Gåtur.. (Annika)

Dato: Irl
Dag: Irl
Årstid: Irl
Tid: Omkring kl. 16.00
Sted: Skoven
Vejr: Som altid overskyet, men en smule lunt
Omgivelser: En masse træer..

Sam gik rundt i skoven i menneskeskikkelse. Hun var ikke rigtig i humør til ulveskikkelse. Det eneste der kunne få hende i ulveskikkelse lige nu, var nok en uheldig vampyr der havde forvildet sig ind i reservatet. Men det turde de sikkert ikke. Så brød de traktaten og så var der krig. Det var der ingen af dem der ønkede, så vidt hun vidste. Men det ville da altid være dejligt at slås lidt med vampyrene. Man lærte da at kæmpe, så det var altid noget.
Hun anede ikke helt hvordan hun var endt herude i skoven. Hun havde vel bare brug for lidt luft. At komme lidt væk hjemmefra og fra sine forældre. De kunne være så belastende! De blev ved med at tale om hende fravær i skolen og hendes karaktere der nærmets styrt dykkede. Men de vidste jo bare ikke hvad hun fik dagen til at gå med. Noget der måske var en lille bitte smule vigtigere end engelsk, biologi og alt muligt mærkeligt matematik. Var det ikke vigtigere at beskytte menneskerne fra at blive tømt for blod?
Hun sukkede og fortsatte gennem skoven.

Små grene knækkede under hendes fødder og græsser lagde sig, når hun trådte på det. De kastanjebrune øjne vandrede rundt i skoven, for at finde noget der mindede hende lidt om hverdagen. Forældrene var på arbejde og tjekkede ikke indtil hende mere, da de hellere ville tænke på deres almindelige søn. Det sorte hår dansede i vinden og hoppede i takt med hendes bevægelser. Læberne var former i et svagt smil, der klædte hendes ansigt godt. Dog var hendes øjne ikke så rolige som hendes smil og tanker. Mankunne se bekymringen i dem, men man skulle søge dybt ind i dem. Endelig stoppede hun op og kiggede sig lidt rundt i lysningen, hvor hun nu stod. Hvordan hun var havnet her i skoven, vidste hun ikke? Mon det havde været hednes instinkter der havde ført hende herud, mens hun havde gået i sin egen lille verden? Ligenu kredsede hendes tanker om sin familie og kæreste. Der var ikke meget at tænke på, for hun havde ikke set dem i lang tid. Hun var ved at blive ensom eller en enspænder. Duften af en anden ulv fyldte hendes næsebor og hun smilte lidt. Endelig en som hun kunne snakke med. Der var noget over at være en varulv, for de holdte altid sammen og hvis man havde brug for hjælp fik man det altid hos dem. Også selvom man var alfa og bare havde brug for en at snakke med så var alle klar.
Annika kiggede rundt og mærkede hvordan hun langsomt blev skuffet over at der ikke var nogen i lysningen, da hun jo kunne lugte en ulv. Hendes smil forsvandt ligeså hurtigt som det var kommet og hun stod bare og stirrede ind i den tomme skov. Der var virkelig intet at tage sig til idag. Hun lukkede sine øjne i og nød at mærke vinden mod hendes hud og i håret. Hun ville bare tages tílfange af vinden og lade den kærtegne hele hendes krop. Der var noget dejligt ved en vind på en lun somemrdag. Annika forsvandt fra midten af lysningen og kiggede nu ud over den. Hun havd edne perfekt udsigt fra den tykkeste gren i det højeste træ.

// Sorry, havde ikke så meget krea idag /: //

Vinden blæste svagt og bragte duften af en anden varuvl med sig. Hun så sig omkring, men kunne ikke rigtig få øje på en anden ulv. Det så heller ikke ud som om, der var nogle mennesker i den umiddelbare nærhed. Dog var hun ret sikker på at der var en ulv et eller andet sted, som hun måske bare ikke havde fået øje på endnu. Ellers ville der da ikke dufte så kraftigt af varulv, vel?
Derfor begyndte hun at gå i mod duften. Måske var det bare et instinkt eller også var det fordi hun følte sig ensom, og manglede en at snakke med. Måske begge dele. Det var det dejlige ved at være varulv. Fællesskabet. Man kunne altid komme til de andre uvle med sit problem, og man vidste at det ville blive taget alvorligt. Ikke som hvis man kom til sine forældre. De ville bare have en lang, pyskolog-agtig samtale med en og så altid så nervøse ud. Det var meget bedre med de andre varulve. De var ligesom familie. De lyttede til det man havde og sige, og trøstede eller hvad nu man ellers havde brug for.
Det eneste dårlige ved at være varulv, var måske det at man kunne læse de andres tanker i ulveform. Man fik ting at vide, som man ikke havde lyst til at vide. Og de andre hørte jo også ting om en selv, som man ikke have lyst til at de skulle høre. Men man kunne altid bare 'synge' nationalsangen inde i sit hovede, så holdt de sig for det meste væk.
Hun smilede med tanken og fortsatte med at gå i retning af duften. Den blev stærkere, jo nærmere hun kom, noget der lignede en lysning der hvor hun var. Måske befandt den anden ulv sig i lysningen! Det fik hende til at sætte tempoet op.

//Det går nok //

Lugten kom hele tiden nærmere og det fik hende til at smålunte hen mod lysningen. Hun smilede og glæede sig faktisk til at møde den anden varulv. Selvom hun boede i reservatet, mødte hun ikke så tit de andre varulve. Måske fordi hun brugte det meste af sin tid, inde på sit værelse fordi hunn havde stuearrest hele tiden. Det var straffen for de styrt dykkende karaktere, men det var jo nemt at snige sig ud af huset. Forældrene lagde i hvert fald ikke mærke til noget. Det var da altid godt.
Hun nåede helt hen til lysningen og fjernede et par grene, før hun trådte ind i selv lysningen. Hun så sig omkring og kunne først ikke se nogen. Da forlod smilet hende ansigt og man kunne tydeligt se i hendes øjne, at hun var skuffet. Dog duftede der utrolig meget af varulv, så hvordan kunne det være at hun ikke kunne se nogen? Hun sukkede og så i retning af et stort træ. Der fik hun øje på den anden ulv. En pige, kunne hun tydeligt se. Hun havde langt, sort hår og en flot brun hud. Sam misundede hende virkelig.
Vinkede og smilede venligt. "Hej!" hilse hun.

Da hun så alle følelserne, den ande ulv havde, stoppede hun helt op. Hun var overvældet. Hvordan kunne man holde til at føle så meget? Det var bestemt ikke alle mennesker, der kunne klare det. Men det kunne denne ulv sikkert. Eller hvad? Det så virkelig ud, som om hun var ulykkelig. Sam blev helt ked af det selv. Stakkels hende. Det måtte ikke være nemt for pigen.
Da den anden uvl, skiftede skikkelse blev hun ikke forskrækket. Hun havde set hende, ryste og så var det næste naturlige skridt vel bare, at ulven forvandlede sig. Når de ikke kunne håndtere deres følelser, så skiftede de skikkelse. Selv skiftede hun kun skikkelse ufriviligt, når hun var virkelig vred eller rasende. Det skulle der ikke særlig meget til, før hun blev.
Hun sukkede lydløst og så på ulven.