk. Hun lod sin ene arm hænge slapt ned langs siden, mens hun satte sin hånd, hvilket var den modsatte arms slutning, i siden ved hoften. Mandens svar havde forvirret hende endnu mere, end hun havde forvirret seig selv før.
Hun var ikke just glad for svaret fra den fremmede mand. Forståelsen af de ord der var blevet sagt var forstået. Men kunt halvt. Kris ville ikke virke uhøflig, men hun ville vide hvorfor han ikke havde i sinde at hjælpe hende, med at finde ud.
"Har jeg gjort noget galt?" Spørgsmålet kom fra hendes læber som en ren reaktion på det hun havde hørt. Tankerne fortsatte der ud af i pigens hovede oggjorde kun det hende være.
"Hvorfor vil du ikke hjælpe mig?" Tøvede hun lidt efter og rev en smule vredt, sit blik til sig. - Endnu en stirren havde haft retning mod ham og var blevet hængende ved ham, som en straf.

Smilet forsvandt aldrig, men synes i takt med at forvirringen overtog pigens sind at ændre karakter. Blive til et overbærende smil, af den slags man sender uforstående unge børn, der intet fatter. En tålmodighed fulgte trop. Dog var denne langt mere diskret.
,,Selvfølgelig har du ikke gjort noget forkert" lød det voksende svar, der flød over af en venlig tone. Som honning - klæbeligt og sukkeret. Han stod forsat stille. Urokkelig. Skabte en kontrast til hendes flakkende og forvirrede skikkelse. Et påtaget let suk, som en mildt sommervind, strøg ud over hans læber.
,,Man skal gøre sig fortjent til andres hjælp.." Lød det forklarende tilbage. ,,Især når det gælder nogen, som man ikke kender" hovedet blev rettet, og et drillende glimt blev sendt af sted mod hende. Udelukkende for at pynte situationen en smule.

Så rykkede han sig endelig. I et mageligt tempo begyndte han at gå en anelse mod hende, dog uden at have kursen direkte mod hendes væsen, men en smule skævt, så hun ville være nødsaget til at dreje hovedet let, for at kunne følge ham med øjnene. Mens han let gik om hende, som en begyndende cirkel, lød det beroligende svar fra ham:
,,Heldigvis for dig, er jeg villig til at hjælpe dig.. - hvis du vel og mærke gider gøre noget til gengæld .... Vil du det?" Stadig den beroligende stemme, der fortalte at alt skulle ordne sig. At alt skulle blive godt, så længe man fulgte hans anvisninger. Som allerede nævnt var Marcus Cane mæt. Det var derfor ikke en potentiel madpakke han så i den forvirrede og fortabte pige i skoven.. Det var noget ganske andet.

Pigen Kris, kunne se at smilet i mandens ansigt, ændrede sig i en hvis grad. Hun kunne ikke helt beskrive det med ord, men det hun lå tættest med, var, at det nærmest lignede at han morede sig over hendes forvirring og utrykhed.
Kris havde sine øre fremme, hun lyttede til det han fortalte hende. En lettelse spredte sig i hende, da han fik over sine læber, at hun ikke havde gjort noget forkert. Det virkede stadig for hende, som om at hun havde gjort noget. Eller måske såret ham.
Lysten til at kigge hen mod manden, var ikke let at holde på afstand, men hun ville ikke virke uhøflig. - Som en, der nedstirrede folk på sin vej. Sådan var hun ikke.
Hans bløde stemme lød igen og fik pigen til, igen at rette blikket mod ham, uden at skjule sin nysgerrighed omkring ham. Hun ville neturligvis gerne vide mere om denne unge mand, men han virkede ikke kun en smule fjern. Manden foran hende, viste også andre sider af sig selv, så som fare. Kris, som kun var en menneske pige og ikke vidste bedre, nikkede forstående til hans fortryllende ord, og blev lokket lige i fælden.
"Ja"
Et kort svar, som dog var meget præcist, kom fra hendes læber. Hun slyngede ordet ud som om hun ikke kunne vente med, at lære mere om den mystiske men tiltrækkende mand.

Hvis sandheden skulle frem, havde Marcus ikke forventet noget andet svar. Han havde ikke accepteret andet. Hun var et menneske, og af den simple grund svag. For svag til at træde i karakter, for svag til at modstå det enkle våben, vampyren netop benyttede sig af.
Hendes respons fik ham ikke engang til at påvirke ham det mindste, for som nævnt før, fandtes der kun et svar for Marcus og dette svar var ja. Om det så var forklædt som en fornægtelse, forblev det evig gyldigt et ja. Magtfuldt menneske forblev ikke andet end en allitteration. I den virkelige verden, var det de udødelige som bar på magten.

Han var nået om bag hende. Lydløst som en kat, var han ude af hendes synsfelt. Tavst, velvidende at den kulde, som han bar i sit indre ville røbe ham, og ligge sig på hende, placerede han den ene hånd på hendes skulder.
Et ord var det eneste der blev hvisket. Et rosende og dog så tomt og dødt ord, at der ikke kom noget positivt ud fra det, ordet. Det ville uden tvivl få pigen til at smile alligevel.
,,Dygtig"
Stilheden krøb med kulden fra skuldren hvor han berørte hende, og slog mod hendes indre, i et tavst forsøg på at drive den forhadte varme bort.
Så uden større opfindsomhed eller drama, bukkede han hovedet mod hendes blottede hals. Lod munden åbne sig, og tænderne pløje sig ned i den sårbare hud.
Hendes blod fyldte omgående hans mund.

Den kolde fornemmelse kom til Kris, da hun opdagede at Marcus ikke var der, hvor han før befandt sig. Han havde lagt sin iskolde hånd på hendes skulder, hvilkent hun tydeligt havde mærket. Hun havde mærket det som en isende fornemmelse som hurtigt bredte sig til hele kroppen, som en kullegysning, der bare varede ved.
Hun stod stille mens et lille gisp forlod hendes chokkede læber. Det var chokket over den undrelige kolde fornemmelse mod hendes blottede hud. Hun kunne mærke det klart og tydeligt, mens det langsomt bevægede sig gennem hende og fik hende til at stivne.
Hun havde enlig ikke noget mod kulden til at begynde med, skønt hun heller ikke kunne gøre modstand. Hun havde altid været ret svag af sig, men noget fik hende til at stå helt musestille. - Nogen, fik hende til at stå stille.
Den pludselige brændende fornemmelse tog overhånd før hun igen kunne nå at bedømme hvad der skete. Pigen lod sine arme og ben skære sig vildt gennem luften, i et forsøg på at slå fra sig. Tydeligt, uden virkning. Noget fik hende til at stoppe, som når en klokke ringede og alt derefter blev stille og roligt. Sådan så det ud, udefra.
Men den indre smerte var ikke slut, den var tværdimod først lige begyndt. Pigen kastede et par forvirrende blikke bagud mod den ellers flinke mand, som nu stod med tænderne i hendes hals. Hun lod sine ben knække sammen, så hun udelukkende blev holdt oppe at hans bid, hvilket ikke ligefrem hjalp på smerten. Et skrig forlod pigens læber.

Mens pigens blod synes at forlade hendes krop, fyldte det hans, vampyrens.
Selvom Marcus egenlig var mæt, kunne han ikke dy sig for at slubre blodet i sig, som han havde gjort det under en time tidligere. I takt med dette, dukkede en ivrighed op, der fik ham til at holde om hende. Holde hver hånd på hver af hendes overarme. Dels for at hindre hende i at falde, og dels for at tvinge hende til at stå stille.
Kun et skrig fik kæmpet sig ud af hendes mund. Det kunne han ikke hindre.
Øjnene, der før kun havde indeholdt en svag men intens glød, var nu mørkerøde og farlige.
Så synes Marcus Cane pludselig at huske, hvad det var han skulle gøre med pigen. At hun ikke var endnu en madpakke, men derimod noget mere brugbart. Hun ville blive til nytte, det vidste han. Og det var derfor han tillod hende at få den dyrebareste gave, der overhovedet eksisterede: Udødelighed.
Hun ville blive ligesom ham. Pigen ville blive vampyr, og han skulle nok vise hende hvordan man bar sig ad. Marcus stoppede. Mættet af hendes blod, og tankerne om hende, slap han hende, så hurtigt som han havde bidt hende. Lod hende simpelthen falde til jorden uden at berøre hende.
Øjnene så på hende, de skinnede og funklede. Blodet, der var løbet ud af munden på ham, blev flygtigt tørret bort med håndryggen. - Uden at gøre mine til at hjælpe hende.

Efter at være blevet tavs, efter alt det blodmangle. - Det blod som var gået fra min krop til hans og havde efterladt min krop næsten livløs. Hang pigens krop nermest bare i hans fauvn og dinglede. der var ikke så meget energi i kroppen mere. Ingenting. Denne krop kunne nu bruges til alt det, Marcus foran hende, ville bruge den til. Der var ikke længere mulighed for at gøre modstand, selvom det alligevel ikke ville være hjulpet.
Kris' krop som var halv død, fald hurtigt til jorden med et bumt, da manden, Marcus valgte at slippe hende. Hun kunne ikke rejse sig op igen, hun var alt for svag.
Ude fra set, så det ud til at kroppen havde givet op, at der ikke var mere tilbage at komme efter. Men kroppen kæmpede videre.
Forvandlingen var i gang.

Lidt efter lidt, begyndte en større smerte at brede sig i hele kroppen. Uden at være i stand til at kunne ændre det, begyndte Kris' krop at brænde op inden fra. Alle hendes menneskelige Celler og organer forsvandt lige så langsomt. Hun lå helt stille for en stundt, indtil smerten virkelig bed igennem.
Hun begyndte at vride sig lidt, i den ellers døde krop, mens hun udstødte et par smertefulde skrig. Hun begyndte at ligge mere og mere uroligt, mens hendes krop blev fortæret. - Ændret til den nye, udødlige krop. Det gik langsomt. Meget langsomt. Mens Kris nu ved sig i stor smerte mens hun udstødte flere og højere smertefulde skrig, kunne hun med tåre i øjnene se på på manden der havde bidt hende. Manden der var skyld i hendes smerte nu.
Hendes skaber, Marcus.

Marcus havde selv lykkeligt glemt hvordan det var. Smerterne, forvandlingen. Han havde fordrevet minderne som han havde fordrevet det menneske han engang havde været. Intet var til at huske. Eller, det var i hvert fald hvad han bildte sig selv ind.
Øjnene der synes så fulde af liv, rummede intet til overs for hende. Han bar hverken med en lyst til at hjælpe hende, eller på anden mulig måde stoppe det mareridt hun netop var igennem. Faktisk så vampyren ud til at ignorere tøsen fuldstændig. Ikke at det helt var tilfældet, når man så bort fra den ligegyldige maske. For faktisk, når alt kom til alt, ønskede han jo netop, at hun kom på højkant. At hun klarede det så hurtigt som muligt, og blev brugbar. For skvattet der lå på jorden foran hans fødder, at ufattelig nytteløs.
tungen gled over underlæben, i sin søgen efter en rest blod. Mens denne søgen fandt sted, sivede den sidste tanke igennem det mørke hoved.
Han ville ikke stå og vente på, at forvandlingen blev fuldendt. Der var ikke tid til det, og der var ikke behov for det.. For som Marcus i sit stille sind indså, ville hun når alt var klaret, opsøge ham, som han selv havde opsøgt sin skaber.
Marcus behøvede ikke andet end at vente..

Da dette var konkluderet, betragtede han pigen's menneskelige sind og væsen en sidste gang. Sikrede sig, at hun fik set ham og ville kunne huske ham. Muligvis ikke klart, men nok til, at hun ville søge og finde ham. Så drejede han om på hælen og satte afsted. Bort fra hende, og fra det hun ville forlade for evigt.. Og på en underlig måde, kunne han ikke lade være med, i sine tanker, at byde hende velkommen. Velkommen til de udødeliges verden.

//OUT//