Skæbnen går sin gang!

Det skal siges at denne novelle er skrevet før serien Mille kom i tv'et!

Skæben går sin gang!
Kaia stod foran døren, hvorpå der stod med stor sjusket skrift: "7.c, de kan klare alt!" Endnu engang var hun kommet forsent til toget, det var ved at ske for tit. Det var hendes forældre, og hendes lærer enige om. Hun sukkede kort og bed sig i læben. Hvad ville hendes forældre ikke sige? Når hun nu var kommet forsent hele ugen. Kaia tog en dyb indånding og åbnede døren, med et lille "bank". Hun så straks op på sin dansk lærer Lisbeth og bed sig i læben. - Jeg ved det, det er for tit det sker, her har du min kontaktbog. Og sig ikke jeg taler frækt til dig!, sagde hun træt og rakte Lisbeth sin kontaktbog. Lisbeth så overrasket på Kaia og skulle til at skælde ud, men skrev dog bare en laaaang historie i Kaias kontaktbog. I mellemtiden så Kaia ud over klassen, nogen fniste, andre lavede dansk, Mille var den eneste der så ud til at have medfølelse.
Da Lisbeth endelig rakte Kaia kontaktbogen med et stridt blik, tog Kaia hårdt fat i den og hev den nærmest ud af Lærerens hånd og satte sig ned på sin plas - ved siden af sin bedste veninde i verden, Mille.
Kaia skrev en hurtig sedel til Mille og fniste lidt.
'Hun er sur, huh? ;D' Mille nikkede og de fulgte så med resten af timen.
Dagen gik, langsomt. Som altid når de to veninder skulle være sige, sådan var det altid når de skulle sove sammen.
Men da de endelig traskede afsted mod cykelstativerne, hvor Kaias forældre havde sat hendes cykel, låste de cyklerne op og steg op. Som altid havde Kaia cykelhjelm på, og det havde Mille ikke. Det kunne godt undre Mille hvorfor hun enlig ikke havde det. Det var jo det sikreste.
De cyklede stille op af vejen og skulle lige over, den farligste af alle de veje de skulle over. Men de havde snart kørt der så mange gange, at de var begyndt at blive overmodige, det vidste Kaia absolut godt. Og alligevel kørte de over da en bil kom kørende i susende fart mod dem. De var fast besluttet på at de kunne nå det. Men det glemte de straks, da de kunne høre bilens bremser hvine.
Mere hørte Kaia ikke, da smerten overtog hendes hovede og hånd. Så blev alt sort..

Alt var mørkt. Men så, et lys. Et stort lysglimt blændede hendes øjne. Men så begyndte alt at forme sig. To piger kom cyklende på vej mod den helt store vej, de skulle krydse den, det vidste hun. Den ene med cykelhjelm, den anden uden. De satsede på at kunne komme over, selvom der var en bil der suste mod dem.
Bremserne hvinede. Pigerne blev ramt af bilen. Den ene lå livløst tilbage, imens den så mere levende ud. Damen der havde talt i mobiltelefon, fór ud af bilen og så på pigerne. Hun udstødte et skrig også blev alt sort.. Nej! Det kunne ikke være sket?! Det måtte være en drøm! En ond drøm! Pigerne? Hvad skete der?
Hun ville se mere. Men så forsvandt alt. Alt var væk.

Den frygtelige dunken i hovedet vækkede hende. Hun lå og lyttede til de mange stemmer omkring hende. - Vågn nu op, søde skat, var der en der græd. Hun kunne mærke en hånd på hendes egen, der frøs. Hun åbnede ikke øjnene, hun var bange for at den frygtelige smerte i hovedet ville blive værrere. Hun gneb øjnene hårdere sammen, da en frygtelig masse lys ramte hendes ansigt.
- Sluk det, bad hun. Hun åbnede øjnene da en slukkede lyset.
- Åh, lille skat!, peb hendes mor og kyssede hende overalt i ansigtet.
- Stop mor! Helt ærligt!, svarede Kaia træt. Hvad havde hun fået siden hun følte sig så træt og slap?
- Hvor er Mille?, spurgte hun. Hendes forældres ansigter stivnede og Kaia kiggede over mod Milles forældre. Der tilsynladende også var der.
- Hvor?, spurgte hun igen og så på Milles forældre, Cecilie, Milles mor fik tårer i øjnene og gemte sit hovede i hendes mands trøje.
- Åh skat, jeg er ked af det, men.., begyndte hendes mor, også med tårer i øjnene. De drev Kaia til vanvid. - Sig det nu bare?!, halvråbte hun og så på dem.
- Mille er væk, Kaia. Hun overlevede ikke styrtet. Hun er død., halvgræd hendes mor. Det var løgn. Hun kunne ikke være væk. Ikke Mille. Mille var altid så stærk. Hun rejste sig op og gik ud af sengen, men stoppede op da hun kunne mærke det svimle en smule, og tog hurtigt fat i bordet, ved siden af hende.
- Kaia, skat, sæt dig nu ned!, bad hendes mor. - Hvad tror du selv?!, skreg Kaia med tårer i øjnene. Hun gik ud på gangen, men stoppede da hun kunne mærke en hånd på hendes skulder. - Du går ingen steder, frøken., sagde en mand, sikkert en læge. Hun stoppede op og så på sin hånd.
- Du klare nok en nat til, sagde han og trak hende med tilbage i stuen, hvor hendes forældre var gået ud også Milles. Men en dame sad der og ventede. Kaia blev båret op i sin seng igen, af manden der havde taget fat i hendes skulder.
Hun så kort på damen også derefter op i loftet. Det her var ondt, de kunne da ikke bare havde ladet Mille dø.
- Hej, Kaia, ikke?, spurgte damen og så på hende. Kaia nikkede kort og bed sig hårdt i læben.
- Jeg er Jeanette Sørensen, jeg er psykolog og skal hjælpe dig., blev hun ved og Kaia sukkede tungt.
- Ville du høre hvad der ville være skønt?, spurgte Kaia med et smil. Jeanette nikkede og så helt forventningsfuld ud.
- At du gad at tie stille!, råbte hun og vendte sig om på siden og lukkede øjnene. Tårene trillede ned af kinderne igen, men hun ignorede dem, hun ville bare sove sig væk fra alt det her.
Det blev lørdag. Alt var sket fredag eftermiddag, da Kaia var vågnet, havde hun ønsket det var en drøm. Da hun vågnede lørdag, vidste hun at det var det ikke. Hun havde mistet sin bedste veninder forevigt. Bare tanken om hendes begravelse var frygteligt at tænke på.
Timerne gik og hun fik endelig af vide at hun måtte komme hjem fra fængslet og alligevel gjorde det hende ikke glad. Hun skulle hjem til alle hendes minder, minderne om Mille.
Da hun kom ind på sit værelse, for første gang siden Mille døde, var det første hun gjorde at pakke alle hendes ting ned, eller alle tingene hvor hun kom til at tænke på Mille. Så låste hun døren og satte sig ved sit skrivebord. Hun havde en irreterende hovedepine, der overhovedet ikke ville gå væk.
- Kaia, skat? Åbner du ikke?, stemmen lød træt og indtrængende.
- SKRID!, skreg hun og sparkede til bordet.
Moren ga op og gik. Kaia tog et papir frem og sin religions mappe. Hun begyndte stille at skrive lidt ned fra et digt, hun digtede selv lidt, men skrev også efter. Det var et digt om døden.
"Herre og Frelser.
Smerter og tårer overvælder mig.
Døden var uretfærdig.
Mit hjerte er forvirret og holder ej til mer.
Døden gør mig bange.
Hold mig fast i dine hænder.
Hos dig er jeg tryk, og ingen andre.
Jeg vil gøre alt om.
Jeg vil møde skæbnen, selv!"

//Fortsættes ^^//