Forberedt på alt [v] ( Daniella )

Zafira havde fået færten af noget der kunne få det kolde blod i hendes år op i kog. hun gik afsted i vampyr fart på en aldeles elegant måde. Hun havde ikke travlt.hvad skulle det dog gøre godt for, når man alligevel havde en evighed? Hun havde dog også fået færten af noget andet.. En artsfælle, og en Alfa endda. Duften af den anden vampyr var bekendt og lidt efter identificerede hun den til at komme fra Daniella en hun vampyr hun en gang havde mødt. Hun var farlig truende i selve sin profil. hun havde en par beige farvede shorts på og en hvid top. Hendes dreadlocks var sat op i en hestehale. de kolde øjne som kunne suge hvert et minde ud af enhver spejdede rundt i skoven af ren refleks. Lige meget hvor stille man ville være ville hun kunne høre personen. Hun gik ikke selv stille, hun trådte på kviste som knækkede over og varslede hendes ankomst, lod bladene på buskene rasle ved hendes berøring og en enkelt gang slog hun en tyk gren af et træ i stedet for at springe over den. Zafira var ganske enkelt ligeglad med at blive opdaget. hun var i kamp humør..

"Hvis det kun er dine ofre der fortryder er det nok derfor alle kaninerne flygter lige i øjeblikket, køter"Sade Zafira koldt og roligt da hun trådte hen ved siden af Daniella. hun nikkede kort til hende som en venlig gestus og vendte så blikket mod Annika. Hun smilte ond så de lange sylespidse hugtænder kom til syne. hendes røde øjne brændte efter lyst til at bide den varulv og gøre det af med hende, og dog ville hun først lege med sit bytte. Hun ville alligevel aldrig drikke dette monsters blod, det smagte sikkert lige så fælt som hun lugtede. Zafira havde ikke kæmpet mod en varulv længe og et bredt, koldt smil bredte sig på hendes læber, den beroligende følelse hun fik når dette var overstået var det bedste ved det hele, når hun så udyrets blod flyde på jorden og vidste at nu var hendes datter et skridt nærmere på sikkerhed ville hun igen føle sig mere tilpas. for det var det hun inderst inde frygtede, hendes datters død, og det ville hun frygte resten af sit liv så længe varulvene eksisterede.
Zafira ventede tålmodigt på at ulven ville gå til angreb, det gjorde hun altid. Hun lod de svage starte kampene også ville hun bagefter sejre stort over dem, ingen havde nogensinde overvundet hende, for hvordan skulle man kunne det når hun kunne tage alt fra en? sanser, minder, følelser, hele ens hukommelse!

Christence havde tidligere set Annika bevæge sig ned mod Lake Washington.. Hun havde bare ladet hende gå, men efter en meddelse fra sin mor om at en ulv var blevet set af et menneske, var hun blevet sendt ud for at finde hende, så Annika kunne samle sit kobbel. Men.. På vej mod Lake Washington, kom en syrlig, virkelig frastødende lugt i hendes næsebor og fordi hun var ulv, blev det hele forstærket. Det var så.. Klamt. Hendes lyst til at fjerne stanken blev kraftig, hun ville have lov at flænse de igler. Hun nærmede sig, med en lynhurtig hastighed og nåede så frem. Hun nåede lige at høre de ord der blev hvislet af Annika og trak læberne tilbage over tænderne, hvorefter hun viste tænder af iglerne. Hun snerrede uden at styre sig, med en dyb rumlen, som kom fra hendes bryst. Derefter blev hendes blik bare stift rettet mod de to vampyrer. *Pis ... Alfa'er.... Endnu mere pis. Det er hvad der sker, når man lader sin alfa gå* tænkte hun og sukkede kort, men opmærksomt. Hendes blik fjernede sig ikke fra de fjender der stod foran hende og hun stod bare og lod sine klør kradse i jorden, mens hun ventede på at hun fik lov til at angribe. Hun var nødt til at følge Alfaulven's order. Men blev Annika såret, ville det kun tage få sekunder for den sorte ulveskikkelse at gå til angreb og flænse iglerne op, rive dem fra hinanden og brænde deres rester.

Zafira smilte koldt" det er naturens gang, præcis som når løven nedlægger en hjort på savannen, menneskene er vores hjorter, det burde du vide alt om, overtroiske, indianer pjok"Sagde hun med et koldt blik og tænkte hele tiden på sin datter, hun måtte aldrig møde en af disse natur forrædere, de var en skændsel for verdenen og gjorde kun vampyrerne fortræd for deres egen skyld, for at de ikke selv blev ofre..det var derfor Zafira altid holdt mest af at finde bytter i omegnen til forks som var fra deres stamme, hun elskede når de gik på jagt efter hende, især når hun sendte en ulv hjem som hun havde snuppet alle minderne fra, det eneste den kunne huske var hvor den skulle løbe hen og navnet Zafira.. At høre ulvenes vrede hyl om natten, i jagten efter hende var også noget hun elskede..
Hun smilte grumt til Annika"sig mig puppy, hvor mange fra reservatet er nu blevet ofre for de "barbariske" overfald jeg har begået?"spurgte hun koldt og ondt, hun havde ikke selv tal på det længere.."Vi venter på at de hvide svarer præcis som man gør i skak, eller skal vi sige, de svage starter, hvilket er jer! en sølle hvalp og en enkelt alfa, det skal vi nok kunne klare"lo hun koldt

Christence stod bare et par meter bagud, men i angrebsstilling. Hun var klar over, at hun ville dø i dette slag, hvis hun deltog i det. Men af pligt for sin alfa, skulle hun deltage, hvis det var sådan hendes ordre lød. Det var faktisk Annika's ansvar, om hun skulle slås og hvornår hun skulle gøre det. Hendes blik hvilede på de tre væsner foran hende, en efter en. Når hendes øjne havde mest opmærksomhed på iglerne, var hendes blik fyldt med afsky, væmmelse og had. Dybt og inderligt had overfor det, som de gjorde ved mennesker. Hun havde op til flere gange, sporet mennesker, som lå helt igennem udtømte og stadig trak vejret svagt, de sidste sekunder, inden de døde. Hendes skuldre begyndte svagt at ryste, ved den tanke. Det var så ækelt, så forkert at nogen skulle bruge andres blod. Og hun ville aldrig nogensinde, kunne se det fra Vampyrernes side. Føde?! Mad! Uskyldige mennesker. Da Annika så udtalte sig om, at fødekæder altid kunne laves om. Nikkede hun, med et lille alvorligt bjæf, for at understrege hendes ord. Der var nogen vampyrer, der havde forsøgt at være vegetare, leve sådan. Leve af dyreblod, istedet for at uskyldige menneskers. Det krævede nok, virkelig meget energi, at ligge sin kost om, på den måde. Men det kunne lade sig gøre, hvis man havde viljen til det. Hun så nu kun på vampyrerne med afsky, had. Hendes blå øjne viste had, viste lysten til at flå deres bryst op og se deres involde ligge smidt rundt omkring, mærke hvor let det ville være at flå deres granithud ad. En ting som ingen andre ville kunne gøre, på helt samme måde. Pludselig mærkede hun varmen på sin krop, en varme der også ramte vampyrerne. Solen. Deres hud skinnede som diamanter og hun klemte øjnene sammen, indtil hendes følsomme ulveblik, havde vænnet sig til at se deres hud. Eller skulle man sige ækle skind? Skæl. Det var det det var, skæl. Mennesker ville finde det utroligt smukt og tiltrækkende, men ulve vidste bedre. Det der var et tegn på, hvad de var. Vampyrer. Igler. Hvad man nu ville kalde dem. Den sorte ulveskikkelse, som forestillede Christence, gik lydløst hen bag Annika, hvor hun lydigt stillede sig, med et skarpt blik på sine fjender. Hun rynkede på næsen af den ækle lugt, fra iglerne. Hvem kunne holde den søde stank ud? Ulækkert. Virkelig hæsligt.

Zafira hvæsede koldt og det kolde onde smil lå limet fast i hendes ansigt. man skulle blinke med øjnene, selv varulvene ville aldrig kunne reagere så hurtigt som hun var henne og give Annika et snitsår med en hjørnetan i hendes friske, men stinkende kød. Det var selvfølgelig et sted hvor der ikke rigtig var nogle blodårer, mere i det kødlag som alle havde, de steder hvor man ikke ville blød hvis man faldt og slog sig, derfor ville giften heller ikke slå Annika ihjel, bare give hende et ar, et minde om Zafira, hvis hun overlevede dette, men det havde Zafira ikke i sinde at lade hende gøre!
*hvorfor lade en hund leve når den intet godt gør?* disse tanker var normale tanker hos Zafira, og hun forstod dem selv, men det gjorde ulvene vel ikke? gjorde de? de tænkte sikkert det samme som vampyrerne, sådan ville det jo altid gå.
Zafira betragtede stille ulven, ventede på reaktionen, hun ville sikkert flippe skråt op over dette, og det ville more Zafira hvis hun gjorde det. man fik jo kun det sjov man selv lavede! og dette var Zafiras måde at være sjov på. Hun lo koldt"giv op køtere, i er i undertal, i vil aldrig vinde!"sagde hun koldt og kiggede på dem med et overlegent blik.
"At du selv stiller dig op i mod os annika, er meget, især når du er alene, men du er jo alfa og har nok lidt mere chance end dine andre snothvalpe, men hvad angår denne hvalp..Tænk at du udsætter hende for fare..er det for at gøre det mere ligestillet eller for at sende bonden som den første ud i slaget, også selv deltage i det når bonden er nedlagt?"spurgte hun"Jeg ville aldrig selv ofre en af de svage i min klan som de første! jeg ville finde noget de var gode til, og bruge dem på den måde i stedet for at ydmyge dem foran deres fjender"Sagde hun koldt og hårdt. Godt nok snakkede Annika i et hårdt tonefald, men der var intet der kunne slå Zafiras. Zafira var snart 200 år gammel, meget ældre end nogle af de andre, ingen havde den visdom hun havde, og ingen kunne sige hun var dum, for hun vidste mere end de fleste, og havde oplevet mere, spekuleret i længere tid. Studeret i flere årtier, og snart århundreder..
"hvad bliver den her kap til køter? vi venter!"sagde hun koldt og var i angrebs stilling, forsvars stilling brugte hun kun når hun følte sig truet..Og det ville hun ALDRIG føle sig mod en hvalp..