My past?, my family?. What does that mean if i am going to hell? - Marcus

Det var altid et nyt sted. Ligesom det altid var en ny opgave, et nyt mål. De to ting fulgtes ad og sikrede, at der ikke var nysgerrige blikke der fulgte dem, eller lange ører der lyttede med. Dog var der en ting, både opgaven og stedet havde tilfælles; Forks. Mødepunktet var altid inden for Forks grænser, og opgaven var altid relateret til Forks, trods det til tider kunne være vanskeligt at se.
Denne gang var det gyden...

De fine overklasse jakkesæt, som normalt kendetegnede Marcus Cane, var skiftet ud med et ikke nær så prangende stykke tøj, bestående at en stilren mørk skjorte, og tilhørende mørke bukser. Ingen jakke.
- Han var allerede dukket op, varulven, indså Marcus Cane, idet han upåvirket af den anden skabnings tilstedeværelse stoppede op, med ryggen mod gydens udgang og fronten mod det andet hankønsvæsen. Afskar den eneste vej ud, og lod ved selvsamme handling gadelyset ramme ham bagfra - utydeliggjorde de finere detaljer i det blege ansigt. Den slangebøde stemme sprang elegant en hilsen over, og valgte i stedet at gå direkte til sagen.

,,Hvordan gik det?"
Stemmen røbede en utålmodighed, der dog blev holdt i kort og sikker snor.
Opgaven havde været klar og ikke til at tage fejl af, men Marcus vidste, at det ikke afholdt nogen fra at fejle alligevel. Også selvom det blot bestod i at ende livet på en mindre betydningsfuld varulv. Faktisk spillede den, forhåbentlige, døde ulv ingen særlig stor rolle i Cane's spil, men var egentlig blot et led, for at tjekke den unge mands færdigheder, evner og vilje. Ikke alle formåede at dræbe en som de på en eller anden vis var beslægtet med. Desuden havde Marcus krævet at ingen skulle opdage mordet, eller for den sags skyld morderen, men at det ensomme offer blot skulle 'forsvinde' sporløst.

Kun de tre ord blev sagt, og stilheden var ikke længe om at lægge sig over dem, med et afventende dirren fra vampyrens side af.
De kølige øjne rykkede sig ikke fra det forklædte menneske. Ansigtet forblev tomt og upåvirket. Ventede blot på en ting - svaret. Svaret der ville bevidne om en succes.

,,..Kunne ikke?" Overraskende nok, røbede stemmen ingenting. Forsatte blot med at være følelsesløs og blød, på en lokkende og samtidig farlig måde. Kun øjnene afslørede et farligt glimt. Sladrede om, at Marcus Cane bar på en maske, der kvalte hver en følelse. Noget, som varulven overfor skulle prise sig lykkelig for.

Marcus havde på sin vis forudset dette. Og dog, kunne han ikke lade være med at føle sig en anelse snydt, over ulvens fejl af ordre. Det generede ham simpelthen, da han ikke fandt tiden til at opdrage kræet. Der kom en påtaget pause, i det vampyren lod hunden drukne i sin skam. Imens forsøgte han at overbevise sig selv om, at den fejlagtige fyr, der stod overfor ham nu, stadig var til større nytte levende end død. Heldigt for varulven, smed Marcus ikke ting bort, han endnu fandt brugeligt. Og selvom dyret muligvis havde fejlet, kunne han ikke blot smide det bort. Ikke fordi han ikke ønskede det, men fordi han ikke havde nogen reserve. Endnu.

Endelig lod vampyren endnu nogle ord falde, samtidig med at han trådte en anelse frem. ,,Hvilken skuffelse.. - Giv mig blot en grund til, at jeg ikke skal slå dig ihjel med det samme?" En grimasse krakelerede den spejlglatte maske, som vampyren havde påtaget sig. Trods den endnu tomme stemme, gav Marcus en lille irritation over dette, frit løb. Ikke meget, men nok til at advare den anden person om, at truslen ikke var nogen spøg.

Den lette irritation, der netop blev synliggjort fik, efter James første udsagte ord, følge af en lav og hånligt snøft. En forkortet lyd, der havde rolle som grin i det, Marcus antog for at være ekstremt dårligt teaterstykke.
Et øjenbryn blev løftet og fuldførte den mine Cane netop havde sat op. Lysten til at lade en verbal og yderst sarkastisk kommentar tilfalde ulven var tæt på at overvinde ham. Selvom vampyrens kendskab til disse varulve var minimal, kunne han ikke lade være med at forbløffes af den yderst ringe hjerne funktion, som især dette eksempel udviste. Fristelsen blev for meget..
,, Sikke en glimrende antagelse.. " Lød det tomme svar, der gemte på det direkte modsatte, af hvad der var blevet sagt.
Han vidste ikke, hvad der var mest komisk - det, at fyren selv havde indset, at Marcus stod med magten eller det, at magten ikke kunne føre til død, grundet manglende reserve. Hunden havde altså, tydeligt kun ved brug af lillehjernen, kunne komme til den samme konklusion som vampyren selv havde draget. - at James ville være død adskillige gange, hvis der blot havde været en anden til at overtage pladsen. Overraskelsen var fyrens følgende bemærkning...
,,Hungre du ligefrem efter at blive dræbt? - eller er det skammen over, at du ikke kunne fuldføre en simpel opgave, som har taget overhånd?"
Hovedet blev lagt en anelse på skrå, idet han valgte at se bort fra reserve-problemet. Personer kunne han altid finde, også selvom det ville rykke tidsplanen en smule.

"For hvis det virkelig er hvad du ønsker, vil jeg da ikke have noget imod at opfylde det." Smilet kunne ikke ses, gemt bag den evigkolde maske lå det begravet. Men tonen rummede alligevel de spinkle følelsestråde.

Set udefra, fremstod de som totale modsætninger. Kontrasten mellem de to væsner, synes i denne situation så stor, at intet andet kunne bemærkes. Den enes kulde blev ramt af den andens liv. Følelserne mod tomheden. Deres auraer synes at få luften til at knitre. Noget, der kun blev tydeligere da varulven valgte at lade ord blive til handling.
Marcus vidste at han på et tidspunkt ville få bægeret til at flyde over. Han vidste, at de sagte ord på et tidspunkt ville ramme og blive for meget. Grænsen mellem ord og handling ville eskalere, og flyde sammen til en og samme ting. Dog havde han ikke regnet med, at det netop skulle blive nu, at ulven valgte at få nok af hans verbale lussinger. Havde det ikke været for den advarende snerren, dyret valgte at komme med, havde slaget muligvis ramt. Men det gjorde det ikke. En bleg og yderst kold hånd greb fat, få sekunder før at ulvemandens næve ville ramme ham.
Slaget blev omgående bremset - James havde ikke en chance uden sine ulveklæder. Cane's hånd havde lukket sig som et stengreb om James lukkede hånd, og selvom der ikke var noget yderligere behov for det, øgede Marcus presset. Klemte sine fingre strammere om den lukkede næve, som ville han knuse hele varulvens hånd. Kæbemusklerne bevidnede om kræfterne der lå bag denne handling.
,,Din dumme, dumme hund. Troede du virkelig, at du ville kunne ramme mig?" Selv stemmen var nu ikke helt tom mere. En klang, så skarp, havde bosat sig i den døde tone og skar igennem mellemrummet i mellem dem. Det var tydeligt, at Marcus Cane ikke var synderligt begejstret.
,,Hvor ynkeligt!" Afskyen blev synliggjort og Marcus slap taget lige så hurtigt som han havde grebet det. Uden yderligere ord, lod han den modsatte arm der havde hængt ned af hans side, slynges mod varulvens hoved, med håb om at slaget ville slå ham til jorden. Øjnene var iskolde og selvom kontrasten mellem de to væsner stadig var til at se, virkede den døde nu pludselig overraskende levende. - Noget som ikke kunne være et godt tegn.