All because of you - A past there is deleted(Daniella).

-------------------

Tom var taget et smut ned til floden i Forks, Queets River. Det var lang tid siden at han havde været et smut forbi, der strømmede med bølger i floden, hvor solen skinnede lidt og himlen var klar, ingen skyer i sigte. Hvis han skulle gemme sig for mennesker skulle han mindst ind i skoven eller højt op i nogle af de træer som var plantet nær floden. Heldigvis var han alene og han havde ikke spor lyst til blod lige pt. Han satte sig ned på hug ved bredden af floden, kiggede ned i vandet hvor han kunne skimte sit spejl billede i bølgerne. Lagde sine arme på hver sit lår, imens at et skævt smil var plantet på hans læber. Der var sket meget, - Specielt det at han havde fået hukommelses tab. Han kunne ikke huske hvem hans forvandler var, det var vel også også en grund til at han ikke skulle huske det? Han tøvede derefter let og lod sin tunge glide ud at slikke ved sin underlæbe. Tog fat i en sten som lå foran ham og kastede den ud i vandet.

Queets River, så stille og rolig. Her var aldrig nogle, hvilket passede Daniella fint. Hun ville faktisk også helst være alene hvis hun ikke kunne snakke med Zafira, eller en anden som kunne forstå hende og ville kunne forstå hvordan hun havde det.
Men alt i alt, havde det faktisk været en god dag med den sædvanlige jagt. Denne gang havde det været meget morsomt. Hun havde taget to fluer med et smæk bare for at more sig. En dreng havde forsøgt at kæmpe imod hende, for at redde sin kæreste. Men selvfølgelig havde det endt med at de begge lå døde nede foran hendes fødder, hvor de hørte til. Daniella var idag iført en hvid kjole som gik helt ned til fødderne, og var nedringet ved brysterne. Hendes hår var idag meget fyldigt og sat. Hun havde fået nogle store slangekrøller i håret som virkelig klædte hende. Græsset virkede lunt under hendes fødder da hun kom vadene over det kølige, måske lidt fugtige græs, da hun gik i skyggerne for ikke at blive ramt af solens lys. Sol lys, Tsh. Det var det sidste hun havde brug for.

Tom snusede automatisk efter et stykke tid og han kunne lugte at en vampyr var til stede, og ikke et menneske, bestemt ikke. Men det var som om at denne lugt af en vampyr var bekendt? Han kunne bare ikke se hvor han skulle have mødt denne vampyr henne, udover det kunne han også gætte sig til at det var en kvindelig vampyr. Han trak på skulderen og blev bare siddende ned i hug og kiggede ned i vandet, han sad og tænkte over det som sidst var sket for ham. Idet at han bed sig diskret i underlæben, rettede lidt på sit bandana, da han mærkede at det var begyndt at falde ned i hans øjne. At være blind for sjov var ikke lige det han havde løst til at 'lege'.

Han smilede så skævt da han ville tænke på det positive i stedet for at være trist. Han var ved at blive forelsket og spørgsmålet strejfede ham flere gange om han skulle spørge kvinden som han var forelsket i. Han vidste ikke om det var en god eller dårlig idé. Det var en af hans tidligere ofre, hvor han var blevet meget imponeret over hendes udvikling. Men der var også noget andet som han tænkte på.. og det var angående om hans forvandler. Det eneste han kunne huske var at hendes navn startede med D.. og at hun var meget sur på ham over hans fejl. Hvorefter at han så tøvede let. "Tja.. mange kvinder har førhen været sur på mig, da jeg var menneske så det er ikke lige frem noget nyt" mumlede han lavt for sig selv, så kun en vampyr kunne høre det.

Lugten af en genkendelig vampyr skar i hendes næse. Den søde søde duft hun engang havde elsket, som hun nu var meget sur over at hun havde skabt. Det havde været forkert at lade Tom forvandle den gang. En stor fejltagelse. Eller. Det havde det jo ikke været i starten. Det var først blevet en fejl nu.. Ligemeget hvad Bill havde sagt. Han havde selvfølgelig lidt ret. Hvis hun ikke havde bidt Tom, så ville hun måske aldrig have oplevet hvordan det var at føle kærlighed. "Nej det er det bestemt ikke." sagde hun køligt da hendes hørelse opfangede Tom's ord. Hun måtte bare lige snerre lidt af Tom. Bare en lille smule. Han ville jo alligevel bare se hende som en fjende og noget mindre værdigt end et dyr. En usynlig skabning. Hun lo indenvendigt ved den tanke og trådte hen til søen hvorefter hun satte sig på hug, og kørte en finger over dets overflade. Hun skulle huske på at hun ikke ville skade Tom. Det var slet ikke dét som hun ville. Og hun ville heller ikke kunne gøre det overfor Bill. Hun ville ikke miste sin bedste ven, samtidigt med at hun skadede sin tideligere kærlighed. Hun ville faktisk kun miste noget, ved at skade ham. Hun ville ikke vinde, og hun ville ikke blive lykkeligere. Hun var alligevel tvunget til at gå én eneste vej. Og det var vejen alene..
Selvom hun nok burde opsøge kærligheden igen. Ligesom Zafira havde sagt, den gang. Hun burde tage chancen og lade sig forføre af en ny. Tage chancen igen.. Og ikke frygte at blive knust. Hun kunne jo alligevel ikke blive mere knust end hun allerede var. Hun huskede også hvordan Bill havde sagt at hun fortjente en som ville elske hende og en som ville give hende dem omsorg hun havde brug for. Det havde været rigtigt sødt af ham. Og det havde også givet hende lidt styrke. For måske havde Bill ret. Hun følte sig ikke ked af det længere. Faktisk ikke. Siden at hun havde fået snakket med Bill, var det gået over. Nu var der kun det tomme hul tilbage i hende. Det tomme hul som aldrig ville kunne heales. Ikke engang hvis hun fandt en ny kærlighed. Det tomme hul fra ens første kærlighed ville altid ligge dybt i en, da ens første kærlighed var noget særligt. Noget virkelig særligt. Hun tog en dyb vejrtrækning og rejste sig hurtigt op fra vandkanten igen, og vendte sit dukke ansigt i retningen mod Tom. Hendes ansigt var udtryksløst og hendes krop så anspændt ud..

Tom vendte blikket mod stemmen som havde svaret på det han havde sagt. "Hvem er du?" spurgte han med et hævet bryn, og var lidt irriteret over at hun bare svarede på den måde, når de ikke før havde mødt hinanden. "Hvordan kan du have tilladelse til at sige noget til mig, når du ikke engang kender mig?!" spurgte han med en kølig tone i stemmen, imens at han kiggede på hende. Han hadet sådan noget, virkelig meget. En af de ting som gjorde ham sur. Han rejste sig op og puttede sine hænder ned i hver sin bukselomme, imens at han afventede på svar. Det var utroligt latterligt og uhøfligt af hende, efter hans egen mening. Han fugtede let sine læber og lod sin tunge glide ud at slikke ved sin underlæbe dernæst. Han kendte ikke hende og derfor måtte det også være åbenlyst at hun ikke kendte ham? Medmindre at hun selvfølgelig var en fan, fra dengang hvor Tokio Hotel fandt sted. Bandet var nærmest dødt, fordi han og Bill var flyttet til Forks. Han savnede lidt det at fyre den af på scenen sammen med bandet, men der var bare noget i livet man måtte undvære. Det var heller ikke altid nemt at være populær, der var stort set kun det at nogen elskede dem eller så var der nogen som hadet dem. Idet at han lagde sine arme over kors, rynkede sin næse, imens at han studerede hende fra bund til top, det klassiske elevator blik. Det var som om at der var et eller andet bekendt over hende, men han kunne ikke finde ud af det. Der var også meget som sagde at han ikke kendte hende overhovedet. Og det var det han gik ud fra at han ikke kendte hende. Han havde løst til at spørge om hvorfor hun virkede bekendt både på udseende og med hendes lugt, men alligevel ville det ikke nytte hvis hun selv ikke kendte ham. Han ventede egentlig bare nysgerrigt på hendes svar. Når han fik svar, kunne han måske få svar på hans spørgsmål? Han stod stille, lavede ikke eneste bevægelse. Der var noget som sagde ham at han også skulle være forsigtig. "Det her er forbudt område.." sagde han stille, men med en hård stemme, selvom det var løgn var han god til at lyve, og det var få væsner der kunne gætte sig til at han løj. Men selvfølgelig var det nemt at se at han løj, fordi alle måtte være ved floden i Forks, Queets River. Det var der ingen hemmelighed om. Han havde bare løst til at sige det. Fordi det mærkedes underligt at være til stede sammen med hende, selvom han ikke kendte hende af hvad han vidste lige pt.

Hun kiggede på ham som om han var en komplet idiot. Som om? Efter hendes mening så var han altså en idiot. Eller.. Han opførte sig i hverfald som en. Hun hævede opfordrende sit ene øjenbryn, og studerede hans krop. Det var jo Tom. Det her gik lige over stregen. Der træk han sgu i grænsen. Han skulle fandme ikke stå der og spille dum. Hun have regnet med at han ville ignorere hende ligesom han havde sagt den sidste gang de snakkede sammen. Eller lade som om at hun ikke eksisterede. Men direkte at lade som om at de ikke kender hinanden var seriøst over grænsen, på hans dumhed. " Har du slået hovedet, eller sådan noget? . Selvom du er sur på mig, behøver du ikke spille idiot." hvæsede hun muggent og sendte et truende blik. Det var bare for meget. Kunne han ikke bare bede hende om at skride så hun kunne klaske ham én? . At han spillede dum pissede hende grænseløst af... Da han sagde at det var forbudt område lo hun hånligt. Hvor desparat' kunne han lige være. "Flere løgne fra din side. Man kan jo snart heller ikke forvente andet." hånede hun og smilte sit sædvanlige kølige smil. Det var seriøst for dumt det her. Han både spillede dum og løj hende direkte op i ansigtet. Han gjorde det med vilje. Det kunne hun se. Det var ikke den forkerte person hun snakkede til, og han var kølig overfor hende som altid. Hvis det havde været en anden person, eller hvis det virkelig var fordi Tom ikke vidste hvem hun var, så havde han ikke stået og spillet så kølig overfor hende. Alligevel virkede alt ikke helt som det skulle være. Det var en fornemmelse som plagede hende. Som hans forvandler havde hun fornemmelser omkring ham. Når der var noget der bare var helt galt, fx. Men hendes sunde fornuft slog fornemmelsen væk. Hun vidste bare at hun havde ret, og at han spillede dum for at irritere hende. Og pisse hende af. Og det virkede. Dernæst rystede hun irriteret på hovedet af hans dumhed, og vendte ryggen til ham, inden hun forsigtigt borede neglene ind i det nærmeste træ, i skyggen. Da hun frigjorde sine negle fra træet igen, var der kommet nogle dybe mærker på træet. Endnu engang kunne hun mærke på maven hvordan hendes krop trængte til blod. Hun havde da næsten lige spist? .. Hvorfor kom den fornemmelse hele tiden og plagede hende? . Hvorfor fik hun hele tiden den længsel at høre menneskenes skrig?. Og den tørhed i halsen? .. Hun tørstede konstant efter blod. Og hun ville hele tiden have mere? Hvis dette fortsatte var hun simpelthen nød til at forlade Forks for en stund, og få lidt mere styr på sig selv, og sin tørst. Det kunne tage tid. Og hun ville ikke kunne klare det alene. Måske skulle hun overveje at tale med Bill omkring det. Bill ville jo gerne se Georg og Gustav igen, og ville måske endda blive vegetar for at få det til at lykkedes?. Det kunne jo være en ide hvis de tog afsted sammen og begge fik lidt styr på deres blodtørst. Bill, for at se Georg & Gustav igen. Hende selv, for ikke at dræbe konstant. Til sidst ville der jo ikke være nogle tilbage i omegnen uden for forks?

Tom hævede det ene bryn da han opdagede at hun kiggede på ham som en idiot. Hvilket irriterede ham, plus at han ikke kunne klare det. "Jeg ved ikke hvor fra at du kender mig!! - MEN det er ikke min skyld at jeg faldt ned fra en høj klippe og mistede noget af min hukommelse!! - Jeg kan hverken huske hvem min forvandler er eller hvem du i det hele taget er!" udbrød han køligt imens at han kiggede på hende, fulgte hendes blik fra hver af hendes bevægelser.. Eller det var faktisk hans egen skyld da han ville glemme hans følelser og den eneste måde han kunne glemme dem på var at skade sin hukommelse på en eller anden måde. - Han vidste ikke hvem hun var.. virkelig ikke. "DET ER IKKE FOR SJOV.. JEG JOKER IKKE!" råbte han lige pludselig hidsigt, men prøvede på at slappe af og begav sig hen mod hende, tog fat i hendes ene hånd efter at han var nået hen til hende og vendte hende om mod ham. "Vil du være sød at fortælle mig.. hvor du kender mig fra? Siden du er sådan over for mig?" spurgte han stille og fugtede sine læber. Han kunne ikke lide den måde hun var på.. og bestemt ikke det med at hun direkte kendte ham det irriterede ham grænseløst og han var lidt pinligt berørt over det, men sådan var det bare pga. hans hukommelses tab. "Jeg joker ikke.." gentog han stille imens at det lød meget overbevisende. Han havde det som om at der kun var en person som elskede og holdte af ham.. Hans tvillinge bror kunne han ikke regne med mere eller stole på mere. Sådan havde han det efter alt det som var sket. Han gad ikke en gang at se Bill mere når det kom til stykket?! "Please.." tilføjede han og sendte hunde hvalpe blikket, selvom han ikke vidste om det virkede, hvilket det nok ikke gjorde. Da hun var så rasende på ham som hun var. Han bed sig hårdt i læben og havde den følelse af kun at blive hadet. Derfor knyttede han sig kun til en person, og der var ingen som skulle tage den person fra ham. Hvis han kunne græde ville han gøre det. Men som sagt kunne han ikke gøre det, da var vampyr. Spørgsmålet var også om det var godt eller skidt om han fik at vide hvem hans forvandler var.. fordi hvis han fik det at vide, ville han nok få følelserne igen.. også ville det blive endnu sværere for ham. Gisp. Han rystede svagt på hovedet. "Ved du hvad..? det er lige meget" svarede han så og tøvede let. Det ville gå endnu mere galt hvis det var at han fik det at vide hvem hans forvandler var og det ville han ikke lade ske, og han vidste også inderst inde at.. han ikke ville få hende tilbage han en gang elskede, selvom han havde fået hukommelses tab. Men det var også den eneste ting han vidste, hvis han fik hukommelsen igen inde på det område. Idet at han slap hendes hånd og gik få skridt tilbage. "Glem det jeg har sagt" mumlede han og hulkede lidt, inden at han vendte sig om og begyndte at gå hen mod flodens bred igen. Hvorfor prøve på at ændre fortiden, når det alligevel ikke ville hjælpe?