En stille og rolig aften.. utroligt ikke? (vincent)

Tid:: 23.00
Dato:: 15. November - 2010
Årstid:: Vinter
Vejr:: Sne!
Sted:: Skoven, ved et KÆMPE træ
Omgivelser:: INGEN, kun Claire.

Claire sad på en træstamme, med fødderne nede på den kolde jord. Eller rettere sagt, den kolde sne. Sneen faldt stille og roligt ned fra himlen. Der var overhovedet intet blæst på, det var bare som i en film. Stille og 'romantisk'. GUD hvor hun dog bare hadede det her! Hun ville ikke have vejret til at være på denne måde. Det fik hende til at tænke på dengang.. dengang hun stadig havde nogen at holde mest af.
Hun sad i sin yndlings kjole. Sort og gik hende lidt over knæene. Den var nærmest som en korset på hendes overkrop. Men den nederste var helt løs, så hun kunne bevæge sig frit rundt. Hurtigt og elegant, som en vampyr nu skulle være. Bare lidt mere over det niveu, da hun jo egede nogle kræfter og var egnet til at være leder for en gruppe. Hvilket som hun nu også gjorde! Men lige nu havde hun brug for en pause. Brug for en tænke pause! Så der sad hun nu. Den yndige lille perfekte tøs, sad der og prøvede at lade være med at tænke på sult. Men tanken var jo ikke helt forsvundet, så hendes øjne var lettere blodrøde og vilde. Sneen fik nærmest hendes meget blege hud til at lyse. Ikke som når hun stod i sollyset. Nej, bare lyst.. på en anderledes måde.

Claire var en lidt anderledes alfa vampyr. Tit lagde hun ikke mærke til at der var andre vampyre i nærheden. Hun ignorerede nærmest bare de flotte evner hun havde. Med hendes forstærkede høre, lytte og lugtesans. Men lige nu, lagde hun godt nok mærke til denne vampyr. Det var nok en af de sjældne tidspunkter, hvor Claire rent faktisk interesserede sig for at vide om der var flere i denne skov. Hun ville se om hun kunne slås med nogen, eller stifte et venskab. Ja, det var dumt af hende at blive venner med nogen. Men hun mente heller ikke at hun skulle blive ved med at være alene. Hun ville have nogen at have det sjovt med, kunne hygge sig med. Om det så blevet lavet om til en slåskamp eller ej, var hun ret ligeglad med. Hun havde brug for at lade være med at tænke på Duncan og Daniella. Nej, de skulle bare ud af hendes hoved. Og desuden, det samme med alle dem hun kendte. Måske skulle hun starte på noget nyt. Lade være med at tænke på hvad de andre følte. Det kunne hun jo være fuldstændig ligeglad med. Hun var en alfavampyr, der sagtens kunne finde venner, som sagtens kunne snakke med andre. Men når hun følte at de ikke længere var en del af hendes liv, var de ikke længere en del af hendes liv. Hun ville stoppe med at tænke på hvad de følte, tænkte eller noget som helst andet. Om hun sårede dem hun var nær. For sådan her var hun. En enspænder. Hun rejste sig om, så sneen knasede let under hendes fødder. Hun var nødt til at lytte til enhver bevægelse rundt omkring sig, før hun ville kunne se hvor vampyren var. Men der gik ikke særlig lang tid, før hun kunne dufte at det var en han-vampyr. Hun vendte sig om imod det sted han ville komme frem. Smilte sit lettere yndige smil, og bare ventede. Ventede på hvordan dette ville resultere.

Hun lod sit hoved læne lidt imod højre, da han kom. For at vise at hun rent faktisk tjekkede ham ud. Det var den måde hun viste at hun lige nu ikke ville slås. Men måske bare ville snakke? Da hun havde kigget lidt op og ned af ham, smilte hun blidt og trådte et skridt frem. Hvis han lagde mærke til det, havde hun overhovedet ikke nogen sko på. Hun havde bare tær, som var helt rene og blege. Da hun så ham bevæge sin mund, ventede hun bare på at han ville sige noget. Men da han så bestemte sig for at lukke munden igen, begyndte hun at grine lidt. Hun rystede på hovedet, "så du ved ikke hvad du skal sige til en tøs eller hvad?" smilte hun blidt. Hun syntes altid at det var kedeligt at man kun sagde 'hej'. Hvor langt i livet ville man komme, hvis man kun sagde 'hej'? Hun mente at det ord, altid startede en kedelig samtale. Medmindre at man selvfølgelig allerede kendte hinanden. Men 'hej' var ikke et ord, man skulle bruge imod en ny person. Overhovedet! Hun ville bare skyde en samtale igang, så hun kunne se, om han mon var venlig at snakke med. Hun lod sit ben svinge lidt frem og tilbage. Det ville se meget passivt ud, hvis det var et menneske der gjorde det. Men Claire var jo en alfavampyr, hun fik det nærmest til at ligne en dans, selvom at det var noget så simpelt.