Første gang

Dag: Onsdag
Tid: Aften
Vejr: Dejlig, lun aften med en rød solnedgang over Forks høje træer
Omgivelser: Trær, bare trær. Må vel være tæt ved en skov, Crystal ved det ikke.
Sted: Reservatet
Påklædning: Cowboy jeans og en sort t-shirt

Hun løb. Hun ville væk, væk fra sig selv.
Hendes tunge vejrtræking var dirrende, næsten som en grufuld hvæsen fra hendes hals. Hun vidste ikke hvad der skete.

Det var gået over gevind det hele. Hun havde mødt de tåbelige piger fra Forks Highschool og de havde råbt skældsord efter Crystal. Hun blev rasende. Hun vendte sig om mod dem og stak den lyshårede, snobbede pige en knytnævne. Crystal havde sandsynligvis brækket hendes næse, men hun var ligeglad. *Lorte rygte!* tænkte hun og stoppede midt inde mellem træerne.
"LORTE RYGTE!" råbte hun og skreg derefter. Hele hendes krop begyndte at ryste. *Hvad sker der?* tænkte hun. Hendes hænder rystede meget voldsomt. Dette havde hun aldrig oplevet før. Hun blev varmere og varmere og mærkede en rystelse omkring hendes rygsøjle. Pludselig brød al hendes tøj itu og hun mærkede at hun faldt ned på alle fire. Hendes hånd holdte sig for munden og mærkede hvordan hun formerede sig. Hun kunne mærke skarpe hjørnetænder. Rystelsen stoppede. Hun rejste sig op og rakte det der engang var hendes hånd frem. Nu var en en pote med krid-hvid pels. Crystal skreg, men det hørtes som en halvkvalt hylen og hvæsen. *Hvad er der sket med mig?* tænkte hun og begyndte panisk at løbe rundt.

Cecilia havde stået og set pigen slå den anden pige med en knytnæve. Cecilia holdt sig i baggrunden og så
på dem, hun ville ikke bryde ind hvis det kom til et slagsmål, men det så heller ikke ud til det, da pigen brækkede næsen på den anden. Og en typisk ting ved piger, var at de aldrig kunne holde smerte ud.
Pigen skreg og Ceilia bed sig kort i læben mens hun fulgte den anden pige med blikket. Hun lagde mærke til at hele hendes
krop rystede, hvorefter hun forvandlede sig. Cecilia kunne se at det var hendes første gang hun forvandlede sig, da
hun løb forvirret rundt. Cecilia tænkte at hun heller måtte hjælpe hende og hun skyndte sig ind om bag nogle træer, hvor hun hurtigt smed tøjet og lagde det ned i den lille læderpose om benet, derefter lod hun varmen brede sig ud i hele kroppen. Rystelserne begyndte og efter kort tid var hun ulv. Hun elskede at være i sin ulveform hun rystede pelsen som en lille
legesyg hvalp, men fik hurtigt tankerne rettet mod den anden lv. *Bare slap helt af, jeg skal nok hjælpe dig* tænkte
hun og løb hun mod ulven.
*Husker du alle de historier om vores folk, vi stammer fra ulve?* spurgte hun gennem tankerne. *De er alle sande*
føjede hun til, men hun satte farten ned, for ikke at skræmme hende mere.

//Håber det er i orden at jeg svarer ^^//

Rygterne var store, men de ville blive endnu størrer. Rygterne om en pige, eller nærmere en kvinde der havde sin bande. Alle var mørke og så virkelig skræmmende ud. Dog var det ikke alle disse rygter der var sande. Det var sandt at de var en slags bande, mere et kobbel. De holdte sammen som en slags familie og det var dem der virkelig betød noget for Annika. Flere og flere folk kendte til denne 'bande' men ikke alle vidste hvad den gik ud på, faktisk var det kun få der gjorde. Mange troede bare at de var en flok ballademagere, men alle dem der havde kendt Annika før hun blev ulv ville vide at hun aldrig kunne finde på at være sådan. Nej, for disse mennesker der var i dette kobbel var ikke almindelige mennesker. De var ulve, eller halvt ulve. Størrer og Størrer var hvad rygterne blev, men det betød intet for Annika da hun vidste at de faktisk hjalp menneskerne. Alt dette var noget der skete inde på skolen, men der opholdte hun sig ikke så meget mere. Der gik mange rygter om hende på skolen: Den førhenværende gode og søde elev, der pludselig var blevet den skræmmende og stille ballademager. Alt dette betød intet for Annika, hun skulle nå noget og det skulle være nu.

Med hastige skridt nærmede hun sig den hylende lyd, hendes øjne var blide men man kunne tydeligt se på hende at hun ikke havde tænkt sig at være blid hvis denne ulv gik til angreb på hende. Da hun nåede ulven der løb, forvirret rundt åbnede hun munden og sagde med stor og sikker stemme " Stop der " Hendes ord ville påvirke denne ulv mere nd nogen som helst anden stemme. Dette var stemmen af en alfa. Annika havde set Cecillia og smilte stille. Hendes brune blik hvilede på ulven, der lige før havde været en pige. Hun vidste at denne pige ville være skræmt fra vid og sans ligesom hende selv. Rystelserne begyndte i fingerspidserne, de blev størrer og størrer, hvorefter en flænsende lyd hørtes. Dog var den dæmpet så det ville ikke blive langt mærke til det. Annika kiggede direkte på ulven og stod helt stille. * Tog det elt roligt. Jeg vil forklarer dig, hvad du er * Tænkte hun roligt og en blid undertone var til at finde. Den store sorte ulv lod til at være blid, men også stærk. Selv en kvinde kunne være stærk, det vidste alle de andre i hendes kobbel. Alle hednes tanker blev overført til denne unge ulv, og ligeså den unges ulv til hendes. * Vi må ind i skoven, hvor vi ikke bliver set * Tænkte hun roligt og begyndte at gå med langsommt skridt. Annika havde på fornemmelsen at denne unge ulv ikke bare ville følge frivligt med, men så kunne hun jo altid beordre hedne til det. Ingen kunne modsige sig en alfa plus Cecillia ville også hjælpe til.

// Cille nåede lige at svarer inden mig, men jeg hopper ind alligevel (: //

Hun hørte stemmer i sit hovede. En gren knækkede tæt ved og hun så en anden ulv komme tættere på. Stemmer, andre stemmer end hendes egen, begyndte at snakke til hende i hendes hovede. *Gå væk!* tænkte hun og gik baglæns. En knurren samlede sig i hendes bryst og fik hele hendes brystkasse til at vibrere. Hun skar tænder uden at vide af det. En sort ulv kom pludselig frem og Crystal sprang da hun så hende. *Historierne om ulvene?* tænkte hun og lagde hovedet på skrå. Hun knurrede stadig. Hvad ville disse ulve? - Hun havde stadig ikke 100% opfattet at hun var i ulveform nu. Pludselig befalede den sorte ulv at hun skulle stå stille, og hun frøs til som om hun ikke kunne bevæge en eneste muskel i hendes krop. *Hvad vil I mig?* spurgte hun. Hun vidste ikke at de andre kunne høre hendes tanker lige så tydeligt som hun kunne høre deres.

Den sorte ulv ville længere ind i skoven. *Giv mig en grund til at følge jer!* skreg Crystal inde i hendes hovede. En halvkvalt gøen kom frem. Hun blev meget forbavset over sig selv.

Med en blid stemme og blide brune øjne kiggede hun på Crystal. * Fordi vi kan hjælpe dig. Forklarer dig alting * Tænkte hun med en flydende stemme. Denne stemme hørte man dog ikke så tit da hun for det meste var væk fra Forks på patrulje. Hendes pels flagrede lidt da vinden tog fat i den. Hun kiggede på Cecilia og smilte svagt, de havde mødt hinanden før men ikke rigtig snakket sammen eller også var det noget galt med Annika's hukommelse. Med en svag gøen, gik hun hen mod den anden ulv der virkede så skræmt. * Din bedstefar, har også været sådan her. Du har arvet hans gener. Faktisk har vi ventet på dig i noget tid nu * Tænkte hun og kiggede på pigen. Hendes egen stemme ville være tydelig og klar i Crystals og ligeså Crystals i Cecilias og Annikas. Det var en af de usædvanlige ulveting og farten var noget af det bedste. Med et ordenlig ulvesmil lod Annika billederne og følelserne af at løbe i ulveform glide gennem alle tre ulves tanker. * Vis vi bliver ser af menneskerne, for jeg ballade * Tænkte hun stille og de andre ville kunne mærke at en lille nervøsitet blev vækket i hendes bryst. Dette var fordi hun mødtes med de ældre engang om ugen for at snakke om rygterne o.s.v og vis de fik afvide at der varblevet set store hunde eller bjørne i byen så ville der være ngole sure ansigter at se frem til.

// har ikk så meget krea >.< //

Med det samme Annika forvandlede sig til ulv, kunne Cecilia høre hendes tanker i sit hovede. Det var en meget smart og praktisk ting at kunne når man skulle planlægge et angreb, på en af de alt for mange blodsuger der løb rundt, men det var også meget upassende når man bare havde lyst til at være alene. For det var meget nemmere at være ulv, for de har ikke følelser på samme måde som mennesker, det var meget nemmere at overskue svære følelser.
Cecilia vidste at Annika nemt ville kunne få den nye ulv til at slappe af, ved blot at bede hende om det, for alle ulvene var nødt til at følge Alfaulven. Cecilia ville ikke kunne lide at hun kunne blive tvunget til at gøre noget mod sin egen vilje, men hvordan skulle man ellers få noget igennem til de mange ulve, der efterhånden var ved at være. Nogle var ret så vilde og havde egen meninger, men ingen ville kunne modsige Annika, hvis hun bare lod sit Alfainstinkt overtage.

Cecilia lyttede til den nye ulv tanker da hun tænkte på ulvehistorierne, men hun blev afbrudt af Annika's tanker, der advarede dem mod at blive og måske blive set af mennesker. *meget ballade* gav Cecilia hende ret og løb hurtigt i retning af skoven. De blev jo nødt til at gemme sig for menneskerne, for det var jo ikke helt normalt at ulve blev så store som de var. Og der havde været en del rygter om de store "bjørne" der løb rundt i skoven op til Forks. Cecilia rettede hurtigt sine tanker tilbage til den nye ulv. Cecilia mente at hvis hun fortalte, Crystal, hvem hun var kunne det være at hun ville, ikke være tryg, men mindre usikker på Cecilia. *Jeg er Cecilia, jeg bor nede i Reservatet* tænkte hun da hun nærmede sig skoven. Cecilia kunne se at hun var den eneste af de tre der var kommet ind i skoven, så hun satte farten ned. Og da hun vidste at hun var i skjul af træerne, standsede hun og ventede på at Annika og Crystal ville ankomme til skoven.


//Ups undskyld, vidste ikke at emnet var lavet til dig Annika, jeg hopper bare ud hvis i hellere vil have emnet for jer selv..//

// Nåh okay xD//