Døden melder sin ankomst... For anden gang.

Tid: 13:30
Dato: IRL
Sted: langs Queets floden
Vejr: Solrigt, og skyfri himmel.
Omgivelser: Gefir og Mari på hesteryg.


Solen stod højt på himlen, og luften var knastør. Vinden havde lagt sig for længst, og floden rørte næsten ikke på sig. Langt ude i horisonten, mod nord, kom en støvsky hastigt tættere på Forks. Gefir pressede sin hest til det yderste, nu da de var så tæt på målet. Hans oppakning hoppede op og ned i takt med hestens spring. Lyden af vievand, der skvulpede i flaskerne, var den eneste lyd udover hestenes hove mod jorden. Gefir hadede stilhed, det var ofte tegn på rovdyr. På den anden side, solen var højt på himlen, og en brændende vampyr skulle de nok kunne nedlægge, på trods af deres udmattelse. Gefir så på Mari.
"Er du klar til det her? Operation: Forks bliver ikke en nem opgave!"
Han råbte højt, for at overdøve hestene, og hans hæse stemme gav genlyd i det tomme landskab.

- spørger du om det, mester? du er jo efterhånden ved at blive halvgammel, så er det ikke snarre et spørgsmål om du kan klare opgaven.
Mari talte med sin normale stemme, men alligevel gik den tydeligt i gennem og den unge kvinde der red ved siden af Grefir så drillende over på ham, og dukkede sig for det forventede slag.
hendes lange mørke hår lå i en fletning ned af hendes ryg, og hendes mørke tøj stod i kontrat til hendes lyse hud. dog var den naturlig lys og langt fra den samme dødninge hvide som vampyrenes.
hendes stærke grønne øjne skinnede af livsglæde, på trods af den forstående mission.
det bekymrede hende ikke specielt. de var et godt team, og de havde før klaret svære situationer sammen, så det skulle nok gå.

Gefir brummede surt ved bemærkningen om hans alder, og lod sin pisk smælde et par centimeter foran hendes ansigt. Så grinede han lidt. Det var jo sikkert alligevel ikke hans alder der ville dræbe ham i sidste ende, så den irriterede ham ikke så meget for tiden. Hans krop var stadig så stærk og smidig som da han var 20, og hans skæg gjorde ham bare mere intimiderende. Dog blev han gnaven, når folk alligevel drillede ham med hans alder.
"Jeg skal nok klare den, tøs. Det har jeg gjort så mange gange før.!
Han råbte til hesten, og den løb lidt hurtigere de sidste par hundrede meter, før han hev hårdt i tøjlerne, og adræt hoppede af. Han stampede lidt i jorden, så på himlen, og snusede til luften.
"Vi slår lejr her!"
Han begyndte at hive teltet ned fra hestens ryg.

mari skulede kort til pisken, men sagde dog ikke noget.. hun havde vænnet sig til den og hun vidste godt at han ikke ville ramme hende.
selv havde hun ingen pisk, men derimod havde hun en stor forkærlighed for knive og andre skarpe genstande.. og selvfølgetligt den pistol der hvilede på hendes lår.
den bar hun altid, det var ikke hendes yngligsvåben, men hun havde mange gange måtte sande at det altid var en god ide at have den inden for rækkevidde..
noget hendes mester også havde tæsket ind i hovedet på hende, lige siden hun blev hans lærling. og hun respekterede sin mester.. meget enda..
hun havde mange gange set ham destruere vampyrer fra jordens overflade, uden at blinke.. noget hun desværre ikke selv var så god til.. hun havde stadig medfølelse dem dem, på trods af at de var unaturlige, og en skændsel, en hån imod selve livet!

Gefir begyndte at slå teltet op. Træpløkkerne kastede han ned i jorden med stor kraft, som for at bevise over for sig selv, at han sagtens kunne ramme enhver vampyr, der måtte forsøge at stjæle deres blod i nattens mørke. Teltet stod op efter nogle minutter, og han gik i gang med at pakke resten af udstyret ud. Blandt andet en sammenklappelig pæl, med sølvkors på toppen, som han stillede ved indgangen til teltet. Derefter et stativ, som han placerede på den anden side af indgangen. Så en armbrøst, mindst en meter lang, som han monmterede på stativet. Flasker med vievand blev tømt rundt om teltet, imens han fremsagde små bønner.
"Vi forsager djævlene...
Og alle deres gerninger...
Og deres væsen..."
Til sidst hev han et stort trækors ned fra hestens ryg, og hamrede det ned i jorden på bagsiden af teltet. Han knælede ved det, og bedte en lydløs bøn.

imens Grefir gjorde alle forberedelserne, langde Mari med en utrolig provokerende attityde midt i en solstråle og lukkede nydende solens varme på sin krop, mens hun kunne høre Grefir mumle bønner. selv var hun ikke specielt religiøs, men hun vidste at den slags kunne hjælpe mod vampyrer så hun føjede for det meste den ældre vampyrjæger med hensyn til religion.
det havde tit også vist sig at være det smarteste. på trods af hendes ungdommelige sind, var hun dog realistisk nok til at kunne se at 'den gamle' var mere erfaren når det kom til vampyrer.
mens tankerne i hendes hovede, som tit var forvirrede og travle, blev langsommere og mere fredfyldte som hun lå i solsstrålen, da kunne man godt se at hun endnu bare var en stor pige, og hun så næsten smuk ud, som hun lå der.
hendes høje og aristokratiske træk, gav hende en vis ophøjethed og hen lyse hud stod i en køn kontrast til hendes mørke hår som lå i en ring omkring hendes hovede.