Shoppe tid - Daniella

Leaders Erfaring : 435 Respekt : 16 Antal indlæg : 353

Sted :: En tøj butik i Seattle
Tid :: Tidligt på Eftermiddagen
Omkring :: En masse mennesker, der shopper
Dag :: Fredag
Vejr :: Solen gemmer sig bag et par mørke skyer

Solen havde tidligere på dagen stået på sit højeste og strålerne havde varmet alle folk der gik på den snævre gade. Men nu var den gået til ro og havde gemt sig bag et par ikke så velfarvede skyer. Flere mennesker snakkede om hvad de skulle købe inde i de forskellige butikker eller repiterede hvad de skulle nå at have inden købmanden lukkede. Dette var der dog en pige der ikke bekymrede sig om. Hendes sorte hår bølgede elegant om hendes ansigt, hvor de kastanje brune øjne var. Denne pige var ikke helt almindelig, men det ville disse mennesker ikke finde ud af så længe de ikke kendte hende. Annika var en total modsætning af folkene i Forks. Deres hud var hvid og deres øjne var som flydende honning. Hun selv havde mørk hud og de brune mandelformede øjne. De hjerteformede læber var formet i et lille smil, mens hun ledte efter en besmtemt butik. Nyt tøj var en af de ting man tit havde brug for når man var sådan som hende, altså varulv. Man voksede utrolig hurtigt, næsten så hurtigt at man ville kunne se den mindte lille ændring på en dag. Dette var ikke normal adfærd, men sådan var det også måtte man leve med det. En bestemt sang kørede rundt i hendes tanker og fik hendes hals til at lave lydende i den perfekte toneleje. Det var en smuk melodi, men kun nogle med perfekt hørelse ville kunne høre den svage nynnen der gled ud over hendes læber. Annika stoppede elegant op ved et butiksvindue hvor en sort læderjakke var udstillet. Den sad perfekt omkring Maniqinens arme og krop og ville sikkert sidde ligeså perfekt på hende selv. Hun tog en dyb indåndin og gik over til indgangen hvor hun gik ind.
En lille klokke lyd fra over hendes hovede og annoncerede at en nu kunde trådte ind i butikken. De brune øjne søgte efter den sorte jakke og fandt den. Da hun var nået derover tog hun fat i jakken med en elegant bevægelse og gik mod omklædnings rummet. Da jakken sad på hendes krop trådte hun ud af kabinen og gik hen til der nærmeste spejl. Der kiggede Anikka på sig selv. De sorte hår bølgede stadig om hendes ansigt hvor de brune øjne var. Læberne var endnu formet i et smil og det ene øjenbryn var hævet undrende. Derefter gled øjnene ned på jakken. Den sad perfekt om hendes arme, og hendes krop og gik hende til lige over livet. Den var jo perfekt. Annika mærkede smilet vokse mere om hendes læber, hvorefter klokken endnu engang sagde en lyd og blikket blev vendt mod døren. Det var ikke lige den bedste lugt der mødte hende, men måske det smukkeste syn.

Bruger Erfaring : 2726 Respekt : 30 Antal indlæg : 1628

Sikke en vidunderlig dag. Vejret passede Daniella perfekt. I dette øjeblik var solen skygget af de massevis grå skyer. Perfekt. Daniella havde vandret rundt det meste af dagen. Hun havde besøgt de veninder hun havde tilbage, og havde nydt det der var tilbage af sommeren. Men nu ventede hun sådan set bare på at bladende ville skifte farve, og falde af træerne, så efteråret kunne indtage magten. Selvom hun dog ikke syntes det havde været specielt meget sommer i år. Det var det faktisk aldrig i Seattle eller forks, når hun nu tænkte det efter. Apropos at tænke, så gik Daniella i sine egne tanker i dette øjeblik mens hun vadede igennem Seattles gader. Og i hendes tanker dukkede hele tiden hendes kæreste op. Og hvis han var få sekunder ude af hendes tanker var det kun afledt ved tanken af blod. Han var i hendes tanker døgnet rundt. Hvor end hun gik. Der var endda i forskellige situationer at hun måtte lade være med at lave det hun ellers var ved at ordne. Det var meget indviklet. Hun havde virkelig aldrig prøvet ikke at kunne fokusere før.. Hun skævede op mod skyerne, og lagde mærke til en sky der i hendes øjne i høj grad var formet som et hjerte. Et kærligt smil spillede på hendes skyldige læber og hun drejede nu ind i den nærmeste butik. Hun trak i dørhåndtaget og gik ind.. Føj, hvilken stank hun blev mødt med. Stanken af varulv brændte i hendes næse. Mere voldsomt end normalt.. Det var tydeligt en Alfa. Hun lod sit blik skæve rundt i butikken og lagde hurtigt mærke til ulven der skilte sig ud fra mennesket med sin brunlige hud og de store flotte kastanje farvede øjne. Hun kunne med det samme genkende varulven. Hvad var det nu navnet var? Zafira kaldte hende et eller andet... Annika. Det var dét... Hun havde mødt Annika da de begge to var ret voldelige, og så kom der endnu en varulv og Zafira til. Hendes hukommelse var ikke så god, og det manglede ligesom en brik. Hun kunne ikke huske hvad der var sket derefter. Et let bredt smil formede sig om hendes læber ved mindet, og hun trådte roligt og elegant længere ind i butikken. "Jeg havde ikke forventet at se dig her," sagde hun lavmælt med blikket rettet direkte mod Annika, mens hun roligt kom nærmere ulven og den kvalmende stank.

Leaders Erfaring : 435 Respekt : 16 Antal indlæg : 353

Da ordene gled over vampyrens læber, gled læberne i Annikas ansigt om i et smil. Meget svagt, men dog venligt. Det ville ikke nytte noget at starte et stort påstyr i en butik foran alle menneskene, selvom dette nok ikke ragede vampyren en skid. De brune øjne hvilede på den ligblege kvinde og hendes sorte hår. Øjnenes rigtige farve var sikkert gemt bag et par farvede kontaktlinser. "Jeg havde heller ikke regnet med at møde dig" Sagde hun i et let toneleje og man kunne næsten ikke høre på hende at hun ikke var vild med at de skulle stå og snakke. Det hele ville ende galt i sidste ende, det var næsten sikkert. Annikas hår gled hen over hendes ene øje og med en let dog elegant bevægelse fik hun fejet der lysebrune hår af vejen. Tøjet bestod af en hvid bluse som hang løst omkring hendes overkrop så luften kunne komme ind og køle hende af. hendes ben var beklædt af et bar korte shorts hvor man kun lige kunne se det nederste af dem da blusen var så lang. Den sorte læderjakken som stadig tilhørte butikken sad perfekt på hendes krop men det var ikke det kun tænke på nu. Vampyren havde hun set før, for hun bekæmpede en lille trang til at springe på hende og flænse hende i småstykker. Hvad var hun nu blevet kaldt..? Dani. Daniella. Det havde Zafira kaldt hende for, da de stod foran hinanden i lysningen. Først Daniella og hende selv også Zafira og tilsidst kom en fra hendes eget kobbel. Mere kunne hun ikke huske da en mur blokerede hendes minder derfra. Det var uudholdeligt ikke at kunne huske en pind af hvad der var sket bagefter. Det eneste hun lige kunne huske var en smerte der var ulidelig, fra hvor Zafira havde bidt i hendes skulder. Aret var aldrig helt forsvundet, men det var en lille lys stribe der gled fra hendes skulder og ned til hendes skulderblad. Forbandede møg igler.

Bruger Erfaring : 2726 Respekt : 30 Antal indlæg : 1628

"Sikke et tilfælde at vi så lige støtte på hinanden, syntes du ikke?" spurgte Daniella lettere friskt og med et venligt smil. Dog var hendes øjne ikke med på det. Hendes øjne var fuld af foragt og had.. Hun havde selvfølgelig ikke rigtig nogen anden grund end at Annika var varulv, da hun ikke kunne huske hvad der skete sidst da de mødte hinanden. Lorte hukommelse. Hendes hukommelse var utroligt plettet. Hun kunne intet huske. Intet.. Lige på det tidspunkt. Det var vel ligesom med at hun ikke kunne huske sit menneskeliv. Men det var så også mange år siden. Men på den anden side. Nogle gange syntes hun at hun kunne huske det der skete for 20 år siden, som skete det i går. Og det der skete i går som var det sket for 20 år siden. Meget forvirrende. Daniella frirev sig fra sine tanker og lod blikket glide op og ned af varulven der stod foran hende.. Utroligt. Selv varulve kunne være smukke. Det kunne Daniella ikke benægte.. De kunne være enormt flotte. Annika var i hvert fald.
Hun brød sig dog ikke om dem mens de var i ulve skikkelse... Hun kiggede kort ned af sig selv med et hævet øjenbryn, og vendte derefter opmærksomhed mod Annika igen. Hun nær studerede hendes ansigt, og hver enkelt del af hendes krop. Til sidst lod hun sit blik glide mod Annikas hals. Dét ar!? Det kunne hun bestemt huske. Det var sket den dag med hende selv, Annika, Zafira og én anden tøs fra Annikas kobbel. Det var Zafira der havde angrebet. Hvor huskede hun dog det angreb tydeligt. Hun var selv blevet forbavset over Zafira's angreb. Zafira havde jo ville lade dem starte kampen. Men det holdte hun vist ikke alligevel. Hun blev vist for utålmodig. "Hvordan går det med dit ar?" spurgte Daniella med en let hånlig undertone og smilede ved tanken om hvad Zafira havde lavet på Annika. Et lille minde.

Leaders Erfaring : 435 Respekt : 16 Antal indlæg : 353

Anikka skar svagt ansigt, ikke noget man ville lægge mærke til da hendes smil var som limet til hendes læber og man ville ikke kunne se at det var falsk da hun var en suveræn skuespiller. ”Jo, det var da et mærkeligt tilfælde” Sagde hun og trak lidt på skuldrene. Hun kunne ikke sige højt at det ikke var et særligt godt tilfælde, men lod det råbe gennem hendes tanker. Det var slet ikke særlig godt for dem at mødes her, især ikke med alle disse mennesker. Det var måske ikke alles tanker der blev blokerede, men i Annikas tilfælde ville hendes hjerne ikke gå længere tilbage på lige en dag ellers kunne hun huske alt i sit lev. Smerter, sorg jo også glæde. Men den dag var som et sort hul, det bare hev alting med sig og åd det. Der var dog en ting som hun huskede glimrende, en smerte der var så utrolig at hun kunne havde revet sit hjerte ud for at få den væk. Det var da Zafira havde revet en luns kød af hendes skulder. En lille hvæsen formede sig i hendes hals, men kom ud over hendes læber som en hvislen. Det var ikke der rareste minde. ”Det går bedre. Desværre kan jeg ikke sige mere om det” Sagde hun og undgik at trække ligegyldigt på skulderen da smerten bare ville få hende til at ønske hendes arm ville falde af. Med et hoved kast til den ene side, røg hendes lysebrune hår om bag hendes ryg. Det ville faktisk være en lødret løgn at sige vampyre var grimme, for de var faktisk gude smukke. Dette gjorde dog bare at mennesker ikke så deres sande natur, den morderiske side af dem. Annika rettede sig op og solens stråler ramte hendes lyse hår og gav det mere glans, hvilket for hendes eget vedkommende var fint. Hun vidste selv at hun var mere elegant end de fleste varulve, men det var ikke noget hun sådan lagde vægt på. Så længe hun klarer sig mod vampyre var hun tilfreds nok. ”Har du selv fået nogle skrammer for nyligt?” lod hendes kølige stemme, efter hendes læber smidigt havde formet ordene. De brune øjne hvilede på Daniella men viste ingen følelser.

Bruger Erfaring : 2726 Respekt : 30 Antal indlæg : 1628

Hun klukkede lavmælt. Hun kunne godt forstå hentydningen i det Annika sagde. Annika kunne jo ikke direkte sige at det var et rigtigt dårligt tidspunkt. Det var nu meget morsomt.. "Ude at shoppe?" spurgte hun lavmælt, men lod alligevel sin glasklare stemme bryde igennem på præcis samme måde som før.. Hendes røde øjne var i dette øjeblik skjult under hendes brune kontaktlinser, så man kunne ikke se hvor blodrøde hendes øjne egentlig var. Hun havde ikke jaget siden hende og hendes kæreste havde været I seattles gader og jagtet. så hun følte den store trang til blod endnu engang. Men denne gang kunne hun undertrykke sin trang til blod lidt endnu, pga. den møghund der stod foran hende. Den stank langt væk.. Når hun nu tænkte over det så var de jo i Seattle lige nu. Hun behøvede ikke holde nogen forbandet traktat. Hun kunne faktisk bare begynde at slå ihjel right here. Men problemet ville bare være at hvis hun bare så meget som satte tænderne i en hals ville Annika være på pletten, og hun ville kunne nå at stoppe hende før hun kunne nå at udslette hele butikken, og så ville menneskerne være løbet væk, muligvis efter hjælp. Det holdte vist ikke at dræbe her i længden.
Hun rynkede let på næsen, og svingede sit hår tilbage så det hang ned af ryggen, synkronisk med Annika, som havde hun vidste at Annika ville svinge sit hår tilbage med et hovedkast. Hun kiggede længe på Annika's ar, og prøvede at mindes hvad der var sket. Men lige meget hvor langt hun lod sine tanker have frit løb kom det bare ikke til hende. Nogle havde hvisket ud i hendes erindring. Der var intet at finde! Hun havde aldrig oplevet at være så blank omkring noget der var sket før. Aldrig.
"Desværre kan du ikke sige mere om det?" spurgte hun køligt med en stemme der hvislede koldt af foragt. Foragt til hvad Annika var. "Så kan du sikkert heller ikke fortælle mig hvad der skete efter du fik det ar?" sagde hun roligt. Annika kunne fortælle hende det hun ville vide. Annika ville kunne fortælle hvad der var sket bagefter. De brune øjne mødte de røde, bortset fra at det Annika så også var brunt. Men det var kun pga. kontaktlinserne.. "Nej desværre.. I giver mig ikke nok modstand." svarede hun Annika roligt med et svagt smil spillende på hendes kyndige læber.

Leaders Erfaring : 435 Respekt : 16 Antal indlæg : 353

Bare syntes af denne vampyr kvinde fik hende til at en sær kløende fornemmelse i sine håndflader og det var vel en del af lysten ved at dræbe. De brune øjne mødtes med det andet par brune øjne, men hun vidste at dette ikke var vampyrens sande øjenfarve, de burde havde været blodrøde. Annika hævede det ene øjenbryn i foragt. Så de gav ikke nok modstand? Da sætningen sluttede og lod stilheden omringe dem åbnede hun munden. ”Modstand kan du altid få” Disse ord formede hendes lysebrune læber smidigt og elegant, for derefter at lade dem flyve med vinden som musik. Hvis man søgte helt tilbage til den dag hvor arret blev lavet på hendes skulder ville man kunne føle hendes smerte bare ved at se i hendes øjne. Ja, så slemt havde det været. Som at få revet armen helt af og derefter blive efterladt til af dø. Men så let kunne man ikke få hende ned med nakken. Med et svagt fnys rettede hun sig op og lod blikket glide fra Daniellas øjne til hendes egen jakke. Derefter vendte hun sig halvt om og kiggede sig i spejlet. Pigen, nej det var en underdrivelse. Kvinden der stod foran hende i spejlet havde et par perfekte chokolade brune øjne og et par hjerteformede læber. Hendes hår bølgede om hendes smalle ansigt og den brune farve gav genskær i lyset. Hvis man kiggede længere ned af hende, så man alle hendes former. Ikke for store og ikke for små, perfekte. Den sorte jakke havde hun stadig på, men da hendes skikkelse stoppede ved gulvet tog hun den af og lagde den over armen. Det var besluttet, den ville blive hendes. Derefter vendte hun sig om mod den stinkende blodsuger der stod foran sig, hvilket mærkværdigt syn. Ja hun var smuk, men inderst inde var hun et monster. En død sjæl, levede inde i denne overdådige smukke kvinde. Som Annika stod der så hun respektfuld og stærk ud, der var intet tilbage fra den gang hvor hun var den lille uskyldige pige der levede et helt normalt liv. Selv nu hvor hun huskede tilbage stod det klart i hendes tanker. Annika havde været en almindelig pige. Det var helt ufatttelig mærkeligt at tænke sådan, for aldrig havde hun set sig selv som almindelig. Nej hun havde altid været speciel, bare på sin egen måde. Og nu var hun endnu mere speciel, måske ikke på den bedste måde men hun havde venner nu hvilket hun ikke havde før i tiden. Og en kæreste. Det havde hun også, selvom han var væk. Hvorhenne han var vidste hun ikke og hun savnede ham. Annika rystede på hovedet for at få den smerte væk der skar i hendes hjerte, som om nogen prøvede at flå det ud af brystet på hende. ”Skal du selv have noget?” spurgte hun så, i et meget ligegyldigt tonefald men faktisk var hun en smule interraseret. Hvad gjorde blodsugere egentlig når de skulle have nyt tøj? Og skulle de overhovede have nyt tøj da de jo ikke ændrede sig på nogen måde. En gåde, som sikkert ville forblive uopklaret selvom hun inderligt gerne ville have et svar på den endda bare et lille spor. De brune øjne mødte endnu engang de blodrøde øjne der gemte sig bag de brune kontaktlinser. Sådan var de, gemte sig bag en facade. Krystere.

Bruger Erfaring : 2726 Respekt : 30 Antal indlæg : 1628

"Virkelig? Det kan være du snart for chancen for at bevise det." hvislede hun lavmælt tilbage.. Nej, hun syntes ikke ulvene havde givet hende så meget besvær her på det sidste. Det var alt, alt for nemt. Men det gjorde dog ikke hendes foragt til dem mindre. De ulve gav hende bare så meget kvalme, og så var der jo også det faktum at de gjorde alt for at frelse menneskerne. Hvornår lærte de dumme hvalpe at fatte, at det bare var endnu én ting i livets store kredsløb? Hun fik raseri pletter, bare af at tænke på det. Hun havde intet, INTET, til overs for de stinkende plageånder. Og dog. For noget tid siden havde hun mødt én gammel bekendt, en gammel ven, en gammel nær veninde.. Den veninde havde overværet Daniellas forvandling, og havde set sin veninde blive revet fra hende. Det var en ulv. En ulv ved navn Saria. Da Daniella havde set Saria havde det gjort ufatteligt ondt.. At se en gammel veninde, og vide at man aldrig mere kunne være sammen. Det var slemt.. Hun holdte virkelig meget af Saria. Eller hun havde gjort det. Og en del af følelserne var stadig i hende. Hun savnede Saria helt vildt, og det var der jo ikke noget at sige til. Saria havde en dejlig personlighed. Den fejlede ikke noget. Det eneste der fejlede noget var hvad hun var. Og det hun var kunne Daniella ikke acceptere. Siden tidernes morgen havde vampyrer og varulve hadet hinanden. Det skulle de blive ved med. Ingen venskaber med ulve. Ingen. Nemmere sagt end gjort. Hun havde jo følelser for Saria endnu, det var det der gjorde at Daniella hadede hende dobbelt så meget. Hun kogede nærmest over når hun tænkte på hvordan hendes følelser var. Det var ufatteligt. Virkelig ufatteligt. Det burde aldrig være sket. Og det havde aldrig været sket hvis de ikke tilfældigvis havde stødt på hinanden. Hun kunne ikke huske hvor de mødtes, det eneste hun kunne huske var hvilken smerte det var at se en gammel ven, og vide man aldrig mere skulle være venner, og hvilken pinlig ting Saria havde gjort. Hun havde flæbet. Tsh. Varulve. Daniella kunne kun græde tørre tårer. Varulvenes var dejlig varme. Det var nok den eneste fordel ved at være en varulv. Varmen... Hun stod bare stille og betragtede Annika som havde vendt sig om for at kigge på hendes krop. Varulve havde de perfekte kroppe, ligesom hun selv og resten af vampyrerne havde. Men selvfølgelig, ville vampyrerne altid være pænere. Det vidste begge arter vidst udemærket godt. (xD).
Hun kiggede direkte mod Annika's øjne da hun vendte sig om. Hun kneb dem let sammen og nikkede dernæst som var til hendes spørgsmål.. Roligt trådte hun hen til de nærmeste kjoler, og hendes blik hvilede straks på den smukkeste af dem. Sort, selvfølgelig, da det var hendes yndlingsfarve. Den havde adskillige knapper ned fra halskragen, og ned, og så var der en slags kant omkring hvor taljen skulle være. Daniella var sikker på at det var for at vise taljen frem. Ved siden af den hang en polka prikket kjole som var nedringet ved brysterne, og havde små sorte blonder i bunden. Uden tøven tog hun den til sig og små løb ind i den nærmeste boks, hvor hun begyndte at klæde sig af. Efter 1 minuts tid rullede hun gardinet til side og trådte ud, og betragtede sig lidt fra afstand i spejlet. Kjolen sad fantastisk på hendes perfekte figur. "Skal hvalpen ikke give en kommentar?" spurgte hun dernæst lavmælt Annika. Hun talte så lavt at menneskeene ikke ville have en chance for at høre hvad hun sagde.

Leaders Erfaring : 435 Respekt : 16 Antal indlæg : 353

Udfordringen var svær ikke at sige ja til, men en lille stemme i baghovedet fik hende til at tie. Blikket fulgte Daniella da hun valgte en kjole, gyselig. Det var hvad den var, inderlig gyselig. Prikker og lyserød, det var en skrækkelig kombination. Med et elegant sving vendte hun sig om på hælen og kiggede på vampyren der trådte ud af garderroben. Ja, nu var det også set. En vampyr kunne gøre selv den grimmeste kjole smuk. Annika rynkede lidt på næsen, hun kunne stadig ikke lade være med at hade kjolen. Den så malplaceret ud på den ligblege hud. En halv grin og halvt fnys gled ud over hendes læber. Hvad skulle hun sige? ”Det forstå virkelig at gøre en grim kjole smuk” Sagde hun så endelig. Lige højt nok til at hun ville kunne høre det. Hvis denne iglen troede at hun ville få flere komplimenter kunne godt tro om igen, det var a one time stand. Annika rettede sig lidt op og sendte kjolerne et hurtigt blik. Der var faktisk mange, dog var den som vampyren havde valgt ikke den pæneste af dem. En af kjolerne faldt lige ind i hendes smag. Hvid, med et grønligt mønster der formede en orkide. Med et svagt smil rakte hun ud efter den og holdte den op foran sig. Derefter lagde hun den over sin arm, og kiggede på Daniella. ”Men den kjole skulle du nok ikke vælge” tilføjede hun endelig, efter en rum tid. Hvorfor spilde sin stemme på en irriterende blodsuger. Med et ligegyldigt skuldertræk gik hun forbi hende og rynkede endnu engang på næsen. Den forfærdelige stank, forfulgte hende overalt. Da hun stod inde i omklædningsrummet blev hun mere opmærksom. Lyden af vampyren og stanken. Hvis hun gik amok derude ville intet kunne stoppe hende i at springe ud af det rum i en kæmpe ulve skikkelse. Hurtigt skiftede hun om til den hvide kjole og tog den sorte læderjakke uden over. Det sad vel meget godt, hvorefter hun hurtigt gik ud af omklædningsrummet. Man kunne ikke stole på en igle. Det ville være noget af det dummeste man gjorde.
Da hun trådte ud kiggede hun rundt, bare for at være sikker på at ingen var kommet til skade. Som sagt, at lægge sin lid til vampyre ville være den største fejltagelse i sit liv. Hendes læber krusede sig i et falsk smil og hun gjorde intet for at få det til at se mere ægte ud. Det var så usandsynligt sådan som de stod nu. Næsten som to veninder, der bare havde en almindelig shoppe tur. Muligheden for at dette var virkeligt var utrolig lille. De var alt for forskellige. Vampyr og varulv, det ville ende galt. Bare lugten mindede hende om det hele tiden. Og hun måtte heller ikke glemme deres blodrøde øjne. Skræmmende. Annika kørte en hånd gennem håret og lod blikket glide over på Daniella igen. Hadet til denne vampyr var stort og det ville aldrig kunne ændre sig, selv ikke hvis de kunne ændre det de var. Nej. Sådan ville det altid være. Bare at tænke sådan gav hende håb, men det var håbløst. Det var ligesom en forbandelse. Dog havde ulvene det meget bedre end blodsugeren, det måtte alle parter indse. Varmen og farten var det bedste. De var jo trods alt hurtigere end vampyrene og helt klart meget varmere. Dejligt. Det ville altid være sådan, som sagt. De var ligesom hund og kat. Næsten bogstavelig talt, for ulvene var jo hunde bare i bjørne størrelse men de havde også det menneskelige i sig. Katte var mere ondsindede og snu. Forfærdelige dyr. Menneskene var blinde, de blev brugt. Det var hendes mission, at redde dem fra disse forfærdelige rovdyr. Og hvad så hvis det var naturligt?! Det var forkert.
Tankerne blev lagt tilbage i sine slumrende kamre, da hun kløede sig svagt på armen. Det var ikke tid til at blive grebet af sine tanker og lade sig rive med. Hun måtte ikke tabe sin koncentration på et enkelt tidspunkt. Det var vigtigt. Som sagt. Det hele kunne ende galt. Kjolen sad perfekt om hendes krop, og fremhævede hendes former. Taljen, barmen og endda også hendes højde. Jakken havde hun bare taget på for at give det en smule liv. Skoene hun havde på var hendes egne, høje sorte læderstøvler. Alt i alt lignede hun selv en model, dog måtte hun lade sit selvværd falde en smule når hun så på de ligblege skikkelser. De havde en helt perfekt krop, de var ikke for høje og ikke for lave. Perfekte. Så var der hende, høj nok men ikke højere end de fleste i sit kobbel. Dette var ikke noget man ville høre tit fra hende. ”Din stilhed må betyde at jeg ser henrivende ud” Sagde hun og lod smilet glide væk fra hendes brune læber. Håret bølgede endnu om hendes ansigt og gik hende til at ligne den uskyldige lille pige, men alle vampyre ville vide bedre. Sådan var hun slet ikke. Inderst inde længedes hun efter en ordentlig kamp mod disse blodsugere. At flænse dem og udrydde dem, bare tanken om det fik hende til at smile bare en lille smule. Hvis det var virkelighed så ville smilet ikke være til at fjerne fra hendes læber. Med en lille rystelse på hoved vente hun tilbage til virkeligheden og kiggede indtrængende på Daniella. Skide blodsuger.

Bruger Erfaring : 2726 Respekt : 30 Antal indlæg : 1628

Hun kiggede med væmmelse på varulven. Hvordan kunne ulven syntes at den var grim? Kjolen var bedårende, syntes hun personligt. Den var 'lillepige' agtig.. Den var sjov. Den havde sit eget liv. Men det kunne den skide pelsfrakke vel ikke se.. Hundene havde en besynderlig form for smag. Den kjole Annika rev frem var mindst ligeså hæslig. Ellers var det nok bare det faktum at den havde grønt på sig. Hun kunne ikke fordrage grøn. Og specielt ikke mosgrøn. Hun syntes virkelig at grøn var den mest hæslige farve der fandtes, bortset fra græsgrøn måske. Hun kunne sidde i lang tid og bare betragte et græsstrå, og derefter pille ved det. Lidt ligesom mennesker kunne finde på.. Hun havde jo stadig sine menneskelige sider. De viste sig bare sjældent. Hun havde stadig samme personlig hed som hun havde haft som menneske, og hun havde stadig følelser ligesom et menneske. Om ulvene ville indrømme det eller ej. Ulvene ville gøre alt for at modsige vampyrerne. Så sent som for et par dage siden havde hun mødt en ulv hun nær var ved at komme op og toppes med. Den skide uldtot blev ved med at modsige hende, selv når den faktisk vidste at hun havde ret i hvert eneste af hendes ord. Sådan et møg dyr. Men sådan var det. De var hinandens modsætninger, og de ville hade hinanden ind til dommedag. Hvis man altså troede på at en dommedag ville finde sted. Personligt gjorde hun ikke. Men hun havde heller aldrig troet på den slags ting, eller overtroiske mirakler. Aldrig i hendes liv troet på ånder, aldrig troet på at der var ting under sengen, og aldrig troet på at man skulle være bange for en sort kat der krydsede vejen. Men én ting troede hun på. Hun troede at alt var forud bestemt af skæbnen. Den kunne ikke ændres. Selv ikke når man tænkte; hvis min skæbne er at gøre den ting, så gør jeg det modsatte. Nej det kan man jo så netop ikke, for så er skæbnen at man skal gøre det modsatte af hvad man rigtig skulle gøre. Skæbnen ville altid ændre sig efter ens valg. Og ingen skulle kunne påvirke hvad man selv ville gøre. Ingen.
Alligevel. Det var så mærkeligt at stå her sammen med en man virkelig hadede. De snakkede endda til hinanden. Ikke fordi de var meget for at give hinanden komplimenter, men de vidste jo begge to at de begge var utroligt smukke. Hun ville garanteret ikke have noget imod Annika hvis det ikke var fordi hun var hvad hun var, og hun ikke prøvede at sabotere hendes måltider. Annikas personlighed var det garanteret intet galt med. Hun kendte jo ikke Annika godt nok til at sige om de egentlig ville kunne holde hinanden ud, men det var bare sådan det fungerede. Hun havde intet imod varulvenes personligheder. De fejlede ingenting. Men de valg ulvene tog, og hvad de var skabte bare sådan et stort had at de ikke ville fungere sammen. De ville de aldrig gøre. Tror begge parter var enige på det punkt. Og hun kunne ikke fordrage Vampyrer med en anden mening. Tænk at gøre sig gode venner med varulvene? aldrig i livet. "Kjolen er da smuk." sagde hun roligt og betragtede sig selv i spejlet. Hun lignede et eventyr. Det perfekt siddende hår, de let lysserøde læber, og den smukke kjole hun havde iført sig. "Virkelig? Så køber jeg den!" sagde hun afgjort og var faktisk enig med sig selv i at hun ville købe den. Hun trængte til at iføre sig noget farveligt, og ikke kun de samme sorte, hvide eller natblå kjoler hun normalt gik i. Hun var næsten også sikker på at Bill ville kunne lide at se sin kæreste i noget lidt anderledes. Hun kastede et hurtigt olmt blik mod Annika inden hun begyndte at gå mod omklædningsrummet. Da hun endelig nåede ind trak hun gardinet for og med nogle hurtige bevægelser fik hun revet kjolen over sit hovede, og satte det igen på bøjlen. Men så kom hun i tanke om at hun ikke behøvede at hænge det tilbage på bøjlen når hun alligevel skulle købe kjolen. Hun sukkede opgivende af sig selv og tog kjolen af bøjlen inden hun hang bøjlen på sådan et langt tykt søm. Hun iførte sig sit normale tøj, og trak dernæst gardinet til siden og gik ud af omklædnings rummet, inden hun dernæst vadede op til kassen. Hun fik prisen på kjolen og betalte hurtigt pengene inden hun gik tilbage til Annika med et lettere falskt smil. "Jo du ser virkelig bedårende ud." løj hun. "Du er den eneste der kan bære den kjole." sagde hun dernæst. Hun gøs ved tanken om at se sig selv i den. Den havde nogle flotte former, og det var en flot jakke hun havde på, men det ville aldrig være pænt til hende. De fleste grønne farver var hæslige syntes hun, og hun ville aldrig iføre sig noget der var grønt. Hun kiggede op og ned af ulven og foreslog dernæst; "Prøv noget lyseblåt. Det er flot til din hudfarve." Hun vendte dernæst sit blik væk fra ulven som fortjente den ikke hendes blik. Hun sendte nogle få blikke rundt for at observere butikken. Den var hyggelig. Og med rulletrapper op til en anden etager. Og de havde nogle flotte gardiner og andet pynt inde i butikken.. Hun trådte et par meter til siden for at kigge op ad rulletrappen. Oppe i toppen var der et skilt hvor der stod; Mænd.. Så der skulle hun vidst ikke op, med mindre hun ville kigge efter noget til Bill.. Det burde hun måske gøre. Bare for at glæde ham. Hun syntes desuden at han trængte til noget nyt.

» Shoppe tur ..
» en shoppe tur til rusland ^^
» Forberedt på alt [v] ( Daniella )
» Hyggeligt Daniella
» En tur på Resturant (Daniella)

Hej alle sammen nu skal vi altså lige have skrevet jeres evner ned så vi kan finde ud af hvem der har hvilke evner! husk nu at i kun kan have en evne hvis i er omega eller alfa, og omega evner ikke er særlig stærke og alfa evner er meget stærke! Smile

A

Arya - har en tanke styrende evne, når hun ser dig i øjnene kan hun danne illusioner inde i dit hoved, selv når du er alfa kan du ikke vide med sikkerhed om det er hende der leger i dine tanker eller om det er virkeligt, meget forvirrende og farligt da hun også kan danne billeder for dine øjne så du tror du er et helt andet sted …

[ Fuld læsning ]