En sjælden gang i skole - Christence

Årstid; Irl
Dato: Irl
Vejr: Solen skinner, næsten ingen skyer, det er faktisk ret varmt
Sted: Kantinen
Omgivelser: En masse elever
Tid: Spisefrikvarter
Påklædning: Mørkeblå, stramme jeans og en rød, lang top og nogle korte, røde Allstars

Sam sad ved et bord for sig selv i skolens kantine, med en bakke foran sig fyldt med mad. Hun nød faktisk larmen fra de andre elever. Nogle gange var det simpelthen for trist at holde vagt ved grænsen 24/7. Der var helt vildt stille. Det var lige før man kunne høre dyrene ånde, så stille var der nærmest. Ind i mellem kom der nogle biler, men det var nærmest også det. Og faktisk var det rart at få indhentet lektierne og sådan lidt.
Hun skilte sig ret meget ud i mængden. Hun var den eneste lyshårede, blåøjede og lyshårede person i kantinen. Alle andre havde sort, mørke brunt eller brunt hår, brune øjne og brun hud. Hun var ret misundelig på dem. Det var temmelig svært at være halv albino. Folk troede hendes mor havde haft en affære, men det var jo bare en fejl i Sams gener, som gjorde hende så lys. Ikke andet. Men det havde nogen svært ved at forstå. Dog elskede hun sine forældre. De elskede hende, selvom hun ikke lignede dem i udseendet. Hun lignede allermest sin bedstefar. Nok den person hun bedst kunne lide.
Hun smilede for sig selv og begyndte at spise.

Efter en ret så lang nat, hvor hun havde skulle være vagtpost, gled Christence dovent ind i rummet. Hun lagde ikke mærke til specielt meget, mærkede bare de undrende blikke hvile på sig og hun var klar over hvad folk kiggede på. Hendes blege hud.. Hun var en af de uheldige der havde været en albino. Helt albino. Hendes hud lignede den som menneskerne i forks havde, Forks. Den regnfyldte by. Hun sukkede kort, mens hun svingede let med håret. Hendes sorte hår, som hun glattede hver morgen. Det var sat op i en hestehale, med en tynd hvid elastik. Hun var egentlig ret ligeglad med hvad folk tænkte om hende. Ret ligeglad med alt. Arrogant. Kold. Hun gik bare videre, uden at se på nogle af de andre. Hun gik op og tog bare lidt forskelligt, kylling.. Ris.. En eller anden underlig sovs og ja. Det var det. Hun vendte sig først nu om, hvorefter hun noterede sig hvor der var et ledigt bord. En ledig plads. Der var ingen tomme borde. Uheldigvis. Men så åbnede hun Sam.. Hendes kusine. Der kunne hun vel sidde i fred, for at folk sagde en eller anden joke om hendes farve. Hun marcherede bare målrettet ned mod hende og satte sin bakke på bordet, med et bestemt bump. "Hey Sam" brummede hun så bare, med sin ligegyldige tone. Selv overfor Sam havde hun svært ved at være åben. Det var dog lettere med Sam end med de andre. Kun fordi Sam var familie og en af dem der ikke hånede hende, som de fleste andre gjorde det.

Sam havde holdt øje med sin kusine, Christence, lige fra da hun kom ind i kantinen. De havde begge to lys hud, men Chris havde mørkt hår og hun havde selv lyst. Hun mente at Chris altid havde haft mørkt hår. Ellers havde hun sikkert bare farvet det. Sam mente i hvert fald ikke at Chris var albino eller noget, for så ville hun jo nok have haft lyst hår. Hvis hun havde været hel albino, var hendes hud nærmest gennemsigtig, hendes øjne røde og hendes hår hvidt. Hvis hun havde været halv, så havde hendes hår nok været lyst, hendes øjne blå og hendes hud meget lys. Ligesom hende selv. Men måske var Chris halv albino og havde baret farvet håret? Hun vidste det ikke rigtig.
"Hej Chris" Hun smilede til sin kusine. Hun vidste godt at Chris ikke var særlig åben overfor særlig mange, ikke en gang Sam og de var endda i familie. Men måske havde Chris haft det hårdere end hende selv. Sam havde selv haft det lidt hårdt pga. af rygterne om at hendes mor havde haft en affære, men nu vidste alle at hun faktisk var hendes mor og fars rigtige datter. Så nu respekterede de hende. Måske gjorde de ikke det med Chris.

//Er Chris halv eller hel albino? Havde tænkt mig det kun var Sam der var albino agtig ?//

//Det er nok Halv. (:

Hun havde altid haft lys hud.. Der havde altid været noget galt med hende. Men fra hun havde været helt lille, havde hendes udseende skræmt hendes mor, fra vid og sans. Og både hende og hendes mor, anklagede faren for denne underlige ting. Den far som var skredet fra alt, af ren frygt. Siden Tence havde været lille havde hendes mor farvet hendes hår sort, den van ehavde ikke ændret sig nogensinde senere hen. Hun sukkede svagt da Sam hilste på hende med et smil. "Hvad så? spurgte hun, med den der normale kølighed i sin stemme, lod kort sine blå øjne se på hende, inden hun så bare begyndte at spise, uden så meget som at se på andre. Heller ikke Sam, hvorfor skulle hun?

//Ok ^^ Ved hun godt at Sam er halv?

Sam sukkede og begyndte at spise af sit store madbjerg. Hun var varulv og spiste derfor sindsyg meget uden, så meget som at tage det mindste på. Det var fordelen ved at være ulv. Henes krop forandrede sig ikke. Det var der dog noget dårligt i alligevel. Hun kunne aldrig få børn. Det var hun ret ked af, men at være varulv havde åbenbart en pris. Desværre.
"Spiser, dig?" Hun så direkte på sin kusine. De var nok hinandens totale modsætninger. Chris var meget indelukket, mens hun selv var udadvendt og glad. Chris havde mørkt hår og hunn havde lyst. Det eneste de nok havde tilfælles var deres lyse hud og deres øjenfarve. Ellers var de totale modsætninger af hinanden.

Som den varulv Christence var, kunne hun spise alt det hun ville. Men hun havde valgt ikke at spise særlig meget. Hun havde ganske enkelt ikke lyst. Hun ønskede allermest bare at være en normal pige.. Eller nej, hun ønskede at hun ikke var blevet født. Hun var en som ingen gad, derfor var hun indelukket. Hun var den pige, som hendes mor havde skam over, som folk holdte sig fra, fordi hun virkede så kold.. Som hendes far ikke ville have. Hun var uønsket, hørte ikke til og hendes hudfarve var grunden til at andre helst holdte sig væk, derudover var der hendes kolde atitude til alt. Der var dog en ting hun var glad for .. Det eneste hun var glad for i sit liv, at hun var ulv. Selvom hun ikke kunne få børn. Det var en smerte, en ting man var nødt til at give afkald på. Men sådan var det. Desuden, hendes børn ville jo nok ikke elske hende alligevel? Hun var jo for sær, for kold til at nogen nogensinde ville gide elske hende, eller det var det hun følte. Hendes mor og far ville ikke elske hende, hvorfor skulle nogen som helst andre så gøre det? "Jeg spiser bare hurtigt, inden jeg smutter igen," brummede hun og trak så let på skuldrene, mens hendes blå øjne hvilede på maden, hun spiste bare stille og roligt, fredeligt.. Uden at skænke sine omgivelser et blik.

Sam betragtede sin kusine, mens hun spiste en gigantstor chokolade muffin. Hun havde godt lagt mærke til at Chris var meget indelukket og folk tog afstand til hende. Hun vidste godt at Chris ikke havde det for godt derhjemme og hendes far var skredet. Hun havde aldrig forstået hvorfor. Hendes forældre havde sagt det havde noget med Chris' hudfarve at gøre, men så burde folk vel også holde hende udenfor, når hun havde samme hudfarve som Chris og endda var i samme familie.
"Nej, bliv dog siddende Chris!" Hun instisterede på at hun skulle blive. Når alt kom til alt kunne hun godt lide sin kusine.

Da hun hørte hvordan hun insisterede på at hun skulle blive, sukkede hun kort. Sam var den eneste der sådan rigtigt gad hende.. Men alligevel, kunne hun ikke lukke hende ind, det var sårbart. Farligt. Hun havde næsten aldrig lukket nogen ind i sit liv, ville ikke. For de ville jo bare skride, præcis ligesom hendes far? De ville holde afstand, præcis ligesom hendes mor og resten af verden. Et trist glimt, var at se i hendes øjne, da hun rettede blikket mod Sam. Hun forsøgte dog at se koldt på hende, men indeni var hun jo bare en skrøbelig pige, der egentlig mest af alt havde brug for én.. Bare en der ville holde af hende. Men ingen gad gøre det. Ingen forstod at det var det hun havde brug for, så hende bare som en kold finke. "Hvorfor Sam?... Hvorfor vil du gerne hænge ud med MIG?" spurgte hun og fugtede sine blege læber, mens hun så vendte blikket ned mod sin mad igen og tog den muffin hun havde taget med sig ned op og begyndte at gnave i den.

Sam kunne ikke undgå at blive en smule chokeret over Chirs' ord. Hendes øjne blev nu rimelig bestemte. "Jeg kan godt lide dig Chris! Hvorfor skulle jeg ikke kunne det?" Hun var rystet over sin kusines ord. Hun var virkelig en utrolig skrøbelig pige, det vidste hun godt. Men hun havde ikke anet at hun var så skrøbelig. Hun trængte helt sikkert til at nogen holdt om hende. Og den nogen kunne da sagtens være Sam.
Hun rykkede hen så hun sad ved siden af Chris. Så krammede hun hende.

Hun snerrede kort af Sam.. Hvorfor skulle hun ikke kunne lide hende?! Kinda fordi hele verden hadede hende? Så hvorfor skulle Sam pludselig være den eneste der kunne lide hende. Hun sukkede bare køligt og viftede afværgende med hånden, hvorefter hun genvandt sit hårde blik. "Hvis du glor dig omkring, holder alle sig væk fra mig. Jeg er en kold finke.. Du skal ikke kunne lide mig. Det ville være klogere at gøre som dem, Sam," hvislede hun neutralt og svingede kort med sit sorte glatte hår.. Da Sam så lagde armene om hende, gispede hun kort. Det var utrolig længe siden at nogen som helst overhovedet havde turdet nærme sig hende, men lidt efter genvandt hun fatningen og skubbede hende blidt væk. "Jeg kan godt lide at være alene. Det er sådan jeg har det bedst," forklarede hun så bare, med sin kølighed igen. Hun ville ikke skubbe Sam væk, men hun var bange. Ville ikke lukke hende ind, så hellere holde hende væk og sikre sig, at det ikke kunne såre hende.

"Jeg er ligeglad med hvad andre gør! Jeg bestemmer over mig selv" sagde hun bestemt. Ingen skulle fortælle hende hvad hun skulle gøre, for så endte det i et slagssmål. Hun havde tævet nogle af de stærkeste drenge på skolen og derfor turde de færreste lægge sig ud med hende. Eller bare prøve at sige hende imod.
"Chris, ingen vil være alene.. Og slet ikke os ulve!" hun ville jo bare hjælpe sin kusine, men gang på gang blev hun skubbet væk. Og det gjorde hende trist.

"Du skal ikke begynde på det pis der. Du ved ligesom mig, at jeg ikke fortjener det en skid, at du overhovedet snakker til mig," snerrede hun af hende og lukkede kort øjnene, for at tage det med ro. Det ville ikke ende godt, hvis hun skulle sidde og diskuterer med sin kusine, det ville nok bare ende som det altid gjorde. Hun trak svagt liggyldigt på skulderen, af hendes kommentar om at ingen ville være alene. "Der er folk der ER alene. De vil bare gerne have det sådan. De er anderledes. Sådan er jeg," sagde hun så bare ligegyldigt og tog den sidste bid af sin muffin, hvorefter hun gjorde mine til at ville rejse sig.

"Hvis du tror folk holder dig udenfor pga. af din hudfarve, så kan du godt droppe det! Vi er begge to halv albino og der er jo fx. ingen som holder mig udenfor.. Måske også fordi de ikke tør, men alligvel" Hun var stædig. Hendes kusine måte simpelthen tage sig lidt sammen. Folk ville elske hende, hvis de bare fik lov til at kende hende. Men Chris blev jo ved med at skubbe folk væk. Hun havde sikkert brug for at præge nogen. Det ville være godt for hende.

"Det gør de. Og min idiotiske far. Jeg er ikke dig, Sam! Du er dig. Jeg er mig. Lad det være sådan, kan du ikke leve med at jeg er så indelukket, som jeg er. Så gå dog hen og snak med dine VENNER," hvislede hun gennem sine sammenbidte tænder. Hun var irreteret nu.. Hun blev drillet for så meget og i sidste ende, var hun bare blevet kold i røven overfor så meget, at det ike ville røre hende. Men alligevel.. Det Sam sagde, det skar i hende. Hun vidste hvad hendes hentydning var. Hun vidste det godt, at hun selv var skyld i at hun var alene. Men hun havde aldrig lært andet.

"Hey, ikke så sur!" Sam knurrede svagt af hende. Hun havde lidt på fornemmelse hvad der snart ville ske. En af dem ville gå eller også ville de sikkert ende i et slagsmål. Det var nærmest uundgået lidt, hvis man spurgte hende. Men hun ville ikke slås med Chris eller gøre hende ked af det. Hun ville bare gerne hjælpe hende. Om så hun skulle tæve hele skolen, så ville hun gøre det!

"Jeg er ikke sur." snerrede hun svagt af hende og vendte så blikket væk. *.... Bare ked af det.* tænkte hun, hendes tanker færdiggjorde den sætning som aldrig ville blive færdig, aldrig i livet om hun ville indrømme hvor skidt hun havde det. Hun forklarede sig bare med at det var hendes kolde atitude, der gjorde at hun var alene, for folk gad hende ikke. Men indeni var hun bare ved at falde fuldstændig sammen. Hun ville ikke slås med Sam. Hun kunne godt lide Sam, selvom hun sjældent ville indrømme det sådan. Hun var bare så bange, bange for at Sam ville svigte hende, som hun var blevet svigtet flere gange før, bange for at det ville ende galt. At det ville gøre mere ondt, end godt. "Jeg går nu Sam .... Du vil alligevel hellere være sammen med de andre," mumlede hun og samlede sin taske op fra gulvet, mens hun så stille så hen mod hende. Bag køligheden i hendes blik, var der pludselig noget skrøbeligt, som blev synligt. Den lille pige hun var.

Sam tog fat i Chris' arm og gjorde ikke mine til at ville slippe den. Hun holdt godt fast, så hun ikke bare kunne rive sig løs. "Jeg vil hellere være sammen med dig, Chris" Hun smilede og mente rent faktisk hvad hun sagde. Chris var en fin person, når man lærte hende at kende. Det vidste hun, for hun havde kendt Chris hele sit liv.

Hun sukkede, da Sam greb fat i hendes arm. Hun gad ikke slås, orkede ikke at diskuterer, så derfor overgav hun sig bare denne aften. Det kunne ikke være så slemt igen, hun havde gjort det før. Men hun troede ikke på det Sam sagde. Hun troede ikke på at hun hellere ville være sammen med Chris, end de andre. De andre var sødere, mere perfekte.. Mere NORMALE. Mere glade ..... Hun sukkede svagt. "Jeg orker ikke at slås, med dig," sukkede hun så bare og så på hende, med køligheden i sit blik, det skrøbelige var fosvundet hurtigt igen. Det var bare hendes facade man så i hendes øjne, hårdt mod hårdt. "Nå, hvis du SÅ gerne vil være sammen med mig, hvad skal vi så lave?" spurgte hun så, med et svagt smil på læberne, dog køligt.

"Vi kan blive nødt til det, Chris, hvis du ikke lytter til mig" Hun smilede skævt. Så trak hun hende ned at sidde igen og rakte hende en sandwich. "Vi skal spise" sagde hun med et stort smil. Chris havde sikkert godt af det. hun havde altid syntes at Chris var så tynd! "Og jeg vil altså hellere være sammen med min dejjlige kusine end mine ikke forstående venner!"

Hun snerrede bare køligt af hende. Hun var ikke bange for at slås.. heller ikke sådan alvorligt, hun gad bare ikke toppes med Sam, men hvis det havde været en dag med mere overskud, havde hun fået en på hovedet. "Skal du lege mor med dit 'Hvis du ikke lytter til mig,'?" spurgte hun og himlede let med øjnene af hende. Hun satte sig bare ned og himlede endnu engang med øjnene. Hun tog så en bid og skar ansigt af hendes ord 'Dejlige' kusine. "Dejlige," vrængede hun af hende og puffede kort til hende.

Hun daskede til Chris. Det ville ahve gjort ord på et menneske, men på en varulv var det bare et let dask. "Nej, men jeg er din kusine og du burde altså virkelig tage dig sammen" hun mumlede.