Når gamle venner mødes... /Sam - Privat/

Vejr :: Lidt skyet, men solens stråler når lidt igennem ^^,
Sted :: La Push
Tid :: IRL
Omgivelser :: Ingen & Intet xD

Taylor gik med rolige skridt gennem La Push... Måske kunne han være i fred for vampyre her? Her fortiden var der så meget der havde ændret sig... Eller, ændret sig og ændret sig. Han havde opdaget at hvalpen havde fået en kærste, som en af hans små vampyr veninde foresten også lige havde været ved at dræbe, plus vampyr tøsen havde fulgt efter ham... Den eneste fornuftige person han havde mødt her på det sidste var Milla, Seth's gamle ven. Han sukkede tungt, spændte kort i musklerne og lukkede øjnene. Han åndede så tungt ud. Ingen grund til at bekymre sig om igler, hvalpe, eller mennesker lige nu. Han var i La Push, der hvor han var født. Han rettede blikket op og smilede svagt for sig selv. Han slog blikket op igennem bladene, som han efter hånden gjorde heletiden og betragtede ders grønne farve.

Sam løb i ulveskikkelse ned mod La Push. Tempoet var temmelig hurtigt, men hun var stadig langt fra. Hun var løbet helt hen til den østlige statsgrænse, uden at blive opdaget. Nogen gange var den store skov, der dækkede staten Washington alligvel ikke så stort et problem. Godt nok var den irriterende nogen gange, men den var utrolig god til at skjule sig i. I hvert fald fra en varulvs synsvinkel og sikkert også nogle mennesker og vampyres.
Hun satte farten lidt op og nød at få strukket sine muskler. Det var et stykke tid siden hun havde været ude at løbe eller bare været i ulveskikkelse. Hun havde besluttet sig for at gennemføre, en af sine utallige stuearrester og nu var den endelig slut. Dog regnede hun med at der snart ville komme en ny, så hun nød det så meget hun kunne.

Taylor smilede lidt for sig selv, men satte så i løb afsted. Han løb et godt stykke tid, inden han lavede et stort spring over en lille flod, og gled over i ulve skikkelse. Velvidende om han lige havde smadret endnu et par bukser spurtede han afsted med store spring. Taylor var meget stor i forhold til normale ulve... Og mennesker. Nu var han jo aldrig blevet målt som ulv, men som menneske var han omkring de 197... Så lille kunne man ikke kalde ham. Han lod kort tungen hænge ud af mundvigen, men trak den så ind med et lille ulvegrin. Med et let og elegant spring sprang han over et væltet træ, og landede igen med et bumb da de store poter ramte den lettere fugtige skovbund.

Sam begyndte at tage længere skridt, mens hun løb, hvilket resulterede i at hun løb endnu hurtigere. Det var et af hendes få talenter. Hun kunne løbe helvedes hurtigt. Det så hun som en fordel. Jo hurtigere man kunne flygte fra sin fjende, jo mere sikkert var man. Sådan så hun det. Flugt var bedre end at kæmpe, medmindre det var mod en vampyr. Hun mindede kort sin kamp mod James og smilede. Han var god til at kæmpe, men han havde også selv fået et par tæv lige som hende selv. Og han havde vist sig at være ret flink.
Hun fik færten af en anden ulv, da hun kom ind i skoven, der lå omkring reservatet. Det var ikke usædvanligt, men denne ulv var i bevægelse og hun kunne ikke høre dens tanker. Så var den ikke en del af Annikas kobbel lige som hun selv var, og faktisk var næstkommanderende for. Hun satte farten mere op og fulgte efter den anden ulv.

Han rystede kort hovedet så den sandfarvede, næsten hvide pels kort stod ud til alle sider, men den blev hurtigt glattet ind i farten. Han lukekde kort øjnene og strakte de i forvejen meget lange ben ud og satte farten op. Først nu opdagede han en anden ulvs lugt. Han åbnede øjnene og tog farten lidt af. Det var ikke Seth... Så meget vidste han. Der var noget meget svagt bekendt ved ulvens duft. Taylor løb nu rime lig langsomt, og så umligvis en smule tung ud, indtil han rankede sig lidt op, hævede hovedet og tog ne di 'trav', hvorefter han helt stoppede. Alting virkede da også bekendt her fortiden. Han lod kort den lyserøde tunge glide han over de skarpe tænder og så roligt rundt. Ulven var tæt på.

Sam løb endnu hurtigere. Den anden ulvs lugt virkede bekendt, men så alligevel ikke. Så vidt hun kunne huske, havde hun ikke duftet nogen, der havde lige præcis den lugt i hundrede år. Den fik ikke nogen klokke til at ringe, i hendes hovede det var sikkert. Måske var det en hun havde kendt før hun blev ulv eller en fra familien, hun ikke havde set længe. Hun vidste det ikke.
Hun segntede farten og stoppede op foran den sandfarvede ulv. Den var næsten hvid, men så alligevel ikke. I modsætning til hendes pels, som var helt kridhvid og hendes øjne der var blå. Det skyldtes dog at hun var halvt albino. Noget hun ikke lige frem var stolt over. Hun så på den anden ulv med nysgerrige øjne.

Han spidsede let hans øre.. Han kunne høre ulven nu. Da han var sikker på ulven var der, vendte han sigt om imod den, dog rimelig roligt, og med ørene nu vippet lettere vagtsomt halvt tilbage. De fløj dog frem igen da han så den snehvide ulv, med de blå øjne. Han sænkede kort hovedet over hans reaktion, men hævede det så lidt igen. Han betragtede roligt ulven med sine brune, men dybe, klare og varme øjne. Der var ikke rigtigt nogen forskel på det varme skær i hans øjne fra han var menneske, til han var ulv. Han snusede lydløst ud i luften. Jep... Han var rimelig sikker på han kendte den lugt. Han lagde hovedet svagt på skrå og betragtede hende stadig, tænkende, men opmærksomt, og stadig med det varme blik.

Hun betragtede den anden ulv åbenlyst nysgerrig. Ørene var vendt fremad mod den sandfarvede ulv. Hun snusede til luften. Hvor kendte hun den duft fra? Den virkede bekendt, hun kunne dog ikke huske hvem den tilhørte. Det var fuldstændigt fortrængt i hendes hjerne. Der var jo sket så mange vilde ting, de sidste måneder at gamle minder, var blevet helt glemt.
Det irriterede hende, at hun ikke kunne kommunikere med ulven i tankerne. Derfor luntede hun over bag en busk og skiftede til menneskeskikkelse. Hun havde haft bundet noget tøj rundt om benet, for hun havde ville ned til La Push, var der sikkert var mennesket. Hun tog det hurtigt på. Bare noget undertøj, nogle lårkorte short og en lang top. Gik så hen til ulven igen. De klare, blå øjne lyste stadig af nysgerrighed.

Han så kort efter hende, men slog så blikket tænkende ne di jorden... De blå øjne, den duft... Hvorfor virkede de så bekendte? Han rettede blikket mod hende da hun igen kom frem, dog som menneske. Han åbnede kort munden som om han skulle til at sige noget, men kom i tanke om han ikke kunne. Han sukkede så svagt og i to store spring var han væk gennem et par buske... Han gled hurtigt over i menneskeform og løsnede den tynde lædersnor der sad tæt rund tom hans ankel. Han smuttede så hurtigt i et par underbukser og et par knælange shorts... Han havde det underligt med at hun virkede så bekendt. Han trådte så frem igen og så på hende med de klare brune øjne. De havde stortset ikke ændret sig fra hans ulveform, og så til nu. Han ville sige noget, men vidste ikke helt hvor han skulle begynde.

Hun prøvede ikke at skjule at hun betragtede ham. Der var et eller andet ved duften og øjnene, der mindede hende om en. En hun ikke kunne huske, det var en vis minde, var blevet fortrængt utrolig godt i hendes hukommelse. Som om mindet lå sammen med nogle andre, i en godt aflåst kasse. Hun kunne ikke en gang huske om hun kunne lide personen eller ej. Det irriterede hende grænseløst, lige som at hun ikke vidste hvem det var, og at hun ikke kunne høre hans tanker, da hun var i ulveskikkelse. Det så hun som et handicap af en eller anden art.
Hun sagde ikke noget, men fortsatte med med at stirre på ham, med sine store, klare, blå øjne.

Han spændte automatisk svagt i musklerne, men slappede dog hurtigt af igen. De blå øjne... Hvor havde han set dem før? For mange år siden? Han bed sig indvendigt i læben og forsøgte at fremkalde et billede af en pige han havde kendt for mange år siden. Langsomt begyndte et billede at danne sig i hans hovede. Han tvivlede stadig på om hans hukommelse mon bare spillede ham et pus, men hun virkede så bekendt. Fra hans barndom, en af hans gode venner... Meget gode venner. Han sukkede svagt og lukkede øjnene. Det var som at åbne en kiste der havde lagt begravet i alt for lang tid, alt det støv der ville hvirvle op var minder. Han huskede noget med et skænderi eller noget i den stil. Han bed sig igen let i læben, da et navn dukkede op i hans hukommelse. "Sam?" Sagde han så. Hans stemme var svagt usikker, men alligevel svagt spørgende. Han så p hende med de brune øjne, som var de fulde af spørgsmål han havde ventet på skulle blive besvaret i mange år.

Da han sagde hendes navn, blev hun revet ud af sine tanker, og så snot forvirret ud. "Ja?" sagde hun usikkert og bed sig i læben. Hans stemme virkede også så bekendt! Hvor var det nu hun kendte ham fra? De kendte hinanden, det var sikkert. Men hun kunne stadig ikke huske hvor de kendte hinanden fra, hvor irriterende! Hun lukkede øjnene et par sekunder og koncenterede sig. Tvang kassen med minderne op og pludselig vældtede de ind over hende. Han havde været en ven, en meget god ven. Svagt kunne hun huske et skænderi. Og så et navn.
Hun spærrede øjnene op med det samme. "TAYLOR?!" udbrød hun højt. Hun var voldsomt overrasket. Hun havde aldrig troet at de skulle se hinanden igen. Deres skænderi havde jo faktisk afsluttet deres venskab. Hendes blå øjne, var lige så fuld af spørgsmål som hans var.

Han overvejde lidt hvad han skulle sige, da hun spærrede sine øjne op og sagde hans navn. I det øjeblik hun sagde det, væltede alle minderne ind over ham som sne i en snestorm. Han følte sig paralyseret. Sam. Sam af alle personer havde han aldrig troet han skulle møde igen. Selv om det var svært at tro, var han ikke i tvivl nu. Det var virkelig hende. Han vidste slet ikke hvad han skulle gøre overhovedet, hvilket slet ikke lignede ham. Normalt var han altid klar med en kommentar, eller idé mindste en idé om en kommentar. Men lige nu var det som om tiden var gået i stå. Han blinkede en gang med de brune øjne og tog et par skridt mod hende, så de ikke stod 5-6 meter fra hinanden.

Hun stirrede forskrækket på ham og lignede en der var gået i chok eller koma. Men hun var ikke i tvivl længere. Det var Taylor.. Ham af alle personer i hele verden, havde hun aldrig troet hun ville se igen. Ikke en gang selvom de boede i samme reservat. Det havde hun aldrig i sit liv forestillet sig at de ville gøre. Og nu stod han lige foran hende, levende kød og blod og var sikkert lige så chokeret som hun var. Efter deres skænderi havde hun kun set ham omkring fem gange eller noget i den retning.
Hun reagerede ikke, da han trådte et par skridt hen mod hende. Hun blev stående stadig i chok.

Taylor forsøgte at få ord frem, men han kunne ikke. Det var for vildt, at se Sam stå der... Foran ham, med de samme blå øjne som dengang de var små. "Sam.." Halv hviskede han så som en begyndelse på en sætning, men der kom ikke mere ud. En tanke slog ham... Midt i chokket over at det virkelig var hende kom han til at tænke på om hun stadig var sur på ham efter deres skænderi? Han sank svagt en klump og forsøgte at få styr på de uendeligt mange minder der på de sidste par sekunder havde bombaderet ham, men det var som om det ikke rigtigt hjalp noget. Han vejrtrækning var lettere ureglmæssig. Han stirrede ellers bare på hende i chok.

Sam sank en klump og rystede let på hovedet, for lige at få tankerne og minderne på plads igen. "Taylor" nærmest mimede hun og var stadig utrolig overrasket over at se ham. Men hvem ville ikke være det? De fleste havde hørt deres skænderi, som havde gjort en ende på deres venskab. Hun kunne selv dårlig huske hvad det handlede om. Hun kunne bare huske at hun var blevet ekstremt vred og var begyndt at råbe af ham.
Hun smilede lidt og lagde en hånd på siden af sit hovede. Rystede svagt på hovedet. "Er det virkelig dig?" spugrte hun håbefuldt og stod helt stille igen. Lod sin hånd falde ned på siden af sig selv igen.

Taylor bed sig svagt i læben, men nikkede så svagt. Et smil bredte sig så svagt over hans læber. Ikke det samme kække, drengede smil han havde sat op da han havde mødt Milla igen, men et lettere varmt et. Han Kunneikke huske hvorfor de havde været oppe at skændes, men han var glad for at hun ikke stadig var sur på ham. Sådan så hun ihvertfald ikke ud. "I ejen høje person." Sagde han så. Hans stemme var en lille smule lav, men ellers glad. Dog stadig rolig, og meget svagt usikker. Hans smil blev lidt bredere. Det var svært at tro, efter så mange år at Sam stod foran ham nu. Han talte med hende igen. Skænderiet havde gjort en ende på deres venskab, lidt ligesom det at han var blevet en varulv havde cuttet båndet mellem ham og hans søster.

Sams ansigt der før havde været et synonym for chok, flækkede nu i et stort smil. "Ej, hvor er det vildt, Tay!" uúdbrød hun og begyndte at grine, den altid glade latter, som nogle gange lød som om hun ikke kunne få luft. Hun kunne bare ikke tage hele situationen seriøst. Altså, hvad var oddsene for at de skulle møde hinanden igen og snakke sammen? Specielt efter det store skænderi de havde haft. Hun havde oplevet det som et rent brud. En skarp sushi kniv, havde cuttet deres venskab over, eller noget i den stil. Sådan havde det føltes.

I et kort sekund forsøgte Taylor at holde et grin tilbage, men brød så ud i latter. "Mon ikke!" Fik han klemt ud i hans latter. Han havde ikke grinet på den måde i lang tid. Selvfølgelig, når ham og Seth havde en af deres små slåskampe hvor Taylor altid vandt var prikken over I'et altid en latter, men det var ikke på samme måde. Han lukkede glad øjnene i hans grin og de hvide tænder kom til syne. Han kunne huske hvordan han plejede at grine sammen med Sam på den her måde, og han kunne huske hendes grin. De første par gange han havde hørt det, havde han være tbange for hun ikke kunne få luft, men med tiden var han blevet vandt til det. Han åbnede igen øjnene og lod blikket glide over hende... Han havde stadig lidt svært ved at tro på det, men alligevel var han ikke i tvivl. "Længe siden Sammie!" Sagde han med et grin og lagde hovede tlet på skrå

Lyden af hans latter fik hende til at grine endnu mere. Hun elskede hans latter og havde virkelig savnet den! Det var virkelig længe siden hun havde grinet sådan. Det var kun med Taylor at hun kunne grine sådan. Det var flere år siden, hun havde haft et ordentlig grineflip. Det havde hun nu og hold op hvor hun dog nød det! Grinet stilnede lidt af, men hun fortsatte med at smile stort.
"Alt for længe siden, Tay!" sagde hun glad og gik i to skridt hen til ham og lagde armene om ham. "Hvad har lavet i mellem tiden, din dumme unge?" lo hun og klemte ham lidt.

Taylor lagde glad armene om hende og klemte lidt om hende. Han lo varmt, men glad. "Aw det sædvanlige, trasket rundt med hvalpen. Dig lille tøs?" Sagde han med et grin i stemmen, men ellers en glad. Han havde savnet hende, det kunne han ikke benægte. Sam havde været en af af hans aller bedste venner, men et dumt skænderi havde ødelagt alt. Men ligenu var det som om skænderiet aldrig havde fundet sted... Som om det bare havde været et mareridt eller noget i den stil, ihvertfald for Taylor. Han pustede han så drillende i håret og løftede hende et lille stykke over jorden, inden han satte hende igen.

Sam lo, da han fortalte hvad han havde lavet. "Ikke tæve ham, du ved jeg tager hans parti" lo hun. Det var så typisk Taylor at drille sin lillebror, og hun havde altid forsvaret ham. Så godt hun nu kunne, men det havde ikke været særlig svært. Hvilken dreng kunne stå for en pige med de bedste hundeøjne i hele verden? Nada! Det var i hvert fald sådan hun vandt sine diskutioner den gang. Nu tog hun lidt.. kraftigere midler i brug. Fx. sin styrke. "Jeg har haft stuearrest" sagde hun med et smil.
Hun hvinede af fryd, da han løftede hende fra jorden. Da han satte hende ned igen, slog hun ham lidt i hovedet. "Dit store brød!" grinede hun.

Taylor lo og smilede så uskyldigt. "Jamen det er jo sjovt!" Sagde han så og begyndte igen at grine. Han kunne tydeligt huske hendes hvalpeøjne hun plejde at lave for at forsvare Seth... Og Taylor måtte bukke under hver gang. "Eij ha! Hvor forfærdeligt!" Sagde han med en falsk skrækslagen undertone og grinede videre. Han lukkede glad øjnene og lo endnu mere da hun begyndte at slå ham. Han åbnede dog igen øjnene og tog fat om begge hendes håndled. "Ja undskyld man ikke er en dværg!" Sagde han med et grin og rakte kort tunge af hende, men lo så videre. Gad vide om Seth ville kunne huske Sam efter så lang tid? Hun havde jo reddet ham fra en del små slås kampe ^^,

Sam grinede af hans uskyldige udseende. Han var laangt fra uskyldig. "Måske, men det er ikke fair overfor ham!" forsvarede hun Seth og smilede af hans grin. Hun kunne nemt huske alle de gange, hun havde reddet Seths røv. Den knægt skyldte hende en del, men hun havde ikke haft noget imod det. Taylor havde bare lært at man ikke kunne sige nej til hende. I hvert fald ikke hvis man var ham. Hundeøjnene havde altid fået skovlen under ham. Hun nikkede, for at vis ehun var enig med ham. Hendes forældre havde altid været strenge.
Hun prøvede at komme fri af hans greb, da han tog fat om begge hendes håndled. "Ja, undskyld man ikke er kæmpe!" hun sagde det for sjov i en vrissen tone og så så op på ham med store hundeøjne.

Taylor grinede af hende. "Hvis man ikke må slås med sin lillebror, hvad har man dem så for?" Sagde han med en falsk klagende undertone, men ellers med et varmt, men glad grin i stemmen. Seth kunne godt ha' brugt Sam til at beskytte ham d sidste par år. Han så ned på hende og skulle til at fyre sin kommentar af, da han så ind i hendes øjne. Han åbnede munden for at sige noget, men lukkede den igen. Han så lidt på hende, og lukkede så øjnene med et opgivende lille grin. "Pokkers tag dig og dine øjne." Sagde han med et grin, men en lettere drillende undertone. Han slap så hendes håndle dog åbnede øjnene igen med et lille grin. "Jeg mangler stadig at finde noget der kan få skovlen under dig..." Sagde han så tænkende og lagde tænkende en finger på kinden. Hans blik var dog varmt, og drillende. Han tog så fingeren ned igen.

Sam trak på skulderne. "Jeg har ingen søskende, så jeg ved det ikke" lo hun bare. Hun tænkte svagt, på alle de tæsk Seth måtte have fået, gennem de seneste år hvor hun ikke havde været der til at beskytte ham. Hun gøs ved tanken. Knægten måtte være helt gul og blå, medmindre han også var blevet til en ulv ligesom sin bror. Chancen var rimelig stor, efter som der var absurd mange vampyre inde i Forks.
Hun smilede lumsk, da han kommenterede hendes øjne. "Du finder aldrig noget, der kan få skovlen under mig" sagde hun selvsikkert. De havde kendt hinanden længe, og det havde stadig ikke lykkedes ham. Det måtte vel være et tegn om at hun var og blev overvindelig, med sine hundeøjne. "Hvad skete der lige for vores skænderi? Tror du ikke at hele landsbyen hørte det?" spurgte hun med et skævt smil.

Taylor tænkte kort tilbage på den lille slåskamp ham og Seth havde for nogle dage siden... Seth havde forsøgt at ramme ham med en sten mens han sto med ryggen til, men Taylor havde vendt sig og grebet den med et drillende smil. Han lo svagt ved tanken. "Hm... Nårh nej." Sagde han så med et smil. Han sukkede så opgivende, men med et svagt grin. "Bare vent Sam... Når du mindst venter det finde rjeg ud af det, og så er der intet du kan stille op!" Sagde han så med en falsk lumsk undertone, men drillende. Han trak så let på skulderen. "Tja... Måske måske ikke." Sagde han så med et skævt, men svagt varmt smil. Med tiden var det varme glimt i øjet, og det varme smil bare blevet en del af ham... Lidt som det man være varulv kan man vel sige.

Sam rystede smilende på hovedet. "Bare fortsæt med at dræbbe, Tay, jeg er immum overfor alt" sagde hun med et stort smil. Hendes øjne glimtede drillende. Hun havde helt glemt hvor sjovt, det egentlig var at være sammen med Taylor. Hun havde helt klart savnet ham. Men hvad var det helt præcist, de var kommet op at skændes om. Hun prøvede at huske det.
Pludselig udbrød hun; "Vi kom op at skændes over at din kæreste var dig utro, og jeg var vred over at du ville gå til skolefesten med hende"

Taylor lukkede glad øjnene i et par sekunder, men så så på hende. "In your dreams Sam!" Sagde han så drillende, men lumsk. Han havde lige opdaget hvor meget han egnelig havde savnet Sam, selv om deres venskab var sluttet dengang, var han sikker på det var det samme igen.. Et kort øjeblik føltes det lidt som om noget skar i hans hjerte. Han bed sig let i læben og så lidt ned. "Ja... Jeg ved det... Ihvertfald nu." Sagde han svagt sammenbidt. Han havde være tså skide sur på Sam... Og hun havde fortalt ha msandheden. Hn rystede opgivende på hovedet af sig selv. "Må jeg godt gøre noge tjeg burde ha' ggjort for mange år siden?" Sagde han så med et lettere spørgende, men uskyldigt. Og som altid svagt varmt uden at vide det...

Sam vendte smilende øjne af ham. "Jaja.. En gang når du er gammel og grå, finder du måske noget" sagde hun og lo bare af hans lumske udtryk. Han så ekstremt sjov ud når han gjorde det. Når hun tænkte over det, havde hun egentlig savnet ham utrolig meget. Hvordan kunne hun have glemt ham? Måske var det bare hele det varulve-ting, der havde gjort at hun havde glemt det. Hun havde jo ikke en gang kune genkende sin historiemakker, Aaron, der havde vist sig at være vild med hende. Hun rystede kort på hovedet af det minde. Kampen mellem ham, hende og Steffen, ville hun gerne glemme.
"Det irriterede mig bare at, du ikke kunne se jeg havde ret!" mumlede hun en anelse irriteret. Følelsen sad vist stadig i hende. Hun nikkede, da han spurgte hende om han måtte gøre et eller andet. Dog var hun rimelig mistænksom. Hun kunne ikke lide det uskyldige udtryk han havde i ansigtet.

Taylor lo kort af hendes kommentar. "Eller måske før?" Sagde han med sin varme, men drillende og alligevel lumske undertone. Han fattede ikke hvordan han kunne ha' glemt Sam på den måde... Nu kunne han huske hvor sjovt han plejede at ha' det når han var sammen med hende... Som en anden verden end hans åndsvage søster´og den lille vampyr pige... Han sukkede så lettere dybt og lukkede øjnene. Han åbnede dem dog igen, nu med et undskyldende blik. "Undskyld jeg ikke troede på dig den gang... Jeg burde ha' vidst du havde ret lige fra starten af. Jeg ved det er min skyld vi blev uvenner og jeg fortryder helt vildt at jeg ikke lyttede til dig." Sagde han så, lettere sammenbidt. Det var svært for ham at indrømme han havde taget fejl, især overfor Sam der kendte ham så godt.

Sam rystede smilende på hovedet. "You wish" sagde hun og lo glad. Hvordan kunne hun have glemt Taylor? Hun følte sig helt umenenskelig. Eller mere umenenskelig end hun allerede var. Der var jo ikke rigtig noget menneskeligt ved at kunne forvandle sig til en ulv. Men hun havde virkelig savnet ham, kunne hun mærke. Det var dejlig trygt, at være sammen med ham. Han kendte hende bedre end nogen anden. Bedre end hendes bedsteveninde, forældre og kobblet. Hun holdt jo sine tanker skjult, ved at synge pivfalsk, bare for at få dem væk fra hendes tanker. Det gjorde hun ikke med Taylor.
Hun smilede tilfreds og lagde armene over kors. "Var det det du har ville gøre i mange år? Indrømme at jeg havde ret?" hun smilede øretæve indbydende.

Han silede varmt, men drillende af hende og himlede let med øjnene. Typisk hende... Der var nu alligevel ngen der kendte ham som Sam... Ikke Seth, ikke Rose... Ingen. Selv var han ikke medlem af et kobbel, men han vidste at selv hvis han var ville der stadig ikke være nogen der kendte ham som hende.. Han sukkede let og nikkede svagt, men svagt irriteret. At indrømme efter så mange år at han tog fejl var hårdt. Han kunne dog ikke lade være ed at smile af hende, dog lumsk. "Eller vent... Der er faktisk en anden ting.." Sagde han så med en uskyldig undertone. Han greb så hurtig som et lyn fat om hende og svang hende op over hans skulder med et grin.

Hun smilede varmt og tog sig ikke af det drillende udtryk i hans smil. Hun havde altid set Taylor, som sin egen bror., for hun havde ikke selv haft nogen søskende. Derfor havde dte været dejligt, for hende at have en god ven, som hun kunne snakke om alt med. Når man ikke havde nogle søskende, så hjalp det virkelig med en meget god ven. Som Taylor.
"Hvad er.. " nåede hun at at sige inden han svingede hende over sin skulder.. "deet?!" hvinede hun og grinede. "Tay, dit store grødhovede!" lo hun og slog han lidt i ryggen med knyttede hænder. Sparkede med benene.

Taylor begyndte igen at grine. Han var sikker på hvordan Sam så ham.. Og han havde det godt med det. Selv havde han en lillebror, og en storesøster... Men alligevel var Sam meget mere som den søster han aldrig fik i Rose. Rose havde altid afvist ham, og da han blev varulv havde hun smidt ham direkte ud af huset, fuldstændig overladt til ham selv... Et år senere var Seth også røget ud, og han havde fået lidt selvskab, ude i La Push. "Sammi din lille dværg!" Abede han så efter med et varmt grin og snurrede lidt rundt, hvorefter han lod som om han var ved at falde bagover, dog med fuld kontrol over sin balance.

Sam grinede og blev ved med at banke sine knytnæver ind i hans ryg. Hun sparkede ham stadig med benene. Hvis hun havde været menneske, ville det have gjort meget mere ondt på hende end på ham. Og hvis han havde været menneske, ville det have gjort ondt på ham. Det var heldigt at de begge var ulve. De kunne holde til meget mere.
"Tay, din store kæmpe!" grinede hun og fik så et lumsk ansigtsudtryk. Hun kunne sikkert godt få ham til at sætte sig ned igen. "Taylor, vær nu sød" sagde hun med en stemme, der afslørede hun lavede hundeøjne.

Taylor tot get lille spring frem og lo varmt. Han stoppede dog brat op da han hørte den tone i hendes stemme. Han bed sig le ti læben, men lukkede så øjene lidt. "Nopé, virker ikke den her gang." Sagde han så med en lumsk undertóne og begyndte at gå med hende over skulderen. Selv om det var vært at lade være, lod han være med at skæve mod hende. Han Vidste hun havde hundeøjne lige nu. Han vidste det bare.
Han spændte kort i musklerne og sukkede grinende. Ha nskævede så alligevel imod hende med et varmt, men drillende smil. "Kun måske." Indrømmede han så med et lille grin.

Sam valgte at tage endnu hårdere midler i brug, for at få ham til at satte sig ned på sine egne to fødder igen. "Kom nu, sødeste stærkeste Tay" bad hun med sin triste hundeøjne stemme. Hun drejede hovedet og prøvede at få øjenkontakt med ham. Hvis han så hendes øjne, blev han nærmest tvunget til at sætte hende ned. Hun kunne meget godt lide at hun havde et 'våben' imod ham. Efter at have forsvaret Seth med det så mange gange, havde hun mestret både blikket og stemmen til perfektion. Taylor kunne aldrig stå for det. Aldrig.

Taylor stoppede roligt igen... Han bed sig kort tænkende i læben, men sukkede så lettere tungt, men alligevel med et svagt grin. "Okay okay..." Sagde han med et lille opgivende grin i stemmen. Han lod hende så roligt glide ned fra hans skulder så hun ville lande på benene.. Når hun brugte den stemme, og havde de øjne... Og så komplimenter... Hvordan skulle han stå imod? "Men jeg må stadig godt slå løs på Seth, ikke?" Sagde han så med et uskyldigt, men uimodsåeligt lille engle smil. Han sparkede svagt ned i jorden med den ene fod og lagde armene bag hovedet. Han lukkede så glad øjnen, hvilket bare førte tl hans smil blev endnu mere engle agtigt.

Sam smilede, da han overgav sig og satte hende ned på fødderne igen. Hun kunne sno ham om sin lille finger. Hun vidste præcis hvad for nogle knapper hun skulle trykke på, for at få ham til at gøre som hun sagde. Egentlig meget dejligt at få sin velje, men nogle var var det en smule irriterende. Nogle gange ville det måske være dejligt, hvis han ikke var så nem. Men han havde vel altid haft et svagt punkt for piger med hundeøjne.
Hun rystede på hovedet og skruede endnu højere op for sine hundeøjne. Underlæben begyndte at bæve lidt, som om hun var ved at græde. Øjnene var uskyldige og på størrelse med tekopper. "Nej, det er synd for ham"

Taylor åbnede nu de dybe, klare brune øjne... Nu med et bedende uimodståeligt glimt i øjet. "Aw kom nu Sammi... Vi leger jo bare?" Sagde han så... Stadig med den uskyldige undertone, men lettere varmt. Det var teknisk set sandt. Seth var ikke længere den lille hvalp han havde været. I Taylors øjne var han selvfølgelig stadig, men han var efterhånden begyndt at slå tilbage, hvilket kun gjorde det endnu sjovere at slås med ham. De ville sikkert ikke ha' været så sjovt hvis han havde været stærkere, men som tingene stod nu? Taylor kunne stadig huske hans fjæs da han havde grebet stenen... Så let som at klø sig i nakken. Han holdt et grin tilbage af tanken og holdt blikket på Sam.

Sam var lige ved at overgive sig, da hun så ind i hans dybe, klare, brune øjne. De havde et uimodståeligt glimt. Damn, den knægts øjne var lækre. Som.. Som chokolade. Utrolig lækre og brune. For år tilbage ville hun have dræbt for hans udseende. Sort hår, brun hud og mørke øjne. Det ville hun stadig, men hun var blevet lidt gladere for sit end del.. anderledes udseende. Hun rystede svagt på hovedet og tog sig sammen.
"Jamen det gør ondt på ham!" sagde hun med sin normale stemme og puffede til Taylor. Temmelig hårdt, men han kunne tage det. De var jo ca lige stærke eller noget i den retning.

Taylor holdt blikket på hende, og spændte bare musklerne da hun slog ham. Hans blik blev dog langsomt mer enormalt, men stadig varmt. "Han slår selv igen... Det er sjovt! Tro mig." Sagde han såå med et svat grin i den ellers varme, og drillende stemme. Han smilede matchende af hende og overvejede kort at skrue lidt mere op igen, men slog tanken væk... Måske havde han fundet noget der virkede bare en smule på hende? Han smilede bare ved tanken og skubbede hende drillende til hende... Dog ikke som det gjorde ondt. Selvom han vidste hun var en varulv som ham selv, og at hun kunne tage det børd han sig ikke om tanken.

Sam vendte smilende øjne af ham. "Det kaldes selvforsvar, lille Tay!" sagde hun og lo kort. Så op på ham. Han var omkring 10 cm højere end hende, og det var lidt mærkeligt at skulle vænne sig til. Sidst hun havde set ham, havde hun været et par centimeter højere end ham. Eller var det hende der huskede forkert? De havde i hvert fald været næsten lige høje. Det var egentlig sjovt at tænke på, hvor meget de begge var skudt i vejret. Det havde sine fordele at være ulv. Man kunne næsten altid se hvem, der var ulve og hvem der ikke var.
"Det blik du lige gav mig før, knækkede mig næsten" indrømmede hun modvilligt med et smil.

Taylor lo varmt. "Selvforsvar? At smide sten efter folk når de står med ryggen til?" Sagde han så med en drillende undertone. Han så stadig ned på hende... Egnelig fandt han det ikke så underligt som han havde gjort. Han var vant til at se ned på folk. Der var jo ikke sådan vildt mange der var højere end ham selv. Med sine næsten 2 meter... Selv om Seth faktisk var både højere, og ældre end Sam havde han faktisk mere respekt for Sam end Seth. Seth ville altid være n lille hvalp i Taylors øjne. Om han kunne lide det eller ej. Han lukkede så glad øjnee i et varmt smil, men åbnede demm igen. "Virkelig?" Sagde han så med enlettere håbefuld, men lettere varm og svagt drillende undertone.

Sam nikkede bekræftende på det han sagde. Havde Taylor heller aldrig lært, at man aldrig stod med ryggen til fjenden? Man kunne ligeså godt dræbe sig selv eller gå rundt med et skilt hvor der stod; 'Dræb mig, dræb mig!'. Tanken fik hende til at smile. Måske burde de have forlangt i traktaten at vampyrene skulle have gået rundt med sådan et skilt. "Hvorfor skal du være så høj?" lo hun og hoppede lidt op og ned, for at være på højde med ham. Det lykkedes dog ikke helt.
Hun nikkede. "Ja, men jeg kan gøre noget, der kan få dig til at gå i chok" sagde hun hemmelighedsfuldt.

Taylor smilede lettre varmt, men undrende af hendes grin... Vel bar ehendes tanker? Han holdt selv et lille grin tilbage og tænkte lidt på hvordan Seth egnlig måtte have det... Faktisk havde Taylor lidt ondt af ham.. Forelsket i en menneske pige, og stadig ikke fået sin indprægning. Han rystede svagt opgivende på hovedet og så på Sam. Han lo så varmt og rettede sig fuldstændig op. "Hvorfor er du så lille?" Sagde han så med et grin og lagde sin ene hånd på hendes hovedet og trykkede svagt ned. Han tog dog hånden til sig og så ned på hende med et nysgerrigt blik. "Hvad?" Sagde han så med et nysgerrigt, men varmt og uskyldigt smil. Han lagde så hovedet let på skrå..

Sam rakte tunge af ham. Så lille var hun heller ikke. Hvis hun bare havde vokset et lille stykke mere, havde hun været omkring de to meter. Ikke at hun havde lyst til det, men hun følte sig lav når hun var sammen med drenge ulvene. Det var dog kun i menenskeskikkelse. I ulveskikkelse var hun højere end en del af drengene. Det gjorde hende altid lidt gladere. Og ondere imod drengene, som næsten altid hørte for deres højde. "Jeg er 186 cm!" påpegede hun. Dog viste hun godt at Taylor var omkring de ti cm højere end hende.
"Det må du ikke vide, nanananana!" grinede hun og skellede med øjnene. Kun kort, for hun var altid bange for at de ville sætte sig fast. Det så ikke for kønt ud. Eller det syntes hun ikke, men hun havde heller aldrig set nogen med skelede øjne.
"Hvordan har Seth det?"

Taylor lo stadig svagt. "I forhold til mig er det også lavt." Sagde han så med et drillende smil. Nej Sam var faktisk ikke så lille som Taylor fik hende til at lyde, men i forhold til ham, og vel også Seth var hun ikke ligefremmen et tårn. Han åbnede så øjnene idt mere, men kneb dem så sammen igen så de havde normal størrelse. "Aw kom nu Sammi..." Sagde han så med en bedende, men uskyldig og varm undertone. Han lagde igen hovedet let på skrå. Han rettede hovedet op igen og smilede. "Årh fint. Han render såmen bare rundt med sin lille vampy veninde og sit problem barn af en kærste." Sagde han med et svagt skær af afsky i stemmen, men eller upåvirket.´Ak ja... Martina. Taylor havde aldrig ødt hende, men kun hørt om hende...

Sam nikkede. "Ja, du er vel to meter eller der omkring!" sagde hun med et stort smil, der også var en smule stolt. Hendes bedsteven var nok en af de højeste i hele reservatet! Hvordan kunne man undgå at være bare lidt stolt? Hun kendte i hvert fald ikke særlig mange ulve, der havde samme størrelse som Taylor, selvom de egentlig burde have det. Men de var jo alle meget forskellige. Hun rystede på hovedet. "Nej, for så kan du måske bruge det imod mig!" påpegede hun og smilede lumsk. Hun ville ikke røbe sin plan for ham. Det var alt for risikablet. Hun ville gemme det, til en særlig lejlighed, hvor han var virkelig svær at overtale.
Hun spærrede øjnene op, da han fortalte at Seth havde fået et problembarn af en kæreste og grinede, da han fortalte at Seth var ven med en vampyr. Egentlig burde hun vel have reageret omvendt. Men det at han havde fået en kæreste havde hun aldrig forestillet sig. Altså, en del viste jo at hun havde forsvaret ham, og det var jo ikke ligefrem fedt at en pige forsvarede en når man var dreng. Det at han var blevet ven med en vampyr, var bare typisk ham. På en god måde. "Hvordan et problembarn af en kæreste? Har du mødt hende vampyren?" spurgte hun nysgerrigt.