Og sådan mødes de... (Tristan)

T: IRL.
S: Queets River.
O: Ingenting. En sø.
V: Regn.

Rolig silede regnen ned ved Queets River, mens Daniella bare sad og kiggede ned i det sorte vand. Det hele var så underligt i forks. I lang tid hørte man intet til hverken vampyrer eller formskiftere, og pludselig vrimler det med dem over det hele. Ja, Daniella var forvirret. Forvirret og faktisk lidt ensom og kunne sagtens trænge til en smule selskab, det ville hun ikke lægge skjul på. Hun tænkte meget på Claires plan, og hvad der skulle ske i fremtiden. Hvem ville stå hvor? Hvordan ville det ende? Hvilke evner havde de, og hvilke havde deres fjender? Hvad kunne de gøre for at stikke til fjenden? Ja, der var mange spørgsmål, som skulle besvares. Og det blev de bedst i hendes eget hoved, for Claire, tja.. Hun var ikke den store planlægger. Det var hun alt for spontan til. Hun løb bare ud og smadrede dem, nærmest. Og det er vel godt nok i nogen henseender. Men nogle gange ville Daniella bare ønske, at Claire overvejede hvert skridt hun tog, for at det ikke skulle ende katastrofalt, hvis det kunne afværges.

"Det er uhyre så mange alfaer der findes i denne by. Fem indtil videre? Nå nej, fire." rettede han. Tristan havde løbet rundt omkring Forks for at lære denne lille by udenad. Han havde dog fået færten af endnu en alfa. Dem skulle han jo også komme godt ud af det med, da han jo skulle udrydde de søde små hvalpe i denne by. Men hold nu kæft hvor var denne by dog kedelig. Selvfølgelig var den anderledes fra den grotte han havde boet i på Skyros i det græske øhav. Her er, hvad føden ville kalde for 'koldt'. Godt nok kunne han ikke selv mærke det, men skidt pyt med det.
Tristan havde iført sig en hvid t-shirt med et par fine bukser som bruges til smoking. Han følte sig komfortabelt i dette tøj. Folk havde kigget mærkeligt på ham, men han var ligeglad. eller, den mandlige del af føden havde. Den kvindelige havde bare kigget betaget på ham og hans tvefarvede øjne. En noget speciel øjenfarve for en vampyr. Men hvad fanden, han havde jo også været i live i flere tusinde år, så noget specielt skulle der jo være ved ham. Tristan kiggede egentlig bare på Daniella for at høre hendes reaktion. Hun havde sikkert allerede vidst at han var der. Han kendte hende dog ikke, så han ville være overrasket hvis hun kendte ham.

Daniellas hår stod tungt ned pga. regnen, men noget nuttet var der også ved hendes hår, da det nærmest krøllede lidt op. Hun havde en lang vinrød kjole på, som stod godt til hendes marmor hvide hud. Hun havde intet make up på, da hendes øjenvipper var sorte og bukkede nok i sig selv. Daniella havde lugtet at en mandlig vampyr ankom, og hun kunne med det samme føle, at det var en alfa. En stærk en af slagsen, og hun havde ikke svært ved at gætte hvem det var. Claire og hende havde talt om ham, og Daniella havde fortalt Claire at hun frygtede hans evne, hvis han skulle være ligeså skiftende som afdøde Dominic. Hun rejste sig op og spurtede hen ved siden af den nye vampyr. Så rakte hun hånden frem og afventede at han skulle tage den. "Daniella." sagde hun lavt. Der var ingen grund til at tale højere. Vampyrer havde god hørelse. Det var ganske vist. "Claire har fortalt om dig." sagde hun høfligt og kiggede vampyren i øjnene.