En almindelig aften, eller ikke?

Gæst

Sted: Stedet er i Seattle. På en gade, hvor der normalt kommer en masse folk.
Omgivelser: Omgivelserne er selve gaden, med huse, nogle af dem er lidt slidte. Derudover er der nogle fulde mennesker.
Dato: 28 Juni.
Tidspunkt: 2.31
Dag: Mandag.
Årstid: Sommer?

Dominike havde jagtet. Det var grunden til at hans skjorte var åben og viste hans trænede brystkasse. Blege bryst. Folk ville tro at han bare aldrig var udenfor. Men hvis man var bare en smule fornuftig.. Eller ikke menneskelig, vidste man at han var noget overnaturligt. Noget helt igennem smukt, men en dræber. Hans sorte hår, hang let ned i hans ansigt og på hans ben sad et par skinny jeans i en bleg blå farve. Han stod lænet op af en mur, ikke særlig langt fra et værtshus. Han havde lukkede øjne, men ville hurtigt kunne flytte sig, hvis noget der truede ham nærmede sig. Eller hvis et menneske kom for tæt på. Han så afslappet ud, faktisk som en normal fyr. Bortset fra, at hans ansigt var unikt, fortryllende og fuldstændig helt igennem uimodståligt. Hans hud, havde en marmor hvid farve, ikke mælkehvid som visse andre. Hans krop havde og så en helt vildt tiltrækkende natur. Noget som mennesker ikke ville kunne forklare, de ville bare finde ham tiltrækkende. På hans blege læber, var der et afslappet smil placeret. Han trak vejret overfladisk, for han behøvede ikke gøre det. Men det var af ren vane, for at det ellers ville have været underligt. Engang imellem krydsede han også benet, rykkede lidt på sig.. Kørte en hånd igennem håret, eller andre små ting, som var normale for mennesker, men han kunne faktisk bare have stået og lignet en statue, uden bekymringer. I hans tanker, tænkte han på sine to yngre søskende. Havde de det godt? Var det sikkert at han ikke var kommet hjem endnu? Det fik ham til at rynke panden svagt, en anelse bekymret. Men slappede så af. Nej, de ville klare sig. Det var han overbevist om.

Bruger Erfaring : 2726 Respekt : 30 Antal indlæg : 1628

Natten. Så stille. Så mørk. Præcist som Daniella ville have det. Det var ikke tit hun vadede igennem forks gader. Men en gang imellem var der bare noget som tvang hende til det. Hun havde følelsen af at hun ville gå glip af noget hvis ikke hun tog af sted. Daniellas røde øjne skinnede mat op i den dunkle nat. Hun var iført en mørkeblå kjole, som var flænset i bunden. Kjolen var fyldt med blod, omkring kraven. Menneskeblod, naturligvis. Hendes bare fødder trådte lydløst let hen over fliserne, mens hun tøffede igennem en gade. Vinden tog et tag i hendes sorte, krøllede hår som ellers lige havde ligget så flot ned ad hendes ryg. Hendes blik var rettet ned mod jorden, indtil at hun nu lod det glide op og kigge ud i luften. Hun havde brug for at være sammen med nogle. For første gang i lang tid ville hun ikke være alene. Nu da Claire var vendt tilbage, og nu hvor Bill og hende var sammen, havde hun været temmelig beskæftiget. Nu var hun pludselig alene igen. Og det virkede så ensomt fordi hun lige var blevet vendet til noget andet.. Et skævt smil spillede på læberne ved tanken om Bill og Claire. Hun havde det bedste af to verdener. En kæreste og en bedste veninde. De var det vigtigste hun havde.. De var hendes nærmeste familie nu. Biologisk set ikke. Men hun kunne overhovedet ikke huske noget fra sin familie. Alle de minder hun havde fra sin menneskefamilie var gået tabt. Hun kunne hverken huske hvordan de så ud, eller hvad de hed. Hendes minder fra da hun var menneske var for svage nu. Det eneste minde hun kunne huske fra da hun var menneske, var hende selv, som blev slynget rundt i luften af Claire. Det var noget tid før at Claire havde bidt hende.. Åh. Pludselig fyldte den sødlige duft af vampyr hendes næsebor. Hun kunne ikke sætte ansigt på duften. Men det var en vampyr. Hun kastede et blik i den retning duften kom fra og begyndte straks at vade i den retning.

Gæst

Natten var så lydløs, så stille. Det værste og det bedste. Han bed sig i læben, mens han vendte sit blik op mod himlen. Hans tanker gled hen på hans mindre søskende. Især Emina. Den lillesøster, han kunne huske havde været der hele livet. Eller der havde været meget få år, af hans menneskelige liv, hvor han havde været enebarn. Det va rbasre så langt væk i hukommelsen, at det var uvirkeligt. Han var tit ude om aftenen, gik rundt i gaderne. Hvis han var sulten, var han med på jagt, sammen med Emin. Men ellers passede han sine søskende. De var alt han havde. Han elskede dem højere end han elskede sit eget liv, men det var nok også fordi han ikke rigtigt kendte andre. Han havde ikke mødt så mange og det gjorde ham ikke noget, så længe han ikke var helt alene. Så længe han havde sine mindre søskende, kunne det andet være ligemeget. Eller næsten ligemeget, sommetider kunne man godt føle sig en anelse udenfor og alene. Det bedste af det hele var, at hans søskende var biologiske. De havde altid været i hans liv.. De var søskende både af kød og blod, men også af sjæl.Pludselig var der en ny duft der ramte hans næsebor og han slog øjnene op. En vampyr. Naturligvis, en han ikke havde mødt, men stadig en vampyr. En kvinde, kunne han dufte på den sødlige duft, den var lidt emre sødlig end ellers.. End den var hos mænd. Det var sådan han kendte forskel. Han drejede hovedet i duftens retning og så en smule mere varsom ud, da vampyren pludselig stod på samme gade som ham og at hun så kom vadende hen imod ham. Hun var iført en mørkeblå kjole, som var flænst forneden, det så ret voldeligt ud og blodet på hendes krave, talte sit tydelig sprog. Vampyr eller meget skadet menneske. Efter erfaring fra ahns næse, som virkede ret godt, var hun vamyr. En der tydeligvis ikke havde noget imod at svine sig selv til, når hun var på jagt. Han sendte hende et sigende blik, inden han løftede hånden, som hilsen. "Glemt at vaske tøj for nylig?" spurgte han med et roligt skævt smil, mens han lagde hovedet en anelse på skrå og kørte hånden igennem sit allerede rodede sorte hår, som alligevel så smukt ud.

Bruger Erfaring : 2726 Respekt : 30 Antal indlæg : 1628

Alle de minder som strømmede igennem hendes hjerne virkede så underligt. Hun følte at det ikke var hendes egne minder af en eller anden grund. Hun så billeder af mennesker i hendes hoved, som hun mente at hun ikke kendte. Men i virkeligheden var det alle sammen mennesker hun havde elsket da hun var menneske. Hver og en havde hun elsket, og hun havde fået gengældt sin kærlighed. Jo mere hun tænkte tilbage, jo mere uvirkelige virkede de.. De eneste minder der stadig virkede virkelige var dem med Claire. Men måske. Var det af den simple grund at hun stadig så Claire. At hun stadig elskede Claire. Alle de mennesker hun havde elsket før i tiden, betød intet for hende længere. De var hendes føde. Det skulle ikke undre hende hvis hun allerede havde kommet til at slå dem ihjel uden at hun vidste af det. Pludselig så hun en skikkelse lidt længere fremme og hun begyndte at gå mod den. Den havde vidst også set hende, for den vente hovedet i hendes retning. Da hun nåede lidt længere frem kunne hun se hver detalje ved ham. Hun betragtede hans ansigt mens hun yndefuldt blev ved med at gå imod ham. Den dejlige duft af vampyr.. Mmmh. Det var dejligt at dufte vampyrlugten. Specielt nu hvor hun for lidt tid siden havde haft en fæl ulvestank i næsen. Hun hævede let øjenbrynet da vampyren vinkede som en hilse. Hun nikkede kort som svar og smilede så skævt.
Hun lo lavmælt over vampyrens spørgsmål og nikkede så dernæst. Hun kom godt fra start med denne vampyr. Der var ikke noget som hun tjekkede først. ingen fjendtlig adfærd. Det var rart. Desuden kunne hun jo godt lide vampyrer. Men hun havde da også været oppe og toppes med et par af sin egen art. "Du er?" spurgte hun kort for hånden og sendte et mildt smil.

» En stille og rolig aften.. utroligt ikke? (vincent)
» en heelt almindelig skoledag
» En helt alminelig dag, med en helt almindelig løbetur
» Vil ikke hjem.
» Kan næsten ikke tro det!

Hej alle sammen nu skal vi altså lige have skrevet jeres evner ned så vi kan finde ud af hvem der har hvilke evner! husk nu at i kun kan have en evne hvis i er omega eller alfa, og omega evner ikke er særlig stærke og alfa evner er meget stærke! Smile

A

Arya - har en tanke styrende evne, når hun ser dig i øjnene kan hun danne illusioner inde i dit hoved, selv når du er alfa kan du ikke vide med sikkerhed om det er hende der leger i dine tanker eller om det er virkeligt, meget forvirrende og farligt da hun også kan danne billeder for dine øjne så du tror du er et helt andet sted …

[ Fuld læsning ]