Skovens Egern Ö

Dato :: Idag xD
Årstid :: Sommer ^^
Dag :: Mandag :*
Vejr :: Lidt morgenDis, men esolens stråler prøver at trænge igennem.
Sted :: Skoven? Ö
Tid :: Morgen/Middag...Formiddag!
Omgivelser :: En hel flok egern Ö

Emily stoppede op da hun var nået et godt stykke ind i Skoven. Hun kiggede sig omkring med hævet øjenbryn og blev mødt af Egern over ALT! Hun grinede dæmpet og satte sig på Hug i skovbunden. "hej" sagde hun dæmpet med et smil og kiggede på det nærmeste egern. "nårh!" grinede hun muntert

Nonec, satte sig på hug ved siden af hende, og sendte hende et smukt magisk smil. "Cedric." presenterede han sig, stille for ikke at skræmme egerne. Han rakte hende sin hånd.

Emily blev en Anelse forskrækket. Både over ham og over hende selv, hvorfor havde hun ikke lugtet ham!? Eller set ham, eller hørt ham..? Emily kiggede først overrasket på ham men blødede så lidt op og begyndte svagt at smile. "Emily" presenterede hun sig hviskende og gav ham hånden.

Nonec, tog sin hånd igen, da han også opdagede at denne piges hånd var ret kold. Han så stille på egernene, og grinede for sig selv. Han elskede at side tavs ude i skoven, og se på dyrene, som tumlede rundt. Han så igen på pigen og smilede igen.

//Jeg er Vaarulv.. Derfor er min krop meget varm //

Emily klukkede dæmpet og betragtede muntert egernene indtil hun så en lille unge "nuerhh!" hviskede hun og kiggede smilende på det lille Egern der blev beskytten af dens mor eller far som stod foran den.

// Soory, så meget varm Oo' //
Han smilede af hende, og rakte stille ud efter det lille egern, som straks hoppede baglæns, beskyttet af forældrene. Lidt efter begyndte de at dufte til ham.

Emily smilede muntert og fnes da egernet hoppede bagud.. "Kært" sagde hun dæmpet og betragtede Cedrics hånd og egernene der snuste til den.

"Giv dem tid." svarede han stille og stragte sin anden hånd ud og løftede den stille op. Den så forviret, og bange ud, lige indtil han begyndte at ae den ned at ryggen. Den peb, og så op på ham. Han lo stille og satte den ned.

Emily smilede glad til det lille egern. "uh" mumlede hun da den Pev og smilede så igen. Hun mærkede noget kilde i næsen men ignorerede det og koncentrerede sig istedet om egernene. Emily smilede og satte sig ned i den tørre skovbund.

Duncan kom roligt gående gennem skoven, hvor den lette dis, smøg sig om han ben.
Det havde været en fin dag, og efter som solen, ikke nåede ned til skoven endnu, kunne han stadig være ude!
Hans krystal blå øjne var rettet fremad, og han gik i en let, elegant gang!
Jo, det var en fin dag.
Duncan stoppede.. En speciel lugt kom ham i møde.
menneske.. tænkte han og kunne stadig ikke sige hvad den anden lugt var.
Så slog tanken ned i ham
varulv! han valgte at opsøge dette gade kryds. Da der var et menneske, var der intet der kunne ende i kamp..
Han gik roligt nærmere..

Den kildrene fornæmmelse blev stærkere i hendes næse og hun nøs uvilkårligt da hun opdagede at det var lugten af vampyr. adr...Emily sukkede, hun orkede ikke hvis det var Robert..Det ville ikke ænde godt. Mugligheden for att det var en venlig vampyr var lig Nul, havde hun fundet ud af.

"Er du forkølet?" spurgte han bekymret. Nonec, havde den evne at han evigt og altid, var bekymret over for folk han ikke engang kendte. Han rakte hende et lommetørklæde, og tog et egern op igen.

Duncan trådte ud mellem to træer, der fik de fleste egern til at rejse sig og kigge sig vagtsomt omkring!
Han var blevet enig om blot at se sådan et gadekryds. og fryde sig over at Dette væsen intet kunne stille op.
De blå øjne lande hurtigt på Pigen, efter at havde set at den anden var en dreng - en simpel dreng.
Duncans ansigt fortrak ikke en mine!

Emily rystede på hovedet og nøs så igen "okay måske lidt" kommenterede hun og tog sig til næsen. Hun vendte sig om og stirrede koldt på vampyren inden hun hostede. Kæft hvor var det træls at hendes næse var så følsom. Emily kiggede på egernene og aede beroligne den lille unge der begyndte at blive mere rolig

Nonec, så bag sig, på drengen, der lige var kommet. Han smilede anspendt, over trykheden, der var kommet efter han kom. "Hej, Jeg er Cedric." presenterede han sig.

Duncan nikkede kort som hilsen. - en smule stift til pigen-
Dog svarede han ikke.
Så blot på GAdekrydset som forekom ham utrolig ynkelig at se på..
De blå øjne havde et strejf af endeløs kulde over sig!

Nonec, følte sig ikke godt tilpas, så han så væk fra den ret uhyggelige dreng, og så på alle egerne som rystede, af skræk. Han hviskede beroligtene til dem, selvom han selv var bange.

Emily kkiggede vagtsomt på Blodbæstet og kiggede så med hævet øjenbryn på Cedrice *Uvidende Menneske...!* tænkte hun og kiggede igen på Blodbæstet som forekom hende ynkelig og irriterende. Han var jo ikke stærkere end hende, så hun havde intet at frygte - Med mindre han var alfa ligesom robert..men det kunne jo ses at han blot var en normal vampyr. Emily lagde en hånd på Cedriics skulder og smilede opmundrene - Ikke stift - bare muntert.

Nonec, smilede, let anstregnt, tilbage, men spændte så op igen. Han tog en af egerne op igen, og aede det.

Duncan så på de skræmte egern.
og på Gadekrydset som nærmest var kærester med det forskræmte afkom af et menneske!
Men det passede ham fint, og beviste blot at VArulve var misfostre, som forgæves prøvede at komme ind i varmen, om de så skulle fedte for de ynkelige mennesker, hele deres liv.
HAn fnyste tavst. Ynkeligt!

Emily pjuskede blidt op i hans hår og smilede muntert "hvorfor du bange?" spurgte hun og aede hans kind inden hun muntert smilende kiggede på Blodbæstet, det dumme blodbæst der sikkert kun var kommet for at provokerer..ynkeligt. emily hævede et øjenbryn og fnøs tilbage "jammen det var da hyggeligt at møde dig" sagde hun sarkastisk til Blodbæstet

Duncan løftede kort det ene øjenbryn.
Det var til at brække sig over..
Gadekrydset ikke engang legede med sin mad.. Hun kælede for det!
Han så kort på hende.
" Æren er helt på min side! " svarede han i et tomt tonefald.

Neij hvor var han da bare irriterende dum.
Emily rystede langsomt på hovedet - Han var jo Ynkelig sådan at komme og så ikke have noget at sige.
Som om hun havde læst hans tanker fornæmmede hvad han havde tænkt og begyndte muntert at kluk-grine. det var jo tåbeligt! xD

"Ditto." svarede Nonec, utroligt koldt, af et menneske. "Hvad bringer dig til frededens sted?" spurgte han sarkastisk, dog iskoldt, som hans øjne.

Emily klukkede mntert vidre - Nu også over Nonec's kolde måde at være på. "Hihi" fnes hun muntert og rystede opgivende - Stadig grinende - på hovedet

Nonec, kunne ikke lade være med at fnise, så hans kolde facade knækede. Han begyndte at hulke, og hikke, og måtte holde sig for næsen.

Duncan smilede usynligt.
han nød at få deres kolde side frem, uden selv at blive det mindste påvirket!
Hvad havde han sagt?
6 sølle ord? og det havde allerede fået Dregen over frysepunktet!
" Gik en tur." svarede han i samme ligeglade tonefald..

Emily hævede muntert et øjenbryn "Er du Okai" fnes hun og kiggede på ham med muntre grin. Dog kiggede hun igen på Blodsugeren "Du ved godt at det er uhøfligt at afbryde uden at presentere sig, ikke??" spurgte hun ham cmed et koldt svagt smil

Nonec, smilede koldt og lagde sit hoved, utrolig katte agtigt på skrå. "Men så kan De da passene gå videre på Deres tur? Ikke? Se og få lettet din kolde røv, og smut." Han sagde ingen af delene koldt, eller ondt, men tonløst, med et skævt smil.

Duncan ænsede ikke drengen. men smilede stadig usynligt.
sikke en charmetrold, han var sikkert pave stolt over sine ord.
" Jeg synes det passede godt her.. " svarede han roligt som før

Emily rystede opgivende på hovedet og rejste sig op. Et par af egernene pile væk og hun gik over til et træ som hun hoppede op i og klatrede- Lynhurtigt og smidtigt- op i. emily smilede, her oppe var lugten af vampyr ikke så stærk, vinden var frisk og udsigtet var dejlig.

Duncan så ikke på Gadekrydset.
Han koncentrede sig udelukkende om den lille dreng.
Som højst sandsynligt lige havde fået en synonym ordbog..

Nonec, sank overasket over hendes hurtighed, og smidighed, og mindst ikke af at han nu var alene, med drengen.

Emily lyttede på tegn fra noget uroligt dernede men blev mødt af tavshed. Dejligt Dejligt! Tænkte hun frydende og kiggede igen ud over skoven

Duncan så roligt på drengen, med klare blå øjne.
han gik roligt to skridt nærmere, i det langsomme tempo.
han havde aldrig set nogle af dem før, og nu vidste han at han heller aldrig ville glemme dem!

Nonec, så trodsigt på ham, men sagde ikke noget.

Inden Emily nåede at tænke hoppede hun ned fra træet. med en utrolig styrke og hurtighed landte hun foran vampyren. Hun kiggede tavst på ham, men med strænge øjne.

Nonec gispede. Intet menneske vile have overlevet det!

Duncan så roligt på hende..
Med det ene øjenbryn løftet. i en afventende mine.
Imodsætning til hende, behøvede han intet at vise, hvilket, på den måde intet derfor afslørede om ham!

Emilys læber krusede over i et muntert smil og hun klappede blodbæstet på hovedet. Det var utroligt koldt så hun vendte sig om og gik over til Cedric

Duncan, var så tæt på at rive hendes arm af!
Dog viste han det ikke. Printede bare blledet af hende ind, så han ville kunne finde hende..
Og næste gang, ville der ikke være en snot hvalp, som hun kunne holde i hånden!

Emily synes at kunne fornæmme det, eller også havde hun bare en fornæmmelse af den reaktion han ville have gjordt hvis ikke der var et menneske til stede. Hun smilede svagt og satte sig ned i den tørre skovbund.

Duncan så på drengen.
- han virkede fraværende.
Sig han er død.. så slipper jeg for det!
Tænkte han kort op så på gadekrydset..
Det skulle ikke overraske ham, hvis de var kærester!

Victoria gik ude i skoven og nynnede, hun havde for første gang i lang tid en hvid kjole på og bare tæer, hun havde sit hår i en heste hale og følte sig fin selvom det ikke var menningen, så hun tog elestiken ud af håret og bandt den om håndledet, hun gik i noget tid før hun så to skikkelser, hun kunne ikke se hvem det var så hun gik nærmere

Emily kiggede tilbage på Blodsugeren. Hun var ikke bekymret for Cedric, han var nok bare lidt skræmt. Emily hævede et øjenbryn og rynkede igen på næsen over lugten

Victoria kom nu helt tæt på så hun kunne se hvem det var, det var Emily! XD og en anden dreng der stod og så på hende, Victoria blev lidt urolig men gik vidre, "Heii Emi!" råbte hun og smilede

Duncan genkendte pigen, fra undervisningen.
dog hilste han ikke med rykkede sig bare mod skyggen!

Nonec, vinkede til Vic, og smilede. Han havde savnet hende, og Cecie. Han var ikke længere bange for drengen, som jo ikke kunne gøre ham noget. Han gik over mod Vic.

Victoria fik også øje på Nonec og gik over til ham, "Hei Nonec" sagde hun og smilede

"Der er altså en MEGA irreterene, dreng her." hviskede han og pegede over på ham.