Endelig fri.

Dato :: 11 August.
Årstid :: Sensommer.
Dag :: Tirsdag
Vejr :: skyet, med små regndryb i ny og næ.
Sted :: Udkandten af skoven, længest væk fra Forks
Tid :: 19.36
Omgivelser :: Træer, menneske tomt.
------------------------------------------------------------

Duncan så sig om. Træerne var Store, og underskoven var endelig ved at tynde ud, mod den store eng som kunne anes længere fremme. Stilheden var tung, og blev kun afbrudt, af små lyder, og en enkel fuglesang.
Vejret var lummert, og en let tåge hang over engen, og svævede ind mellem skoven, af den doven varm vind.
Duncan stoppede. han havde gået i et stykke tid nu, Rolig og mageligt var han gået, mens Forks dufte forsvandt og larmen fulgte trop. HAn stod i ingenmands land.
Sulten og det han ville kalde sit rette element!
Med det sorte hår let svajende i den dovne vind, og Øjnene spejdene fremad. Blå, klare og yderst facinerende.
TAnker var der næsten ingen af, Da Duncan konsentrede sig om at lugte sig frem til et menneske, som han havde fulgt i det sidste kvarter!
Det var en midderlaldrende mand han var efter.. Det var ikke fordi, det var det lækreste, men omvendt ville dyreblod være yderst plat at vælge.
Nej, menneske blod skulle der til.
Duncan ville vente på det rette øjeblik, hvor hans instinker tog over, Så han gik godt 30 meter bagved, så manden ikke fattede mistanke om at han blev forfulgt!

Isobel kom løbende gennem skoven hun sørgede for hele tiden at være bevist om sine omgivelser. hun så sig omkring og lidt længere væk kunne hun skimte en skikkelse. ud fra lugten at dømme var det en hun kendte
"duncan" sagde hun lige højt nok til at han ville kunne høre det

Duncan sørgede hele tiden for at gå lige langsomt så manden intet lagde mærke til,
Og dog så hurtigt at Han ikke mistede færten..
Han bevægede sig stort set lydløst, som et rov dyr efter et offer!
alle hans sanser var til nytte, Øjnene så efter, BEvægelserne var smidige og Øre og lugte sansen, gjorde begge deres stykke arbejde.
En anden lugt blandede sig pludselig, og kun kort efter kunne hans navn høres.
" Ja?" spurgte han til Isobel, dog så han sig ikke tilbage, med blev ved med at gå mod manden..
Selv kunne Duncan se at manden var begyndt at blive træt, for tempoet blev langsommere og langsommere!

hun gik med lette, lydløde skridt hen i mod ham
"hvis jeg dig ville jeg hellere tage ind til seattle i aften. der er der større udvalg og folk smager bedre" der var et glimt af munterthed i hendes gyldne øjne

"Hm.. Klare ikke at gå uden at få lov til at være det jeg er i så lang tid"
Svarede han roligt, med det samme glimt i øjet, dog var hans øjne blå, hvilket han vidste ikke var helt normalt!
" desuden, er der jo ingen regler for at man kun må vægle en?" Sagde han og forsatte med at gå, Om lidt ville jagten begynde, og så ville Duncan vide om hans liv var værdigt at dræbe!
Duncan elskede når folk kæmpede for deres liv, når han kunne se frygten i deres øjne.
Og høre deres hjerte slå, hurtigt og højt!
Han var som en kat, elskede at lege med maden, for derefter få sin belønning.
Og det var kun noget han kunne gøre her ude.
- det var her han var fri!

Isobel sukkede lavt *han må virkelig være ny i området* tænkte hun
hun tog en lille lommelærke frem. den var fyldt med helt nyt og frisk menneskeblod. hun havde altid lidt ekstra på sig, hvis hun nu ikke kunne styrrer det mere. hun åbnede den og den søde duft stod op fra den. hun så smilende på ham. hun så kort efter manden. hun fik det helt dårligt ved tanken om at få hans blod ind i sin krop...

Duncan så på flasken med et smil.
" JEg har ikke tænkt mig at tage hans blod, hvis det er det du tror!" svarede han roligt, of stadig lavt!
"Det er jagten jeg vil opleve, det er rædslen, skriget, tiggeriet om at jeg skal skåne ham!"
Svarede Duncan og mærkede hvordan han bare havde lyst til at det skulle begynde nu..
han lugtede til blodet.
" jeg vil ikke vise ham et jeg er vampyr, Jeg vil bare have det lidt sjovt.. og Ham her jeg følger, vil kun tro at jeg er en simpel teenager, med Alvorlige problemer! Han vil, når han bliver skræmt, ikke havde evnen til at tænke logisk, han vil ikke opdage at jeg bevæger mig hurtigere.. og hvis han opføre sig, som jeg vil havde det lader jeg ham måske gå så Jeg kan prøve igen!" Et lille smil kom frem og duncan stoppede.
Manden havde sat sig, og ifølge lugten, spiste han.
* Måske er det din sidste mad!* Tænkte Duncan roligt!

hun så vurderende på ham og nikkede så
"men husk ikke at bryde traktation. jeg tror at den stadig gælder her. vi er jo ret tæt på byen" sagde hun med en rolig og fattet, men der var noget muntert i hendes øjne

Duncan så nu rigtigt på hende.
" Jeg troede ikke det galdt ude for byen? " Spurgte han utroligt roligt,
I forhold til at hans sind var i oprør!
* vil de ikke have at vi skal være vampyre? tror de bare at det hele skal være menneske-land!*
HAn så kort over mod det sted hvor manden havde sat sig.
Tågen lå stadig som en gennemsigtigt tæppe over jorden..
Hvilket gjore skoven fortryllende at se på..

"skræm lige ham der lidt så siger jeg det bagefter" sagde hun venligt. hun trådte lidt tilbage og ind under en af træernes mange skygger. Hun kunne nu ikke ses med et menneske øje...

Duncan nikkede, lettet!
" Yes ma'am!" svarede han sagte og bevægede sig så mod manden.

Manden havde netop taget den sidste bid, da han hørte noget.. Dog lagde han ikke mærke til det, da det kom langt væk.
Da lyden kom igen, denne gang på modsatte side af den lille lysning, bemærkede han den.. han så efter den, og rejste sig med et sæt, da lyden endnu engang kom, denne gang tættere på og fra et andet sted * Hvad?* han synes han kunne skimte en og trådte uroligt frem " hallo? hvem der?" hans stemme dirrede.
Intet svar. Dyb tavshed, der kun blev afbrudt af hans hamrende hjerte.
Han så pludselig en træde frem, Mørk, som den mørkeste skygge og to lysende blå øjne, med det kolde glimt!
Mandens øjne fæstende sig til den kniv, som var i den unge drengs hånd.
" Ne..ej.." stammede han, men da Drengen ikke stoppede Satte manden i løb.
Hans hjerte slog hurt mod hans ribben og hans ben smertede.. han så sig tilbage, var han væk. Dam manden igen så frem, Var drengen foran ham. Den ældre mand så forskrækket på Den unge dreng og jamrede.. Igen forsøgte han at flygte. og igen
men hver gang, blev kom den farlige dreng igen!
Manden faldt om, med frygten skinnende ud af han øjne..
" Jeg ber dig, lad være.. Jeg har familie.. børn.. jeg beder dig.. Nejnej!.. det gør du ikke!"
Manden kunne dårligt trække vejret, kold og varm på samme tid, og med en dræbende frygt.
Dog hjalp hans tiggerier ikke, da Den unge dreng blot smilede.
Det var hans stemme som skræmte ham mest, utrolig blød og roligt!
" Og alligevel, har du overskud til at lyve?" svarede drengen.
Hvis manden ikke havde fået et chok før, fik han det nu * hvordan vidste han jeg løj?*
Drengen fortsatte. " Du skal dø, og du ved det! Ligesom du dræbte nogen!" Mandens ansigt var fortrukket i en forfærdelig grimasse af rædsel.
" Nej nej nej.. Du må ik.." Han hev efter luft da kniven ramte ham, og var så helt tavs..

Duncan smilede kort, og vendte sig om..

Isobel så på det sceneri der udspillede. Hendes ansigt var køligt og man kunne ikke læse en eneste følse i det. Hun begyndte at gå hen i mod dem. hendes skridt var lydløse og hun kom hurtigt frem

Duncan betragtede den døde mand.
Blodes flød ud af ham, men Duncan havde ikke spor lyst til at Drikke det.
" Desværre, han var ikke værdig til at leve!" svarede han rolig..
Et gammelt had, kunne stadig ses i hans øjne, men det forsvandt hurtigt igen.
Han vendte den dødes mands hoved med den ene fod, for at betragte det lange snitsår over hans hals, og for at vende de livløse øjne op ad.
Træerne spejlede sig i øjnene..
Duncan vendte sig væk, og spejdede gennem skoven!

hun rullede med øjnene *drenge og alt deres ære* tænkte hun.

Duncan så det, men smilede blot!
han så på hende.
" Hvordan kan det egentlig være at du er her?" spurgte han roligt
Kniven var igen gemt af vejen.
Han begyndte at gå mod byen, han havde set den mand, han havde været efter længe dø.
Han var tilfreds, og ventede kun på svar, mens han roligt gik gennem underskoven!

"fordi jeg trængte til at strække benene" sagde hun med et glimt i sine gyldne øjne

" og så mødte du mig, helt tilfældigt?"
Spurgte han roligt.. mens han roligt gik gennem skoven.
Han kendte vejen, og gav sig god tid..

"tror du jeg følger efter dig!" spurgte hun med en stemme der var en blanding af væmmelse, irritation og kølighed

" nej da!" svarede han, og hoppede over et væltet træ!
" hvor skal du så hen nu? " spurgte han roligt og så lige frem.
Han mærkede stadig bruset, af at havde dræbt nogen, i sit blod!

Hun trak på skuldrende
"ved det ikke helt. tænkte på først og tage en lille løbertur og derefter til seattle. der er en fest i aften og så plejer der at komme lækre fyre. de samger ret godt" sagde hun og lod et sulten og muntert smil spille på sine læber

Duncan smilte let.
" og hvornår starter denne fest?" svarede han roligt
og gik, med kursen mod byen!

"som alle andre" sagde hun med et smil

Duncan smilede kort.
" oka da " svarede han roligt
og kunne skimte byen nu..
han forstte roligt!

"hvor gammel er du? og hvor længe har du været det?" spurgte hun med et lille smil

Duncan vendte sig mod hende.
" Jeg er 18!" svarede han roligt.
" og har ikke været vampyr længe.." svarede han roligt
" Hvad med dig?" spurgte han og gik

"17 og har været det i 487 år" sagde hun med et skævt smil
"hvem var du inden"

" det var længe.." svarede han roligt
" En ganske almindelig dreng!" svarede han roligt
" Hvad med dig? "
Han forsatte med at gå

"kong henrik d. 7's niece. det vil sige henrik d. 8's kusine" sagde hun med et lille suk

Duncan så på hende.
" virkelig?" svarede han en smule overrasket!
" og hvordan er du så havnet her? som dette?" spurgte han og så nu byen, var i udkandten af skoven!

hun trak på skuldrende
"blev nød til at flytte fra england" sagde hun hurtigt *efter at være kommet til at drikke mine papforældre* tilføjede hun i sine tanker

Duncan nikkede.
" Oka, nogen bestemt årsag?" spurgte han og tilføjede hurtigt
" Hvem blev du bidt af? og hvorfor?"
Han stoppede. De var nu ude for skoven, han så ned af sig selv, alt sad hvor det skulle!

"hun datidige trolovedes bror" sagde hun lidt tøvende

Duncan så sig om, han svarede ikke.
Kiggedebare ud mod vejen,hvor få biler kørte forbi.
Og hvor menneskerne gik, i sort regntøj, og skævede op mod den mørke himmel!

"hvad med dig? hvem blev du bidt af?" spurgte hun og så på ham

//skal lige handle ind, lave mad og spise -.-' skrives ved senere? xp//

" jeg husker det ikke.." svarede han roligt.
Og holdt øje med de mennesker som var ude.
hans blik gled hurtigt over byen.. for at sikre sig at der ikke var nogen Gadekryds! xD

// oka held og lykke! xD //

Shane var tæt ved udkanten af skoven. Han var på vagt! Shane lugtede forsigtigt til luften. Han mærkede der var nogle. Nogle andre vampyrer! Men de var længere ude i kanten. * Det ville være sjovt at møde andre vampyrer* tænkte han for sig selv. Han begyndte at løbe, igennem skoven mod ukanten. Lyden af han sko der ramte jorden, var hurtigte og næsten lydløse! Han løb, og der var de! Et næsten usynligt smil bredte sig på hans blege læber! Hans øjne lyste op i den tidlige aften! I et gyldent skær. Shane så på pigen og drengen, som snakkede. Han trådte hen mod dem. Shane kastede blikket på drengen og blev ved med det! Han satte kursen direkte mod ham.

Duncan hørte noget, han vendte sig, Ud af skoven kom en Dreng, på samme alder, som ham selv.
han fornemmede hurtigt at dette også var en vampyr.!
Han nikkede kort som hilsen, til den fremmede.
Hvor efter Duncan vendte sig, for at se om Isobol kendte ham.

* En ven! * Tænkte han med et lille smil. Han nikkede tilbage og hans øjne lyste op! Man kunne se trofasthed, loyalitet og respekt i dem! Shane gik helt hen til ham. " Shane Reilem! " præsentere han sig selv. Han kiggede derefter på pigen. Shane smilte skævt. Han blege hud var ligeså bleg som selve månen! Shane betragtede drengen igen. Han var spændt på hans navn. Han betragtede kort omgivelserne, med et halvt smil.

Duncan så kort i hans øjne.
Det var et tilfredsstillende syn. Alt dette kunne tyde på, at man kunne få en Ven for livet..
En som aldrig kunne finde på at gøre noget dumt, overfor Ham.
HAn nikkede anerkendene!
" Duncan Moore!" svarede han roligt.
Han nikkede i retning af Isobel.
" Og dette er Isobel!" svarede han og betragtede Shane!

Han smilte halvt. * Endelig en som viser tillid! * Han betragtede ham. " Mig en ære at møde dig.. øh jer! " sagde Shane til dem begge! Han bukkede for dem.
Shane´s ansigt udtryk var som altid. Et næsten usynligt smil, bleg i hele ansigtet og øjne som sagde mere end ord!
Han så skiiftesvis fra den ene til den ande.
" Kan man spørge hvor i stammer fra? " spurgte han følsesløs.
Shane kiggede over på pigen for at vise at han også snakkede til hende!
Shane rettede sig lidt op.
Han var lidt lavere end Duncan, men stadig lidt højere end Isobel!
Han vidste at det altid ville være sådan, og det var han tilfreds med!

Duncan nikkede.
både som svar og som at han, tavst, mente det samme!
Han så kort rundt, ingen andre var i nærheden..
Og den krydrede duft kom fra de to andre, og skoven.
" London!" svarede han roligt.
Det var hverken for meget eller lidt svar.
" hvad med dig Shane?" spurgte han roligt og afventede et svar,

Han så på Duncan. Shane nikkede roligt. " Udkanten af London.. " sagde han stille.
Han kiggede sig omkring da han havde set Duncan gøre det.
Bare for at tjekke om der virklig var nogle! Shane smilte.
*Godt.. Ingen, ingen mennemsker! * Tænkte han med et lille smil.
Han kiggede igen på pigen som hed Isobel.
Han smilte utydligt!
Shane kiggede tilbage på Duncan " Næsten det samme! " sagde han efter noget tid.

Duncan nikkede igen
" Hvordan er du så havnet her?"
Spurgte han roligt og kiggede på ham.
Shane havde han aldrig set før.
Men han havde nu sikret sig at han heller aldrig nu, ville glemme ham!

" Da jeg blev bidt, hvilket jeg ikke husker godt, der fik jeg at vide at her var der mange som mig! Og derfor, kære Duncan! Tog jeg hertil! " Forklarede han Duncan.
Han havde et lille smil på hans blege læber.
Shane kiggede op på natte himlen.
det var begyndte at blive mørkere.
Shane mærkede hvordan en underfølse stak i ham.
Det var sult!

Duncan så roligt på Shane, da han nævnte Kære, løftede han det ene øjenbry, men valgte ikke at sige noget til det
" Oka da." svarede han en smule afmålt og så rundt igen

Han kunne mærke at Duncan ikke kunne lide at blive kaldt for kære
Shane betragtede ham og kunne se det på hans ansigts udtryk.
" Undskyld, Duncan" mumlede han stile.

Duncan så på Shane, med et løftet øjenbryn.
" Det er fint! " svarede han roligt, en smule afmålt og så på ham
" er du ny her?"

Shane smilte stile til ham. " Jaa lidt.. " sagde han lavt men tydligt.
Han betragtede igen pigen som ikke havde sagt nået i lang tid.
Shane så på månen, Da han kiggede faldt små blide dråber ned i i munden på ham., da den stod lidt åbent!
Hans hvide, spidse hjørne tænder kom til syne!
De nærmest lyste!
" Hva med dig ? " spurgte han stille og kiggede på ham.