Stilheden- Annika

Årstid : Irl
Dag : Irl
Vejr : Koldt og en let vind fra øst
Sted : La Push Stranden
Tid : Irl
Omgivelser: Stranden :3

Silver gik langs stranden, alene. Hun gik bare uden noget mål overhovedet. Hun sukkede stille, hun vidste ikke hvor hun skulle gå hen. Hendes liv var ikke det samme mere, hun var varulv nu. Hun rystede stille på hovedet, så hendes hestehale svingede frem og tilbage bag hende. Hun sukkede stille, men dybt. Hun hang lidt med hovedet, det var en grund til at hun ikke var hjemme lige nu, og den var at hendes mor var sur på hende, fordi at hun ikke kunne sige hvor hun hele tiden var. Hun kiggede kort ud over vandet, med ét savnede hun sin far, og hans varme. Han måtte nu også være en varulv, men det kunne hun ikke vide, da han var død for mange år siden, og nu var 12 år siden af han døde. Hun gik over til et stor sten ved kanten af vandet. Hun satte sig ned og kiggede ud over vandet. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre, for hun måtte jo ikke fortælle sin mor at hun var en varulv, så ville hendes mor bare blive bange… Ud over hvis hun vidste det. Men det kunne Silver ikke tro, så ville hun vel har fået noget af vide? Eller ikke? Hun sukkede stille igen. Hun kiggede ned i jorden. Hun mærkede vinden mod hendes varme hud. Hun havde en grøn trøje på og nogle cowboy bukser på. Hun kiggede kort rundt med et sur og trist blik. Hun nynnede stille for sig selv, et trist medie. Hun slog blikket ned, hun rystede let på krop, det var ikke at vrede, fordi at hun var sur.

Vinden der legede blidt på pelsen på den store ulv, fik den til at se mere legesyg ud end den faktisk var. Det var nemt for den at bestemme sig at vinden kom fra øst og at havet lugtede stærkt af salt. Selvom kulden sled i hendes pels beklædte ben, men det lod hende ikke stoppe. Tungen hang en smule ude af munden og halen logrede flittigt, som om det var en maskine. Annika pressede sine poter dybere ned i sandet og skød fremad, mens hendes blik gled rundt på stranden. Der var ikke nogen som havde sneget sig ind i hendes synsvinkel, så hendes tanker gik på hvor stille der faktisk var i hendes hovedet i dag. Som regel plejede flere folk at skrige i hendes tanker, hvilket fik hende til at rase af sted og blive mere irritabel end nogen ville kunne tro at denne kvinde kunne.
Ulven satte farten ned og begyndte at lunte lydløst hen over sandet og kiggede endnu engang rundt denne gang faldt blikket på en pige med langt brunt hår som så ufattelig trist ud. Med et mere tøvende blik gik den store ulv, bedre kendt som Annika, hen mod pigen og satte sig lydigt ned på sin rumpe. Halen lå på den ene side af hende og med et trøstende blik kiggede hun op å pigen. Det var klart at disse øjne ikke tilhørte hvilken som helst ulv, for de så alt for intelligente ud.

// Sorry men min krea er død lige pt. //

Silver tænkte mere over det med at være varulve. Hun så trist og sur. Hun kunne ikke li at være ulv. Men hun hvade ikke noget valg mere, eller det havde hun nu aldrig. Hun ville dog bare ønske at livet blev lettere, men ulve-livet blev jo kun svære. Mest fordi at Silver ikke kunne noget overhovedet med at være varulv. Hun lukkede øjnene i, og sad sådan i noget tid. Bare uden af gøre noget overhovedet, eller det ville sige at hun trak vejret. Hnedes tanker fløj af sted, hun skulle jo tænke meget når hun ikke havde et koble som hun sige noget til hvad hun tænkte. Hun tækte kort på sin far og sukkede så. Kunne han ikke ha lagt noget så hun vidste hvad huns skulle gøre nu?
Hun så ikke rigtig ulven før at den satte sig ved hende. Hun kiggede på den. Hun løftede det ene øjenbryn. Hun rakte stille hånden ud mod den, hun ldo sin hånd glide igennem pelsen på den. Hun var forsigtig, hun havde ikke lagt mærke til at den kun var mega stor. Hun kiggede den i øjnene. Hun så det blik, hvordan kunne den ha sådan et blik? Det mindede jo ikke rigitg om en ulv? Mere et menneske? Det trak lidt i mundvigen på Silver. Hun sukkede stille og kiggede ned.