Endelig...

Dag: fredag.
Sted: nær lufthavnen.. italien
Omgivelser: ikke nogle..
Årstid: Sensommer .
Vejret: mørkt, men sommer præget
Tid: mange.

Klokken var mange, og solen var endelig forsvundet fra den lyse himmel,
og lod mørket komme på bane. Det var lunt. Den sorte løse skjorte var halvt åben,
og afslørede den blege hud, som var gemt under, og også prægede det fine ansigt,
med de dybtliggende klare øjne. Gadelygterne var tændt, og kastede et blegt lys ned over den øde vej,
hvor kun få biler kørte forbi. Dette lys fik kun hans hud til at se endnu hvidere ud,
og lagde skyggerne tilrette over ham.
Raiden var gået ned ad en gade, og lagt lufthavnen bag sig..
det var længe siden han havde været her, og dog huskede han stadig stedet..
den kvalmende varme luft var den samme,
En kirke klokke lød langt væk, gaden var tom. Og Raiden forsatte med at gå..

Amber havde holdt øje med solen hele dagen, og så det endelig var blevet mørkt, hun ville ud og jage, både hende og Catherine skulle have noget blod, Catherine var dog ikke gammel nok til at komme med ud og jage endnu. hun havde ladet Dominic og Claire om at passe hende, selvom hun ikke brød sig om at efterlade hende. Hun gik ud af døren fra motellet og så hvor tomt gaderne var. Langt væk kunne hun dog høre nogle gå, men duften,. duften den virkede så velkendt.

Raiden forsatte. bygningerne var få vinduer oplyst.
Dog intereserede det ham ikke, hverken det, eller de mennesker
som befandt sig i disse huse.
En bil kørte forbi, og dens lys gjorde at Raiden´s skygge kort blev kastet
mod en væh, til mørket igen tog over og bilen forsvandt.
Han havde imodsætning ikke lugtet eller fornemmet noget,
Vinden førte nemlig intet mod ham.. men væk.

Hun rystede tanken af sig og forsatte videre, dog kom hun tættere på den duft hun kunne kende som en vampyr. hun valgte at følge duften hun havde ikke mødt så mange vampyrer her i italien endnu.
Hun så frem men blev blændet af en bil der passerede hende, hun hadede bilerne når det var mørkt den pludselig lys gjorde ondt i øjnene når man var blevet vant til mørket.

Raiden lyttede. der var nogen ikke langt væk.
Dog vendte han sig ikke om for at tjekke,
men forsatte den kendte vej, ved at dreje ind til højre.
- dels for at tjekke om den person fulgte efter,
for hvis dette var tilfældet, skulle han nok overraske denne
person først.
Raiden forsatte frem, i et roligt tempo.

Amber fulgte lugten, men ville ikke give sig til kende allerede. hun kunne ikke helt kende duften selvom den virkede bekendt, det kunne også bare være hendes hjerne der spillede hende et pus.
hun glemte helt hvorfor hun enlig var gået ud og det var jo for at jage.

Raiden hørte ekkoet af en anden persons fødder..
Alså forsatte personen efter ham.
et lille smil spillede kort på hans hvide ansigt..
Stedkendt gik han ind af en vej, velvidende at dette ville være en blindgyde..

Amber forsatte med ham, men vidste ikke at gyden ville ende blindt, hun ville bare finde ud af hvem det dog var.
hun havde en for stor en nysgerrighed til at lade vær. men hun var også klar til at forsvar sig selv hvis det var en fjende

Roligt stoppede han i den mørke skygge, der fik gyden til at se ud som om den forsatte endeløst.
Så vendte han sig, betragtede kvinde skikkelsen,
og løb så, så han ubemærket endte et stykke bag hende.
" Hvorfor følger du mig?" hans stemme var tom.
Men ufattelig rolig. Skikkelsen stod nu i gyden, ham selv uden foran.
Så ramte lugten ham..

Hun blev forskrækket af hans pludselige bevægelse. hun så på ham og sagde "jeg. meh ja.. !"
duften af ham virkede mere og mere bekendt, men hun kunne ikke forstå det, ku det virkelig
hun trådte et skridt væk fra ham, bekymret og en anelse bange

Raidens øjne landede på hende,
i samme sekund lugten af hende ramte ham, som
noget sødt genkendelig noget, der fik ham til at løfte
det ene øjenbryn.
Raiden bemærkede hendes reaktion, hvilket gjorde,
at han fik bedre kontrol over sin egen.
" Hvor bor du?" hans spørgsmål kunne komme uventet,
men det var ikke for hvilken som helst grund, at hun måtte befinde sig i Italien..
-over hovedet ikke

"hvorfor skulle jeg sige det til dig?" spurgte hun duften af ham var ufattalig genkendelig mens hans udseende virkede mere fjernt, hun så på ham i noget tid og hviskede lavt "det kan ikke passe!" hun ville ikke tro det var ham, duften sagde det var ham, men hun var ikke sikker.

" sig det.." hans stemme var forsat tom.
uden den mindste form for menneskelighed i.
Han lyttede til det hun sagde, og smilte usynligt.
- hvad hvis det nu passede?

"jeg bor ingen steder endnu, jeg har forladt forks!" sagde hun tomt, hun vendte blikket ned
hun havde besluttet at sige til Claire at hun ville sælge huset i forks og flytte her til italien, og bede Claire om at bo her i italien med hende, så de ikke skulle være adskilt, for hvad kunne der ikke ske ved det?

Dette var han ligeglad med, for hvis hun ingen steder boede, var det fint.
HAn blinkede og så kort på hende.
Imodsætning til hendes tvivl var han næsten sikker.
også selvom hun var ændre..
- for ja, det var han bestemt også,
han vendte sig om.

"du, .. du virker så bekendt,..
uhyggelig bekendt, du minder mig om en jeg ikke tør tro stadig er i live,!" hendes stemme rystede, selvom det ikke havde lignet det til sidst, så havde hun elsket Duncan, mere end noget andet, da hun fik af vide han var død, var det som om hun døde selv. hun så stille på ham mens hun ventede hans svar.

Raiden stoppede-
" og hvad for dig til at tro at han ikke bare er det?"
hans stemme var stadig tom, øjnene rette væk, da han i dette øjeblik stod med ryggen til, håret faldt let ned over de klare øjne, der for noget tid, var blottede for alt..
Minder, tanker, kaos.. alt.
dog kunne hun jo ikke se det.

Hun så ned og sagde "fordi, hvis han var i live og bare forlod mig, så knuste han mit hjerte!" hun mærkede hvordan smærten kom tilbage den hun havde gået igennem al den tid hun havde troet Duncan var død, hvis det ikke var det der var sket, hvad skulle hun så tro, hvad skulle hun nu føle?

HAn vendte sig om.
betragtede hende let, uden at tænke på at afsløre sig
.. endnu.
" lige frem knuse?" hans stemme var stadig tom.
Tankerne var mange, og han lod ikke blikket hvile for længe på hende,
men lod de klare øjne glide ind i mørket

Hun huskede tilbage til de kolde og lukkede minder om sig selv efter han var væk, den måde hun ikke havde bevæget sig på i flere dage, uger, hun havde været krøllet sammen inden på sit værelse havde ikke jaget havde ikke noget, havde ikke snakket med nogle, og alt der havde mindet hende om ham havde hun enten flygtet fra, eller lavet om. Amber mærkede hvordan smerten indtog hende igen, en indvendig smerte der var værre end noget hun havde følt, hun lagde armene om sig og mærkede hvordan hun var ved at bryde sammen igen, som den dag med Dominic. ... ja ligefrem knuste han, hendes hjerte.

Raiden så ventede til.
Der kom intet svar..
Kun nogle øjne der så rimlig tomme og fjerne ud.
Dette gav ham selv mulighed for at tænke.
dog var det ikke om hvad hun ville svare..
.. nej noget lidt andet..

Hun så knust op på ham og hviskede "duncan!" hvor efter hendes stemme knækkede sammen
hun var ligeglad med han var kold og virkede helt ligeglad med hvordan hun havde det.
hun havde det forfærdeligt og det viste hun. og end ikke en kold facade skulle stoppe hende for at vise hvad hun rigtig følte

HAn spærerede let øjnene op.
" Hvad?" spurgte han en smule tomt.
Øjnene flakkede kort mod hende, men endte atter i mørket
Det var længe siden han havde hørt det navn.
Ja.. flere måneder.. OG han følte det svære at
kunne genkende ordet Duncan.. NAvnet!
Måske fordi der var sket så meget?
alt det, som nu prydede både hans ydre, og indre.
.. hvis hun bare vidste..

"ja Duncan, manden der tog mit hjerte med sig da han forsvandt,
jeg har ikke været hel siden da, og det er ham du mig så meget minder mig om, men jeg tør ikke tro det, selvom alt synes at være dig der er ham, så ved jeg ikke hvad jeg skal tro, jeg ved ikke hvad jeg skulle føle!" sagde hun hun gik over til ham og så ham i øjnene der slet ikke lignede Duncans, hvordan kunne han være forandret så meget, men duften var helt itakt, hun tog en dyb indånding og spurgte "er du den som vi engang kaldte for Duncan?"

Raiden lyttede.
lyttede stille til hendes ord.
Men hun havde ligget i en hule af sorg..?
og han.. ja han havde gjort så meget, mærket
kræften da han atter blev vakt til live,
og ja, nu havde han ikke hendes blod i sig,
og Derfor var han ikke omega, men han havde noget andet..
noget langt større.. Silvias velsignelse og styrke..
Selvfølgelig skulle der betales for at få det.. og dette var ikke med penge..
Han så kort mod sin venstre skulder, da minderne kom.
og så han så op, stod hun foran ham.
med et svar han ikke vidste hvad han skulle svare på.
.. For en som duncan ville aldrig have overlevet..

"jeg ved du ikke er den samme det kan jeg se, og mærke, men var du dengang ham?" hendes stemme rystede, hun var bange for hans svar, bange for hvordan hun skulle reagere på det, hun var nervøs for at se hvad han ville sige og hvordan skulle hun forholde sig til det. Hun så dybt i hans øjne, hendes egne dybrøde øjne som hun ikke skjulte mere med kontaktlinser. hendes øjne der stadig var så usikre. hun ville have et svar, men frygtede det på samme tid

Raiden lod hende se hans øjne,
som han ikke lod skjule sin korte tvivl
over det han ville sige..
for tanken om det han havde været havde han
begravet så dybt nede, at tanken om at rive det op
igen, kunne få ham til at svimle..
Han åbnede let munden, stadig så han ind i hendes øjne,
som ikke skjulte den røde glans.
" ja, jeg var Duncan.." indrømmede han så..
så stadig bare på hende,
uden at forvente nogen reaktion overhovedet..

hun var stadig ikke klar over hvordan hun skulle reagere, hun så stadig på ham men var fjern, hun havde 1000, nem nærmere milioner af tanker kørende oppe i hjernen, hun havde dog et stort spørgsmål, noget hun aldrig kunne finde ud af selv, ét hun havde haft siden før han forsvandt, hun fokuserede på ham igen og spurgte
"elskede du mig ikke mere?
den sidste tid vi var sammen, du var så fjenlig, du skuppede mig væk, jeg..
jeg kunne ikke forstå det. Jeg var forvirret, jeg gjorde dig ond,
men.. men jeg elskede dig til sidste øjeblik, jeg elskede dig stadig da du forsvandt,
jeg døde inden i da jeg fik af vide du var død, jeg sørgede over dig i så lang tid,
jeg fjernede alt flygtede fra alle de minder du var med i.
jeg elsker stadig Duncan den dag endnu.
men elskede han stadig mig?!" hendes stemme rystede svagt, hun havde stadig mange flere spørgsmål, men ville lade ham svare på dem først.