endelig tilbage..

En lille bekendt skikkelse kom gående hen af gaderne. Det var lang tid siden at nogen havde set denne skikkelse, så det kunne være nyt for dem som var kommet. Men dem som havde været der for flere år siden, ville helt sikkert kunne genkende hende. Hendes lange sorte hår som fulgte hende elegant igennem luften. Hendes sorte kjole som hang lasende ned fra hendes skuldre og man kunne se noget lettere rødt på det. Hendes røde øjne var fyldt med fryd og hendes smil var legesygt. Hun lignede en lille pige, men mange vidste hvor gammel hun i virkeligheden var og kunne se i hendes øjne når hun var sulten. Hun gik over imod legepladsen og satte sig på en gynge. Hun kunne ikke lade være med at grine sin frydefulde latter. Endelig var hun tilbage. Hun var tilbage på rette spor og nu var det bare om at give et tegn på at hun var fremme. Hun var ret sikker på at de havde ''savnet'' hende.
Claire var hendes navn. Et navn som andre stadig sagde med en skælvende stemme. Ja, tro det eller ej, hun var tilbage. Mange havde troet at hun var død imens at andre havde snakket om at hun nok skulle vende tilbage. Det gjorde hun altid. Så hvorfor stoppe nu? Krig skulle der nok snart være. Det var hun sikker på.

Claire kunne ikke lade være med at gynge sig selv frem og tilbage. Hun kiggede på sine bare fødder som var helt rene i forhold til at hun ikke havde været i bad i lang tid. Hun hadede at gå med sko, hun mente at man blev mere tung hvis man skulle til at løbe. Det var nok også hendes kendetegn. At hun ofte gik i kjole og overhovedet ikke havde sko på. Det gik ikke til hendes stil. Hun gik også en del op i at folk skulle kunne genkende hende når hun kom. Hun ville ikke være ukendt længere. Hun kunne huske dengang hun havde været en god lille vampyr, ingen lagde mærke til hende, ignorerede hende. Men det gjorde de ikke længere. Mange frygtede hende. Hun begyndte at gynge højere og højere og grinte sit lille barnlige smil. Hvis man lyttede virkelig godt efter kunne man høre at hun var skør. Hun var sindsyg. Det havde hun været i lang tid. Siden at han forlod hende. Siden at han ikke gad længere. Siden han tog sit eget liv. Som vampyr. Hvordan kunne han!? Han lod det hele til hende, fortalte at han stolede på at hun kunne gøre det. Men det skulle nok ske! Hun havde sin plan også var det bare om at få den sat igang. Første punkt var ordnet. At komme til Forks.. altid Forks.

Claire kunne ikke lade være med at smile da det var at denne fremmede fyr satte sig ved den ledige gynge og begyndte at gynge med. Hun skævede lidt til ham imens at hun gyngede højere og højere. Hendes røde øjne skinnede helt og hendes smil blev en smule større, så man kunne se hendes hugtænder. Hun bed sig let i læben da det var at hun tjekkede ham ud. Hvem var han mon? Hun havde aldrig nogensinde set ham før, så selvfølgelig kom hendes nysgerrighed frem. Hun fik til sidst gyngen til at gynge så meget at den vippede hen over stangen. Straks hoppede hun af og landede elegant på sine fine fødder. Hun kunne ikke lade være med at fnise, da hun bagefter løb over til vippen. Hun gik hen over den lettere elegant og lod den vippe over på den anden side.

Hun kunne godt lide at han fulgte efter hende, det betød at hun også var spændende at vide lidt mere om. Selvom at han nok ikke viste det så meget i hans ansigtsudtryk, var hun alligevel lidt af en menneskekender. Da han snakkede til hende, vendte hun sig om og kiggede lidt op og ned af ham. "Hvorfor jeg er i godt humør?" hun kunne ikke lade være med at grine og hoppede ned fra vippen. Hun lod sin hånd køre igennem håret. "Jeg tror ikke at du har været i denne by før, og du ved tydeligvis ikke hvem jeg er" hun morede sig fordi at der endelig var en der ikke anede hvem hun var. Det var jo perfekt, så var hun jo stadig en smule mystisk. Hun bed sig let i læben, "du er nødt til at forstå.. at der er mange der kender mig i denne by. Og jeg ved allerede at hvis der er én eneste som får øje på mig. Så begynder det.. så begynder krigen" hun hviskede det sidste. "Og hvis de ikke begynder det. Skal jeg nok sørge for at det bliver startet. Jeg går ikke fra denne by.. før noget blod er spildt!" det sidste snerrede hun nærmest. Man kunne se hendes had bygge op bag hendes røde øjne. Hun havde aldrig nogensinde hadet nogen mere end det hun gjorde lige nu. De havde udstødt hende, som om at hun var ingenting. Men de skulle bare se hvem hun var. Hun skulle nok få hævn en dag. Det var bare om at finde hendes tidligere makkere og måske ekstra tilhængere. Hun kiggede lidt op og ned af ham. "Men jeg ved tilgengæld ikke hvem du er.. fremmede?" hun smilte atter sit lille legesyge smil og satte sig ned på vippen.

Hun hævede det ene øjenbryn, han virkede nedladende og det brød hun sig overhovedet om. Hvis han havde vidst hvem hun var, var hun ret sikker på at han ikke havde snakket til hende på den måde. Enten havde han snerret af hende og havde været nederen på en anden måde. Eller også havde han snakket venligt til hende, eller på en meget rolig måde uden nogen følelser. Hun lod sin hånd køre igennem sit hår, hun syntes ikke at han lød som at være så gammel. Hun vidste at hun selv ikke virkede sådan, men det var hendes kendetegn. Sådan var hun bare og hun vidste at hun ikke ville ændre sig.

"Jeg sover ikke" sagde hun lige efter at han fortalte at hun fik det forkerte ben ud af sengen. Hun hadede den sætning, for det gav ingen mening overhovedet.
Hun fnøs da han sagde at hun var tiltrækkende, hvor tit havde hun ikke hørt det? Men hun ville ikke sige så meget til det, hun var ikke så meget for at indblande sig for meget i følelser. Da hun havde gjort det sidst, havde det ødelagt hende fuldstændig og hun havde ikke været der i lang tid. Aldrig nogensinde skulle det ske igen, hun var nødt til at komme til toppen som hun havde lovet. Hun så lidt op og ned af ham før hun begyndte at gå lidt længere væk. Hvis han ikke ville fortælle hvem han var, var hun vel nødt til selv at finde ud af det. Men hvis han ikke fortalte det nu, vidste hun at hun ikke ville vide det i et stykke tid. Hun ville ikke spilde sin tid på at finde ud af alle mulige detaljer om ham. Så hellere finde de gamle makkere hun havde, hvis de stadig levede. Hun havde kunne dufte da hun kom ind i byen, at varulvene stadig var der. Men det så ud som om at byen var kommet i ro igen. Hun savnede dengang at alle skreg. Hun savnede endda dengang at de havde sat hende i bur. Hun forstod ikke hvordan, men de havde gjort det.

Hun vidste ikke hvad hun skulle synes om denne fyr.. dreng.. mand? Det kunne vel være ligemeget hvad han var, selvom at hun godt vidste hvad han var. Men hvad skulle hun dog gøre? Gad hun overhovedet vide hvem han var? Var hun virkelig så nysgerrig, at nysgerrigheden kunne forsvinde hurtigt? Så mange tanker fløj igennem hendes hoved og hun vidste ikke hvorfor. Hun havde ændret sig, det vidste hun udemærket. Men forandringen føltes bare underlig i hendes brystkasse. Hvad havde gjort hende til den hun var idag? Var hun blevet ondere eller var hun blevet blødere? Det var svært at vide, det var som om at hun ikke kendte sig selv mere.

Hun bed sig i læben da han tog fat i hende. Hvordan skulle hun reagere? Hvad skulle hun sige? Det kunne da ikke være så svært. Hun vendte sig om og kiggede ham ind i øjnene. Skulle hun blive? Skulle hun gå? Hvad ville hun?
Hun smilte og kunne ikke lade være med at grine. "Selvfølgelig, hvis du så gerne vil have mig til at blive". Hun trak sig ud af hans greb og gik tilbage til gyngerne. "Hvem er du?" spurgte hun så og skævede til ham. "Og hvad laver du her?" hun begyndte at vippe sig lidt frem og tilbage. Det kunne godt være at hun stilte mange spørgsmål, men hun var selvfølgelig nødt til at vide noget mere om ham. Hun sukkede og kiggede ned på sine fødder. Hvad skulle hun stille sig op med ham? Mon han var ligesom hende?

Hun kunne ikke lade være med at smile da det var at han fortalte hvorfor han var der. Der var ingen grund, hvordan kunne man ikke have nogen grund til at komme? Men hun valgte alligevel at lade være med at kommentere det. Hun kendte det nogen gange selv at man bare gik hvileløst rundt uden at indse hvor man gik. Men hun kunne bare ikke forstille sig at der var andre end hende der gjorde sådan noget. Hun forstod ikke andre vampyrer.

Hun kiggede over på ham med sine blodrøde øjne, da han spurgte om hvorfor hun var der. Hun smilte skævt. Et lille grin undslap hendes læber. Det var egentlig dejligt at der var nogen der var nysgerrige efter at vide noget om hende. Hun var jo efterhånden vant til at der bare gik historier rundt omkring, der handlede om hende. Selv nogle forældre fortalte om hende for at skræmme deres børn så de kunne blive bedre derhjemme.

"Ser du Bastian. Denne by har en mørk og dyb fortid. En fortid du ikke ordentligt ville kunne forstå. Du kan blive en del af det, men aldrig forstå hvad der skete før i tiden" hun så ned på sandet og lavede små mønstre med sine fødder. "Der er så lang en historie, at nogen af dem endda er blevet til myter" hun kiggede over imod ham. "Kan du lugte den der lugt? Den er ikke så stærk, men den er alligevel lidt irriterende" hun bed sig i læben og kiggede over imod skovene. "Det kaldes for hundelugt.. de bæster skal jeg have hævn over. Det er derfor at jeg er her" hun grinte sin sindsyge latter og begyndte at gynge sig selv lidt frem og tilbage. "Der skal nok snart komme uro i denne by.."
Da han spurgte om hendes navn trak hun lidt på skuldrene. "Jeg ved efterhånden ikke hvad man har kaldt mig igennem tiderne. Men mit oprindelige navn er Claire" hun smilte og kiggede op på himlen. Det var egentlig hyggeligt at være sammen med denne Bastian.

Hun kunne ikke lade være med at grine højt da han snakkede om at leve livet. "Leve livet!? HVILKET liv?" hun kiggede på ham og gav ham elevatorblikket. "Det her kan man ikke kalde for et liv overhovedet og desuden var det dem der tod det fra mig" hun rynkede på næsen og rystede på hovedet. "Nej, jeg skal have hævn. Det var dem der tog alt det fra mig som betød noget. Det var dem som jagtede mig ud af byen" hun fnøs og kiggede atter ned i sandet. Hun kunne ikke glemme det som var sket dengang. Lige meget hvad ville hun finde dem som kendte engang, hvis de stadig levede. Hun var ligeglad med alt det andet. Hun ville have det hele tilbage for derefter at ødelægge alt for de pokkers hunde.
Hun vidste godt at hun var hævntørstig. Hun hadede når der var nogen der vandt, især når det endte med at hun skulle gå. Det var ikke altid det gode som kunne vinde. Det vidste hun. Det var derfor at der stadig var folk der blev myrdet. Det var derfor at der stadig var krig. Sådan var alle bygget. Claire ville gøre alt for at blive den hun var før, men det var nogen gange svært, når hendes anden side altid sagde at hun skulle lade være med det.

Hun kiggede over på ham igen. "Krigen sluttede aldrig. Den er stadig igang" hun bed sig i læben og kiggede atter imod skoven. "De skal snart vide at jeg er her, og jeg ved lige hvordan jeg skal gøre det" hun fniste og begyndte at gynge lidt højere igen.

Hun nikkede. "Det skal jeg huske. Det kunne jo være at jeg kan have brug for hjælp senere" selvom at hun hadede tanken om at få hjælp, vidste hun jo at hun ville have brug for det. Hun kunne bedre lide tanken om at kunne klare det alene, men hvem ville kunne gøre sådan noget alene? Hun bed sig let i læben imens at hun kiggede op imod himlen igen.

Hun kunne godt lide at han grinte sammen med hende. Måske havde hun ikke mistet sin charme helt, selvom at hun vidste at det ikke var på den måde han tænkte. Måske.. måske havde hun fundet sig en ven. Men hun ville ikke tænke for meget over det. Det kunne være farligt at få sig en ven. Hun sukkede og stoppede med at vippe sig frem og tilbage.